Analyse

Alle analyser i denne kategori
19. October 2019

Danskerne ville være rigere end amerikanerne - hvis vi arbejdede ligeså meget som dem

Danskerne har i langt større udstrækning end amerikanerne brugt den velstand, der er skabt siden 1970 på fritid. Havde danskerne ikke gradvist valgt en kortere arbejdsuge og mere ferie, ville Danmark målt på BNP per indbygger være mere velstående end USA. Danskerne arbejder i dag langt færre timer end i 1970, mens amerikanerne kun arbejder lidt mindre. Samtidig er en større andel af danskerne end amerikanerne på arbejdsmarkedet, og vi har en markant højere livskvalitet. Danske arbejdstagere arbejdede i 2017 i gennemsnit 1.408 timer om året. Det var 372 timer færre end amerikanerne. De færre timer skyldtes en kortere arbejdsuge og flere ferieuger – svarende til henholdsvis 276 og 96 timer årligt. Erhvervsfrekvensen har i hele perioden fra 1970 til 2017 været højere i Danmark end i USA med en forskel på helt op til syv procentpoint. Hvis hver beskæftigede i Danmark arbejdede ligeså meget som amerikanerne, ville vi i 2017 alt andet lige have haft et BNP per indbygger, der var 42.707 kr. højere end amerikanernes – i stedet for at være lavere. Hvis arbejdstiden og erhvervsfrekvensen i Danmark og USA var lige høje, ville danskere i gennemsnit være 10 % rigere end amerikanerne i 2017, hvilket skyldes en højere timeproduktivitet i Danmark. Danmark rangerer nummer tre på OECD’s better life index på både life satisfaction og work-life balance, mens USA er henholdsvis nummer 17 og 29. Samtidig har de danske arbejdstagere markant mere fritid og meget færre har meget lange arbejdsuger. Ser man fritid som et gode, der kan veksles til indkomst med en højere arbejdstid, er Danmark mere velstående end USA.   Læs analysen her. 

8. October 2019

Medeje som vej til øget velstand

International forskning viser, at medarbejderes delvise eller fulde deltagelse i ejerskabet over en virksomhed kan bidrage positivt til virksomhedens produktivitet, en mere stabil beskæftigelse, samt virksomhedens overlevelsesevne og modstandsdygtighed under økonomiske kriser. Samtidig viser erfaringer fra bl.a. USA og Storbritannien, at ansatte i helt eller delvist medarbejderejede virksomheder modtager en højere, samlet aflønning, fordi de får del i kapitalafkastet. En større udbredelse af medeje kan potentielt både øge produktiviteten og reducere uligheden, men Danmark har ikke i samme omfang som andre lande målrettede ordninger til fremme af medejerskab. International forskning viser, at virksomheder hvor et flertal af medarbejderne har et stort medejerskab er, … mere produktive … mere modstandsdygtige under kriser … og giver medarbejderne en 5-10 pct. højere samlet aflønning Det brede medejerskab har været i tilbagegang i Danmark. Antallet af smalle medarbejderaktieprogrammer er vokset, men der er færre brede programmer, som omfatter et flertal af medarbejderne. Danmark har i mindre omfang end andre lande målrettede ordninger til fremme af medeje. I lande hvor medeje er mere udbredt, har virksomheder med et bredt og dybt medejerskab adgang til målrettede skattefordele, særlige finansieringsmuligheder samt rådgivning og teknisk støtte i opstart og drift. Læs analysen her.

20. May 2019

Årsrapport 2018

I forbindelse med årsmødet d. 20. maj 2019, har Cevea publiceret en rapport på baggrund af hvad tænketanken har bedrevet i 2018. Du kan læse årsrapporten her.

28. March 2019

Klassekvotient

Siden 2007 år er der på landsplan kommet flere elever i en gennemsnitlig klasse. I 2007 var den gennemsnitlige klassekvotient på landsplan 20,2 elever pr. klasse, i 2018 er den forventede gennemsnitlige klassekvotient på 21,7 elever pr. klasse. I 2018 er kommunen med den lavest forventede gennemsnitlige klassekvotient Læsø, med en klassekvotient på kun 15,3 elever pr. klasse. I den anden ende af spektret er Vejle Kommune, med en forventet gennemsnitlig klassekvotient på 25,5 elever i 2018. Dette er vel at mærke det gennemsnitlige antal i en skoleklasse i kommunen, hvorfor der kan være klasser, hvor antallet af elever er højere eller lavere i kommunen. Antallet af kommuner i kategorien 20 til 22 elever pr. klasse har ligget mere eller mindre stabilt siden 2007. Derimod er der en stor ændring i antallet af kommuner med en henholdsvis lav gennemsnitlig klassekvotient og en høj gennemsnitlig klassekvotient. I 2007 var der i gennemsnit under 20 elever i 43 ud af 98 kommuner – i 2018 gælder det samme i 13 kommuner. I modsætning hertil var der i 2007 kun syv kommuner, der havde en klassekvotient på mere end 22 elever pr. klasse – i 2018 gælder det 38 kommuner. Udviklingen for disse to grupper går altså stort set i modsat retning. Tallene viser en generel udvikling mod flere elever i klasserne. Den gennemsnitlige klassekvotient på landsplan for 2018 forventes dog at falde fra 21,8 elever i 2017 til 21,7 elever i 2018.

