Debat

Nyeste debatindlæg
8. February 2019

Efter Radius: Infrastruktur er bedst og billigst i fælleseje

Bragt som kronik i Jyllands-Posten 24/1 2019   Salget af eldistributionsselskabet Radius blev stoppet i sidste øjeblik. Det var godt, for Danmark bør fastholde traditionen for fælleseje frem for at gentage andre landes fejlslagne privatiseringer. Hvem skal eje en potentielt set lukrativ monopolforretning, der dels forsyner en fastlåst kundekreds med et basalt livsbehov, dels udgør samfundsvigtig infrastruktur? Det var reelt spørgsmålet, som forligspartierne bag Dong-salget forholdt sig til, da 19.000 km elnet, der forsyner en mio. københavnske og sjællandske husstande med strøm, var til salg for et tocifret milliardbeløb. Udsigten til langsigtede, stabile monopolafkast havde vakt interessen blandt flere udenlandske institutionelle investorer, der søger andre investeringsmuligheder end den stadigt mere uforudsigelige aktieroulette og de slunkne afkast i det nuværende lavrentemiljø. Selv om salgsprocessen formelt blev stoppet, pågår jagten efter en ny ejer stadig i kulisserne. Det glippede Radius-salg tipper næppe velkapitaliserede Ørsteds 200 mia. kr. store investeringsplan eller den grønne omstilling, men Radius-kunderne, der ikke kan gå andre steder hen, fortjener stadig en ejer, der vil give dem de laveste priser og det bedste net. Der tegner sig konturerne til en ny politik for forsyningssektoren, hvor flere af Folketingets partier er enige om, at den kritiske infrastruktur, vi alle er afhængige af, er noget, vi ejer i fællesskab. I Danmark har det traditionelt været fællesskabet – enten i form af forbrugerejede eller offentlige selskaber – som har ejet den samfundsvigtige infrastruktur. Der er intet i hverken indenlandske eller udenlandske erfaringer, der tyder på, at det halvideologiske markedseksperiment, det ville være at privatisere infrastruktur, skulle medføre bedre service eller billige priser. Tværtimod. Infrastruktur er bedst og billigst i forbrugernes eller det offentliges ejerskab. Vi behøver ikke se til udlandet for eksempler på, at privatisering af infrastruktur er en dårlig idé. Radius-sagen vækkede minder om salget af TDC i 1998, hvor teleselskabet med tilhørende kobberledninger endte i hænderne på kapitalfonde, der hev milliardudbytte ud af virksomheden. Den fælles evaluering på tværs af alle partier er, at det var en fejl at sælge kobberet, forsyningsnettet, med. Radius er kobberet i Ørsted, og vi skal ikke begå den samme fejl to gange. Når vi alligevel var millimeter fra en genudsendelse, skyldes det en uforklarlig beslutning i forbindelse med børsnoteringen af Dong. Partierne fik indskrevet i aftalen, at gasforsyningen var kritisk infrastruktur og stadig skulle være i offentligt ejerskab, men en lignende klausul findes ikke på elområdet. Det er svært at se, hvorfor elforsyningen ikke skulle være kritisk infrastruktur, når gasforsyningen vurderes at være det. I takt med at antallet af gaskunder falder, bliver elnettet endnu vigtigere. Det er også svært at forstå, hvorfor forligspartierne ikke skulle arbejde for, at det statslige selskab Energinet overtager elnettet, når selvsamme partier tilbage i 2016 lagde sig i selen for, at det daværende Dong frasolgte gasdistributionsnettet til netop Energinet. Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt fejrede det som »et stykke dansk energihistorie«, da det kort før jul lykkedes at samle hele Danmarks gasdistribution i ét statsligt selskab. Det ville give statens ejerskabsstrategi en klædelig konsistens, hvis forligspartierne vedtager den fornødne lovgivning, så Energinet – der allerede ejer og driver en stor del af elnettet – kan overtage Radius. Der er en overvældende mængde dårlige erfaringer med privatiseringer af forsyningssektoren i vores europæiske nabolande. Et studie af sammenhængen mellem forbrugerpriser og ejerskabsform i elsektoren på tværs af 15 EU-lande over en 30-årig periode viste, at offentligt ejerskab historisk set har sikret lavere elpriser. Omvendt var der ikke entydige tegn på, at liberaliseringer af elsektoren havde medført et nedadgående prispres. Tværtimod er prisen typisk steget som følge af