Analyse

Alle analyser i denne kategori
19. February 2019

Globalisering uden organisering = ulighed

Danmark er fortsat et af verdens mest lige lande. Men verdens lande går mod større ulighed, og Danmark følger trop. Uligheden i indkomst er steget markant fra 1990 til i dag. Og når man ser på internationale sammenligninger af formueuligheden, ligger Danmark i den dårligste ende. Samtidig er uligheden også stigende i verdensøkonomiens vækstcentre som Kina og Indien med store formuekoncentrationer som konsekvens. Analysen påpeger at lande med stærk faglig organisering typisk er mindre ulige. Det kan skyldes, at kollektive forhandlinger er en forudsætning for bred fordeling af gevinster ved produktivitetsstigninger, ikke mindst da det giver bedre mulighed for at forhandle sig til ordentlige lønninger. Indkomstuligheden har været stigende i Danmark siden 1990. I samme periode har medlemstallene hos de overenskomstbærende fagforeninger været støt faldende fra 76 pct. i 1987 til 67 pct. i 2016. Det fremgår af figur 9, at der er sammenhæng mellem de to udviklingstendenser i Danmark over tid; når medlemstallene falder, har uligheden tendens til at stige.   Opsummering af analysen:     I perioden 1987-2016 er den faglige organisationsprocent i Danmark faldet fra 76 pct. til 67 pct. Samtidig er uligheden steget. Internationalt set er der en klar sammenhæng mellem faglig organisering og mindre ulighed. Lande der har en høj grad af faglig organisering og overenskomstdækning, særligt i Nordeuropa er typisk også lande med mindre ulighed og større velstand.   Hvis den globale vækst skal komme flere til gode, skal lønmodtagere i verdens vækstcentre have bedre mulighed for at organisere sig i fagforeninger, forhandle kollektive overenskomster m.m.   Europa er i dag den verdensdel, hvor indkomstuligheden er mindst før skat målt ved, hvilken an-del af den samlede indkomst de 1 pct. og 10 pct. rigeste tjener. I næsten alle verdensdele er indkomstuligheden steget, herunder særligt i Nordamerika, Rusland og Ukraine, Kina og Indien. F.eks. tjente de rigeste 1 pct. i Indien 10 pct. af den samlede indkomst i 1990 og 21 pct. i 2015   Formueuligheden er markant større end indkomstuligheden i alle lande, særligt for Danmark. Danmark er det 37. mest ulige land blandt 42 sammenlignelige – primært OECD-lande – målt ved ginikoefficienten for formue, og Danmark placerer sig også langt nede ved de andre mål for formueulighed.   For formueandel, som de nederste 40 pct. ejer, scorer Danmark en absolut bundplacering. Det gør sig særligt gældende, fordi der ikke korrigeres for Danmarks særlige, økonomiske struktur, boligmarkedet med høj, privat gæld og arbejdsmarkedspensioner. Det skærper et internationalt billede af, at Danmark har stor formueulighed   Formueuligheden er steget i næsten alle lande – kun med et par undtagelser – både, hvis man måler formueandelen til de rigeste 1 pct. og de fattigste 40 pct. En af de største stigninger har været i Indien, hvor de 1 pct. rigeste ejede 25 pct. af den samlede formue i 2000 og 52 pct. i 2018.   Danmark har den sjette-laveste indkomstulighed målt ved det oftest anvendte mål, ginikoefficienten. De rigeste 20. pct. har en disponibel indkomst, der gennemsnitligt er 3,7 gange større end de fattigste 20. pct. Ved andre opgørelser ligger Danmark lidt bedre.   Danmarks Statistiks mål for indkomstulighed i Danmark viser en kontinuerlig stigning fra 1987 og en kraftigere stigning fra 2002. Danmark følger den internationale tendens til større indkomstulighed, der dog er noget mindre i EU end i resten af verden.   Læs analysen her    