12. March 2019

Danmark er ikke lykkedes med at få flere udsatte unge i uddannelse eller job de sidste ni år

Cevea afholder Ulighedens Topmøde 2019 tirsdag den 12. marts. I år er fokus lagt på den store gruppe af unge, der hverken er under uddannelse eller i job, og hvad mulighederne er for at løfte denne gruppe af unge, der står yderst på randen i samfundet. Op til Ulighedens Topmøde har Cevea udarbejdet en række analyser, der giver et billede af opgavens størrelse og udfordringerne i det system, der skal forsøge at få de unge mennesker i gang. Det er stærkt bekymrende, at man i de sidste ni år ikke har været i stand til at nedbringe andelen af unge, der står uden uddannelse eller job. De første elever starter den 1. august i den nye uddannelse, Forberedende Grunduddannelse. Uddannelsen skal hjælpe særligt denne gruppe unge tilbage på sporet. Men uddannelsen er født med en usikker økonomi. Og samtidigt skal kommunerne håndtere et stigende antal unge med sociale problemer uden øget finansiering. Det er til gengæld også klart, at der vil være en stor samfundsmæssig gevinst ved at løfte gruppen ud af udsathed, i beskæftigelse eller i uddannelse.   ”Denne gruppe unge mennesker risikerer at komme dårligt fra start og blive en kilde til en masse af samfundets problemer. Vi er bange for, at man ikke tager det her alvorligt nok. Problemet er ikke blevet mindre – eller løst de sidste ni år. Samtidig er uddannelse blevet vigtigere for at klare sig. Derfor bør det politiske system give de unge mere opmærksomhed og investere i deres fremtidsudsigter,” siger Malte Nyfos Mathiasen, analytiker i Cevea.   Analysen konkluderer blandt andet, at:   Andelen af unge, der hverken er under uddannelse eller i job, har ligget relativt konstant omkring 10,5 % siden 2008. I de nyeste tal fra 2017 opgøres antallet til 70.000 unge. Det er en absolut stigning på omtrent 11.600 flere unge siden 2008, hvilket afspejler, at ungdomsårgangene i dag er større. Ungemålsætningen er at halvere andelen af unge, som ikke er under uddannelse eller i job. De seneste ni års politiske initiativer har ikke formået at nedbringe andelen, hvilket illustrerer udfordringens omfang. Flere 25-årige tager i dag en ungdomsuddannelse. I løbet af de seneste 10 år er andelen af 25-årige med en ungdomsuddannelse steget med 7 %-point til 79 % i 2018. Skal man nå Ungemålsætningen om, at 90 % 25-årige skal have en ungdomsuddannelse, skal 8.500 flere 25-årige tage en ungdomsuddannelse i 2030 sammenlignet med i dag. At øge erhvervsdeltagelsen blandt udsatte unge er samfundsøkonomisk en god forretning, fordi de vil betale mere i skat og modtage mindre i overførselsindkomst. Hvis erhvervsdeltagelsen for 5.000 udsatte unge i 25-årsalderen hvert år øges til niveauet for ikke-udsatte ufaglærte unge, vil gevinsten for de offentlige finanser være 12 mia. kr. om året. Efter 5 år vil BNP være vokset med ca. 4. mia. kr. og beskæftigelsen med 11.000 personer. Efter 35 år vil BNP være 33 mia. kr. større og beskæftigelsen forøget med 60.000 personer. De nye FGU-institutioner risikerer at skulle begynde tilværelsen med at spare eller køre med underskud, hvis antallet af elever ikke når de forudsatte målsætninger. Ceveas beregninger viser, at en FGU-institution kan få 6,1 mio. kr. i budgetunderskud i 2019. Tilskuddet per årselev står til at falde fra 106.000 kr. i 2019 til 101.000 kr. i 2022 på grund af omprioriteringsbidraget på 2 % i 2021 og 2022.   Du kan læse vores analysekatalog her

8. March 2019

Mænd dominerer ledelse - kvinder dominerer dårligst betalte jobs

I anledning af d. 8 marts, kvindernes internationale kampdag, offentliggør Cevea to analyser om kønsrepræsentation på arbejdsmarkedet.   Opsummering af analysen om ledelse: Mandlige topledere tjener i gennemsnit 102.507 kr. om måneden, mens kvindelige tjener 84.108 kr. Det svarer til en forskel på 22 procent i mændenes favør. Blandt ledere på øvrige ledelsesniveauer tjener mænd mellem 15 og 21 procent mere end kvinderne. I topledelse er der fem gange så mange mænd som kvinder. På de øvrige ledelsesniveauer er der dobbelt så mange mænd som kvinder. Læs hele analysen her   Opsummering af analysen om repræsentation i forskellige jobfunktioner:   KVINDER er underrepræsenteret blandt de bedst betalte job, og overrepræsenteret i de dårligst betalte job. De bedst betalte jobgrupper i Danmark er kraftigt domineret af mænd. Det skyldes især, at kvinder ikke er trådt ind på ledelsesgangene i samme omfang som mænd. Ser man bort fra ledelse, er forskellen mellem mænd og kvinders repræsentation i de bedst betalte job mindre tydelig. Mænd dominerer ni af de 10 bedst betalte jobfunktioner. Syv af disse ni jobfunktioner er i ledelse. De resterende tre er læger, speciallæger og piloter. Fem af de 10 jobfunktioner har under 25 % kvinder. Ses der bort fra ledelse, er forskellene mindre. Én af jobfunktionerne har under 25 procent kvinder, mens to har flere kvinder end mænd. I 8 af de 10 af lavest lønnede jobfunktioner er kvinder i flertal. Især fire kategorier er domineret af kvinder: tilberedning af fastfood, rengøring i private hjem, køkkenhjælp og kasseassistentarbejde og beslægtet kundebetjening.  Læs hele analysen her