liberaliseringer. Alene i Storbritannien, som privatiserede størstedelen af elsektoren i 1990’erne, er realpriserne på el steget med 67 pct. siden årtusindeskiftet, hvorfor priserne på el før skatter og afgifter er blandt de absolut højeste i EU. Omvendt har fælleseje i den danske elforsyningssektor sikret borgerne en af de laveste grundpriser på el i Europa. Når fælleseje er billigere for brugerne, skyldes det bl.a., at forsyningssektoren er meget kapitalintensiv. Det kræver store investeringer at vedligeholde og udvikle elnettet. Og offentlige selskaber kan optage lån til langt lavere renter end private virksomheder. Private selskabers kapitalomkostninger er højere, og det sætter sig i forbrugerpriserne. Og lige netop inden for forsyningsbranchen er kapitalomkostningerne et afgørende parameter. De positive incitamenter, som opstår ved konkurrenceudsættelse, har heller ikke specielt gunstige vilkår, når det gælder naturlige monopoler. Der er kun ét forsyningsnet. Var Radius endt i hænderne på en kapitalstærk aktør, havde de sjællandske elkunder næppe fundet sammen om at trække 19.000 nye km elnet. Derfor har private distributører ikke et stærkt incitament til at holde priserne lave eller foretage de langsigtede investeringer, det kræver at vedligeholde og udvikle elnettet. Et lavt investeringsniveau koster i sidste ende på den grønne omstilling og på forsyningssikkerheden. Derudover stiller et monopol i privat kontrol store krav til reguleringen af priserne. Det kan være svært at kontrollere, hvorvidt en ny ejer trækker for mange penge ud af forretningen. Finansministeren har udtrykt sin skuffelse over, at S og SF faldt for kampagnen om, at et salg af Radius til en privat distributør ville gøre det dyrere for forbrugerne. Den danske regulering skulle angiveligt være en garanti for, at en ny ejer ikke kan plukke forbrugerne. Ministeren må føle sig overbevist om, at vores regulerende og tilsynsførende embedsmænd er markant dygtigere end deres engelske, tyske og franske kolleger. Regulering af private distributører i forsyningssektoren har slået fejl i mange lande, der har eksperimenteret med det, finansministeren også vil forsøge sig med i Danmark. Det er f.eks. svært at kontrollere detaljerne i omkostningssiden af den indtægtsrammeregulering, som dansk lov underligger naturlige monopoler. En privat ejer kan sikre sig en fortjeneste ved at lave dyre koncerninterne handler, som tilsynsmyndighederne har svært ved at vurdere markedsmæssigheden af. Forsyningstilsynet kontrollerer aktuelt ikke prissætningen på koncerninterne aftaler. Hvordan skulle et lavt bemandet tilsyn, der i forvejen har svært ved at rekruttere økonomer og jurister, så blive i stand til at føre effektiv kontrol med en professionel investor, der har gjort forretning ud af at hente penge af infrastrukturaktiver? Samtidig befinder vi os i en brydningstid, hvor den grønne omstilling forudsætter en omfattende elektrificering, der stiller store krav til fremtidens elforsyning. Det kræver nogle samfundshensyn og langsigtede investeringer, som det er mere end tvivlsomt, at private investorer vil prioritere. Det er meget bedre for både forbrugerpriser, forsyningssikkerhed og den grønne omstilling at have naturlige monopoler og forsyningssektoren lagt i det rigtige kollektive ejerskab i stedet for et privat ejerskab, hvis kompleksitet vi så kan håbe at regulere. Ender Radius på andet end forbrugernes eller det offentliges hænder, vil priserne på at få leveret elektricitet gå op, og investeringerne vil gå ned. Det er en af grundene til, at der på tværs af Europa er en genkommunaliseringsbølge i gang, hvor el, vand og varme købes tilbage på kommunale hænder efter mislykkede privatiseringer. Hvorfor skulle vi dog begå de samme fejl? Det bør være en doktrin i dansk energipolitik, at forsyningsvirksomhed bør ligge i fælleseje; enten statsligt eller kommunalt. Vi har brug for et ejerskab, der kan levere høje investeringer med lave omkostninger. Hvis ikke regeringen vil følge sin egen klare logik og placere elnettet sammen med gasnettet i statslige Energinet, bør man lave et kommunalt driftsselskab til elnettet i København og Nordsjælland.    

