Samfundskagen er vokset – lederne har taget den største bid

Danmark har historisk set været et af de mest lige lande i verden, og selvom det stadig er tilfældet, er uligheden steget de seneste 25 år. Faktisk steg uligheden målt på Gini-koefficienten fra 20 pct. til 28 pct. over perioden 1994-2018.^[1] For 10 år siden var Danmark det 3. mest lige OECD-land målt på disponibel indkomst. Siden da er vi blevet overhalet af både Slovakiet, Tjekkiet, Island og Belgien og ligger i dag nummer 7.^[2]

Stigningen i ulighed er ikke blot sket som følge af, at en større andel borgere er studerende og pensionister, sådan som det hyppigt fremhæves i ulighedsdebatten^[3]. Disse faktorer tilskrives blot ¼ af den stigende ulighed i regeringens ulighedsredegørelse fra 2020.^[4] Især reformer af overførselsindkomsterne og sænkede skatter på arbejde har bidraget til øget ulighed.^{[5], [6]}

Undersøgelser har vist, at de rigeste 10 pct. er blevet endnu rigere, og at de stikker af fra resten af befolkningen.^[7] Men hvem er disse 10 procent rigeste, som har oplevet gevinsterne af de seneste årtiers udvikling? Og hvem er det, som ikke har?

Ulighedsredegørelsen konstaterer, at udviklingen i erhvervsindkomsten, dvs. løn, virksomhedsoverskud og honorarer, ikke har bidraget til at øge uligheden i Danmark. Men Ulighedsredegørelsen har en blind vinkel. Lønmodtagere med ledelsesfunktioner er nemlig stukket af fra de øvrige grupper af lønmodtagere.

I denne analyse undersøger vi, hvordan forskellige lønmodtagergruppers disponible indkomst har udviklet sig siden 1994, samt hvordan indkomsterne havde udviklet sig, hvis stigningerne var fordelt jævnt mellem alle lønmodtagergrupper.

Vi anvender data fra Danmarks Statistik til at belyse udviklingen i disponible indkomster fra 1994 til 2019, og alle beløb er fremskrevet til 2019-niveau. Udviklingen i disponible indkomster er et udtryk for, hvor mange penge den gennemsnitlige lønmodtager inden for den givne gruppe står med i hånden, når alle skatter er betalt. Eftersom denne tidsserie strækker sig over 25 år, er det ikke nødvendigvis de samme individer, som indgår i hver af grupperne. En person, som var lønmodtager på grundniveau i 1994, kan dermed i 2019 være lønmodtager med ledelsesfunktion eller kan have bevæget sig fra beskæftigelse til pension. Denne analyse beskæftiger sig udelukkende med de indkomststrukturer, som er bundet til hver kategori af arbejdsfunktioner og ikke med specifikke personers udvikling i indkomst siden 1994.

Vi ser på disponible indkomster og ikke blot lønninger, da vi ønsker at undersøge de reelle forbrugsmuligheder efter skat og overførsler. Desuden er det svært at adskille indkomstkilderne fuldstændigt fra hinanden: Har lederen f.eks. større formueindkomst, fordi en højere lønindkomst giver mulighed for større opsparing i aktier? Herudover udbetales visse ydelser, såsom boligstøtte, på baggrund af indkomster, hvorfor flere lavtlønnede end højtlønnede sandsynligvis modtager boligstøtte. Endelig har reducerede skatter i perioden især tilgodeset de højeste indkomster.^[8]

Analysen udfoldes i to dele. Første del ser på udviklingen i indkomster for fem forskellige lønmodtagergrupper i perioden 1994-2019. Anden del undersøger, hvordan indkomststigningerne havde fordelt sig, hvis uligheden mellem lønmodtagergrupperne havde været konstant siden 1994. Vi sammenligner dette alternative scenarie med gruppernes faktiske indkomstudvikling for at undersøge, hvad det ville betyde for indkomsterne i 2019, hvis alle lønmodtagergrupper havde haft samme procentvise indkomstudvikling siden 1994; dvs. hvor mange flere eller færre penge de forskellige lønmodtagergrupper havde haft, hvis udviklingen havde været ens for alle grupper.

