Debat

Nyeste debatindlæg
10. juni 2017

DR skal reddes. Også fra sig selv

At imødekomme private mediers ønske om at skære ned på DR og afskære mediehuset fra at distribuere netnyheder er en misforståelse af statens og demokratiets interesser. DR skal beskæres dramatisk, og DR må ikke tilbyde gratis journalistik på nettet. Det første vil være tåbeligt, det andet absurd. Men det er den nuværende dagsorden sat med et dygtigt lobbyarbejde fra de gamle klemte printmedier, og projektet er grebet af forvoksede liberalistisk ungdomsoprørere, der desperat leder efter bare et eller andet offentligt, de kan rive et ben af. Det er faretruende tæt på at lykkes. For DR's kalkulerede medieteknokrati har bragt DR derhen, hvor institutionen ikke har nogen venner tilbage. Dansk politik har i bund og grund i mindst et par hundrede år handlet om den danske sprogstammes overlevelse. Danmark er bare et lillebitte land; fladt som en pandekage og militært aldeles uforsvarligt. Vi har et utilstrækkeligt hjemmemarked, og vi ønsker derfor at være åbne for den verden, vi også vil have er åben for os og vores frembringelser. Når det er Danmarks grundvilkår, er en stærk kulturpolitik den eneste forsvarspolitik, der giver mening. I den kulturpolitik er public service det absolut vigtigste og DR fuldstændig afgørende. Uden public service var vores kulturpolitik en raritet uden reel berøring med andet end et undervældende fåtal. At DR distribuerer journalistik om samfundet på det internet, danskerne i stigende grad vil få deres nyheder fra, er selvfølgelig en nødvendighed. Stort set alle demokratiets oprindelige teoretikere fra Aristoteles til Rousseau forestillede sig demokrati realiseret i en bystat; fordi det var indlysende, at man havde brug for en fælles samtale for at kunne træffe fælles beslutninger. Store stater blev muliggjort af trykkekunsten, af aviserne - massemediet. Kvaliteten af vores fælles styre afhænger af kvaliteten i vores fælles samtale - i mediekvaliteten. Efter at internettet har torpederet den økonomi, der lå under aviserne, har vi mere end nogensinde brug for en fælles mediepolitik. Public service og mediestøtte er altså både demokratistøtte og eneste overlevelsesstrategi for Danmark som et velfungerende fællesskab med en dansk identitet. Hvis den danske overlevelses-og demokratipolitik skal give mening, skal den være stor og tilgængelig for alle danskere. Det betyder blandt andet, at public service skal rykke på nettet, i takt med at danskernes medievaner rykker samme sted hen. Men huset DR har ikke magtet at skabe et eget bud på fremtidens public service og er blevet det gamle syge dyr, konkurrenterne let har kunnet skille fra flokken. Det er lettere at få DR ned med nakken end at bide skeer med Google og Facebook, der reelt er dem, der har taget annoncekronerne fra aviserne. Seerkurverne begynder at ligne avisernes oplagskurver. De nye generationer har taget et afgørende skridt væk fra flow-tv. I 2011 så yngre danskere fjernsyn i mere end tre timer om dagen, i dag er det godt halvanden time. Derfor går det ikke at holde fast i, at fremtidens public service skabes på flowkanaler som DR 1 og DR 2; der skal skabes en public service-identitet på nettet. Derfor må vi revidere vores public service-politik. DR HAR DEFINERET sin succes ud fra monopoltidens dominerende stilling, og man har for enhver pris ønsket at vedblive at være størst - og alt for ofte kun sekundært fokuseret på at være bedst. DR har derfor bredt sig over mange kanaler og stationer og er på den måde endt i samme produktionslogik som de private medier; med at producere så meget opmærksomhed som muligt for så få penge som muligt, fordi man har villet lave alt for meget. I realiteten er DR's berettigelse i et marked mættet af støjende og billige tabloide medieprodukter at være det uomgængelige