Debat

Nyeste debatindlæg
8. February 2019

Privat opgavetyveri kan koste danskerne dyrt

Bragt som debatindlæg i dagbladet Berlingske 28/1 2019   At markedsudsætte er et fint princip, hvor markedet fungerer og kan levere det bedste og billigste. Men markedsudsættelser må ikke blive til et ideologisk dogme, hvis de forventede besparelser eller forbedringer forbliver teoretiske. I hele Europa drager kommuner og regeringer konsekvensen af 1980ernes fejlslagne privatiseringsbølge. En stor del offentlig forsyningsvirksomhed, vand, el, varme og affaldshåndtering blev dengang privatiseret i flere af vores europæiske nabolande. Resultatet var højere priser, dårligere service og et lavt investeringsniveau, og det skaber nu en modreaktion. Privatiseringsbølgen trækker sig stille, men sikkert tilbage, og i stedet skyller en genkommunaliseringsbølge ind over kontinentet. Det sker også i Danmark, hvor flere kommuner hjemtager affaldsindsamlingen. Erhvervslivets interesser brokker sig under overskriften »offentligt opgavetyveri«. Men der er i virkeligheden tale om det stik modsatte: Et forsøg på at fremme et uhensigtsmæssigt privat tyveri af opgaver, der produceres mest hensigtsmæssigt i offentligt regi. Ligesom tyskerne køber deres energiforsyning tilbage, franskmændene generhverver deres vandværker, og svenskerne tager fjernvarmeværkerne tilbage i kommunalt ejerskab, vælger flere danske kommuner selv at stå for affaldsindsamlingen. Hvad er årsagen til den kommunale kursændring? Ideologiske motiver i kommunalbestyrelserne? En modvilje mod markedsgørelse? Eller bare en konstatering af, at kommunale affaldsselskaber kan være en bedre løsning, når det gælder priser, service og grønne løsninger?   I Halsnæs Kommune besluttede man, at det kommunale forsyningsselskab skulle overtage affaldsindsamlingen, da kontrakten med den private vognmand udløb i 2015. Kommunen forudså et stort besparelsespotentiale. Siden kommunen overtog affaldsindsamlingen er taksterne for dagrenovation for almindelige husstande faldet med 20 og 15 pct. i hhv. 2015 og 2016, en samlet besparelse på ca. 500 kr. pr. husstand. I andre kommuner er fortællingen den samme: Kommunale undersøgelser og kontroludbud viser, at de kan optimere økonomi og ressourceudnyttelse ved selv at stå for indsamlingen. I Rødovre kunne kommunen spare 1,8 mio. kr. om året ved selv at stå for indsamlingen af affaldet. Derfor har kommunen også valgt at klare opgaven selv i 2019 og bruge besparelsen på at investere i miljøvenlige el-skraldebiler. I Faxe har kommunen valgt at overtage affaldsindsamlingen fra i år. Det kommunale forsyningsselskab leverede det klart billigste tilbud – hele 1,7 mio. kr. billigere om året end det næstbilligste tilbud. Kommunerne hjemtager altså affaldsindsamlingen, fordi kommunen er en billigere operatør. Det tyder på, at de er ved at være i mål med at høste de rationaliseringer, som udbud af affaldsindsamlingen kunne give. Dansk Erhverv opgjorde sidste år, at 20 kommuner enten havde eller var i gang med at hjemtage affaldsindsamlingen. Det er der jo en grund til. Erhvervsorganisationen mente, at det var et problem, men hvorfor egentlig? Borgerne skal da ikke betale mere, fordi operatøren partout skal være privat? At kommunerne er billigere skyldes flere forhold. For det første drives de kommunale forsyningsselskaber efter et »hvile i sig selv«-princip. Den kommunale drift bygger på, at det skal være billigst for borgerne – priserne på bortskaffelse af affald må ikke overstige omkostningerne ved indsamlingen. Omvendt drives de private operatører ultimativt med profit for øje. For det andet er konkurrencen ofte stærkt begrænset. Det indebærer en stor risiko for markedsfejl. I mere end halvdelen af de seneste kommunale udbud af affaldsindsamlingen, har der kun været to-tre indkomne tilbud fra private aktører. Et marked uden konkurrence er ikke at foretrække frem for offentlig produktion. For det tredje skal mange forskellige led i indsamlingskæden hænge sammen på affaldsområdet. Kommunerne har allerede ansvaret for flere led i affaldets vej til at blive genanvendt, og der kan være effektiviserings- og koordinationsgevinster at hente, når den ene hånd også ved, hvad den anden laver. At markedsudsætte er et fint princip, hvor markedet fungerer og kan levere det bedste og billigste. Men markedsudsættelser må ikke blive til et ideologisk dogme, hvis de forventede besparelser eller forbedringer forbliver teoretiske. Hvis kommunerne i mange tilfælde er de bedste til at stå for affaldsindsamlingen, er det kun naturligt, at de løser opgaven selv. Beslutningen må baseres på økonomiske og samfundsmæssige hensyn, ikke ideologi og dogmatisk funderet privat opgavetyveri. Hvis de kan gøre det grønnere, bedre og billigere, skal kommunerne selvfølgelig tage skraldet selv.