Lønmodtagerne i Danmark udgjorde i 2019 2,7 mio. personer svarende til 93 pct. af den samlede beskæftigelse i 2019.^[9]

Lønmodtagerne opdeles i denne analyse i fem kategorier baseret på de arbejdsfunktioner, de varetager.^[10] Grupperingen er foretaget efter de færdigheder, der er nødvendige for at udføre den givne arbejdsfunktion. Det er her vigtigt at understrege, at kategoriseringer ikke er lig den givne persons uddannelsesbaggrund, men i stedet den arbejdsfunktion personen udfylder. Lønmodtagere inkluderer dermed alle beskæftigede med en lønindkomst – fra direktøren, som træffer de store beslutninger til chaufføren, som leverer virksomhedens produkter til kunderne.^[11]

I de 25 år, analysen strækker sig over, er befolkningens uddannelsesniveau steget – og dermed er antallet af lønmodtagere inden for de ovenstående kategoriseringer ændret i perioden. Der er i dag flere ledere, akademikere og lønmodtagere på mellemniveau, mens der er langt færre faglærte og ufaglærte lønmodtagere i 2019 end i 1994. Disse bevægelser har vi korrigeret for i udregningen af den gennemsnitlige indkomstfremgang ved at lade hver af lønmodtagergrupperne vægte med den samme andel i 2019 som i 1994, se ”Data og metode”.

I perioden 1994-2019 har alle lønmodtagergrupper oplevet en stigning i den disponible og dermed fået del i den økonomiske vækst. Men stigningerne er ulige fordelt. De lønmodtagergrupper, som i 1994 havde de højeste gennemsnitlige disponible indkomster, er ligeledes de lønmodtagergrupper, som har oplevet den største procentvise indkomstfremgang. De har altså ikke blot fået større indkomster i kroner og øre, men også i pct. Her er det særligt lønmodtagerne med ledelsesfunktioner, som er stukket af fra de øvrige lønmodtagergrupper, se figur 1.

Lederne har i gennemsnit oplevet en stigning i disponibel indkomst på 83 pct. i perioden 1994 til 2019, mens den gennemsnitlige disponible indkomst for alle lønmodtagere i samme periode er vokset med 41 pct.^[12] Herudover er det kun lønmodtagere på højeste niveau og mellemniveau, som har kunne følge med den generelle udvikling i de disponible indkomster med en fremgang på hhv. 45 og 43 pct. Værst står det til for lønmodtagere i øvrigt, som typisk består af ufaglærte, hvis indkomst i samme periode blot er vokset med 32 pct. 

Den disponible indkomst for lønmodtagerne med ledelsesfunktioner er i hele perioden vokset mere end de resterende lønmodtagergruppers indkomst. Denne tendens er dog særligt taget til efter finanskrisen i 2009, hvor der ligeledes ses et ændret mønster blandt de resterende lønmodtagergrupper: Lønmodtagerne på højeste niveau og mellemste niveau har oplevet de største indkomststigninger og stort set fulgtes ad siden finanskrisen, mens lønmodtagerne på grundniveau og i øvrigt sakker bagud. Men ingen af disse gruppers indkomststigninger er fulgt med de stigninger, som lederne har oplevet.

Løn, formueindkomst mv

Løn udgør for alle grupper langt den største del af indkomsterne, se bilag 2, og lønindkomsten (før skat) følger samme mønster som udviklingen i den disponible indkomst: Lønmodtagere med ledelsesfunktion har i perioden 1994-2019 haft en lønstigning på 42 pct., mens de resterende lønmodtagergrupper har oplevet en stigning i lønindkomst mellem 18 og 21 pct., se bilag 3.

Lederne er stukket af, mens de øvrige fire lønmodtagergrupper følges nogenlunde ad målt på stigningen i løn. De ensartede stigningstakter for de fire øvrige lønmodtagergrupper dækker over store forskelle på lønniveauer. Lønmodtagerne på højeste niveau har i 2019 en lønindkomst, der er 103.470 kr. større end lønmodtagerne på mellemniveau og 225.146 kr. større end lønmodtagere i øvrigt. Når de disponible indkomster stiger mere end lønniveauet for de højeste indkomster, skyldes det blandt, at de højeste indkomster har fået de største skattelettelser.^[14] Desuden bridrager offentlige overførsler mindre til at udjævne forskellene i disponibel indkomst i 2019 end i 1994, se bilag 2.