kvalitative overbud. Det har DR ikke i tilstrækkelig grad magtet. Måske en naturlig konsekvens af, at man tilsyneladende over flere ledelser mistede den faglige tyngde i toppen af organisationen til fordel for journalistisk/kulturelt ubemærkelsesværdige medieadministratorer. Men selv om det ser ud, som om kundskabens træ visnede oppefra i DR, er der al mulig grund til at slå en beskyttende ring om DR for alle, der vil det danske samfund det godt. Der er brug for et stærkt DR, for bundlinjen er den, at vi ikke kan have mindre ambitioner om at fastholde en betydelig kulturel og journalistisk produktion på dansk, der er tilgængelig for alle danskere. Ser man på den nyere danmarkshistorie, må man konstatere, at uanset om udfordringen var de tyske folks fremmarch mod Østersøen, russisk imperialisme eller at varetage vores egenart i globaliseringens malstrøm, går overlevelsen af den danske egenart forud for alt andet i dansk politik. Vores kulturelle identitet hviler på de ting, vi skaber på vores eget sprog. Og vores politiske kultur hviler på, at vi har en fælles samtale om vores udfordringer og værdier. Denne samtale baserer sig på en stor og tilgængelig journalistisk produktion, der ikke ekskluderer nogen. Så når de private medier vil begrænse DR på nettet, må man bide tænderne sammen i Folketinget og afvise den absurditet. Selvfølgelig skal DR ikke begrænses på nettet. Det vil kun være i den kortsigtede interesse for nogle tilfældige virksomheder, der når færre og færre danskere med deres gammeldags printprodukter og tilmed i stigende grad gør deres statsstøttede journalistik utilgængelig bag betalingsmure. At imødekomme de private mediers interesser her vil være en total misforståelse af den danske stats og det danske demokratis interesse. Som er at sikre let adgang til journalistik om samfundet og en vital og tilgængelig kulturel produktion. VI ER NØDTtil at lave en ny public servicestrategi, og vi er nødt til at skabe et økonomisk fundament under den journalistik, vi har brug for. Når markedet ikke gør det, må fællesskabet tage vare på sig selv. I den forbindelse skal man anlægge den betragtning, at der har været en stor teknologisk udvikling, der har gjort meget medieproduktion billigere. Den dividende har man i DR beholdt og har brugt pengene til at udvide sine aktiviteter. Det vil være rimeligt at overføre nogle af de penge, teknologi har frigjort i DR, til at kompensere for de steder i medieverdenen, hvor teknologi har ødelagt produktionen; altså avisernes journalistik. Avishusene laver for færre penge i dag både print-og netmedier. Og der er ingen grund til, at DR har så mange kanaler og i øvrigt udkonkurrerer kulturpolitisk set uvigtige medier med uambitiøs underholdning, der fint kunne leve på private kanaler. Ideen om, at alt, hvad DR beslutter sig for at sende, i princippet er public service, er ved at vise sig ødelæggende for public service i det lange løb. Helt grundlæggende skal vores public service-strategi gendesignes til at skabe et stort, tilgængeligt og diversificeret udbud af journalistik, film, billeder og lyd til alle danskere igennem det internet, der vil blive den helt centrale distributionsteknologi. Som økonomien i medieverdenen ser ud i dag, vil det kræve, at staten beskytter sit fællesskab og spiller en større rolle, for markedet leverer i sig selv mindre. Mindre licens er slet ikke en mulighed - men den skal omfordeles og geninvesteres, især så DR, som vi får endnu mere brug for, kan få en ny tyngde. Der er ikke nogen af de private aktører, der vil kunne levere et kvalitativt overbud til et dygtigt DR på billede og lyd. Mister man en kulturinstitution som DR til at drive public service, kunne man i realiteten lige så godt opgive at have public service. Ideen, der trives i visse kredse, om, at man kan løfte public service-opgaven ved