28. February 2019

Andelen af ældre i aldersgruppen 65+ i befolkningen (november 2018)

  ANDELEN AF ÆLDRE I BEFOLKNINGENDer er stor forskel på, hvordan alderssammensætningen i de danske kommuner ser ud i 2017. Nogle kommuner er meget ”unge”, mens andre med tiden er blevet ”ældre”. Særligt i ø-kommunerne udgør ældre i aldersgruppen 65+ en væsentlig del. Op til 37 procent som i Læsø Kommune. I Ærø Kommune er tallet 34,9 procent og i Samsø Kommune 33,5 procent. Også nogle landfaste kommuner har en relativt høj andel af ældre i aldersgruppen 65+. I Odsherred udgør denne del af befolkningen 29,2 procent, i Hørsholm er tallet 27,2 procent. I Københavns Kommune udgør de ældre i aldersgruppen 65+ blot 10,3 procent af den samlede befolkning. I Aarhus Kommune er tallet 14,3 procent, mens det i en række af kommunerne i omegnen af hovedstaden, som eksempelvis Ishøj og Hvidovre, ligger på omkring 17 procent. I 2008 udgjorde andelen af ældre i aldersgruppen 65+ 15,7 procent af hele befolkningen på landsplan – i 2017 var tallet oppe på 19,1 procent. På landsplan udgjorde de ældre i aldersgruppen 65+ i 2008 mindre end 15 procent af befolkningen i 24 kommuner – det samme gælder kun to kommuner i 2017. Den modsatte udvikling ses i antallet af kommuner med en høj andel af ældre over 65 år. I 2007 udgjorde aldersgruppen 65+ 25 procent eller mere i tre kommuner – i 2017 gælder det 13 kommuner.   UDGIFTER PR. ÆLDRE I ALDERSGRUPPEN 65+ De samlede udgifter pr. ældre i aldersgruppen 65+ fordeler sig meget forskelligt i de danske kommuner. Tallet dækker bl.a. over udgifter til genoptræning, ældreboliger, beskyttede boliger og plejehjem, pleje- og omsorgsarbejde, forebyggende indsatser, hjælpemidler mv. I den kommune, hvor udgifterne i 2017 er budgetteret lavest, Gribskov, er de samlede udgifter pr. ældre 27.198 kr., mens tallet i den kommune, hvor udgifterne er højest, København, er 65.078 kr. – der bliver således brugt mere end dobbelt så mange penge pr. ældre i Københavns Kommune som i Gribskov Kommune. I den lave ende finder vi ligeledes Stevns, Fanø og Egedal Kommune, der i 2017 har afsat hhv. 27.885 kr., 29.793 kr. og 31.315 kr. pr. ældre i aldersgruppen 65+. I den anden ende af skalaen ligger kommuner som Lyngby-Taarbæk, Brøndby og Rødovre, der i 2017 har budgetteret med hhv. 54.711 kr., 54.027 kr. og 52.323 kr. pr. ældre i aldersgruppen 65+. Over tid bruges der i gennemsnit i kommunerne færre penge pr. ældre i aldersgruppen 65+. Siden 2007 er den gennemsnitlige samlede udgift pr. ældre i kommunerne på landsplan faldet fra 55.229til 41.315. Altså, et fald på 13.914 kr. I 2007 var antallet af kommuner, der brugte mindre end 40.000 kr. pr. ældre i aldersgruppen 65+ meget begrænset – kun en enkelt kommune brugte mindre end 40.000 kr. og ingen kommunerbrugte mindre end 30.000 kr. pr. ældre i aldersgruppen 65+ i 2007. I 2017 gælder det for 60 kommuner, at der er afsat mellem 30.000-39.999 kr. pr. ældre, mens tre kommuner har afsat mindre end 30.000 kr. pr. ældre. Modsat forholder det sig i de kategorier, der ligger øverst i skalaen. I 2007 brugte 11 kommuner mere end 60.000 kr. pr. ældre borger. I 2017 er det kun én kommune. I 2007 brugte 49 kommuner 50.000-59.999 kr. pr. ældre – i 2017 gælder det for fem af landets kommuner. Der er altså sket en bevægelse, hvor færre kommuner befinder sig i den øverste kategori og flere befinder sig i den laveste. I den midterste kategori – 40.000-49.999 kr. pr. ældre borger – går udviklingen fra 37 kommuner i 2007 til 29 kommuner i 2017.

