Paradise Papers: Beskatning i den globale og digitale økonomi

12-12-2017 - Tænketanken Cevea sætter fokus på skattely: Hvordan kan vi standse skattekonstruktioner som dem, der blev afsløret i Paradise Papers? 

  • Tilmelding: https://cevea.nemtilmeld.dk/27/ 
  • Sted: Lokale SPs08, Copenhagen Business School, Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg
  • Tid: 12. december 2017 kl. 15:30-18:00
  • Pris: Deltagelse er gratis. Du skal bare tilmelde dig på ovenstående link. 

Det nytter ikke med lappeløsninger. Skal vi sætte en stopper for skattely, kræver det internationalt samarbejde om en helt ny form for skat. Paradise Papers viser tydeligt de strukturelle problemer, der er med et skattesystem, som er forankret lokalt, men for mobil kapital fungerer globalt.

Det var Rasmus Corlin Christensens budskab ovenpå afsløringerne af de mestendels lovlige skattekonstruktioner i Paradise Papers. Den 12. december giver han sit bud på, hvilke udfordringer Paradise Papers reelt afslører, samt hvordan det internationale samfund kan løse dem. Rasmus Corlin Christensen forsker i international skattepolitik ved CBS. Han har været vidt anvendt som ekspert i mediedækningen af Paradise Papers.

Efter oplægget er der debat mellem Rasmus Corlin Christensen og Jesper Petersen, MF for Socialdemokratiet, Lisbeth Bech Poulsen, MF for Socialistisk Folkeparti, samt Sune Hein Bertelsen, seniorchefkonsulent ved Dansk Industri.

De vil diskutere helt grundlæggende udfordringer, som det store internationale fokus på skattely i de seneste år endnu ikke har bragt svar på: Hvordan beskatter vi i en digitaliseret og globaliseret økonomi? I hvilken udstrækning må lande selv fastsætte deres skatteregler uafhængigt af, hvor meget det skader andre lande?

Paradise Papers har forstærket en udbredt opfattelse af, at der gælder ét sæt regler for en lille, global elite og et andet sæt regler for alle andre. Forskning har kædet anvendelsen af skattely sammen med stigende ulighed og konkurrenceforvridning mellem små og store virksomheder, som kan opnå en langt mindre effektiv skatterate end deres mindre, lokale konkurrenter. Det er i sidste ende vores selvbestemmelsesret og vores politiske såvel som økonomiske råderum, der er på spil, når rige individer og virksomheder lovligt kan omgå dansk lovgivning og beskatning.


Program:


15.30 – 15.45: Velkomst og introduktion ved Kristian Weise (Cevea)
15.45 – 16.30: Oplæg ved Rasmus Corlin Christensen (CBS) 
16.30 – 16.45: Kaffepause
16.45 – 17.30: Paneldebat mellem Rasmus Corlin Christensen (CBS), Jesper Petersen (S), Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Sune Hein Bertelsen (Dansk Industri). Paneldebatten modereres af Kristian Weise (Cevea). 
17.30 – 18.00: Debat med spørgsmål fra publikum