Debat

Nyeste debatindlæg
19. maj 2020

Giv lønmodtagerne mulighed for at opkøbe deres virksomheder

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea, og Alexander Grandt Petersen, kommunikationschef i Cevea (Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 19. maj 2020) Medejerskab kan være nøglen til færre konkurser og samtidig bidrage til et stærkere erhvervsliv på den anden side af krisen. Der er brug for at medtænke helt nye ejerstrukturer af danske virksomheder som et led i håndteringen af coronakrisen. Trods lønkompensationsordninger, udskydelse af skatte- og momsindbetalinger og statsgaranterede lånemuligheder er krisen så dyb og alvorlig, at ikke alle virksomheder kan modstå tilbagegangen. Nyheden om boghandel Arnold Buscks konkurs giver anledning til en diskussion om, hvorvidt nye ejerformer kan være en redningskrans til konkurstruede virksomheder. I Ceveas undersøgelse af potentialet for lønmodtagernes delvise eller fulde deltagelse i ejerskabet af deres virksomhed fandt vi på baggrund af international forskning, at medejerskab typisk bidrager positivt til virksomhedens produktivitet, giver en mere stabil beskæftigelse og øger virksomhedens overlevelsesevne og modstandsdygtighed under økonomiske kriser. Mere medeje gennem medarbejderejede fonde er ikke alene erhvervspolitisk en god idé, der kan være med til at redde virksomheder på kort sigt. Øget medeje bidrager samtidig til at løse mere langsigtede udfordringer med stigende ulighed og koncentration af kapitalindtægter på stadig færre hænder. Regeringen bør udarbejde en særlig krisepakke, der har til formål at give medarbejderne mulighed for at finansiere opkøb af deres virksomheder gennem medarbejderejede fonde. Danmark er langt bagud, når det handler om medejerskab. I en række andre lande har man særlig lovgivning, der giver medarbejderne ret til at overtage virksomheden ved salg eller truende konkurser. I USA og Storbritannien har man skabt særlige muligheder for lånefinansiering til medarbejderejede fonde. I Danmark kunne en sådan lånefinansiering foregå i regi af Vækstfonden. Medarbejderfondene kunne være et supplement til de fondsmodeller, der allerede eksisterer, og som også har vist sig fordelagtige for at skabe et sundt, stabilt og modstandsdygtigt erhvervsklima i Danmark. Danmark har historisk haft en tradition for en stærk kooperativ bevægelse. Mejerier, brugsforeninger og banker er blevet drevet kooperativt. Udviklingen af medarbejderejede fonde er et supplement til de traditionelle andelsselskaber og er en moderne revitalisering af den danske andelstanke. Vi bilder os ikke ind, at alle kriseramte virksomheder kan reddes med medarbejdereje, men for en del af dem er det en mulighed og med de positive og langvarige effekter, der er af medarbejderejerskab, er det en mulighed, både højre og venstre side af folketingssalen burde være lydhøre over for. For borgerlige politikere bør medarbejdereje være et ideelt alternativ til statsligt ejerskab, og for venstreorienterede bør medarbejdereje være en ideel mulighed for at brede ejerskab og kapital ud til lønmodtagerne.

13. maj 2020

Piketty viser vejen for en ny demokratisk socialisme – og Danmark bør lade sig inspirere