Foruden lønnen indgår der i den samlede indkomst en række komponenter, hvoraf den væsentligste i et ulighedsperspektiv er formueindkomst. Lønmodtagere med lederansvar og på højeste niveau har de største formueindkomster i absolutte tal og lederne er også den gruppe, som fra 1994 til 2019 har haft størst vækst i formueindkomsterne, se bilag 4.

En anden, væsentlig komponent i den samlede indkomst er lejeværdi af egen bolig, som er en beregnet størrelse, der bidrager til at skabe sammenlignelighed mellem ejere og lejere. For alle grupper udgør lejeværdi af egen bolig i 2019 mellem 5,2 pct. og 7,7 pct. af indkomsten før skat, se bilag 2. Både lønmodtagere på mellemniveau, højeste niveau og med ledelsesarbejde har oplevet stigende lejeværdi af egen bolig fra 1994 til 2019, mens det i meget mindre grad er tilfældet for lønmodtagere på grundniveau og lønmodtagere i øvrigt, se bilag 4. Når ledernes disponible indkomster er stukket af i forhold til lønmodtagere på mellemniveau og på højeste niveau, skyldes det altså ikke forskelle i lejeværdi af egen bolig.

Lederne havde i 1994 en gennemsnitlig, disponibel indkomst, som var 1,8 gange større end den gennemsnitlige, disponible indkomst for lønmodtagerne i øvrigt. Siden er ledernes disponible indkomster vokset og er i 2019 2,5 gange større.

Offentlige og private ledere

Vi har ikke data for indkomstudviklingen blandt ansatte i den offentlige og den private sektor hver for sig, der går tilbage til 1994. På baggrund af en anden dataserie, LONS20, kan vi dog se, at lønstigningerne for ledere i perioden 2013-2019 har været højere i den offentlige sektor end i den private sektor. Lønstigningen for ledere i den offentlige sektor har været 9,9 pct. siden 2013 og 6,6 pct. i den private sektor, men lønniveauet for ledere i det private er fortsat betydeligt højere end i det offentlige, se bilag 5. Det ser i øvrigt ud til, at udviklingen i offentlige lederlønninger er nogenlunde ensartet på tværs af forskellige ledelsesfunktioner og -niveauer. ^[15]

Hvis forholdet mellem de forskellige lønmodtagergruppers indkomster var som i 1994 og alle grupper havde haft samme procentvise fremgang siden da, ville den disponible indkomst være vokset med 41 pct. frem til 2019. Som vist, har indkomststigningerne i denne periode dog ikke været jævnt fordelt mellem lønmodtagergrupperne, og især lederne er stukket af fra de øvrige lønmodtagere. I dette afsnit har vi fremskrevet lønmodtagergruppernes indkomster, som de ville have set ud, hvis uligheden ikke var steget og alle lønmodtagergrupper i stedet havde haft samme, procentvise stigning i disponibel indkomst fra 1994 til 2019.

Lederne havde i 1994 i gennemsnit en disponibel indkomst på 329.937 kr., hvilket frem mod 2019 er vokset til 604.389 kr. Hvis lønmodtagernes indkomststigninger i stedet var blevet fordelt ligeligt mellem grupperne, ville ledernes disponible indkomst i 2019 i stedet have været 464.631 kr. – altså 139.758 kr. mindre end deres faktiske indkomst i 2019, se figur 2. I den anden ende af spektret finder vi lønmodtagere i øvrigt, som typisk er ufaglærte.  Hvis denne gruppes indkomst havde fulgt den gennemsnitlige indkomstudvikling for lønmodtagere, ville den årlige disponible indkomst have været 16.313 kr. højere – svarende til 1.359 kr. efter skat om måneden.