8. February 2019

Privat opgavetyveri kan koste danskerne dyrt

Bragt som debatindlæg i dagbladet Berlingske 28/1 2019   At markedsudsætte er et fint princip, hvor markedet fungerer og kan levere det bedste og billigste. Men markedsudsættelser må ikke blive til et ideologisk dogme, hvis de forventede besparelser eller forbedringer forbliver teoretiske. I hele Europa drager kommuner og regeringer konsekvensen af 1980ernes fejlslagne privatiseringsbølge. En stor del offentlig forsyningsvirksomhed, vand, el, varme og affaldshåndtering blev dengang privatiseret i flere af vores europæiske nabolande. Resultatet var højere priser, dårligere service og et lavt investeringsniveau, og det skaber nu en modreaktion. Privatiseringsbølgen trækker sig stille, men sikkert tilbage, og i stedet skyller en genkommunaliseringsbølge ind over kontinentet. Det sker også i Danmark, hvor flere kommuner hjemtager affaldsindsamlingen. Erhvervslivets interesser brokker sig under overskriften »offentligt opgavetyveri«. Men der er i virkeligheden tale om det stik modsatte: Et forsøg på at fremme et uhensigtsmæssigt privat tyveri af opgaver, der produceres mest hensigtsmæssigt i offentligt regi. Ligesom tyskerne køber deres energiforsyning tilbage, franskmændene generhverver deres vandværker, og svenskerne tager fjernvarmeværkerne tilbage i kommunalt ejerskab, vælger flere danske kommuner selv at stå for affaldsindsamlingen. Hvad er årsagen til den kommunale kursændring? Ideologiske motiver i kommunalbestyrelserne? En modvilje mod markedsgørelse? Eller bare en konstatering af, at kommunale affaldsselskaber kan være en bedre løsning, når det gælder priser, service og grønne løsninger?   I Halsnæs Kommune besluttede man, at det kommunale forsyningsselskab skulle overtage affaldsindsamlingen, da kontrakten med den private vognmand udløb i 2015. Kommunen forudså et stort besparelsespotentiale. Siden kommunen overtog affaldsindsamlingen er taksterne for dagrenovation for almindelige husstande faldet med 20 og 15 pct. i hhv. 2015 og 2016, en samlet besparelse på ca. 500 kr. pr. husstand. I andre kommuner er fortællingen den samme: Kommunale undersøgelser og kontroludbud viser, at de kan optimere økonomi og ressourceudnyttelse ved selv at stå for indsamlingen. I Rødovre kunne kommunen spare 1,8 mio. kr. om året ved selv at stå for indsamlingen af affaldet. Derfor har kommunen også valgt at klare opgaven selv i 2019 og bruge besparelsen på at investere i miljøvenlige el-skraldebiler. I Faxe har kommunen valgt at overtage affaldsindsamlingen fra i år. Det kommunale forsyningsselskab leverede det klart billigste tilbud – hele 1,7 mio. kr. billigere om året end det næstbilligste tilbud. Kommunerne hjemtager altså affaldsindsamlingen, fordi kommunen er en billigere operatør. Det tyder på, at de er ved at være i mål med at høste de rationaliseringer, som udbud af affaldsindsamlingen kunne give. Dansk Erhverv opgjorde sidste år, at 20 kommuner enten havde eller var i gang med at hjemtage affaldsindsamlingen. Det er der jo en grund til. Erhvervsorganisationen mente, at det var et problem, men hvorfor egentlig? Borgerne skal da ikke betale mere, fordi operatøren partout skal være privat? At kommunerne er billigere skyldes flere forhold. For det første drives de kommunale forsyningsselskaber efter et »hvile i sig selv«-princip. Den kommunale drift bygger på, at det skal være billigst for borgerne – priserne på bortskaffelse af affald må ikke overstige omkostningerne ved indsamlingen. Omvendt drives de private operatører ultimativt med profit for øje. For det andet er konkurrencen ofte stærkt begrænset. Det indebærer en stor risiko for markedsfejl. I mere end halvdelen af de seneste kommunale udbud af affaldsindsamlingen, har der kun været to-tre indkomne tilbud fra private aktører. Et marked uden konkurrence er ikke at foretrække frem for offentlig produktion. For det tredje skal mange forskellige led i indsamlingskæden hænge sammen på affaldsområdet. Kommunerne har allerede ansvaret for flere led i affaldets vej til at blive genanvendt, og der kan være effektiviserings- og koordinationsgevinster at hente, når den ene hånd også ved, hvad den anden laver. At markedsudsætte er et fint princip, hvor markedet fungerer og kan levere det bedste og billigste. Men markedsudsættelser må ikke blive til et ideologisk dogme, hvis de forventede besparelser eller forbedringer forbliver teoretiske. Hvis kommunerne i mange tilfælde er de bedste til at stå for affaldsindsamlingen, er det kun naturligt, at de løser opgaven selv. Beslutningen må baseres på økonomiske og samfundsmæssige hensyn, ikke ideologi og dogmatisk funderet privat opgavetyveri. Hvis de kan gøre det grønnere, bedre og billigere, skal kommunerne selvfølgelig tage skraldet selv.