28. February 2019

Modtagere af hjemmehjælp, andel (november 2018)

  I 2008 var andelen af ældre i aldersgruppen 65+, der modtog hjemmehjælp i gennemsnit 18,8 procent. I 2016 var det tal faldet til 12 procent. Kommunerne visiterer ligeledes i forskellig grad ældre til hjemmehjælp, om end langt de fleste kommuner – 68 ud af 98 – befinder sig i midterkategorien, hvor 10-14,9 procent af de ældre modtog hjemmehjælp i 2016. I 17 kommuner modtog mindre end 10 procent af de ældre i kommunen hjemmehjælp i 2016, i fire kommuner modtog mellem 15-19,9 procent af de ældre hjemmehjælp. En fælles tendens på tværs af kommunerne er, at det generelt er en mindre andel af de ældre i aldersgruppen 65+, der modtager hjemmehjælp. I 2008 var der 15 kommuner, hvor 20 procent eller derover af de ældre modtog hjemmehjælp. Året efter faldt tallet til 13 kommuner, så seks, så tre, så to og til sidst én. Fra 2014 og frem er der ingen af landets 98 kommuner, hvor mere end 20 procent af de ældre modtager hjemmehjælp. Den kommune, hvor den mindste andel af de ældre i aldersgruppen 65+ modtog hjemmehjælp i 2016, er Allerød – her modtog alene 6,2 procent af de ældre hjemmehjælp. Favrskov, Egedal og Solrød Kommune følger lige efter med henholdsvis 7,3 procent for de første to og dernæst 8,4 procent af de ældre, der i 2016 modtog hjemmehjælp. I den anden ende af skalaen finder vi Samsø Kommune, der i øvrigt også er en af de kommuner, hvor den største andel – 33,5 procent – af befolkningen er 65 år eller ældre sammenlignet med andre kommuner. Her modtog 19,2 procent af de ældre hjemmehjælp i 2016. Dernæst følger Aalborg og Lyngby-Taarbæk Kommune med hhv. 17,7 og 16 procent. I Københavns Kommune, der på landsplan har den mindste andel af ældre i aldersgruppen 65+, modtog 15,2 procent af de ældre hjemmehjælp i 2016. Langt de fleste ældre modtager enten praktisk hjælp eller en kombination af praktisk hjælp og personlig pleje. Antallet af ældre i aldersgruppen 65+, der modtager hjemmehjælp inden for disse to kategorier, er faldet siden 2006. Antallet af ældre, der alene modtager personlig pleje er generelt meget lavere end de øvrige to kategorier, men til gengæld steget en anelse fra 2008-2016.

19. February 2019

Globalisering uden organisering = ulighed

Danmark er fortsat et af verdens mest lige lande. Men verdens lande går mod større ulighed, og Danmark følger trop. Uligheden i indkomst er steget markant fra 1990 til i dag. Og når man ser på internationale sammenligninger af formueuligheden, ligger Danmark i den dårligste ende. Samtidig er uligheden også stigende i verdensøkonomiens vækstcentre som Kina og Indien med store formuekoncentrationer som konsekvens. Analysen påpeger at lande med stærk faglig organisering typisk er mindre ulige. Det kan skyldes, at kollektive forhandlinger er en forudsætning for bred fordeling af gevinster ved produktivitetsstigninger, ikke mindst da det giver bedre mulighed for at forhandle sig til ordentlige lønninger. Indkomstuligheden har været stigende i Danmark siden 1990. I samme periode har medlemstallene hos de overenskomstbærende fagforeninger været støt faldende fra 76 pct. i 1987 til 67 pct. i 2016. Det fremgår af figur 9, at der er sammenhæng mellem de to udviklingstendenser i Danmark over tid; når medlemstallene falder, har uligheden tendens til at stige.   Opsummering af analysen:   I perioden 1987-2016 er den faglige organisationsprocent i Danmark faldet fra 76 pct. til 67 pct. Samtidig er uligheden steget. Internationalt set er der en klar sammenhæng mellem faglig organisering og mindre ulighed. Lande der har en høj grad af faglig organisering og overenskomstdækning, særligt i Nordeuropa er typisk også lande med mindre ulighed og større velstand. Hvis den globale vækst skal komme flere til gode, skal lønmodtagere i verdens vækstcentre have bedre mulighed for at organisere sig i fagforeninger, forhandle kollektive overenskomster m.m. Europa er i dag den verdensdel, hvor indkomstuligheden er mindst før skat målt ved, hvilken an-del af den samlede indkomst de 1 pct. og 10 pct. rigeste tjener. I næsten alle verdensdele er indkomstuligheden steget, herunder særligt i Nordamerika, Rusland og Ukraine, Kina og Indien. F.eks. tjente de rigeste 1 pct. i Indien 10 pct. af den samlede indkomst i 1990 og 21 pct. i 2015 Formueuligheden er markant større end indkomstuligheden i alle lande, særligt for Danmark. Danmark er det 37. mest ulige land blandt 42 sammenlignelige – primært OECD-lande – målt ved ginikoefficienten for formue, og Danmark placerer sig også langt nede ved de andre mål for formueulighed. For formueandel, som de nederste 40 pct. ejer, scorer Danmark en absolut bundplacering. Det gør sig særligt gældende, fordi der ikke korrigeres for Danmarks særlige, økonomiske struktur, boligmarkedet med høj, privat gæld og arbejdsmarkedspensioner. Det skærper et internationalt billede af, at Danmark har stor formueulighed Formueuligheden er steget i næsten alle lande – kun med et par undtagelser – både, hvis man måler formueandelen til de rigeste 1 pct. og de fattigste 40 pct. En af de største stigninger har været i Indien, hvor de 1 pct. rigeste ejede 25 pct. af den samlede formue i 2000 og 52 pct. i 2018. Danmark har den sjette-laveste indkomstulighed målt ved det oftest anvendte mål, ginikoefficienten. De rigeste 20. pct. har en disponibel indkomst, der gennemsnitligt er 3,7 gange større end de fattigste 20. pct. Ved andre opgørelser ligger Danmark lidt bedre.  Danmarks Statistiks mål for indkomstulighed i Danmark viser en kontinuerlig stigning fra 1987 og en kraftigere stigning fra 2002. Danmark følger den internationale tendens til større indkomstulighed, der dog er noget mindre i EU end i resten af verden.   Læs analysen her    