8. February 2019

Regeringens korstog mod fjernvarmen kan sende milliardregning til kunderne

Bragt som debatindlæg i Finans 26/12 2018   Bankerne står til at få en stor, forsinket julegave af regeringen den 1. januar. Når tilslutningspligten til landets fjernevarmsystemer ophæves, kan fjernvarmeselskabernes adgang til at optage billige, kommunegaranterede lån i kommunerne og regionernes kreditforening, KommuneKredit, nemlig ophøre. Det vil drive fjernvarmeselskaberne ud i at optage dyrere lån på private markeder. Bankerne vil tjene fedt på at låne ud til fjernvarmen, og ekstraregningen kan kun havne et sted – hos varmekunderne. I første omgang er der eksisterende lån for 25 mia. kr., der skal indfries. Det vil medføre væsentlige meromkostninger, fordi de skal lånefinansieres hos bankerne, der ikke kan tilbyde lige så gode finansieringsvilkår som Kommunekredit. Ifølge beregninger fra Kommunekredit og Dansk Fjernvarme vil ekstraregningen beløbe sig til mindst 3,5 til 4,5 mia. over hele løbetiden på de optagne lån i Kommunekredit, hvis de skal refinansieres med en rente, der er tættere på markedsvilkår. De negative konsekvenser vil med al sandsynlighed have en markant geografisk slagside, fordi bankerne næppe vil finde fjernvarmeværkerne i de tyndt befolkede egne kreditværdige til så store lån. Truslen mod den model, der sikrer dig og mig en billig opvarmning af eget hjem, kommer fra regeringens plan for implementering af sommerens energiaftale. De danske kommuner har igennem årtier haft mulighed for at binde forbrugerne til de fælles fjernvarmenet, hvis det har været nødvendigt for at sikre kundegrundlaget for de meget store investeringer, som etablering, udbygning og grøn omstilling af fjernvarmenetværket kræver. Denne type af kollektive løsninger er fundamentet for, at de kommunale fjernvarmeselskaber kan levere den laveste varmepris i Norden, når man fratrækker skatter og afgifter. Samt at 60 pct. af fjernvarmen i dag er baseret på grøn energi, og at fjernvarmesektoren er den sektor, der har reduceret sine CO2-udledninger mest siden årtusindeskiftet. Men VLAK-regeringen er angiveligt ikke meget for kollektive løsninger. Den stiller spørgsmål ved, om varmeforsyning er en offentlig opgave. Hvis svaret er nej, vil Kommunekredit ikke længere kunne yde lån til de lavest mulige omkostninger. Regeringens officielle motivation for at ophæve tilslutningspligten er, at varmekunderne også i fremtiden skal kunne få grøn og billig varme. Det er svært at se, hvordan det skal blive udfaldet af et arrangeret ægteskab mellem varmekunderne og bankerne, der skal tjene penge på, at du og jeg kan varme vores huse op.  