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea, og Alexander Grandt Petersen, kommunikationschef i Cevea (Indlægget blev bragt i Information den 13. maj 2020) Med en moppedreng på over 1.000 sider lægger den franske økonom og forfatter Thomas Piketty med Kapital og ideologi nu op til et ideologisk opgør med det økonomiske regime, han kalder for hyperkapitalisme. Centrum-venstre skal definere et nyt samfundsprojekt, der går i kødet på den ødelæggende økonomiske ulighed. Hørt! Hans stærkeste våben i den kamp er en sammenhængende og overbevisende samfundsanalyse, der tager afsæt i historisk materiale og solide data. Kapitalismen udsættes her for en rodbehandling, hvor Piketty igen og igen rammer den blottede nerve. Først og fremmest dokumenterer den franske økonom, at kapitalen akkumulerer hurtigere end væksten i vores samfund. Det betyder, at dem, der har formue og investerer den, vil få et større afkast end dem, der har et lønarbejde, og det fører til, at rigdommen koncentrerer sig på stadig færre hænder. Vi skaber med andre ord et samfund, hvor man ikke bliver belønnet mest for at knokle i sit ansigts sved, men for at eje, arve eller gifte sig til formuer. Hvor den økonomiske elite stikker af fra fællesskabet. Det er i sig selv dybt problematisk. Men Piketty går videre og viser de fatale sociale og politiske konsekvenser af denne syge og skæve økonomiske udvikling: Arbejderklassen og den lavere middelklasse føler sig utryg og alt andet end genkendt af de politiske eliter. Denne utryghed og mistillid har fået briterne til at stemme sig ud af EU, amerikanerne til at vælge Donald Trump og franskmænd til at trække i gule veste, mens socialdemokratier og venstrefløjen er underdrejet i det meste af Vesten. Sammenhængskraften hænger i laser. Piketty drager de helt rigtige konsekvenser af denne udvikling, når han afviser såvel resignation og revolution. Progressive kræfter skal derimod fortsætte med det, de var så godt i gang med, inden liberalisterne og populisterne tog over for årtier siden: Insistere på begavet regulering af kapitalismen. Den virkede før. Den virker nu. Og den vil virke i fremtiden. Thomas Piketty revitaliserer troen på progressiv politik. Det er befriende! Handler også om Danmark Godt nok fokuserer Piketty ikke på Danmark, og selv om vi med god grund er blevet gjort til et idealsamfund i den amerikanske primærvalgkamp, så har vi også oplevet en udvikling, der har sat profit før mennesket, øget uligheden, forringet det sociale sikkerhedsnet og udfordret den sociale sammenhængskraft. Jo, Pikettys bog handler også om os. Og vi mener, at forskerens modige, konkrete politikforslag fortjener at blive diskuteret i en dansk kontekst. Ikke mindst i en situation, hvor centrum-venstre er kommet til magten. Piketty har fat i det helt rigtige, når han argumenterer for, at en Robin Hood-omfordeling over skattesystemet skal modvirke uligheden og gøre op med det forhold, at kapitalismen belønner kapitalejere mere end lønmodtagere. Han har også ret i, at vi skal omfordele bedre i uddannelsessystemet til fordel for de underprivilegerede, at en progressiv CO2-afgift er vejen frem, at vi skal have demokratiseret erhvervslivet, og at et stærkere internationalt samarbejde er helt nødvendigt for at sikre en politisk regulering af de globale markedskræfter. Tjek, tjek, tjek, tjek, tjek. Retningen er fuldstændig rigtig. Så langt, så godt. Men man kan diskutere de konkrete forslag. Her vil vi gerne forholde os til tre af forslagene. Tre forfriskende forslag Pikettys mest kontroversielle forslag er, at han vil sætte ejendoms-, formue- og arvebeskatningen markant op og bruge en del af provenuet på at sætte 120.000 euro ind på bankbogen hos alle, der fylder 25 år. Det er et farverigt