at indkøbe underholdningsprodukter stykvis fra en lang række mindre producenter, svarer til at indkøbe en række balletter og operaer fra snoldede småorkestre og obskure kompagnier i stedet for at have et Kongeligt Teater med kunstnerisk ledelse, orkester og trup til at lave den slags. Det vil stensikkert føre til et enormt kvalitetstab, og man vil lige så sikkert få væsentligt mindre for pengene. Man kunne anlægge den betragtning, at DR som minimum har sparet (mindst) 10 procent af sine produktionsomkostninger over de sidste årtier. Således kunne man overføre 10 procent af DR's budget (et beløb i omegnen af 370 mio. kr.) fra hovedsageligt DR, men også med bidrag fra TV 2' s regioner, til at støtte journalistik og medieproduktion på nettet fra andre aktører. Det kan være både til nye medier, og det kan være til at understøtte den journalistik på nettet, som de gamle bladhuse ikke kan skabe en forretning under, efter mange års forsøg. Den samlede mediestøtte er på 400 mio. kr. - hvis man signalerer en vilje til at fordoble den støtte med licensmidler, er det også klart, at danskerne skal have noget til gengæld: fri adgang til indholdet på avisernes sider. Det vil til gengæld forny licensens kontrakt med danskerne: Licensen vil gå fra at være et abonnement på DR (og TV 2' s regioner) til at blive et abonnement på en større, klogere, dybere - og smukkere - dansk samtale gjort mulig af mange mediehuse. Det kunne være fundamentet for en mediepolitik til internetalderen: licensen som hver eneste danskers personlige abonnement på internetdistribueret journalistisk og kulturel medieproduktion - fra et stort DR og fra de mange journalistiske medier, der (i forvejen) får statsstøtte. Når de private medier vil begrænse DR på nettet, må man bide tænderne sammen i Folketinget og afvise den absurditet.   Af kasper Fogh, Bragt d. 10.juni i Politikken 

10. juni 2017

Finansministeriet tør ikke gå nye veje

Vismændene har nu foreslået, at man indregner de dynamiske effekter af offentligt forbrug. Men det er åbenbart kryptonit for Finansministeriet. De økonomiske vismænd har i deres nye rapport om dansk økonomi gransket Finansministeriets regnemodeller. Konklusionen er, at modellerne er »ubalancerede«, fordi de favoriserer sænkning af skatter frem for investeringer i velfærdsstaten. Det skaber en spillebane for økonomisk politik, hvor venstre side af Folketinget starter alle kampe med at være bagud 3-0. Det har ikke altid været sådan. I 1990' erne brokkede daværende oppositionspolitiker Anders Fogh Rasmussen sig i pressen over regnemodellerne, der ikke tog højde for værdien af at »afregulere markeder og øge folks incitamenter til at arbejde«. Derfor kunne man lige så godt skrotte modellerne, som ifølge Fogh stred imod »sund fornuft«. Siden er der kommet nye boller på suppen, og regnemodellerne er blevet justeret, så de i stadig højere grad understreger fordelene i en mindre stat og et mere frit marked. INDEN FOR økonomisk teori kan man kalde justeringen af modellerne neoklassisk. Logikken består, som Fogh argumenterede for, i at skabe gode økonomiske incitamenter, så folk gerne vil arbejde og producere mere. I dette univers er staten som regel en forhindring, fordi den via skatter, afgifter og regulering skaber dårlige incitamenter, der gør, at dovne Robert og venner bliver hjemme på sofaen frem for at tage McDonald's-uniformen på og komme i sving. Problemet er, at økonomisk teori og økonomiske modeller sjældent er politisk neutrale. Neoklassisk økonomi understreger én side af sagen. Men som vismændene konkluderer i deres rapport, har staten også positiv indflydelse på vores økonomi. Et effektivt retsvæsen, et politi, der håndhæver loven, en infrastruktur, der gør det muligt at handle, er forudsætninger for, at markedsøkonomien fungerer. Gode sygehuse, børnehaver og skoler