8. February 2019

White Paper: Staten er en dårlig ejer

Bragt som kronik i dagbladet Politiken 21/1 2019   Det langtrukne og mislykkede frasalg af statens vaccineproduktion rejste i starten af året atter spørgsmålet om hvor kompetent en ejer – og dermed også lejlighedsvis sælger – af offentlige virksomheder, staten egentligt er. Sagen fulgte en lang række problematiske håndteringer af offentligt ejerskab. DONG, Københavns Lufthavn, TV2, DSB, DR, PostNord og lige om lidt er det SAS og Danske Spil, man måske skal gentænke sit ejerskab af.   Den danske stat har skabt enorme værdier og er fuldstændigt afgørende for, at vi har en stærk og velfungerende økonomi. Offentligt ejerskab og regulering i forsyningssektoren har givet os enestående lave priser på el, vand, varme og affaldshåndtering. Offentlige selskaber varetager at drive store infrastrukturinvesteringer – broer og jernbaner – og offentlige ejede selskaber som Ørsted har investeret på forkant af verdensudviklingen og gjort os til et teknologisk og bæredygtighedsmæssigt førerland. Stat og kommuner er de rigtige ejere og operatør af en lang række virksomheder.   Men lige så fremsynet staten og kommunerne har været, lige så martret af problemer er det offentlige ejerskab – især det statslige.   I staten er det måden vi forvalter ejerskab af offentlig virksomhed på, der giver konstante problemer. Ejerskabet ligger typisk hos et fagministerium, med Finansministeriet som økonomisk bagstopper. DSB er fx ejet af Transportministeriet med Finansministeriet i et skyggeejerskab. Ingen af ministerierne er reelt kompetente ejere: fagministerierne skal varetage reguleringen, og udarbejde lovgivningen på et område, og skal ikke have interesser i at drive virksomhed indenfor samme område som de skal regulere. Man ender med at regulere sig selv. Det er et dobbelthensyn, man oftest løser dårligt. Og i øvrigt har fagministerierne ikke kompetencer til at være virksomhedsejere.   Finansministeriets opgave er statens budget, udgiftsstyring og makroøkonomi – heller ikke her er man en god og specialiseret virksomhedsejer. Ejerskabet af statens ejerskab i danske virksomheder forvaltes altså typisk mellem to uhensigtsmæssige institutioner.   Det er på tide, at regeringen strammer op og laver et nyt departement, der kan varetage ejerskabet på komplicerede forretningsområder som staten driver.   Et nyt og specialiseret departement skal tage sig af statens ejerskaber, som samtidigt kan udvikle vores viden om både offentligt ejerskab, og hvilke typer af ejerskaber vi skal fremme i vores erhvervsliv for at få en bedre præsterende økonomi.   Salget af statens vaccineproduktionen var kun den nyeste sag, der viste problemstillingen meget klart. Overodnet har håndteringen af den del af statens Seruminstitut der producerede vacciner kostet Danmark mellem 1,3 og 1,8 milliarder kroner. Historikken er, at selve vaccineproduktionen havde givet underskud længe. Man troede at det var billigere at forsøge at sælge produktionen end at lukke den. Troede man. I realiteten udstillede forløbet de manglende kompetencer i Sundhedsministeriet som ejer af virksomheden.   Rigsrevisionen leverer en ødelæggende kritik af kompetenceniveauet i Sundhedsministeriet; hvor man hverken opererede med forretningsplaner eller underbyggede vurderinger af, hvad der var økonomisk hensigtsmæssigt. Da salget træk ud forsvandt nøglemedarbejderne, et særligt problem, fordi staten ikke som private virksomheder kan give kernemedarbejdere ejerandele for at blive gennem et salg. Hele salget blev grebet forkert an. Med tiden blev noget der var meget lidt værd endnu mindre værd, plus man skulle betale driftsunderskuddet løbende. Ikke kun Sundhedsministeriet ser inkompetente ud; også Finansministeriet spiller en uheldig rolle. Privatiseringen af vaccineproduktionen kommer på dagsordenen, som led i en sanering af økonomien i Det Kongelige Teater, hvor folketinget tog 72 mio. fra Seruminstituttets vaccineproduktion. Med den øvelse blev et frasalg/lukning af produktionen uundgåeligt: Med et slag, blev Seruminstituttet udstyret med et driftsunderskud. Frasalget blev besluttet, ikke af hensyn til Seruminstituttet, sådan er det jo med den slags rationaliseringer eller frasalg, men fordi der skulle skaffes nye penge til noget helt andet. Bundlinjen er, at beslutningen om at sælge blev truffet af forretningsmæssige forkerte hensyn, nemlig Det Kongelige Teaters behov –og ikke den virksomhed man ejede der lavede vacciner.   Der er mange sager, hvor politisk forhold har forkludret statens ejerskaber. Staten fik ikke bragt orden i sit ejerforhold af TV2. Man har givet ulovlig statsstøtte, stationen har misbrugt sin begunstigede position – alt sammen fordi man ikke har forstået at designe ejerskabet rigtigt indenfor EU-lovgivningen. Den inkompetente håndtering strækker sig tilbage til 90’erne, men det kommer til at spænde ben for dansk mediepolitik de næste mange år. Det helt absurde, men realistiske, scenarie har været, at TV2 skal betale kæmpe bøder, men ikke må kapitaliseres af sin ejer, fordi det er i strid med konkurrencereglerne. Altså at staten kunne blive tvunget til at lade TV2 gå konkurs.   Problemerne med at forstå EU’s rammer spiller også en central rolle i privatiseringen af Københavns Lufthavn. Her forsøgte man at sælge selskabet på en måde, så staten ville vedblive at være den dominerende ejer med en bestemmelse om, at alle andre aktionærer end staten ikke måtte have større aktieposter. Det design blev underkendt af EU, og pludselig stod man med en ufrivillig totalprivatisering af noget, man kun delvist ville lade komme på private hænder. Tilmed af det stykke infrastruktur der er mest kritisk for dansk konkurrenceevne. Av – en historisk brøler. Karakteristisk er intet ansvar blevet placeret. Man har i dag delvist nedlagt problemet, med en diskret gennationalisering for pensionsmidler, i det ATP er trådt ind efter kapitalfonden Macquarie. Men lufthavnen er afgørende for at tiltrække udenlandske investeringer, da mange af de vigtigste virksomheder for dansk økonomi ligger inden for en kort afstand fra lufthavnen. Derfor skulle den aldrig komme ud af offentlig kontrol – den er i princippet vores vigtigste infrastruktur.   Det mest giftige eksempel på kompetenceproblemerne er selvfølgeligt salget af en minoritetsandel af DONG til Goldman Sachs m.fl., der vel nærmest kostede den forrige regering sit genvalg, og som har givet næring til konspirationsteorier om både den tidligere finansminister og hans ministerium. Der er ingen grund til at hengive sig selv til konspirationer, men man kan gøre sig nogle helt grundlæggende overvejelser om, hvordan det ejerskab blev varetaget.   Bestyrelsesformanden i DONG gennemfører pludseligt en offentlig udrensning i direktionen af årsager, der siden er blevet sået grundigt tvivl om. Rabalderet bliver optakt til en proces, hvor en gammel hensigtserklæring om en børsintroduktion blev støvet af og aktualiseret, for at kapitalisere virksomheden. En politisk udpeget bestyrelse og ganske få personer med begrænset branchekendskab i Finansministeriet strikker en hastigt delprivatisering og finansieringsstrategi sammen, uden at Folketinget tager en reel diskussion af mulighederne, og uanset hvordan man end vender og drejer det, træder investeringsbanken Goldman Sachs ind på et tidspunkt, til en pris, der har gjort det til en af de mest betændte spørgsmål i nyere dansk politisk historie. Den amerikanske investeringsbank fik et afkast på omkring 12,4 mia. kr., eller 155 pct., på en meget kortvarig investering.   