8. February 2019

White Paper: Staten er en dårlig ejer

Bragt som kronik i dagbladet Politiken 21/1 2019   Det langtrukne og mislykkede frasalg af statens vaccineproduktion rejste i starten af året atter spørgsmålet om hvor kompetent en ejer – og dermed også lejlighedsvis sælger – af offentlige virksomheder, staten egentligt er. Sagen fulgte en lang række problematiske håndteringer af offentligt ejerskab. DONG, Københavns Lufthavn, TV2, DSB, DR, PostNord og lige om lidt er det SAS og Danske Spil, man måske skal gentænke sit ejerskab af.   Den danske stat har skabt enorme værdier og er fuldstændigt afgørende for, at vi har en stærk og velfungerende økonomi. Offentligt ejerskab og regulering i forsyningssektoren har givet os enestående lave priser på el, vand, varme og affaldshåndtering. Offentlige selskaber varetager at drive store infrastrukturinvesteringer – broer og jernbaner – og offentlige ejede selskaber som Ørsted har investeret på forkant af verdensudviklingen og gjort os til et teknologisk og bæredygtighedsmæssigt førerland. Stat og kommuner er de rigtige ejere og operatør af en lang række virksomheder.   Men lige så fremsynet staten og kommunerne har været, lige så martret af problemer er det offentlige ejerskab – især det statslige.   I staten er det måden vi forvalter ejerskab af offentlig virksomhed på, der giver konstante problemer. Ejerskabet ligger typisk hos et fagministerium, med Finansministeriet som økonomisk bagstopper. DSB er fx ejet af Transportministeriet med Finansministeriet i et skyggeejerskab. Ingen af ministerierne er reelt kompetente ejere: fagministerierne skal varetage reguleringen, og udarbejde lovgivningen på et område, og skal ikke have interesser i at drive virksomhed indenfor samme område som de skal regulere. Man ender med at regulere sig selv. Det er et dobbelthensyn, man oftest løser dårligt. Og i øvrigt har fagministerierne ikke kompetencer til at være virksomhedsejere.   Finansministeriets opgave er statens budget, udgiftsstyring og makroøkonomi – heller ikke her er man en god og specialiseret virksomhedsejer. Ejerskabet af statens ejerskab i danske virksomheder forvaltes altså typisk mellem to uhensigtsmæssige institutioner.   Det er på tide, at regeringen strammer op og laver et nyt departement, der kan varetage ejerskabet på komplicerede forretningsområder som staten driver.   Et nyt og specialiseret departement skal tage sig af statens ejerskaber, som samtidigt kan udvikle vores viden om både offentligt ejerskab, og hvilke typer af ejerskaber vi skal fremme i vores erhvervsliv for at få en bedre præsterende økonomi.   Salget af statens vaccineproduktionen var kun den nyeste sag, der viste problemstillingen meget klart. Overodnet har håndteringen af den del af statens Seruminstitut der producerede vacciner kostet Danmark mellem 1,3 og 1,8 milliarder kroner. Historikken er, at selve vaccineproduktionen havde givet underskud længe. Man troede at det var billigere at forsøge at sælge produktionen end at lukke den. Troede man. I realiteten udstillede forløbet de manglende kompetencer i Sundhedsministeriet som ejer af virksomheden.   Rigsrevisionen leverer en ødelæggende kritik af kompetenceniveauet i Sundhedsministeriet; hvor man hverken opererede med forretningsplaner eller underbyggede vurderinger af, hvad der var økonomisk hensigtsmæssigt. Da salget træk ud forsvandt nøglemedarbejderne, et særligt problem, fordi staten ikke som private virksomheder kan give kernemedarbejdere ejerandele for at blive gennem et salg. Hele salget blev grebet forkert an. Med tiden blev noget der var meget lidt værd endnu mindre værd, plus man skulle betale driftsunderskuddet løbende. Ikke kun Sundhedsministeriet ser inkompetente ud; også Finansministeriet spiller en uheldig rolle. Privatiseringen af vaccineproduktionen kommer på dagsordenen, som led i en sanering af økonomien i Det Kongelige Teater, hvor folketinget tog 72 mio. fra Seruminstituttets vaccineproduktion. Med den øvelse blev et frasalg/lukning af produktionen uundgåeligt: Med et slag, blev Seruminstituttet udstyret med et driftsunderskud. Frasalget blev besluttet, ikke af hensyn til Seruminstituttet, sådan er det jo med den slags rationaliseringer eller frasalg, men fordi der skulle skaffes nye penge til noget helt andet. Bundlinjen er, at beslutningen om at sælge blev truffet af forretningsmæssige forkerte hensyn, nemlig Det Kongelige Teaters behov –og ikke den virksomhed man ejede der lavede vacciner.   Der er mange sager, hvor politisk forhold har forkludret statens ejerskaber. Staten fik ikke bragt orden i sit ejerforhold af TV2. Man har givet ulovlig statsstøtte, stationen har misbrugt sin begunstigede position – alt sammen fordi man ikke har forstået at designe ejerskabet rigtigt indenfor EU-lovgivningen. Den inkompetente håndtering strækker sig tilbage til 90’erne, men det kommer til at spænde ben for dansk mediepolitik de næste mange år. Det helt absurde, men realistiske, scenarie har været, at TV2 skal betale kæmpe bøder, men ikke må kapitaliseres af sin ejer, fordi det er i strid med konkurrencereglerne. Altså at staten kunne blive tvunget til at lade TV2 gå konkurs.   