bidrager til, at vi kan tage på arbejde i stedet for at vente hjemme på operationer, eller fordi vores børn ikke kan blive passet. Og så videre. Skævheden i Finansministeriets modeller består bl. a. i, at de ikke har blik for positive effekter af offentligt forbrug. De har i dag derimod særdeles godt blik for, at man ved at justere skat og overførsler nedad kan øge udbuddet af arbejdskraft, som så igen bliver til beskæftigelse inden for en overskuelig årrække. Det er især inden for de sidste 15 år, at ministeriet for alvor har hældt kryptonit i regnemaskinen. I 2002 introducerede man to nye regler om såkaldte dynamiske effekter for henholdsvis overførselsindkomster og marginalskatter. Reglerne består i, at folk som følge af bedre incitamenter ændrer adfærd og arbejder mere, hvis der bliver større afstand mellem overførselsindkomst og arbejdsindkomst, eller hvis skatten på den sidst tjente krone bliver sat ned. Det giver flere jobs og mere økonomisk vækst. I 2006 og i 2014 introducerede man dynamiske effekter for uddannelsesniveau. Folk med højere uddannelse har højere erhvervsdeltagelse (men da de også bruger mere tid på at tage en uddannelse, går effekten cirka i nul) og højere produktivitet. Der er dog ingen sammenhæng mellem, hvor mange penge man bruger på uddannelsen, og disse effekter. Man kan for eksempel godt skære folkeskolens budget ned med halvdelen, uden at det har negative konsekvenser økonomisk. I 2010 indførte man en hurtigere tilpasningstid for økonomien end den, som Danmarks Statistik havde brugt hidtil. Tilpasningen sker cirka dobbelt så hurtigt som tidligere, og det vil sige, at mennesker, der sættes ned i ydelse eller sættes ud af for eksempel dagpengesystemet, i modellen hurtigere vil finde et job end tidligere. ALT I ALT betyder udviklingen, at hvis du har en økonomisk plan, der består i at begrænse statens størrelse, sænke skatter og sænke overførselsindkomster, bliver det siden 2001 stadig lettere at få et flot 12-tal, når Finansministeriet giver karakterer. Det så man for eksempel, da ministeriet i 2015 vurderede Liberal Alliances økonomisk plan. Samtidig bliver det stadig sværere for partier, der vil i retning af mere økonomisk lighed og flere investeringer i velfærdssamfundet. Det kræver som regel, at man omfordeler og kræver skatter ind. Og den slags er dårligt for økonomien. Her er vi så tilbage ved vismændenes pointe. Det er ikke nødvendigvis dårligt for økonomien at investere i fællesskabet. Og hertil kan man tilføje: Skævheden i regnemodellerne er ikke kun et økonomfagligt problem. Det er et politisk problem. Regnemodellerne fremmer en politisk agenda og afgør, hvilke politiske argumenter der er fornuftige, og hvilke der er uansvarlige. Det er hverken uskyldigt eller neutralt. Vismændenes forslag om at introducere nye regneregler for dynamiske effekter af offentligt forbrug bør overvejes seriøst. Alternativt kunne man simpelthen fjerne alle dynamiske effekter fra modellerne og acceptere, at deres svar er begrænsede, og at politikerne derfor må tænke selv. I Sverige og Norge regner man for eksempel som hovedregel ikke med dynamiske effekter af skattelettelser. Måske i erkendelse af, at ingen nuværende model kan rumme en brøkdel af verdens kompleksitet, og på trods af modellernes øgede antal variable er vi ikke blevet bedre til at forudsige udviklingen. af Niels Fuglsang, ph. d.-stipendiat ved CBS og analytiker ved Cevea. Bragt i Politikken d. 10.Juni 

13. maj 2017

Havariet i Skat er gift for forholdet mellem danskerne og velfærdssamfundet