Ærlig talt har kritikken imod daværende finansminister Bjarne Corydon været urimelig. For hvad i alverden skulle han vide om at købe og sælge store virksomheder? Spørgsmålet er, om der var en kompetent forvaltning af så kompliceret et ejerskab på plads: Var det de rigtige mennesker, med den rigtige ekspertise der forvaltede vores allesammens ejerskab af energigiganten DONG, nu Ørsted? Man kan godt mene, at der skulle andre ejere med ind i DONG/Ørsted, mest af alt fordi forretningen nu var ved at blive en virksomhed der konkurrerede på verdensmarkedet med grønne energiløsninger, og de risici på markeder langt fra danske husstande er ikke nogen de danske skatteydere skal påtage sig: I hvert fald ikke alene. Men processen alene har ødelagt mere end et Finansministerium kan bære. Og professionalismen drages forståeligt i tvivl når Rigsrevisionen kritiserer, at der ikke findes nogen beregninger til grund for den for mange uforståeligt lave salgspris. Vi er nødt til at finde en stærkere model, der ikke kan efterlade så store sorte pletter, hvor mistro og konspirationer kan vokse frem. Det slider på vores institutioner og vores politikere. Vi skal have et departement til at eje vores statslige virksomheder, som er specialiseret i netop det.   Umiddelbart foran os, ligger der en række meget svære beslutninger. Man kan godt forestille sig, at en organisation som Sund & Bælt vil være interessant for danske pensionskasser at være med til at drive. Mest oplagte privatisering er Danske Spil, for 'sportsbetting' bare er svært at forklare som et offentligt anliggende. Den helt store gyser, der lover endeløse mængder af dårlig presse, er SAS, hvor nordmændene og svenskerne er stemplet ud. Engang stod SAS for ”Svensk Alt Sammen” - nu er det kun Danmark der står med en vilje til at være statslig medejer af SAS. Virksomheden har haft problemer med at forny sin flåde og få flere økonomiske og brændstofbesparende fly, og ejerskabet fremad ser ud til at hvile på et fortsat forsøg på at bringe medarbejderomkostningerne ned i nærheden af konkurrenterne. En gyselig opgave for en folkevalgt ejer – engang var de nordiske regeringer sammen om opgaven. Men svenskerne tænker åbenbart, at SAS fylder mest i Kastrup, og at svensk mobilitet er bedst tjent med at åbne svenske lufthavne og ikke give SAS samme privilegerede stilling som tidligere. Nordmændene har Norwegian at tage hensyn til, og som har kunnet mere for dem, end SAS har kunnet. Så nu står danskerne alene med et usikkert flyselskab i en blodig branche. SAS har fået sorte tal på bundlinjen, men ser dystopisk på fremtiden: Det er ikke til at afvise, at SAS’ fremtid er som del af en anden, større europæisk flyvirksomhed. Skal vi fortsat satse på at medeje og drive et flyselskab? For et land, der har en konkurrencefordel i Nordeuropa med en lufthavn med flere forbindelser, kan man håbe det kan lykkes med både at være medejer af flyselskab og lufthavn.     Og så er der PostNord: der er i problemer, fordi vi har digitaliseret meget i Danmark – men det er altså mærkeligt at PostNord kan drives i Sverige, hvor priserne er lavere og kvaliteten højere. I DSB har det statslige ejerskab og den politiske indblanding nærmest medvirket til at afkollektivisere transporten i et af verdens mest kollektive samfund. Ingenting har været en mere stedmoderlig ejer – med indblanding konstant fra politisk hold og med usikre økonomiske rammer. DSB bør trækkes ud af Transportministeriet, og ikke ejes af dem.   Ser man på en institution som DR, så er spørgsmålet om bestyrelsen og dens sammensætning er en del af virksomhedens problem. Og hvad skal man med en bestyrelse, når folketinget med en uhørt detaljegrad regulerer produktionen gennem public service-kontrakter, og selv beslutter hvor i landet børnefjernsynet skal filmes og hvad TV-serierne skal handle om? DR har brug for en bestyrelse der kan værne, forsvare eller hjælpe direktionen og virksomheden, men hvem af dem der sidder der, kan nogen af de ting? Det ville være en fordel for virksomheden DR at komme ud af Kulturministeriets ejerskab.   Vi bør også genoverveje selve den type virksomhedsform vi opererer med i staten; eksempelvis bør man overveje en fondskonstruktion til både TV2 og DR af forskellige årsager. Den første, fordi det er den eneste måde at bevare et public service-sigte i selve ejerskabet af TV2 gennem de ideologiske uenigheder der omgiver den virksomhed. Vi kan godt privatisere ejerskabet af TV2 til et fondsejerskab, og både højre- og venstrefløjens ønsker ville kunne tilgodeses. Det andet, fordi en voksende andel af landets politikere simpelthen ikke har format til et ejerskab af en selvstændig public service-institution, der skal bedrive fri journalistik og uafhængig medieproduktion. Skal public service overleve en politisk kulturkrig, der føres uden den mindste forståelse for pluralisme, har DR brug for en stærk, selvstændig og respekteret ejerstruktur – der også kan værne institutionen. I Tyskland, hvor man har ubehagelige minder om hvordan en stat kan beslutte at styre massemedierne, er der en mere uafhængig fondssats for public service man burde skele til i Danmark. Her vil en enhed, der skal designe de bedste typer af ejerskab for de offentlige virksomheder kunne designe en mere bæredygtig konstruktion. I Danmark ligger de statslige selskaber spredt ud under resortministerierne. I både Norge og Sverige har man, for at få et stærkere og mere professionaliseret ejerskab, samlet statens ejerandele og aktieposter i en specialiseret styrelse; henholdsvis under nordiske pendanter til enten Finans- eller Erhvervsministeriet. Man bør rykke statens ejerskab væk fra for meget politisk indblanding, fra dobbelt ministeriel håndtering, og et overmatchet fag- eller finansministerium, og få designet nogle stærkere og mere selvstændige bestyrelser. I Norge forvaltes 21 af 26 offentlige selskaber i en særlig ejerskabsafdeling under det norske erhvervsministerium hvor man mener, at have entydige fordele af den professionalisering, en større og dygtigere ejerskabsintans har. I Norge mener man direkte, at det har øget tilliden til staten som ejer, at man administrativt har skilt statens roller ad: At det lovgivningsmæssige, regulerende og tilsynsførende er adskilt fra det forretningsførende. Netop det – en større tillid til at staten er en kompetent ejer af fælles værdier, mangler vi i Danmark. Samtidigt har stærkere bestyrelser øget ansvarligheden. Et departement for ejerskab, hvis ikke det får sin egen minister, bør ligge under eller sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet. Finansministeriet har et udgiftspolitisk fokus, hvor man i Erhvervsministeriet er sporet mere ind på vækst og udvikling af Danmark.   Et departement for offentligt ejerskab kan specialisere sig i ejerskab og udvikling, og vil blive en autoritet, der kan designe bedre ejerskab i hele den offentlige sektor og i dansk erhvervspolitik. Der er også problemer i kommunerne, men de er mindre. Lidt sjovt er det at se forskellen på Metroselskabet og DSB, en kommunal og en statslig virksomhed. Den ene er et lysende eksempel på kvalitet og fornyelse i velfærdsstaten og den anden det modsatte. Men der er ting man godt kunne forbedre, også i det kommunale ejerskaber – og her vil et departement der fokuserer på bedre ejerskab af offentlig virksomhed være til gavn. Det er entydigt, at det er klogt at eje alt fra forsyningssektoren, til infrastruktur og til public service-virksomheder i fællesskab. Men vi kan godt blive bedre til det.      