Problemerne med at forstå EU’s rammer spiller også en central rolle i privatiseringen af Københavns Lufthavn. Her forsøgte man at sælge selskabet på en måde, så staten ville vedblive at være den dominerende ejer med en bestemmelse om, at alle andre aktionærer end staten ikke måtte have større aktieposter. Det design blev underkendt af EU, og pludselig stod man med en ufrivillig totalprivatisering af noget, man kun delvist ville lade komme på private hænder. Tilmed af det stykke infrastruktur der er mest kritisk for dansk konkurrenceevne. Av – en historisk brøler. Karakteristisk er intet ansvar blevet placeret. Man har i dag delvist nedlagt problemet, med en diskret gennationalisering for pensionsmidler, i det ATP er trådt ind efter kapitalfonden Macquarie. Men lufthavnen er afgørende for at tiltrække udenlandske investeringer, da mange af de vigtigste virksomheder for dansk økonomi ligger inden for en kort afstand fra lufthavnen. Derfor skulle den aldrig komme ud af offentlig kontrol – den er i princippet vores vigtigste infrastruktur.   Det mest giftige eksempel på kompetenceproblemerne er selvfølgeligt salget af en minoritetsandel af DONG til Goldman Sachs m.fl., der vel nærmest kostede den forrige regering sit genvalg, og som har givet næring til konspirationsteorier om både den tidligere finansminister og hans ministerium. Der er ingen grund til at hengive sig selv til konspirationer, men man kan gøre sig nogle helt grundlæggende overvejelser om, hvordan det ejerskab blev varetaget.   Bestyrelsesformanden i DONG gennemfører pludseligt en offentlig udrensning i direktionen af årsager, der siden er blevet sået grundigt tvivl om. Rabalderet bliver optakt til en proces, hvor en gammel hensigtserklæring om en børsintroduktion blev støvet af og aktualiseret, for at kapitalisere virksomheden. En politisk udpeget bestyrelse og ganske få personer med begrænset branchekendskab i Finansministeriet strikker en hastigt delprivatisering og finansieringsstrategi sammen, uden at Folketinget tager en reel diskussion af mulighederne, og uanset hvordan man end vender og drejer det, træder investeringsbanken Goldman Sachs ind på et tidspunkt, til en pris, der har gjort det til en af de mest betændte spørgsmål i nyere dansk politisk historie. Den amerikanske investeringsbank fik et afkast på omkring 12,4 mia. kr., eller 155 pct., på en meget kortvarig investering.   Ærlig talt har kritikken imod daværende finansminister Bjarne Corydon været urimelig. For hvad i alverden skulle han vide om at købe og sælge store virksomheder? Spørgsmålet er, om der var en kompetent forvaltning af så kompliceret et ejerskab på plads: Var det de rigtige mennesker, med den rigtige ekspertise der forvaltede vores allesammens ejerskab af energigiganten DONG, nu Ørsted? Man kan godt mene, at der skulle andre ejere med ind i DONG/Ørsted, mest af alt fordi forretningen nu var ved at blive en virksomhed der konkurrerede på verdensmarkedet med grønne energiløsninger, og de risici på markeder langt fra danske husstande er ikke nogen de danske skatteydere skal påtage sig: I hvert fald ikke alene. Men processen alene har ødelagt mere end et Finansministerium kan bære. Og professionalismen drages forståeligt i tvivl når Rigsrevisionen kritiserer, at der ikke findes nogen beregninger til grund for den for mange uforståeligt lave salgspris. Vi er nødt til at finde en stærkere model, der ikke kan efterlade så store sorte pletter, hvor mistro og konspirationer kan vokse frem. Det slider på vores institutioner og vores politikere. Vi skal have et departement til at eje vores statslige virksomheder, som er specialiseret i netop det.   Umiddelbart foran os, ligger der en række meget svære beslutninger. Man kan godt forestille sig, at en organisation som Sund & Bælt vil være interessant for danske pensionskasser at være med til at drive. Mest oplagte privatisering er Danske Spil, for 'sportsbetting' bare er svært at forklare som et offentligt anliggende. Den helt store gyser, der lover endeløse mængder af dårlig presse, er SAS, hvor nordmændene og svenskerne er stemplet ud. Engang stod SAS for ”Svensk Alt Sammen” - nu er det kun Danmark der står med en vilje til at være statslig medejer af SAS. Virksomheden har haft problemer med at forny sin flåde og få flere økonomiske og brændstofbesparende fly, og ejerskabet fremad ser ud til at hvile på et fortsat forsøg på at bringe medarbejderomkostningerne ned i nærheden af konkurrenterne. En gyselig opgave for en folkevalgt ejer – engang var de nordiske regeringer sammen om opgaven. Men svenskerne tænker åbenbart, at SAS fylder mest i Kastrup, og at svensk mobilitet er bedst tjent med at åbne svenske lufthavne og ikke give SAS samme privilegerede stilling som tidligere. Nordmændene har Norwegian at tage hensyn til, og som har kunnet mere for dem, end SAS har kunnet. Så nu står danskerne alene med et usikkert flyselskab i en blodig branche. SAS har fået sorte tal på bundlinjen, men ser dystopisk på fremtiden: Det er ikke til at afvise, at SAS’ fremtid er som del af en anden, større europæisk flyvirksomhed. Skal vi fortsat satse på at medeje og drive et flyselskab? For et land, der har en konkurrencefordel i Nordeuropa med en lufthavn med flere forbindelser, kan man håbe det kan lykkes med både at være medejer af flyselskab og lufthavn.     