  Kan danskerne andet end at tro, at Christiansborgs politikere dækker over sig selv og hinanden, når de ikke vil medvirke til opklaringen af den største politiske skandale i nyere danmarkshistorie? Vi burde forbyde ordet milliard. Hvis vi blev tunget til at sige ét tusinde millioner i stedet, ville vi måske begynde at begribe omfanget af det havari, der er sket i Skat. Firs tusinde millioner er, hvad vi har opgivet at inddrive i gæld til fællesskabet. Der ligger en uafklaret sag med de ca. to hundrede femogtredive tusinde millioner, der udbetales fra Skat i negativ moms: Beløbet, der udbetales til tilsyneladende ret få virksomheder, er vokset pludseligt og eksplosivt. Der er de tolv tusinde tre hundrede millioner, der formentlig er blevet stjålet af en simpel svindler i Dubai. Og så er der de tyve tusinde millioner, Folketinget har måttet give i ekstraordinær skattelettelse til boligejere, fordi ejendomsvurderingerne har sejlet i årtier. Fantasiprojektet EFI har formentlig kostet op imod et tusinde millioner. Har jeg glemt noget? Nogle af de penge, man taler om i gæld, er ikke ' rigtig' gæld, så det reelle beløb for katastrofen i Skat er vel i nærheden af og nok ikke mindre end astronomiske halvtreds tusinde millioner. Baggrunden kender vi til hudløshed: VKO-regeringen gennemfører fra 2005 og frem en sammenlægning og nedskalering af organisationen Skat. Der er forsvundet ca. 5.000 stillinger i Skat. Måden, det er sket på, er den samme måde, som alle områder i Danmark reguleres: En kritisk budgetanalyse fra Finansministeriet følges op af konsulentrapporter med forskrevne konklusioner indkøbt af Finansministeriet, i dette tilfælde fra Boston Consulting og evige McKinsey. Rapporterne anviser typisk teoretiske besparelsespotentialer med benchmarkanalyser, men som er så utilgængelige, at ingen magter at debattere indholdet i de hundreder af kryptiske sider. På ti år har Skat haft ni ministre. Og alle sammen har de formentlig overhørt eller tilsidesat advarsler om det ene og andet. Nedskaleringen af organisationen skulle ske ved ' naturlig afgang' - hvilket lammer organisationen personalemæssigt i årevis, og mens fantasiprojektet strander, er der ingen ressourcer til at investere i bedre skatteinddrivelse. Vi ved alle sammen, hvordan det går virksomheder, der ikke investerer i udvikling og omstilling. Problemet er hvorfor? Hvorfor har politikere, der normalt har en monoman besættelse af egen karriere og omdømme, skubbet alle bekymringer til side og holdt kursen på et skib, hvor hele besætningen på skift kommer og beretter om læk, kritiske skader på skrog og rig og isbjerge forude. Det giver ikke mening. MARTIN KRASNIK, Lars Trier Mogensen og Radio24syvs satirejournalistiske wonderwoman, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, er omtrent de eneste i den danske presse, der fastholder et krav om, at der kommer en undersøgelse, og et ansvar placeres. Og hvis de gamle partier, der har leveret de ni ministre, vil sig selv det godt, så er der nødt til at komme en form for undersøgelse. Det er dobbelt uheldigt for det danske demokrati, at den stærke mand i Venstre i dag er Kristian Jensen, under hvis ledelse Skatteministeriet blev sat på katastrofekurs, og at den nuværende statsminister engang designede den strukturreform, der samlede skatteinddrivningen i én national enhed med et dramatisk besparelseskrav. For Venstre er det nok umuligt at designe en kommission, der uundgåeligt synes at ville blive et damoklessværd over fortællingen om personerne Lars Løkke og Kristian Jensen. Men de andre partier i Folketinget skal spørge sig selv: Kan vi have siddende på os, at vi lod dette passere og ikke tog ansvaret også for de fejl, der tydeligvis er begået? Kan danskerne andet end tro, at vi dækker over os selv og hinanden, når vi ikke vil medvirke til opklaringen af den største politiske skandale og røveri i nyere danmarkshistorie? Alle slags konspirationer, politikerlede og opgør med den politiske kultur ligger som skær under havoverfladen, hvis ikke de statsbærende partier viser vilje til at tage ansvaret på sig og rydde op. Havariet i Skat er