6. November 2018

Mere end 20 pct. af dansk import stammer fra lande, der systematisk krænker grundlæggende arbejdstagerrettigheder

21,4 pct. af Danmarks samlede import stammer fra 80 lande, der kendetegnes ved enten et totalt fravær eller systematiske krænkelser af arbejdstagerrettigheder. Arbejdstagere i disse lande er ikke frie til at danne eller tilslutte sig fagforeninger og har ikke ret til strejke eller kollektive overenskomstforhandlinger uden at frygte repressalier fra arbejdsgiver og/eller staten. Det står i skærende kontrast til målsætningen i Danmarks handelspolitiske strategi, der forpligter regeringen og Udenrigsministeriet til at fremme arbejdstagerrettigheder gennem Danmarks handelsrelationer. I en tid med historisk stor international interesse for den danske arbejdsmarkedsmodel bør regeringen og Udenrigstjenesten styrke sit engagement for at fremme arbejdstagerrettigheder hos de samhandelspartnere, der systematisk krænker de grundlæggende rettigheder, som er en central byggesten i den danske arbejdsmarkedsmodel. Fra midten af 2017 og frem til juli i år stammede 21,4 pct. af Danmarks samlede import fra lande, hvor rettighederne til faglig organisering samt kollektiv forhandling og strejke enten er totalt fraværende eller krænkes på systematisk vis. Importen fra disse lande beløb sig sammenlagt til 235,6 mia. kroner i perioden Q3 og Q4 2017, samt Q1 og Q2 2018. Importen fra Kina beløb sig i perioden til ca. 60. mia. svarende til godt en fjerdedel af de 21,4 pct. eller 5,5 pct. af den samlede danske import. Selvom USA har flere store fagforeninger, viser en gennemgang af arbejdsmarkedslovgivningen, at hele sektorer eksplicit er undtaget fra at være omfattet af helt grundlæggende rettigheder til kollektiv organisering, forhandling og strejke. I den undersøgte periode blev der importeret tøj til Danmark for mere end 32 milliarder kroner, hvoraf 65 pct. stammede fra gruppen af lande, der systematisk krænker arbejdstageres rettigheder eller værre. For sko er tallene 6,5 milliarder og 30 pct., for kufferter og tasker 2 milliarder og 45 pct. og for tekstiler generelt 8,3 milliarder og 35 pct. Læs analysen her:

23. October 2018

Analyse: Fra flygtning til kollega

Cevea har lavet en større analyse af arbejdsmarkedsintegrationen af flygtninge i samarbejde med Foreningen Nydansker og støttet af Trygfondens regionale råd Hovedstaden.  Analysen viser, at regeringens mål om at nå en arbejdsmarkedsdeltagelse for asylansøgere på 50 % er realiseret i en lang række kommuner, på landsplan 23 kommuner. Det går særligt godt i Region Hovedstaden, hvor 10 ud af 29 kommuner har nået regeringens målsætning. Hvad virker i arbejdsmarkedsintegrationen af flygtninge: Analysen baserer sig på en kortlægning af og kontakt med indsatsen i hovedstadsregionen. Overordnet set er kommunerne blevet bedre til at sætte sig ind i flygtningenes kompetencer. Kommunerne er blevet bedre til at rette beskæftigelsesindsatsen mod de brancher, hvor der er efterspørgsel. Virksomhederne er mere motiverede – det må forventes at være konjunkturbetonet. Kommunerne kan nemmere skabe resultater med færre flygtninge, der til gengæld får et integreret forløb. Højkonjunkturen kommer flygtningene til gavn. Man skal være sig bevidst, at netop denne gruppe er særligt udsat ved en økonomisk opbremsning. Forbedringspotentiale: Virksomhederne er stadigt uklare over, hvad flygtningene kan, når de møder dem. En bedre uddannelsesindsat og en dokumentation af den enkelte flygtnings kompetencer, vil hjælpe dem yderligere. Uddannelseselementet i en succesfuld IGU er det, der kan forbedres. Nogen flygtninge kunne man med fordel investere lidt mere i uddannelsesmæssigt. Sammenbrud beror som regel på bristede forventninger hos enten virksomhed, flygtning eller kommune – det er en løbende udfordring at skabe klarhed i relationen.     Hvad virker i vores nabolande, som vi burde interessere os for:  Andre lande har haft succes med private rekrutteringsbureauer. De svenske hjemmeserviceordninger RUT & ROT er anderledes designet og er mere succesfulde end den danske. Her har man særligt skabt resultater ift. at få kvinderne på arbejdsmarkedet: Kvinderne er det stadigt uløste problem ift. arbejdsmarkedsdeltagelse. I Sverige og i Norge er de bedre til at få flygtninge i gang hurtigere, end vi er – det skyldes, at man allerede får dem i beskæftigelse under asylbehandlingen. Vi anbefaler, man ser på ’Hurtigsporet’ og ’Snabbsporet’ fra Norge og Sverige, som retter sig især mod uddannede flygtninge tidligt i asylfasen. I Danmark skal asylansøgere have opholdt sig seks måneder i landet, hvilket forhaler den tidlige indsats i den beskæftigelsesrettede integration. Lønsubsidier eller reduktion af sociale bidrag i skattesystemer, der er anderledes end det danske har virket i andre lande, men der er næppe en efterspørgselsmangel i øjeblikket, der kan berettige det, og Danmark har en anden skattestruktur uden sociale bidrag fra virksomheder. LÆS OG DOWNLOAD RAPPORTEN:    