og forfriskende forslag, og vi er helt med på at hæve skatterne for de rigeste gennem en progressiv beskatning af ejendom, formue og arv. Men vil det at sætte en mindre formue ind på alle 25-åriges bankbog vitterlig være den bedste måde at bekæmpe formueuligheden på? Det er vi meget usikre på. Dels er det svært at se, at en så voldsom omfordeling vil kunne lade sig gøre i praksis. Og dels vil forslaget ikke skabe de rette incitamenter til at uddanne sig og arbejde i et samfund baseret på rettigheder og pligter. Hvis man skal lade sig inspirere af Piketty, vil vi i stedet foreslå en uddannelseskonto, hvor det samme beløb sættes af til hver eneste unge dansker. Det vil sikre, at ham eller hende, der må nøjes med en kort uddannelse i ungdomsårene, til gengæld får muligheden for at uddanne sig senere i livet. Man kunne ved samme lejlighed overveje en boligkonto til alle unge, så den enkelte kan investere i egen bolig og dermed åbne det ellers ulighedsskabende boligmarked for flere. Dernæst foreslår Piketty med inspiration fra Sverige og Tyskland at hæve antallet af medarbejderrepræsentanter og begrænse enkeltaktionærers magt i virksomhedsbestyrelser. Det er godt set. Alt for længe har medarbejdernes indflydelse på arbejdspladsen været under radaren. Men hvad med at se på medarbejdermedeje? Cevea har lavet en international kortlægning af helt eller delvist medarbejderejede virksomheder. Den viser, at disse virksomheder er mere produktive, innovative og klarer sig bedre gennem kriser end ikkemedarbejderejede virksomheder. Hvorfor ikke lade staten sætte skub i sådan en udvikling via eksempelvis skattemæssige incitamenter og gennem lån og garantier til medarbejderejede fonde? Danmark halter langt efter lande som for eksempel Storbritannien og USA på dette område. Kom nu. Endelig foreslår Piketty et opgør med de rå markedskræfter i EU og efterlyser en social og klimapolitisk overligger på det europæiske projekt. Enig! EU har alt for længe været overladt til henholdsvis markedsfundamentalister og højrepopulister med hang til national indadvendthed. Her har vi savnet en europæisk centrum-venstre-stemme. Den bedste samfundsmodel Desværre sætter Piketty sine forhåbninger til et føderalistisk forslag, der skal møblere rundt på det europæiske samarbejde og etablere nye institutioner. Konstruktionen er af en anden verden, har for meget fokus på institutioner og vil sende den politik, der er brug for nu, ud på en lang tidsrejse. Lad os i første omgang hellere få et stærkt fokus på den politik, der føres af medlemsstater og europaparlamentarikere. Her – i indholdet – er vi helt enige med Piketty: Centrum-venstre må presse på for at bekæmpe skattely, indføre minimumssatser for selskabsskat og beskatte techgiganter. CO2-afgifter skal også løftes til europæisk plan, som Piketty foreslår. Og så er der frem for alt brug for et opgør med den europæiske økonomiske politik, der med Finanspagten forhindrer nationalstaterne i at gennemføre de offentlige investeringer, der skal til for at løfte europæernes uddannelser, og som kan sætte gang i klimaindsatsen. Selvfølgelig skal EU være med til at sikre den bæredygtige vækst og beskæftigelse. Centrumvenstre-partier bør lade sig inspirere af enmandshæren Thomas Pikettys kamp mod den syge kapitalisme, den destruktive ulighed og rovdriften på klodens ressourcer. Også i Danmark. Piketty bygger videre på det vilde projekt, der har gjort vores samfundsmodel til verdenshistoriens bedste: Begavet regulering af kapitalismen. Det virker! Ingen når det til sokkeholderne. Men reaktionære kræfter har desværre formået at stoppe udviklingen af det i årtier. Nu er det tid til at komme videre. Vi har det bedste til gode. Tak for din insisteren på den pointe, Piketty!