Og så er der PostNord: der er i problemer, fordi vi har digitaliseret meget i Danmark – men det er altså mærkeligt at PostNord kan drives i Sverige, hvor priserne er lavere og kvaliteten højere. I DSB har det statslige ejerskab og den politiske indblanding nærmest medvirket til at afkollektivisere transporten i et af verdens mest kollektive samfund. Ingenting har været en mere stedmoderlig ejer – med indblanding konstant fra politisk hold og med usikre økonomiske rammer. DSB bør trækkes ud af Transportministeriet, og ikke ejes af dem.   Ser man på en institution som DR, så er spørgsmålet om bestyrelsen og dens sammensætning er en del af virksomhedens problem. Og hvad skal man med en bestyrelse, når folketinget med en uhørt detaljegrad regulerer produktionen gennem public service-kontrakter, og selv beslutter hvor i landet børnefjernsynet skal filmes og hvad TV-serierne skal handle om? DR har brug for en bestyrelse der kan værne, forsvare eller hjælpe direktionen og virksomheden, men hvem af dem der sidder der, kan nogen af de ting? Det ville være en fordel for virksomheden DR at komme ud af Kulturministeriets ejerskab.   Vi bør også genoverveje selve den type virksomhedsform vi opererer med i staten; eksempelvis bør man overveje en fondskonstruktion til både TV2 og DR af forskellige årsager. Den første, fordi det er den eneste måde at bevare et public service-sigte i selve ejerskabet af TV2 gennem de ideologiske uenigheder der omgiver den virksomhed. Vi kan godt privatisere ejerskabet af TV2 til et fondsejerskab, og både højre- og venstrefløjens ønsker ville kunne tilgodeses. Det andet, fordi en voksende andel af landets politikere simpelthen ikke har format til et ejerskab af en selvstændig public service-institution, der skal bedrive fri journalistik og uafhængig medieproduktion. Skal public service overleve en politisk kulturkrig, der føres uden den mindste forståelse for pluralisme, har DR brug for en stærk, selvstændig og respekteret ejerstruktur – der også kan værne institutionen. I Tyskland, hvor man har ubehagelige minder om hvordan en stat kan beslutte at styre massemedierne, er der en mere uafhængig fondssats for public service man burde skele til i Danmark. Her vil en enhed, der skal designe de bedste typer af ejerskab for de offentlige virksomheder kunne designe en mere bæredygtig konstruktion. I Danmark ligger de statslige selskaber spredt ud under resortministerierne. I både Norge og Sverige har man, for at få et stærkere og mere professionaliseret ejerskab, samlet statens ejerandele og aktieposter i en specialiseret styrelse; henholdsvis under nordiske pendanter til enten Finans- eller Erhvervsministeriet. Man bør rykke statens ejerskab væk fra for meget politisk indblanding, fra dobbelt ministeriel håndtering, og et overmatchet fag- eller finansministerium, og få designet nogle stærkere og mere selvstændige bestyrelser. I Norge forvaltes 21 af 26 offentlige selskaber i en særlig ejerskabsafdeling under det norske erhvervsministerium hvor man mener, at have entydige fordele af den professionalisering, en større og dygtigere ejerskabsintans har. I Norge mener man direkte, at det har øget tilliden til staten som ejer, at man administrativt har skilt statens roller ad: At det lovgivningsmæssige, regulerende og tilsynsførende er adskilt fra det forretningsførende. Netop det – en større tillid til at staten er en kompetent ejer af fælles værdier, mangler vi i Danmark. Samtidigt har stærkere bestyrelser øget ansvarligheden. Et departement for ejerskab, hvis ikke det får sin egen minister, bør ligge under eller sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet. Finansministeriet har et udgiftspolitisk fokus, hvor man i Erhvervsministeriet er sporet mere ind på vækst og udvikling af Danmark.   Et departement for offentligt ejerskab kan specialisere sig i ejerskab og udvikling, og vil blive en autoritet, der kan designe bedre ejerskab i hele den offentlige sektor og i dansk erhvervspolitik. Der er også problemer i kommunerne, men de er mindre. Lidt sjovt er det at se forskellen på Metroselskabet og DSB, en kommunal og en statslig virksomhed. Den ene er et lysende eksempel på kvalitet og fornyelse i velfærdsstaten og den anden det modsatte. Men der er ting man godt kunne forbedre, også i det kommunale ejerskaber – og her vil et departement der fokuserer på bedre ejerskab af offentlig virksomhed være til gavn. Det er entydigt, at det er klogt at eje alt fra forsyningssektoren, til infrastruktur og til public service-virksomheder i fællesskab. Men vi kan godt blive bedre til det.      