27. September 2018

Arbejdsplatforme sænker løn- og arbejdsvilkår, særligt for skærmarbejde

Cevea har undersøgt en række brugerprofiler på Upwork, Happy Helper og Worksome; en international og to danske arbejdsplatforme. Særligt den største internationale platform, Upwork, adskiller sig ved, at mange laver skærmarbejde – altså arbejde på computer – til en lav løn. Generelt befinder mange arbejdstagere på platformene sig i den lave ende af lønskalaen, hvor der er risiko for, at man ikke kan opretholde en normal indtægt og levestandard i Danmark. Arbejdsplatformene opererer generelt set på et ureguleret marked uden overenskomster og kollektiv aftaleret. Verdens første platformsøkonomiske overenskomst, der blev indgået i april mellem Hilfr og 3F, kan varsle nye tider i Danmark. Analysen viser: Arbejdstagere på platforme udbyder typisk deres arbejde til en lavere løn, end hvad de kunne få som fastansat udenfor platformene. Samtidig udbyder et fåtal af specialiserede og positivt anmeldte arbejdstagere deres arbejde for en relativ høj løn. Der er en tendens til, at løn- og arbejdsvilkår særligt presses når det arbejde der udføres er skærm- og computerarbejde, der kræver kompetencer på mellem- og højt niveau. Det er således ikke for de typiske lavtlønsjob, at lønningerne sænkes mest, men for danske job for middelklassen. På platformen Happy Helper udfører personer rengøringsarbejde i private hjem, typisk til en løn der på månedsbasis ligger 2.000 kr. under en løn på overenskomst for rengøringsassistenter. Den normale timetakst er 576 kr. på Worksome og 127 kr. på Upwork. Journalistforbundet vejleder til sammenligning i en timetakst på 875 kr. til freelancere, hvilket er markant højere end hvad virksomhederne på arbejdsplatformene betaler dem, der udfører arbejde for dem. Arbejdstagerne på arbejdsplatformene er ikke garanteret et vist antal timer. De vil ofte ikke kunne fakturere 37 timer ugentligt og må forventes at supplere med andre indtægtskilder for at opnå en almindelig levefod som privatansat i Danmark. Nye studier af arbejdsplatforme viser, at virksomhederne i høj grad har magt til at fastsætte priserne, og at udbuddet af arbejdskraft kun reduceres med 1 pct., når lønnen reduceres med 10 pct. Læs analysen her      

12. September 2018

Kommunerne har dramatisk reduceret udgifter og tilbud til ældre efter strukturreformen

Siden 2007 er den gennemsnitlige samlede udgift pr. ældre i aldersgruppen 65+ i kommunerne på landsplan faldet fra 55.229 kr. til 41.315 kr. Et fald på 25,2 procent eller 13.914 kr. Andelen af ældre, der modtog hjemmehjælp – personlig pleje, praktisk hjælp eller en kombination af begge – faldt fra 19 procent til 12 procent i perioden 2008-2016. Antallet af botilbud i kommunerne i gennemsnit pr. 1.000 ældre er faldet over de seneste ti år. Det gælder både plejehjemspladser, plejeboliger og ældreboliger.  Det er efterhånden et velkendt faktum, at der over tid kommer flere ældre i Danmark. I den seneste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik anslås det, at den samlede befolkning vil stige med 276.000 personer eller 4,8 procent over de næste ti år. Alene aldersgruppen 70+ vil stige med 203.000 personer. Det er væksten i denne gruppe, der er den primære årsag til den generelle vækst. LÆS NOTATET HER FOA og KL estimerer i en rapport fra 2017 et behov for omkring 40.000 flere medarbejdere i den kommunale ældrepleje i 2026. Fordelingen af den ældre befolkning varierer allerede meget på tværs af landet. I nogle kommuner – særligt ø-kommunerne – udgør de ældre op mod en fjerdedel af befolkningen, mens de ældre i København blot tegner sig for 10 procent. Forklaringerne på den voksende ældre befolkning er mange; store årgange, sund aldring – altså det, at vi lever længere, er sundere og klarer os mere selv – og at vi har forbedret behandlinger og forebyggende indsatser på en række parametre. De ældre har det grundlæggende bedre og kan mere selv end tidligere. Dette bliver ofte også brugt som forklaring på, at udgifterne til ældre er faldet over tid. Siden 2007 er den gennemsnitlige samlede udgift pr. ældre i aldersgruppen 65+ i kommunerne på landsplan faldet fra 55.229 kr. til 41.315 kr. Et fald på 25,2 procent eller 13.914 kr. Et fald så stort, at det dårligt alene kan skyldes sunde ældre – men i stedet også afspejler en strammere visitationspraksis i nogle kommuner. Det ses ligeledes i tallene for modtagere af hjemmehjælp. Her faldt andelen af ældre, der modtog hjemmehjælp – personlig pleje, praktisk hjælp eller en kombination af begge – fra 19 procent til 12 procent i perioden 2008-2016. Langt de fleste ældre visiteres enten til praktisk hjælp eller en kombination af praktisk hjælp og personlig pleje. Antallet af ældre i aldersgruppen 65+, der har modtaget hjemmehjælp inden for disse to kategorier er faldet siden 2006. Antallet af ældre, der alene modtager personlig pleje er generelt meget lavere end de øvrige kategorier, men til gengæld steget en anelse fra 2008-2016. Antallet af botilbud i kommunerne i gennemsnit pr. 1.000 ældre er faldet over de seneste ti år. Det gælder både plejehjemspladser, plejeboliger og ældreboliger.