9. maj 2020

Corona burde én gang for alle sende fundamentalistiske liberalister til tælling

Af Per Michael Jespersen, direktør i Cevea (Indlægget blev bragt i Politiken den 9. maj 2020) Der er en række øjenåbnende pointer gemt i coronakrisen, som burde give medvind til en ny politisk retning i Europa og få den sidste liberalist, der tror på markedskræfternes velsignelser, til at lunte hjem. For det første er der sat to tykke streger under det, som markedsfundamentalister har så svært ved at indrømme: at den private sektor er fuldstændig afhængig af den offentlige sektor. Det har vi set med hjælpepakkerne, der holder hånden under virksomheder. Selv Trump har måttet bide hovedet af al skam og knæle for den store stygge stat. Læren: Markedet kan ikke alene. For det andet har den universelle velfærdsmodel, der giver alle borgere – uanset pengepungens størrelse – fri og lige adgang til sundhedsydelser, vist sin overlegenhed. Omvendt har sundhedssystemer baseret på lemfældige private forsikringer og fragmentarisk organisering spillet fallit i forhold til smittespredning, overblik og handling. For det tredje har den særlige arbejdsmarkedsmodel med stærke fagbevægelser igen vist sin styrke. Det har gjort stort indtryk i udlandet, hvor hurtigt og effektivt arbejdsmarkedets parter i Danmark satte sig sammen med politikerne og strikkede begavet regulering sammen, der kunne sikre arbejdspladser og tryghed. For det fjerde bliver det mere og mere åbenlyst, at begavet regulering er nødvendigt for at sikre en sund kapitalisme. Enhedslistens Pernille Skipper var angivelig ved at tabe underkæben, da Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, forleden under en forhandling argumenterede for, at der ikke skulle udbetales udbytte til aktionærer i virksomheder, der får hjælpepakker. For det femte har coronakrisen afsløret, at da det virkelig gjaldt, var der især brug for dem, der transporterede varerne, hentede affaldet, kørte busserne, sad ved kasserne og passede vores syge, gamle og børnene. Det bør give et tiltrængt boost i form af anerkendelse og belønning til lønarbejderen på gulvet, der alt for længe er gået under radaren. For det sjette har krisen demonstreret, at vi mennesker faktisk godt kan ændre vaner og adfærd markant, når det virkelig gælder, og at den store forandring forudsætter, at politikerne går forrest. Dén erkendelse er vigtig, når vi nu skal håndtere klimaomstillingen. Tilbage til ’business as usual’? Det ville være fatalt! Endelig for det syvende har vi under coronakrisen set en stærk tendens brede sig i Europa, som forskeren Malte Frøslee Ibsen har peget på: Overalt, hvor pandemien har ramt europæiske kyster, har regeringer og parlamenter sat sundhedsfaglige og sociale hensyn over de hensyn til globale markedskræfter, der ellers har præget demokratisk politik i de seneste årtier, og som især forbindes med ’konkurrencestaten’ og ’nødvendighedens politik’. De syv øjenåbnere understøtter den nye politiske kurs, der blev indvarslet i Danmark med regeringsskiftet i 2019 og forståelsespapiret mellem centrum-venstre-partierne. Hvor der højt på den gamle prioriteringsliste fra 10’erne stod arbejdsudbudsreformer, stram udgiftspolitik og ’det skal betale sig at arbejde’, har den nye centrum-venstre-alliance malet et nyt billede frem: Vi skal investere i mennesker, opkvalificere, klimaomstille, løfte velfærden, bekæmpe kløfter og ulighed og indføre nye regnemodeller. Sideløbende oplever vi en ny tænkning blandt en række danske topøkonomer, der erklærer, at det gamle paradigme med blandt andet arbejdsudbudsreformer har ramt muren, og at der nu er brug for en helt ny type reformer. Denne nyorientering spiller fint sammen med, at det nu er en reformistisk, halvsocialdemokratisk økonom – franskmanden Thomas Piketty – og ikke neoliberalistiske økonomer, der lyser op på den internationale stjernehimmel. Samtidig ser vi den neoliberalistiske stjerne falme helt ind i kapitalismens hovedkvarter i OECD og World Economic Forum. Efter at have hamret løs med argumenter om mere deregulering, udlicitering, skattelettelser og tilbagetrækning af staten har økonomerne skiftet kurs. Man frygter de konsekvenser, som den voksende ulighed kan få for den økonomiske, politiske og sociale stabilitet i Vesten. Og ikke uden grund. Brexit, Trump og højrepopulisme skræmmer. Summa summarum: Hvis der var den mindste retfærdighed til, burde ulighedskløfterne og øjenåbnerpointerne fra coronakrisen én gang for alle sende markedsfundamentalisterne til tælling i Europa. Og historiens store pendul burde sætte sig i svingninger mod centrum og venstre. Men det er desværre på ingen måde – som i: P-Å I-N-G-E-N M-Å-D-E – sikkert, at det sker. Det kan nemlig slet ikke udelukkes, at coronaregningen bliver sendt videre til de svageste i form af svækkede velfærdsmodeller, øget ledighed og voksende ulighedskløfter. For lad os ikke undervurdere, at den første fase af coronakrisen har vendt den tunge ende nedad, fordi det især er de lavtlønnede, der er eksponeret for smitte og bliver fyret. Sådan er kriser. Lad os heller ikke glemme, at centrum-venstre i europæisk politik alt for længe har været en forvirret svækling med selvværdsproblemer. I mange EU-lande ligger partierne til venstre fuldstændig underdrejet – i forhold til både idépolitisk tankekraft og folkelig opbakning. Ja, nogle steder er de helt væk. Danmark er en undtagelse. Og endelig skal man aldrig undervurdere liberalister. Selvransagelse er ikke deres styrke, og selv i en stund, hvor de står afklædte og ydmygede, holder de sig ikke tilbage med at springe op på scenen med snuptagsløsninger fra Adam Smiths tid. Bare vent: Inden længe, når den offentlige sektor har reddet den kapitalistiske økonomi igen igen, så vil liberalister lancere budskabet om, at livremmen skal strammes, og den offentlige sektor skal begrænses. Som tak for hjælpen. Det vil være fatalt, fordi det vil kaste samfundsøkonomien ud i en dødsspiral med recession, krise og måske depression. Al fornuft tilsiger, at vi skal investere i og opkvalificere mennesker, og at vi skal turde føre en keynesiansk politik i Europa, der kan stimulere erhvervslivet, optimismen og beskæftigelsen. Coronakrisen er en gamechanger, som har skabt en fuldstændig åben politisk situation, der kan ende mange steder. Nu handler det om at være bedst til at lancere de fængende ideer og visionære løsninger, der kan samle folkelig opbakning. Når alt kommer til alt, burde det være godt nyt for centrum-venstre.