Debat

Nyeste debatindlæg
15. juni 2020

Giv reel mulighed for, at far tager mere barsel

Af Alexander Grandt Petersen og Benedikte Aunbirk Jeppesen (Indlægget blev bragt i Politiken den 13. juni 2020) Trods årtiers debat om fædrebarsel er vi stadig pinligt langt fra ligestilling på barselsområdet. Særligt mænd i provinsen og mænd med de korteste uddannelser er hægtet totalt af udviklingen. Fædre med lange uddannelser har fordoblet deres andel af barsel de seneste 15 år, mens de ufaglærtes andel af barselsorloven kun er vokset med 13 pct. Københavnske fædre tager desuden markant mere barsel end fædre i provinsen på tværs af uddannelse. Det viser Ceveas nyeste analyse af de seneste barselstal. Både uddannelsesbaggrund og geografi har dermed stor betydning for, hvor meget barsel nybagte fædre tager. Det skal vi have gjort op med. De seneste barselstal fra Danmarks Statistik sender forestillingen om Danmark som et ligestillingsmæssigt foregangsland til revision. Med bare 10 pct. af den samlede barsel tager danske fædre fortsat en forsvindende lille del af barslen i 2018. Dermed halter vi håbløst efter vores skandinaviske naboer, som vi ellers normalt er glade for at sammenligne os med. I Norge tager fædrene 20 pct. og i Sverige og Island hele 30 pct. af barselsperioden. Men hvorfor skal vi stille danske mænd og deres børn ringere end norske, svenske og islandske? Ligestilling på barselsområdet kommer ikke uden nye politiske initiativer. Skal familierne dele barslen mere ligeligt, så kræver det lige betingelser mellem mænd og kvinder, for langt og kort uddannede, for privat ansatte og offentligt ansatte. Selvom barslen på papiret kan deles mellem mor og far, så står langt de fleste familier stadig ikke overfor et reelt valg om at dele barslen. Både de danske regler og økonomien under barsel står i vejen for reel ligestilling. Den nordiske sidsteplads har vi nu en kærkommen mulighed for at rette op på, når vi skal implementere EU's orlovsdirektiv, der giver fædre såvel som mødre ret til minimum to måneders barselsorlov. Cevea foreslår, at vi går længere end orlovsdirektivet og øremærker tre måneders barselsorlov med økonomisk ydelse til hver forælder. Årtiers forskning fastslår, at netop øremærket barsel er en forudsætning for ligestilling på arbejdsmarkedet. Barslen er stadig hovedforklaringen på løngabet mellem mænd og kvinder. Den nuværende barselslovgivning er ofte blevet prist for at tillade den enkelte familie at træffe et frit valg om barsel. Men uden lige betingelser er valget ikke frit. Familiens økonomi spiller i dag en hovedrolle for den skæve fordeling af barsel mellem mor og far. Derfor anbefaler Cevea, at arbejdsmarkedets parter hurtigst muligt sikrer fuld løn i minimum tre måneder og ideelt set i hele barselsperioden for både mor og far. Fuld løn vil stille familierne overfor et reelt og værdigt valg om at dele barslen, fordi der ikke længere vil være et incitament til, at forælderen med den laveste lønindkomst – oftest moren – tager størstedelen. Fuld løn vil særligt gøre det lettere for fædre med korte uddannelser at tage mere barsel, fordi de ofte har dårligere dækning under barslen. Ceveas analyse viser, at denne gruppe kun tager ca. 7 pct. af den samlede barsel, mens fædre med lange uddannelser tager 16 pct. og dermed mere end dobbelt så meget. Det skyldes overvejende, at mange kortuddannede fædre danner par med mødre med lavere lønindkomst eller bedre barselsrettigheder end dem selv. For akademikerparret, hvor far er ansat i staten, og mor er ansat i kommunen, er der tale om 24 ugers fuldt betalt forældreorlov, der er ligeligt delt mellem mor og far. Den mandlige fabriksarbejder, der danner par med en kvindelig kantinemedarbejder på industriens overenskomst, har sammenlagt 16 ugers betalt forældreorlov med fuld løn. Når mange ufaglærte traditionelle mandejob giver en højere løn end kortuddannede eller ufaglærte kvindejob, så fratager vi rigtig mange familier den økonomiske frihed til at kunne dele barslen mere ligeligt. Og er mor offentlig ansat, fx sosu’er med fuld løn under barsel, bliver den økonomiske klemme endnu mere udtalt. I den seneste industrioverenskomst fik fædre ret til 8 ugers forældreorlov med fuld løn. Det er en start, som arbejdsmarkedets parter skal have ros for. Vi vil gerne opfordre parterne til at tage næste skridt og sikre fuld løn i yderligere 4 uger, så vi kommer op på 3 måneder. Endelig er der stadig geografiske forskelle, som politikere, fagbevægelse og arbejdsgivere må forpligte sig på at tage et opgør med. Analysen viser nemlig, at barselsfordelingen er pilskæv på tværs af Danmark, også når vi renser tallene for uddannelsesforskelle. Fædrebarsel er i større grad et københavnerfænomen. Mens hovedstadens fædre står for 15 pct. af barslen, tager fædre i Syd-, Vest- og Nordjylland ca. 8 pct. Øremærkning af barslen og fuld løn vil bringe os noget af vejen til lige fordeling, men vi skal også ruske op i normer og kulturer. Både lokale og nationale aktører skal derfor bidrage til at ændre normerne ved at opfordre til og oplyse om fædrebarsel. Provinsens arbejdsgivere og fagforeninger har et særligt stort ansvar. Vi går ikke ind for at tvinge familierne til en 50-50 deling af barselsorloven, men med en del af barslen øremærket til far, fuld lønkompensation og mere oplysning, kan vi give forældrene en reel valgfrihed, når de beslutter fordelingen af barsel. Det har de ikke i dag. Normer og adfærd vil først for alvor ændre sig, når vores politikere tør udvise lederskab og give familierne bedre og mere lige barselsvilkår. Det har de chancen for nu. Forspild den ikke.