29. August 2018

Måling: Danskerne tvivler på en værdig alderdom i velfærdsstaten. Men det er de unge, der tror mest på velfærden

En ny måling foretaget af Megafon for Cevea afdækker danskernes forhold til en række velfærdsinstitutioner og overførselsindkomster. Hent målingen her Målingen viser en noget lunken tilslutning fra danskerne med hensyn til, om den offentlige sektor er i stand til at sikre god kvalitet på syv forskellige velfærdsområder. Samtidig finder danskerne niveauet af og adgangen til overførselsindkomster passende. De unge viser sig i målingen at være mest positive over for velfærden generelt og på alle de syv områder. Højere alder viser sig derimod at gå hånd i hånd med større skepsis overfor, om den offentlige sektor er i stand til at sikre god velfærd. Samtidig er højere alder forbundet med en mere positiv holdning til overførselsindkomsterne. Analysen viser:   Danskerne mener generelt, at den offentlige sektor leverer gode ydelser, omend den samlede vurdering ikke kan kaldes begestret. Især kvaliteten af uddannelse vurderes højt. Danskerne mener, at den offentlige sektors evne til at sikre en værdig alderdom er dårlig. 57 procent af de 18-29-årige mener i høj eller meget høj grad, at den offentlige sektor sikrer god velfærd på tværs af de syv områder, og er dermed den mest positive gruppe blandt de adspurgte i målingen. Det samme gælder for 51 procent blandt de 30-39-årige, 46 procent blandt de 40-49-årige, 40 procent blandt de 50-59-årige, 37 procent blandt de 60-69-årige og 46 procent blandt personer på 70 år eller derover. Danskerne mener generelt ikke, at niveauet af overførselsindkomster er for højt og er overvejende uenige i, at det er for let at modtage overførslerne. Især de 60-69-årige mener at overførslerne er passende.   Cevea mener: Denne meningsmåling er en del af Ceveas arbejde på velfærdsområdet og løbende målinger af befolkningens holdninger til forskellige aspekter af velfærdssamfundet. De konkrete spørgsmål og design i denne undersøgelse er bl.a. lavet på baggrund af en overvejelse om, hvad der egentligt er den bagvedliggende grund til, at mere end hver femte unge vælger i det forgange år indikerede, at de ville stemme på Liberal Alliance. Det gav anledning til at undersøge, om der generationsmæssigt kan tales om, at der tages et skridt væk fra velfærdssamfundet i de yngre generationer. Og i så fald, om der er nogle af velfærdsstatens institutioner eller områder der særligt skuffer de yngre vælgere, samt om der er en utilfredshed med det sociale sikkerhedsnet og overførselssystemet i Danmark. Det ville ikke være nogen stor overraskelse, hvis der i de generationer, der har oplevet ”den reformerede” offentlige sektor, var en ringere tilslutning til velfærdssamfundet. De yngre generationer er vokset op med løbende 2 procents-besparelser i den offentlige produktion, fremdrifts- og SU-reform, tilbagetrækningsreform, med udsigt til et meget langt arbejdsliv, forringede dagpenge og muligheder for førtidspension til unge. Vi kan konstatere, at det ikke har medført en ringere vurdering af velfærdssamfundets produktion eller ydelser hos de yngre danskere. Tværtimod. For det er ikke blandt de unge, men blandt voksne og ældre danskere, at der findes en observerbar desillusion med selve velfærdsproduktionen. Altså dem der har oplevet samfundets udvikling over årtier. Undtaget herfra er de decideret ældre, aldersgruppen 70+, der i parentes bemærket er de, som oftest er brugere af en bredt set negativt vurderet ældreomsorg. Ser man på generationernes forhold til kvaliteten af kerneområderne i velfærdsstaten og størrelsen eller berettigelsen af ydelserne, er der intet generationsmæssigt der tyder på en svagere tilknytning – overordnet set. Når det så er sagt, så er det generelle tilfredshedsniveau langt fra højt. Særligt danskerenes lave forventning til en værdig alderdom vækker bekymring. De fleste danskere har ældre i deres familie, så omsorgen for ældre er ikke noget man kan mene, at danskerne alene har deres viden om fra kritiske sager i medierne. Holdningerne skyldes formentlig en kombination af egne erfaringer og indtrykket fra medierne. Denne undersøgelse er lavet i sammenhæng med en tidligere offentliggjort undersøgelse2, der har kastet lys over danskernes forhold til selve den offentligt ansatte medarbejdergruppe. Denne analyse viste, at 80 procent af danskerne overordnet oplever, at de offentligt ansatte, de møder, er dygtige til deres arbejde. Men at en overvældende del, 41 procent, ikke mener, at de offentligt ansatte har gode muligheder for at gøre deres arbejde. I Cevea er vi af den opfattelse, at denne undersøgelse understøtter et billede af et samfund, der på tværs af generationerne er tilfredst med velfærdssamfundet, men samtidig også mener, at der er en række mangler og således kun giver de fleste velfærdsområder en middelkarakter. Set i relation til den positive opfattelse af medarbejderne og deres kompetencer, virker det logisk, at der en frustration over det, man kunne kalde organisering og styring af den offentlige produktion. Derudover er der intet billede af, at befolkningen i noget bredt omfang eller i enkelte generationer mener, at overførsler ved arbejdsløshed er for lette at få eller er for rundhåndende – hvad man ellers kunne forvente på baggrund af den politiske debat, der har været på området de seneste år.        