8. February 2019

Regeringens korstog mod fjernvarmen kan sende milliardregning til kunderne

Bragt som debatindlæg i Finans 26/12 2018   Bankerne står til at få en stor, forsinket julegave af regeringen den 1. januar. Når tilslutningspligten til landets fjernevarmsystemer ophæves, kan fjernvarmeselskabernes adgang til at optage billige, kommunegaranterede lån i kommunerne og regionernes kreditforening, KommuneKredit, nemlig ophøre. Det vil drive fjernvarmeselskaberne ud i at optage dyrere lån på private markeder. Bankerne vil tjene fedt på at låne ud til fjernvarmen, og ekstraregningen kan kun havne et sted – hos varmekunderne. I første omgang er der eksisterende lån for 25 mia. kr., der skal indfries. Det vil medføre væsentlige meromkostninger, fordi de skal lånefinansieres hos bankerne, der ikke kan tilbyde lige så gode finansieringsvilkår som Kommunekredit. Ifølge beregninger fra Kommunekredit og Dansk Fjernvarme vil ekstraregningen beløbe sig til mindst 3,5 til 4,5 mia. over hele løbetiden på de optagne lån i Kommunekredit, hvis de skal refinansieres med en rente, der er tættere på markedsvilkår. De negative konsekvenser vil med al sandsynlighed have en markant geografisk slagside, fordi bankerne næppe vil finde fjernvarmeværkerne i de tyndt befolkede egne kreditværdige til så store lån. Truslen mod den model, der sikrer dig og mig en billig opvarmning af eget hjem, kommer fra regeringens plan for implementering af sommerens energiaftale. De danske kommuner har igennem årtier haft mulighed for at binde forbrugerne til de fælles fjernvarmenet, hvis det har været nødvendigt for at sikre kundegrundlaget for de meget store investeringer, som etablering, udbygning og grøn omstilling af fjernvarmenetværket kræver. Denne type af kollektive løsninger er fundamentet for, at de kommunale fjernvarmeselskaber kan levere den laveste varmepris i Norden, når man fratrækker skatter og afgifter. Samt at 60 pct. af fjernvarmen i dag er baseret på grøn energi, og at fjernvarmesektoren er den sektor, der har reduceret sine CO2-udledninger mest siden årtusindeskiftet. Men VLAK-regeringen er angiveligt ikke meget for kollektive løsninger. Den stiller spørgsmål ved, om varmeforsyning er en offentlig opgave. Hvis svaret er nej, vil Kommunekredit ikke længere kunne yde lån til de lavest mulige omkostninger. Regeringens officielle motivation for at ophæve tilslutningspligten er, at varmekunderne også i fremtiden skal kunne få grøn og billig varme. Det er svært at se, hvordan det skal blive udfaldet af et arrangeret ægteskab mellem varmekunderne og bankerne, der skal tjene penge på, at du og jeg kan varme vores huse op.