20. maj 2020

Praktikpladskrise: Støt virksomheder, der tager ansvar

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea, og Benny Yssing, næstformand, Dansk El-Forbund (Indlægget blev bragt på A4arbejdsliv.dk 20. maj 2020) KRISER KOSTER DYRT, ikke mindst for eleverne på landets erhvervsuddannelser. Vi så det under finanskrisen i 2008, hvor antallet af praktikpladser tog et voldsomt dyk, og vi ser det nu, hvor coronakrisen næsten lukker helt ned for nye praktikaftaler. I perioden 12. marts til 29. april faldt antallet af elever, der fik en læreplads, med over 80 pct. sammenlignet med samme periode sidste år, hvis man ser på 35 erhverv. Værst står det til blandt eleverne inden for hotel-, restaurant- og turistfagene, hvor faldet var over 90 pct. Det er dystre tal. På erhvervsuddannelserne står 14.500 elever til at færdiggøre deres grundforløb til sommer. De skal også ud og finde praktikpladser hos virksomheder, som er stoppet med at tilbyde dem. Læg dertil de elever, som lige nu er i virksomhedspraktik, men på en kort aftale, som muligvis ikke bliver forlænget. De kan ende med at stå i samme håbløse situation. Det vil medføre et meget stort pres på skolernes praktikcentre, som ikke har rammerne til at kunne tilbyde uddannelsesforløb for så mange elever. Det er især problematisk for de mange elever, som går på en erhvervsuddannelse, hvor skolepraktik slet ikke er en mulighed. Der er behov for øjeblikkelig handling, hvis ikke vi skal tabe en hel generation faglærte på gulvet. Det bedste værktøj her og nu er at give en økonomisk håndsrækning til de virksomheder, som har lærlinge, og samtidig styrke virksomhedernes incitament til at ansætte flere. Målret frigivne AUB-midler Mange politikere har fået øje på midlerne i den såkaldte AUB-ordning, som alle virksomheder indbetaler til, og som giver tilskud til de virksomheder, der opretter lære- og praktikpladser. Først foreslog den samlede opposition at suspendere indbetalingen til ordningen for resten af året, og senest åbnede finansminister Nicolai Wammen op for at tilbagebetale en del af midlerne til virksomhederne. Baggrunden for forslagene er, at der i en årrække har været en ubalance mellem ind- og udbetalingerne til ordningen, hvilket har resulteret i en ophobning af ubrugte midler svarende til 4,5 mia. kr. Der er al mulig god grund til ikke at overopkræve penge fra virksomhederne, men det er samtidig værd at huske på, at ophobningen af AUB-midler især skyldes, at virksomhederne i for mange år har taget alt for få lærlinge. AUB-ordningen fungerer sådan, at hver virksomhed indbetaler et bidrag pr. fuldtidsbeskæftiget medarbejder – jo højere beskæftigelse, jo flere indbetalinger. Virksomhederne får derefter penge fra AUB-ordningen pr. lærling, de har ansat. Tager en virksomhed mange lærlinge, går den i plus. Tager virksomheden få eller ingen lærlinge, betaler den. Når virksomhederne opretter for få praktikpladeser, opstår der en ubalance mellem ud- og indbetalinger. Derfor hober midlerne sig op. Spørgsmålet er så, om en suspendering af indbetalingerne eller en direkte tilbagebetaling af indbetalte AUB-midler er det rigtige svar? Det virker mildest talt uhensigtsmæssigt at tømme kassen uden at sikre sig, at pengene går til de virksomheder, der nu og i fremtiden opretter de praktikpladser, vi har så stærkt brug for. Politikerne bør målrette midlerne i AUB-ordningen til de virksomheder, som rent faktisk bidrager til at sikre lære- og praktikpladser. Derfor bør man i stedet give ekstra økonomiske tilskud til arbejdsgivere, som har lærlinge og tager flere i den kommende tid. Her er to bud på, hvordan det kan gøres. For det første kan man øge lønrefusionssatsen til 100 pct. Det vil fuldt ud finansiere arbejdsgivernes udgifter til løn til lærlingene under skoleophold. Man kan desuden øge befordringstilskuddet til 100 pct., og så vil alle omkostningerne være dækket. For det andet kan man midlertidigt indføre en kontant bonus til de virksomheder, som indgår en aftale med en ny elev. Hvis store dele af lønnen til lærlinge dækkes, vil det skabe et stærkt incitament for virksomhederne til at oprette flere praktikpladser. Under finanskrisen indførte man en lignende bonusordning, og antallet af praktikpladser steg væsentligt umiddelbart efter. Det er således en god idé at kanalisere AUB-midlerne ud i virksomhederne, men det bør ikke ske uden modkrav. Midlerne skal bruges klogt, og efter hensigten, og derfor bør de gå til at belønne de virksomheder, som løfter et lærlingeansvar. Også i en krisetid.