7. February 2019

FORSLAG TIL AT BEKÆMPE ULIGHED OG SIKRE EN SOLIDARISK FINANSIERING AF VELFÆRDEN

UDARBEJDET AF CEVEA PÅ VEGNE AF SF SF har bedt Cevea vurdere en række politikforslag som et oplæg om, hvordan man i fremtiden kan sikre en solidarisk finansiering af velfærden, og samtidig adressere den stigende ulighed. Rapporten er udarbejdet i forbindelse med partiets 60 års fødselsdag d. 19. januar 2019. Rapporten er derfor at betragte som et diskussionsoplæg, ikke et egentligt samlet, politisk udspil. Uligheden i Danmark er steget markant over de to seneste årtier. I løbet af de seneste 30 år er Gini-koefficienten i Danmark vokset med 7 procentpoint fra 22,07 i 1987 til 29,32 i 2017. Indkomststigningerne er i løbet af perioden blevet stadigt mere koncentreret i toppen af indkomstfordelingen, og det er især den rigeste ene procent, der har oplevet den største indkomstfremgang. Samtidig er indkomststigningerne for de lavere indkomstgrupper enten aftaget eller helt stagneret over tid - i løbet af de seneste 10 år har de fattigste 10 pct. endda oplevet en indkomsttilbagegang. Formueuligheden i Danmark er endnu større end indkomstuligheden. En OECD-opgørelse viser, at Danmark har en af de mest ulige formuefordelinger blandt OECD-lande, når man ikke medregner arbejdsmarkedsrelaterede pensioner, der ikke eksisterer i alle landene. De 60 pct. mindst formuende danskere har i gennemsnit negativ formue, hvilket i praksis betyder, at flertallet af danskere ikke har en likvid formue at falde tilbage på ved pludselige rentestigninger eller ændringer i levegrundlag. Denne rapport rummer en række forslag, der kan bidrage til en mere ligelig finansiering af velfærden og reduktion af ulighed. Forslagene er inddelt tre emner: 1) Øget beskatning af arbejdsfrie indtægter2) Sanering af skattesubsidier til erhvervslivet3) Nationale og internationale initiativer for en mere effektiv beskatning af virksomheder Læs forslagene her: De 10 forslag er kort opsummeret her: 1) INDFØR AKTIEINDKOMST I TOPSKATTEGRUNDLAGET: Ejerskabet over aktier er koncentreret i indkomstfordelingens top. Derudover beskattes aktieindkomsten aktuelt lempeligere end arbejdsindkomsten. Med forslaget vil topskatteydere betale 42 pct. i skat af al aktieindkomst, mens ikke-topskattepligtiges aktieindkomst vil beskattes ved 27 pct.  2) AFSKAF BUNDFRADRAGET OG DET SÆRLIGE SKATTELOFT PÅ KAPITALINDKOMST: Kapitalindkomsternes andel af den samlede indkomst er steget efter finanskrisen, hvilket har øget uligheden, fordi kapitalindkomsterne i udpræget grad er koncentrereret i toppen af indkomstfordelingen. En afskaffelse af det særlige skatteloft for positive kapitalindkomster på 42 pct. sammen med en afskaffelse af bundfradraget for indregning af positive nettokapitalindkomster i topskattegrundlaget kan bidrage til at reducere den stigende ulighed og inddæmme kapitalindkomsternes voksende betydning for samfundets fordeling. Derved vil reglerne for kapitalindkomstbeskatning være de samme som i 2010. 3) GENINDFØR EN FORMUESKAT: Danmark har en relativt høj formueulighed. Højtlønnede har bedre mulighed for at spare op, og derved investere, og afkastsgraden er typisk større for store formuer, hvilket kan være selvforstærkende for yderligere stigninger i uligheden. En genindførsel af en formueskat med lav sats og høj bundgrænse kan være ét instrument til at mindske formueuligheden i Danmark.  