Hvis indkomstudviklingen havde været ens på tværs af de fem lønmodtagergrupper, ville ledere opleve en indkomstnedgang på 17 pct., mens akademikernes indkomst ville være 3 pct. mindre, og lønmodtagerne på mellemniveau ville have en 1,6 pct. mindre indkomst. Modsat ville lønmodtagere i øvrigt have en indkomstfremgang på knap 7 pct. i 2019, mens lønmodtagere på grundniveau ville have en fremgang i disponibel indkomst svarende til 4 pct. af deres disponible indkomst. Indkomstudviklingen blandt lønmodtagere de seneste 25 år har især tilgodeset lederne, mens godt 1 million af de lønmodtagere, som typisk enten er faglærte eller ufaglærte, er sakket endnu længere bagud i indkomstudviklingen.

Udviklingen tegner et billede af et samfund, hvor der til stadighed bliver større indkomstforskelle mellem lønmodtagergrupper. Som vist er det særligt lederne, som er stukket af fra de resterende lønmodtagergrupper, mens særligt de faglærte og ufaglærte er ladt i stikken. Dette betyder, at lederne har taget en stadig større bid af den voksende samfundskage, mens asfaltarbejdere og rengøringspersonalet på sygehuset sakke længere bagud i indkomstkapløbet.

Især de seneste 10 år er ledernes indkomster steget betydeligt mere end andre lønmodtagere. Hvis denne udvikling fortsætter, vil vi også i Danmark se en øget polarisering, hvor en økonomisk privilegeret klasse af ledere stikker af fra både middelklassen og arbejderklassen, der ikke har ledelsesfunktioner.

Til analysen anvendes data fra Danmarks Statistiks personindkomststatistik (tabel INDKP104). Beløbene fremgår i statistikken i løbende priser. Alle beløb er fremskrevet til 2019-niveau med forbrugerprisindekset (PRIS112) for at skabe sammenlignelighed over tid. Populationen udgøres af personer over 15 år, som er bosiddende i Danmark i hele det givne år.

Disponibel indkomst

Oplysninger vedr. disponibel indkomst stammer hovedsageligt fra skatteoplysninger, og inkluderer både erhvervs-, overførsels- og formueindkomster. Disponibel indkomst dækker over det beløb, som den givne person har til rådighed, når skatter, renteudgifter, underholdningsbidrag er betalt, og lejeværdien af personers egen bolig er lagt til. Denne udtrykker dermed, hvilke forbrugsmuligheder de givne personer har til rådighed et givent år, når skatter og renter er betalt.^[16]

Den alternative udvikling i disponibel indkomst beskriver en situation, hvor uligheden mellem lønmodtagergrupper i 1994 fremskrives til 2019. Altså en udvikling, hvor den gennemsnitlige disponible indkomst vokser med samme procentsats for alle lønmodtagergrupper. På arbejdsmarkedet er der, som følge af et højere uddannelsesniveau og højere grad af specialisering, sket nogle forskydninger over de 25 år, vi undersøger. For at kunne sammenligne lønmodtagernes indkomstudvikling med den gennemsnitlige udvikling, holder vi de forskellige lønmodtagergruppers andele fast på 1994-niveau.

Socioøkonomisk status

Opdelingen af socioøkonomisk status stammer fra Danmarks Statistiks variabel SOCIO13. Kategoriseringen foretages som udgangspunkt på baggrund af hovedindkomstkilden i det givne år. Personer som er kategoriseret som lønmodtagere, har lønindkomst som hovedindkomstkilde det givne år. Studerende med deltidsjob kategoriseres kun som lønmodtagere, hvis de har fået løn for mere end 950 timer.

Lønmodtagere opdeles i de anvendte kategorier baseret på deres arbejdsfunktion, hvilken som udgangspunkt afgøres på baggrund af første ciffer i DISCO-koden. Der er nogle enkelte afvigelser fra denne opgørelsesmetode, hvor bl.a. folkeskolelærere, med undtagelse af børnehaveklasselærere, indgår som lønmodtagere på højeste niveau. Kategorien ”Lønmodtagere uden nærmere angivelse” er personer, hvis arbejdsfunktion er ukendt. Derfor indgår denne kategori ikke i analysen.