6. November 2018

Mere end 20 pct. af dansk import stammer fra lande, der systematisk krænker grundlæggende arbejdstagerrettigheder

21,4 pct. af Danmarks samlede import stammer fra 80 lande, der kendetegnes ved enten et totalt fravær eller systematiske krænkelser af arbejdstagerrettigheder. Arbejdstagere i disse lande er ikke frie til at danne eller tilslutte sig fagforeninger og har ikke ret til strejke eller kollektive overenskomstforhandlinger uden at frygte repressalier fra arbejdsgiver og/eller staten. Det står i skærende kontrast til målsætningen i Danmarks handelspolitiske strategi, der forpligter regeringen og Udenrigsministeriet til at fremme arbejdstagerrettigheder gennem Danmarks handelsrelationer. I en tid med historisk stor international interesse for den danske arbejdsmarkedsmodel bør regeringen og Udenrigstjenesten styrke sit engagement for at fremme arbejdstagerrettigheder hos de samhandelspartnere, der systematisk krænker de grundlæggende rettigheder, som er en central byggesten i den danske arbejdsmarkedsmodel. Fra midten af 2017 og frem til juli i år stammede 21,4 pct. af Danmarks samlede import fra lande, hvor rettighederne til faglig organisering samt kollektiv forhandling og strejke enten er totalt fraværende eller krænkes på systematisk vis. Importen fra disse lande beløb sig sammenlagt til 235,6 mia. kroner i perioden Q3 og Q4 2017, samt Q1 og Q2 2018. Importen fra Kina beløb sig i perioden til ca. 60. mia. svarende til godt en fjerdedel af de 21,4 pct. eller 5,5 pct. af den samlede danske import. Selvom USA har flere store fagforeninger, viser en gennemgang af arbejdsmarkedslovgivningen, at hele sektorer eksplicit er undtaget fra at være omfattet af helt grundlæggende rettigheder til kollektiv organisering, forhandling og strejke. I den undersøgte periode blev der importeret tøj til Danmark for mere end 32 milliarder kroner, hvoraf 65 pct. stammede fra gruppen af lande, der systematisk krænker arbejdstageres rettigheder eller værre. For sko er tallene 6,5 milliarder og 30 pct., for kufferter og tasker 2 milliarder og 45 pct. og for tekstiler generelt 8,3 milliarder og 35 pct. Læs analysen her:

23. October 2018

Analyse: Fra flygtning til kollega

Cevea har lavet en større analyse af arbejdsmarkedsintegrationen af flygtninge i samarbejde med Foreningen Nydansker og støttet af Trygfondens regionale råd Hovedstaden.  Analysen viser, at regeringens mål om at nå en arbejdsmarkedsdeltagelse for asylansøgere på 50 % er realiseret i en lang række kommuner, på landsplan 23 kommuner. Det går særligt godt i Region Hovedstaden, hvor 10 ud af 29 kommuner har nået regeringens målsætning. Hvad virker i arbejdsmarkedsintegrationen af flygtninge: Analysen baserer sig på en kortlægning af og kontakt med indsatsen i hovedstadsregionen. Overordnet set er kommunerne blevet bedre til at sætte sig ind i flygtningenes kompetencer. Kommunerne er blevet bedre til at rette beskæftigelsesindsatsen mod de brancher, hvor der er efterspørgsel. Virksomhederne er mere motiverede – det må forventes at være konjunkturbetonet. Kommunerne kan nemmere skabe resultater med færre flygtninge, der til gengæld får et integreret forløb. Højkonjunkturen kommer flygtningene til gavn. Man skal være sig bevidst, at netop denne gruppe er særligt udsat ved en økonomisk opbremsning. Forbedringspotentiale: Virksomhederne er stadigt uklare over, hvad flygtningene kan, når de møder dem. En bedre uddannelsesindsat og en dokumentation af den enkelte flygtnings kompetencer, vil hjælpe dem yderligere. Uddannelseselementet i en succesfuld IGU er det, der kan forbedres. Nogen flygtninge kunne man med fordel investere lidt mere i uddannelsesmæssigt. Sammenbrud beror som regel på bristede forventninger hos enten virksomhed, flygtning eller kommune – det er en løbende udfordring at skabe klarhed i relationen.     Hvad virker i vores nabolande, som vi burde interessere os for:  Andre lande har haft succes med private rekrutteringsbureauer. De svenske hjemmeserviceordninger RUT & ROT er anderledes designet og er mere succesfulde end den danske. Her har man særligt skabt resultater ift. at få kvinderne på arbejdsmarkedet: Kvinderne er det stadigt uløste problem ift. arbejdsmarkedsdeltagelse. I Sverige og i Norge er de bedre til at få flygtninge i gang hurtigere, end vi er – det skyldes, at man allerede får dem i beskæftigelse under asylbehandlingen. Vi anbefaler, man ser på ’Hurtigsporet’ og ’Snabbsporet’ fra Norge og Sverige, som retter sig især mod uddannede flygtninge tidligt i asylfasen. I Danmark skal asylansøgere have opholdt sig seks måneder i landet, hvilket forhaler den tidlige indsats i den beskæftigelsesrettede integration. Lønsubsidier eller reduktion af sociale bidrag i skattesystemer, der er anderledes end det danske har virket i andre lande, men der er næppe en efterspørgselsmangel i øjeblikket, der kan berettige det, og Danmark har en anden skattestruktur uden sociale bidrag fra virksomheder. LÆS OG DOWNLOAD RAPPORTEN: