Modtagere af hjemmehjælp, andel (november 2018)

 

I 2008 var andelen af ældre i aldersgruppen 65+, der modtog hjemmehjælp i gennemsnit 18,8 procent. I 2016 var det tal faldet til 12 procent.


Kommunerne visiterer ligeledes i forskellig grad ældre til hjemmehjælp, om end langt de fleste kommuner – 68 ud af 98 – befinder sig i midterkategorien, hvor 10-14,9 procent af de ældre modtog hjemmehjælp i 2016. I 17 kommuner modtog mindre end 10 procent af de ældre i kommunen hjemmehjælp i 2016, i fire kommuner modtog mellem 15-19,9 procent af de ældre hjemmehjælp. En fælles tendens på tværs af kommunerne er, at det generelt er en mindre andel af de ældre i aldersgruppen 65+, der modtager hjemmehjælp. I 2008 var der 15 kommuner, hvor 20 procent eller derover af de ældre modtog hjemmehjælp. Året efter faldt tallet til 13 kommuner, så seks, så tre, så to og til sidst én. Fra 2014 og frem er der ingen af landets 98 kommuner, hvor mere end 20 procent af de ældre modtager hjemmehjælp.


Den kommune, hvor den mindste andel af de ældre i aldersgruppen 65+ modtog hjemmehjælp i 2016, er Allerød – her modtog alene 6,2 procent af de ældre hjemmehjælp. Favrskov, Egedal og Solrød Kommune følger lige efter med henholdsvis 7,3 procent for de første to og dernæst 8,4 procent af de ældre, der i 2016 modtog hjemmehjælp. I den anden ende af skalaen finder vi Samsø Kommune, der i øvrigt også er en af de kommuner, hvor den største andel – 33,5 procent – af befolkningen er 65 år eller ældre sammenlignet med andre kommuner. Her modtog 19,2 procent af de ældre hjemmehjælp i 2016. Dernæst følger Aalborg og Lyngby-Taarbæk Kommune med hhv. 17,7 og 16 procent. I Københavns Kommune, der på landsplan har den mindste andel af ældre i aldersgruppen 65+, modtog 15,2 procent af de ældre hjemmehjælp i 2016.


Langt de fleste ældre modtager enten praktisk hjælp eller en kombination af praktisk hjælp og personlig pleje. Antallet af ældre i aldersgruppen 65+, der modtager hjemmehjælp inden for disse to kategorier, er faldet siden 2006. Antallet af ældre, der alene modtager personlig pleje er generelt meget lavere end de øvrige to kategorier, men til gengæld steget en anelse fra 2008-2016.