Måling: Danskerne tvivler på en værdig alderdom i velfærdsstaten. Men det er de unge, der tror mest på velfærden

En ny måling foretaget af Megafon for Cevea afdækker danskernes forhold til en række velfærdsinstitutioner og overførselsindkomster. Hent målingen her

Målingen viser en noget lunken tilslutning fra danskerne med hensyn til, om den offentlige sektor er i stand til at sikre god kvalitet på syv forskellige velfærdsområder. Samtidig finder danskerne niveauet af og adgangen til overførselsindkomster passende.

De unge viser sig i målingen at være mest positive over for velfærden generelt og på alle de syv områder. Højere alder viser sig derimod at gå hånd i hånd med større skepsis overfor, om den offentlige sektor er i stand til at sikre god velfærd. Samtidig er højere alder forbundet med en mere positiv holdning til overførselsindkomsterne.

Analysen viser:

 

  1. Danskerne mener generelt, at den offentlige sektor leverer gode ydelser, omend den samlede vurdering ikke kan kaldes begestret. Især kvaliteten af uddannelse vurderes højt.
  2. Danskerne mener, at den offentlige sektors evne til at sikre en værdig alderdom er dårlig. 57 procent af de 18-29-årige mener i høj eller meget høj grad, at den offentlige sektor sikrer god velfærd på tværs af de syv områder, og er dermed den mest positive gruppe blandt de adspurgte i målingen.
  3. Det samme gælder for 51 procent blandt de 30-39-årige, 46 procent blandt de 40-49-årige, 40 procent blandt de 50-59-årige, 37 procent blandt de 60-69-årige og 46 procent blandt personer på 70 år eller derover.
  4. Danskerne mener generelt ikke, at niveauet af overførselsindkomster er for højt og er overvejende uenige i, at det er for let at modtage overførslerne. Især de 60-69-årige mener at overførslerne er passende.

 

Cevea mener:

Denne meningsmåling er en del af Ceveas arbejde på velfærdsområdet og løbende målinger af befolkningens holdninger til forskellige aspekter af velfærdssamfundet. De konkrete spørgsmål og design i denne undersøgelse er bl.a. lavet på baggrund af en overvejelse om, hvad der egentligt er den bagvedliggende grund til, at mere end hver femte unge vælger i det forgange år indikerede, at de ville stemme på Liberal Alliance.

Det gav anledning til at undersøge, om der generationsmæssigt kan tales om, at der tages et skridt væk fra velfærdssamfundet i de yngre generationer. Og i så fald, om der er nogle af velfærdsstatens institutioner eller områder der særligt skuffer de yngre vælgere, samt om der er en utilfredshed med det sociale sikkerhedsnet og overførselssystemet i Danmark.

Det ville ikke være nogen stor overraskelse, hvis der i de generationer, der har oplevet ”den reformerede” offentlige sektor, var en ringere tilslutning til velfærdssamfundet. De yngre generationer er vokset op med løbende 2 procents-besparelser i den offentlige produktion, fremdrifts- og SU-reform, tilbagetrækningsreform, med udsigt til et meget langt arbejdsliv, forringede dagpenge og muligheder for førtidspension til unge.

Vi kan konstatere, at det ikke har medført en ringere vurdering af velfærdssamfundets produktion eller ydelser hos de yngre danskere. Tværtimod. For det er ikke blandt de unge, men blandt voksne og ældre danskere, at der findes en observerbar desillusion med selve velfærdsproduktionen. Altså dem der har oplevet samfundets udvikling over årtier. Undtaget herfra er de decideret ældre, aldersgruppen 70+, der i parentes bemærket er de, som oftest er brugere af en bredt set negativt vurderet ældreomsorg. Ser man på generationernes forhold til kvaliteten af kerneområderne i velfærdsstaten og størrelsen eller berettigelsen af ydelserne, er der intet generationsmæssigt der tyder på en svagere tilknytning – overordnet set.

Når det så er sagt, så er det generelle tilfredshedsniveau langt fra højt. Særligt danskerenes lave forventning til en værdig alderdom vækker bekymring. De fleste danskere har ældre i deres familie, så omsorgen for ældre er ikke noget man kan mene, at danskerne alene har deres viden om fra kritiske sager i medierne. Holdningerne skyldes formentlig en kombination af egne erfaringer og indtrykket fra medierne.

Denne undersøgelse er lavet i sammenhæng med en tidligere offentliggjort undersøgelse2, der har kastet lys over danskernes forhold til selve den offentligt ansatte medarbejdergruppe. Denne analyse viste, at 80 procent af danskerne overordnet oplever, at de offentligt ansatte, de møder, er dygtige til deres arbejde. Men at en overvældende del, 41 procent, ikke mener, at de offentligt ansatte har gode muligheder for at gøre deres arbejde.

I Cevea er vi af den opfattelse, at denne undersøgelse understøtter et billede af et samfund, der på tværs af generationerne er tilfredst med velfærdssamfundet, men samtidig også mener, at der er en række mangler og således kun giver de fleste velfærdsområder en middelkarakter. Set i relation til den positive opfattelse af medarbejderne og deres kompetencer, virker det logisk, at der en frustration over det, man kunne kalde organisering og styring af den offentlige produktion.

Derudover er der intet billede af, at befolkningen i noget bredt omfang eller i enkelte generationer mener, at overførsler ved arbejdsløshed er for lette at få eller er for rundhåndende – hvad man ellers kunne forvente på baggrund af den politiske debat, der har været på området de seneste år.