28. July 2018

Flere virksomheder tror, de kan slippe afsted med at snyde i skat

Nye tal fra SKAT viser et drastisk fald i andelen af virksomheder, der oplever en reel risiko for at blive opdaget i at snyde med skat og sort arbejde. Kun en tredjedel af virksomhederne oplever i dag en stor eller meget stor opdagelsesrisiko for skattesnyd. HENT NOTAT DANSKE VIRKSOMHEDERNE DALENDE FRYGT FOR SKATTEKONTROL Der er også god grund til, at en faldende andel af virksomheder oplever en reel risiko for at blive opdaget i snyd med skat og sort arbejde. På knap 20 år er andelen af virksomheder, der kontrolleres faldet med knap 35 procentpoint. Risikoen for at blive udtaget til kontrol er et af de vigtigste parametre for en effektiv skattekontrol, der frister virksomhederne til at unddrage skat. Årsagen skal i altovervejende grad findes i rammerne for SKAT. Antallet af ansatte generelt, samt til kontrolindsatser specifikt, er faldet støt, mens antallet af virksomheder er eksploderet. VOLDSOMT FALD I ANDELEN AF VIRKSOMHEDER DER KONTROLLERES Faldet i den oplevede opdagelsesrisiko skal ses i relation til, at SKAT de seneste mange år har prioriteret, at kontrolaktiviteterne skulle fastholde den oplevede opdagelsesrisiko blandt virksomhederne. De nye tal indikerer, at SKATs eksisterende ressourcer til kontrolaktiviteter er utilstrækkelige i forhold til at realisere denne vigtige målsætning. Rigrevisionen vurderede i sit eftersyn af SKATs kontrolindsats tilbage i 2015, at risikoen for udvælgelse til kontrol er et af de vigtigste forhold for at sikre en høj opdagelsesrisiko, motivere virksomheder til at selvangive korrekt og mindske risikoen for skattesnyd. Under den nuværende kontrolindsats ligner SKAT kun 3 pct. af de små og mellemstore virksomheder årlig basis. Til sammenligning kontrollerede det daværende Told & Skat hele 38 pct. af virksomhederne tilbage i 1999. På lidt under tyve år er det et fald på 35 procentpoint. HVER TIENDE VIRKSOMHED SNYDER BEVIDST Det dramatiske fald i den oplevede opdagelsesrisiko ved snyd kommer på et kritisk tidspunkt, hvor hver tiende virksomhed hvert år snyder bevidst med skat og moms, ifølge SKATs seneste opgørelse over virksomhedernes regelefterlevelse. 8 pct. af de små og mellemstore virksomheder snyder bevidst med skat, mens tallet er 11 pct. for moms. Det svarer til, at godt 70.000 små og mellemstore virksomheder omgår reglerne skattereglerne på årlig basis. Til sammenligning vurderer SKAT, at kun 0,4 pct. af borgerne bevidst snyder med selvangivelsen.Sammenlagt beløber virksomheders bevidste fejl med moms og skat sig til 7,2 mia. kr. ud af det årlige gab på 14,1 mia. kr. på virksomhedsområdet. FÆRRE ANSATTE I SKAT – FLERE VIRKSOMHEDER Ser man på udviklingen i antallet af virksomheder i Danmark og sammenholder det med udviklingen i antallet af ansatte i SKAT, får man et indtryk af, hvorfor flere virksomheder oplever, at det er mindre risiko for at blive opdaget i snyd. SKAT har sammenlignet med tidligere langt færre ansatte generelt, og til at føre kontrol med de virksomheder, som bevidst forsøger at snyde specifikt. Det er især på kontrolområdet, at antallet af årsværk er faldet. Hvor der i 2009 var 3.077 årsværk ansat på indsatsområdet, som arbejder med kontrol, lå antallet i 2017 på 1.984.7 Går man længere tilbage i tid, var der i 2005 samlet set 10.700 medarbejdere i SKAT, inden den kommunale og statslige skatteforvaltning blev fusioneret. Download notat & grafik

19. June 2018

Det er blevet sværere at være millionær, men nemmere at blive milliardær

Det er blevet sværere at være millionær, men nemmere at blive milliardær Der er kommet fem gange så mange danskere på Forbes liste over dollarmilliardærer siden år 2000. De 10 danskere på Forbes liste har tilsammen syvdoblet dollarmilliardærernes formue og øget den fra 6,4 til 43,7 milliarder dollars. Samtidig har de danske millionærer fået en markant mindre andel af den samlede formue end tidligere. Formuetal fra Credit Suisse i 2017 peger på, at velstandsfremgangen også i Danmark er koncentreret i den absolutte top. De 10 pct. rigeste ejer 68,3 pct. af formuen i Danmark, svarende til 850 mia. USD. Cirka halvdelen heraf, nærmere bestemt 33,2 pct., ejes af de 1 pct. rigeste[1]. De 10 pct. næstrigeste (9.decil) ejer til sammenligning 12,5 pct. af formuen. De 10 pct. rigestes andel af formuen er nogenlunde konstant over perioden fra 2000 til 2017 og er faktisk faldet 1,7 pct.-point. Til gengæld har den rigeste 1 pct. fået 2,7 pct.-point større andel af den samlede formue, mens andelen der tilfalder de næstrigeste 10. pct. (9. decil) er faldet 4,1 pct.-point. Tilsammen ejer de resterende 9. deciler 31,7 pct., og de 40 pct. fattigste ejer praktisk talt ikke noget. Den rigeste 1 pct. ejer mere end de 90 pct. fattigste. Fra 2000 til 2017 er Danmark gået fra at have 2 til 10 dollar-milliardærer. De danske dollarmilliardærer er gået fra at eje 6,4 mia. USD. i 2000 til 43,7 mia. USD. i 2017. Dermed er de danske dollarmilliardærers formue næsten syvdoblet i perioden, og de ejer i dag 3,5 pct. af Danmarks samlede formue. Uligheden i formue er markant større end uligheden i indkomst. Fx tjener de 10 pct. rigeste under 10 gange hvad de 10 pct. fattigste tjener, mens at de ejer markant mere. Gini-koefficienten for Danmark er også (i denne sammenhæng kun) 29,0 for indkomst og 80,9 for formue.   [1] Der er afvigelser mellem Credit Suisses opgørelse af formuekoncentration og fx AE-rådet brug af Danmarks Statistiks formueregistre. Credit Suisse finder, at den rigeste pct. tjener 32,3 pct. i 2017, mens at AE-rådet finder, at den rigeste pct. kun tjener 23 pct. af den samlede formue i 2014. Forskellen skyldes opgørelsesmetoden, hvor AE-rådet bl.a. personafgrænser anderledes og kun medtager voksne. Desuden inkluderer de ikke pensionsformue.   Læs hele analysen her.    