4) ET OPGØR MED GENERATIONSOVERDRAGET VELSTAND: Formuer og formueulighed går typisk i arv i flere generationer og nye studier viser, at formuemobiliteten typisk er mindre end indkomstmobiliteten. Flere nye studier peger endvidere på, at store nedarvede formuer reducerer arbejdsudbuddet blandt arvingerne. En progressiv bo- og arveafgift kan inddæmme reproduktionen af formueulighed igennem generationer og gøre samfundets fordeling mere afhængig af ambitioner og hårdt arbejde. 5) RYD UD I FORÆLDEDE LANDBRUGSSUBISIDIER: En stor del af erhvervsstøtten i Danmark går direkte eller indirekte til landbrug. ”Bondegårdsreglen” bevirker, at grundværdien af landbrugsjord fastsættes kunstigt lavere end handelsværdien. Denne regel er ikke ændret siden 1922, og derfor forældet. Grundskyldspromillen er derudover meget lavere fastsat end for andre ejendomme. Det er to subsidier, der direkte tilgodeser jordejere. En afskaffelse af bondegårdsreglen og udligning af den lave grundskyldspromille, vil inddæmme den fordrejning af markedspriserne vi ser i dag. 6) FJERN AFGIFTSLEMPELSER PÅ FORBRUG AF FOSSILE BRÆNDSLER: Afgiftslempelserne fastholder flydriften i at benytte sig af energiformer, der i høj grad belaster miljøet, og er derudover reelt konkurrenceforvridende i forhold til andre transportformer. 7) EFTERSYN AF DE ERHVERVSDRIVENDE FONDE: Den såkaldte transparensregel giver fondsejede selskaber mulighed for at undgå beskatning af en ellers skattepligtig indkomst, hvis indkomsten overføres til fonden og derefter uddeles eller hensættes til almenvelgørende formål eller på anden måde almennytte formål. Der er generelt mangel på transparens i de danske fonde og deres uddelinger. Dette gør det svært at vurdere om fondene reelt lever op til deres forpligtelser og bidrager til almennyttigheden. En større transparens omkring erhvervsdrivende fondes uddelinger, hensættelser og formuekonsolidering vil gøre det muligt at identificere aktiviteter i fonde uden klare og betydelige og almennyttige formål. 8) REKLAMESKAT SKAL SIKRE, AT TECH-GIGANTERNE BETALER SKAT I EUROPA: De store teknologivirksomheder betaler nærmest ikke skat i Europa selvom vores forbrugerdata skaber værdi for dem. Det betyder store skattemæssige fordele for disse selskaber. De forvrider konkurrencevilkårene for fysiske etablerede virksomheder sammenlignet med digitale internationale virksomheder. Digital beskatning er blevet et mere udbredt instrument, og en beskatning på digitale tjenesteydelser solgt til danske virksomheder og reklameskat på reklamer kan bidrage til at sikre et proportionelt skattesvar for den indtjening, tech-giganterne skaber på ryggen af danske forbrugerdata. 9) REDUKTION AF VIRKSOMHEDERS SKATTE- OG MOMSGAB: Danske virksomheder hvert år 14,1 mia. kr. mindre i skat og moms end de burde i henhold til lovgivning. Omtrent halvdelen kan henledes til bevidst snyd, som hver tiende virksomhed forsøger sig med. En styrket kontrolindsats og skrappere sanktioner over virksomheder, der snyder, kan bidrage til at sikre, at flere virksomheder betaler den skat de skal. 10) STYRKET INTERNATIONALT SAMARBEJDE OM GRÆNSEOVERSKRIDENDE KAPITAL OG SKATTEUNDGÅELSE: Den gennemsnitlige selskabsskattesats er faldet markant i EU de seneste 25 år. Medlemsstaterne underbyder hinanden i kampen om at tiltrække udenlandske investeringer. En kraftigt medvirkende årsag til ræset mod bunden er skattearbitrage, hvor multinationale selskaber indretter sig på en måde, hvor de kan minimere deres skattebetaling ved at udnytte huller og mismatches mellem de forskellige nationale lovgivninger. Et forslag er, at arbejde for en mere ambitiøs model for offentlig "land for landrapportering" for at sikre større gennemsigtighed med multinationale virksomheders aktiviteter i forskellige lande og samtidig etablere en fælleseuropæisk bund under selskabsskattesatsen.