Andelen af ældre i aldersgruppen 65+ i befolkningen (november 2018)

 

ANDELEN AF ÆLDRE I BEFOLKNINGEN

Der er stor forskel på, hvordan alderssammensætningen i de danske kommuner ser ud i 2017. Nogle kommuner er meget ”unge”, mens andre med tiden er blevet ”ældre”.


Særligt i ø-kommunerne udgør ældre i aldersgruppen 65+ en væsentlig del. Op til 37 procent som i Læsø Kommune. I Ærø Kommune er tallet 34,9 procent og i Samsø Kommune 33,5 procent. Også nogle landfaste kommuner har en relativt høj andel af ældre i aldersgruppen 65+. I Odsherred udgør denne del af befolkningen 29,2 procent, i Hørsholm er tallet 27,2 procent. I Københavns Kommune udgør de ældre i aldersgruppen 65+ blot 10,3 procent af den samlede befolkning. I Aarhus Kommune er tallet 14,3 procent, mens det i en række af kommunerne i omegnen af hovedstaden, som eksempelvis Ishøj og Hvidovre, ligger på omkring 17 procent.


I 2008 udgjorde andelen af ældre i aldersgruppen 65+ 15,7 procent af hele befolkningen på landsplan – i 2017 var tallet oppe på 19,1 procent. På landsplan udgjorde de ældre i aldersgruppen 65+ i 2008 mindre end 15 procent af befolkningen i 24 kommuner – det samme gælder kun to kommuner i 2017. Den modsatte udvikling ses i antallet af kommuner med en høj andel af ældre over 65 år. I 2007 udgjorde aldersgruppen 65+ 25 procent eller mere i tre kommuner – i 2017 gælder det 13 kommuner.

 

UDGIFTER PR. ÆLDRE I ALDERSGRUPPEN 65+

De samlede udgifter pr. ældre i aldersgruppen 65+ fordeler sig meget forskelligt i de danske kommuner. Tallet dækker bl.a. over udgifter til genoptræning, ældreboliger, beskyttede boliger og plejehjem, pleje- og omsorgsarbejde, forebyggende indsatser, hjælpemidler mv.


I den kommune, hvor udgifterne i 2017 er budgetteret lavest, Gribskov, er de samlede udgifter pr. ældre 27.198 kr., mens tallet i den kommune, hvor udgifterne er højest, København, er 65.078 kr. – der bliver således brugt mere end dobbelt så mange penge pr. ældre i Københavns Kommune som i Gribskov Kommune. I den lave ende finder vi ligeledes Stevns, Fanø og Egedal Kommune, der i 2017 har afsat hhv. 27.885 kr., 29.793 kr. og 31.315 kr. pr. ældre i aldersgruppen 65+. I den anden ende af skalaen ligger kommuner som Lyngby-Taarbæk, Brøndby og Rødovre, der i 2017 har budgetteret med hhv. 54.711 kr., 54.027 kr. og 52.323 kr. pr. ældre i aldersgruppen 65+.


Over tid bruges der i gennemsnit i kommunerne færre penge pr. ældre i aldersgruppen 65+. Siden 2007 er den gennemsnitlige samlede udgift pr. ældre i kommunerne på landsplan faldet fra 55.229
til 41.315. Altså, et fald på 13.914 kr. I 2007 var antallet af kommuner, der brugte mindre end 40.000 kr. pr. ældre i aldersgruppen 65+ meget begrænset – kun en enkelt kommune brugte mindre end 40.000 kr. og ingen kommuner
brugte mindre end 30.000 kr. pr. ældre i aldersgruppen 65+ i 2007. I 2017 gælder det for 60 kommuner, at der er afsat mellem 30.000-39.999 kr. pr. ældre, mens tre kommuner har afsat mindre end 30.000 kr. pr. ældre. Modsat forholder det sig i de kategorier, der ligger øverst i skalaen. I 2007 brugte 11 kommuner mere end 60.000 kr. pr. ældre borger. I 2017 er det kun én kommune. I 2007 brugte 49 kommuner 50.000-59.999 kr. pr. ældre – i 2017 gælder det for fem af landets kommuner.

Der er altså sket en bevægelse, hvor færre kommuner befinder sig i den øverste kategori og flere befinder sig i den laveste. I den midterste kategori – 40.000-49.999 kr. pr. ældre borger – går udviklingen fra 37 kommuner i 2007 til 29 kommuner i 2017.