22. May 2018

Bedre uddannelser vil øge velstanden

Samfundsøkonomisk kan det betale sig at investere i uddannelse. Analysen undersøger dels produktivitetseffekterne ved at bruge penge på flere lærere i folkeskolen for på den måde at sænke klassekvotienten. Dernæst viser analysen, at forbrug rettet mode at hæve mennesker der i dag kun får en gymnasial uddannelse op på kandidatniveau har en betydelig selvfinansieringsgrad for den offentlige saldo på grund af øgede skatteindtægter fra de mennesker der er hævet til kandidatniveau.   Blandt de vigtigste resultater er: Hvordan et øget offentligt forbrug på folkeskolen på 3,5 milliarder kroner rettet mod at sænke klassekvotienten med 10 procent vil styrke uddannelseskvaliteten og øge timeproduktiviteten i samfundet med 1,33 procent og dermed gøre samfundet som helhed rigere. Oversat til 2018-niveau, vil en sådan effekt betyde, at BNP ville være ca. 27 mia. kroner større end tilfældet er i dag. Hvordan øget offentligt forbrug, rettet mod at hæve de mennesker der i dag kun får en gymnasial uddannelse til at få en universitetsuddannelse, vil have en selvfinansieringsgrad på 51 procent alene som følge af øget produktivitet for disse mennesker, der medfører øgede skatteindtægter for staten. Til sammenligning har nedsættelse af topskattesatsen en selvfinansieringsgrad på 31 procent ifølge Finansministeriet (Finansministeriet, 2017) Læs analysen her   

22. May 2018

Positive økonomiske effekter af sociale indsatser

Der er store positive effekter forbundet med at investere i sociale foranstaltninger rettet mod børn og unge. Konkret viser analysen, at de 15 milliarder kroner, der årligt bruges på sociale foranstaltninger rettet mod børn og unge kan forventes at have positive effekter på mellem 2,9 og 8,6 milliarder kroner. Det skyldes de gavnlige virkninger, foranstaltningerne har i forhold til at få folk i beskæftigelse og forhindre fremtidige udgifter for det offentlige i forhold til at tage sig af disse mennesker. Analysen viser derudover, at yderligere forbrug på sociale foranstaltninger rettet mod børn og unge kan forventes at have en selvfinansieringsgrad på mellem 20 pct. og 57 pct. Læs analysen her

14. May 2018

En prøveform for piger?

Over de seneste ti år er karaktergabet mellem drenge og piger i folkeskolen vokset, når vi ser på resultaterne af folkeskolens afgangsprøve. I samme periode er karaktergabet mellem drenge og piger mindsket i PISA-testen for dansk og matematik. Prøveformen, som eleverne testes efter, fremstår kraftigt medvirkende til den kønsmæssige spredning af karaktererne. Pigerne klarer sig i stigende grad bedre til den mundtlige prøve i faget dansk. En stigende spredning indenfor denne eksamen alene er hovedårsag til de øgede forskelle i karakterer mellem drenge og piger i folkeskolens afgangseksamen.   Analysen viser: Karaktergabet mellem køn i hhv. folkeskolens afgangsprøve og PISA-testen af danske skoleelever i udskolingen udvikler sig i hver sin retning. Gabet mellem drenge og pigers karakterer ved folkeskolens afgangsprøve[1] i dansk og matematik er vokset fra 0,6 karakterpoint i 2007 til 0,8 karakterpoint i 2017. I folkeskolens afgangsprøve er gabet mellem piger og drenge voksende over tid – i pigernes favør. I PISA-testens resultater bliver gabet mindre over tid. Den prøveform, hvor udviklingen er mest markant, er den mundtlige prøve i dansk i folkeskolens afgangsprøve. Her er karakterforskellen mellem drenge og piger steget fra 1 karakterpoint i 2007 til 1,9 karakterpoint i 2017. Det er den prøveform, hvor karaktergabet i dag er både størst og steget mest over tid på karakterpoint. Cevea mener: Cevea stiller sig tvivlende overfor den prøveform, der er i brug i folkeskolen, fordi der er stor grund til at mistænke, at den forfordeler en særlig gruppe elever, nemlig drengene. Cevea mener, at der må udvikles en prøveform, der ikke har en uforklarlig, stigende kønsmæssig forskel i karaktergivningen. Cevea er af den opfattelse, at en af de underliggende faktorer formentligt er bedømmerbias – altså at en bestemt gruppe elever ubevidst forfordeles i vurderingen. Den mundtlige eksamen åbner for en bedømmerbias. Prøveformen burde forsøge at eliminere denne. Derudover kan en del af forskellen mellem kønnene forklares med en forskellig modenhed hos eleverne på det klassetrin, der ikke desto mindre ikke må være afgørende for de unge menneskers livsbane. Det skal understreges at der ikke for nuværende er forskningsmæssigt belæg for ovenstående vurdering, og at kausalitet bør belyses ved yderligere undersøgelse. Det ændrer ikke ved, at der et handlingskrævende kønsproblem ved folkeskolens afgangsprøve.   Læs analysen her