Globalisering uden organisering = ulighed

Danmark er fortsat et af verdens mest lige lande. Men verdens lande går mod større ulighed, og Danmark følger trop. Uligheden i indkomst er steget markant fra 1990 til i dag. Og når man ser på internationale sammenligninger af formueuligheden, ligger Danmark i den dårligste ende. Samtidig er uligheden også stigende i verdensøkonomiens vækstcentre som Kina og Indien med store formuekoncentrationer som konsekvens.

Analysen påpeger at lande med stærk faglig organisering typisk er mindre ulige. Det kan skyldes, at kollektive forhandlinger er en forudsætning for bred fordeling af gevinster ved produktivitetsstigninger, ikke mindst da det giver bedre mulighed for at forhandle sig til ordentlige lønninger.

Indkomstuligheden har været stigende i Danmark siden 1990. I samme periode har medlemstallene hos de overenskomstbærende fagforeninger været støt faldende fra 76 pct. i 1987 til 67 pct. i 2016. Det fremgår af figur 9, at der er sammenhæng mellem de to udviklingstendenser i Danmark over tid; når medlemstallene falder, har uligheden tendens til at stige.

 

Opsummering af analysen: 

  •  I perioden 1987-2016 er den faglige organisationsprocent i Danmark faldet fra 76 pct. til 67 pct. Samtidig er uligheden steget. Internationalt set er der en klar sammenhæng mellem faglig organisering og mindre ulighed. Lande der har en høj grad af faglig organisering og overenskomstdækning, særligt i Nordeuropa er typisk også lande med mindre ulighed og større velstand.
  • Hvis den globale vækst skal komme flere til gode, skal lønmodtagere i verdens vækstcentre have bedre mulighed for at organisere sig i fagforeninger, forhandle kollektive overenskomster m.m.
  • Europa er i dag den verdensdel, hvor indkomstuligheden er mindst før skat målt ved, hvilken an-del af den samlede indkomst de 1 pct. og 10 pct. rigeste tjener. I næsten alle verdensdele er indkomstuligheden steget, herunder særligt i Nordamerika, Rusland og Ukraine, Kina og Indien. F.eks. tjente de rigeste 1 pct. i Indien 10 pct. af den samlede indkomst i 1990 og 21 pct. i 2015
  • Formueuligheden er markant større end indkomstuligheden i alle lande, særligt for Danmark. Danmark er det 37. mest ulige land blandt 42 sammenlignelige – primært OECD-lande – målt ved ginikoefficienten for formue, og Danmark placerer sig også langt nede ved de andre mål for formueulighed.
  • For formueandel, som de nederste 40 pct. ejer, scorer Danmark en absolut bundplacering. Det gør sig særligt gældende, fordi der ikke korrigeres for Danmarks særlige, økonomiske struktur, boligmarkedet med høj, privat gæld og arbejdsmarkedspensioner. Det skærper et internationalt billede af, at Danmark har stor formueulighed
  • Formueuligheden er steget i næsten alle lande – kun med et par undtagelser – både, hvis man måler formueandelen til de rigeste 1 pct. og de fattigste 40 pct. En af de største stigninger har været i Indien, hvor de 1 pct. rigeste ejede 25 pct. af den samlede formue i 2000 og 52 pct. i 2018.
  • Danmark har den sjette-laveste indkomstulighed målt ved det oftest anvendte mål, ginikoefficienten. De rigeste 20. pct. har en disponibel indkomst, der gennemsnitligt er 3,7 gange større end de fattigste 20. pct. Ved andre opgørelser ligger Danmark lidt bedre. 
  • Danmarks Statistiks mål for indkomstulighed i Danmark viser en kontinuerlig stigning fra 1987 og en kraftigere stigning fra 2002. Danmark følger den internationale tendens til større indkomstulighed, der dog er noget mindre i EU end i resten af verden.

 

Læs analysen her