19. maj 2020

Giv lønmodtagerne mulighed for at opkøbe deres virksomheder

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea, og Alexander Grandt Petersen, kommunikationschef i Cevea (Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 19. maj 2020) Medejerskab kan være nøglen til færre konkurser og samtidig bidrage til et stærkere erhvervsliv på den anden side af krisen. Der er brug for at medtænke helt nye ejerstrukturer af danske virksomheder som et led i håndteringen af coronakrisen. Trods lønkompensationsordninger, udskydelse af skatte- og momsindbetalinger og statsgaranterede lånemuligheder er krisen så dyb og alvorlig, at ikke alle virksomheder kan modstå tilbagegangen. Nyheden om boghandel Arnold Buscks konkurs giver anledning til en diskussion om, hvorvidt nye ejerformer kan være en redningskrans til konkurstruede virksomheder. I Ceveas undersøgelse af potentialet for lønmodtagernes delvise eller fulde deltagelse i ejerskabet af deres virksomhed fandt vi på baggrund af international forskning, at medejerskab typisk bidrager positivt til virksomhedens produktivitet, giver en mere stabil beskæftigelse og øger virksomhedens overlevelsesevne og modstandsdygtighed under økonomiske kriser. Mere medeje gennem medarbejderejede fonde er ikke alene erhvervspolitisk en god idé, der kan være med til at redde virksomheder på kort sigt. Øget medeje bidrager samtidig til at løse mere langsigtede udfordringer med stigende ulighed og koncentration af kapitalindtægter på stadig færre hænder. Regeringen bør udarbejde en særlig krisepakke, der har til formål at give medarbejderne mulighed for at finansiere opkøb af deres virksomheder gennem medarbejderejede fonde. Danmark er langt bagud, når det handler om medejerskab. I en række andre lande har man særlig lovgivning, der giver medarbejderne ret til at overtage virksomheden ved salg eller truende konkurser. I USA og Storbritannien har man skabt særlige muligheder for lånefinansiering til medarbejderejede fonde. I Danmark kunne en sådan lånefinansiering foregå i regi af Vækstfonden. Medarbejderfondene kunne være et supplement til de fondsmodeller, der allerede eksisterer, og som også har vist sig fordelagtige for at skabe et sundt, stabilt og modstandsdygtigt erhvervsklima i Danmark. Danmark har historisk haft en tradition for en stærk kooperativ bevægelse. Mejerier, brugsforeninger og banker er blevet drevet kooperativt. Udviklingen af medarbejderejede fonde er et supplement til de traditionelle andelsselskaber og er en moderne revitalisering af den danske andelstanke. Vi bilder os ikke ind, at alle kriseramte virksomheder kan reddes med medarbejdereje, men for en del af dem er det en mulighed og med de positive og langvarige effekter, der er af medarbejderejerskab, er det en mulighed, både højre og venstre side af folketingssalen burde være lydhøre over for. For borgerlige politikere bør medarbejdereje være et ideelt alternativ til statsligt ejerskab, og for venstreorienterede bør medarbejdereje være en ideel mulighed for at brede ejerskab og kapital ud til lønmodtagerne.