gift for forholdet mellem danskerne og velfærdssamfundet; hvorfor slide og betale sit, når det helt åbenlyst og med komplet evidens kan betale sig at snyde og bedrage. Og hvorfor stemme på de gamle partier, hvis de er mere optagede af at beskytte sig selv end at repræsentere os? Der må komme en proces, der oplyser, hvem der fejede indvendingerne af bordet. Danskerne har krav på at vide, hvem af deres folkevalgte der lukkede øjnene for skærene forude og hvorfor. Men i realiteten er det hele den måde, vi har drevet Danmark på i 40 år, der kommer på anklagebænken. Staten fik sin omtrentlige størrelse engang i slutningen af 1980' erne, og siden har vi skaffet råderum til politikeres initiativer ved at rationalisere på driften af kerneydelserne. Centralt i den model står Finansministeriet med sine faste ' eksterne' rådgivere. På ethvert område har man rationaliseret; nogle steder er det gået godt. Andre steder - Skat - har det været katastrofalt. Men vi har vredet mange kroner ud af kernedriften på næsten hvert eneste område for at finansiere nye tiltag og skattelettelser. Vi har et af verdens absolut billigste sundhedssystemer, vi har gjort folkeskolen billigere, pædagoger passer flere børn, færre ældre får dyre ydelser, taxameterpriserne til gymnasieelever falder. Hvert eneste område i velfærdsstaten er i 40 år blevet slanket, så der var råd til nye initiativer eller skattelettelser. Der er meget sjældent blevet prioriteret opgaver ud af velfærdssamfundet. Smørret er spredt tyndere og tyndere ud. Og der er aldrig mere end to år til næste folketingseller kommunalvalg i Danmark, så der er konstant en jagt på rådighedsbeløb til politiske initiativer. Finansministeriet driver denne proces, der hele tiden finder penge til de politiske initiativer - uden denne proces er der ingen penge at realisere valgløfter for. Derfor har skatteminister efter skatteminister efter skatteminister holdt fast i roret og lukket øjne og ører. Men efter 40 år med løbende budgetanalyser efterfulgt af konsulentrapporter, der peger på besparelsespotentialer på område efter område på tur i loop, må eftertanken melde sig: Kan det blive ved, og hvornår går det galt igen? Det vil en undersøgelse af skibskatastrofen i Skat kunne gøre os klogere på. HVIS MAN BYGGER EN undersøgelseskommission, der alene skal forsøge at gøre et ministeransvar gældende, har man slet ikke forstået problemet. Man er i princippet nødt til at bygge en retssal, hvor den måde, man driver velfærdssamfundet på, kommer under anklage. Man må se på de politiske beslutningstagere; men det er kun halvdelen. Det vigtigste må være at evaluere måden, Finansministeriet og konsulentrapporterne har været brugt på i regeringerne, hvordan de faglige indvendinger fejes af banen og ekskluderes fra beslutningsprocessen gang på gang. Skat og Skatteministeriet selv har løbende påpeget problemer, f. eks. med ejendomsværdierne, men er blevet bedt om at klappe i og rette ind. Hvem har taget de beslutninger? I sidste ende er alt jo et politisk ansvar, men hvis man kun vil kølhale Kristian Jensen og Claus Hjort, bliver vi ikke klogere. En obduktion af Skat ville til gengæld kunne bringe velfærdsstaten videre. Lige nu er det tydeligt, at den måde, vi udvikler og forbedrer velfærdssamfundet på, ikke har fundet den rigtige balance mellem rationaliseringer og faglighed. Der er heller ikke balance mellem besparelser og investeringer - før katastrofen opstår, og pengene skal straksbevilges. Der findes ikke en balance mellem Finansministerium og fagministerier. Forstandige indvendinger og forslag kommer ikke igennem. En undersøgelse af Skat, der ville give klarhed, vil skulle tage et kritisk blik på magtforholdet mellem ministerier, brugen af konsulenter og hjemtagelsen af teoretiske besparelser. Havariet i Skat, kan man sige, lever op til ' Stalins lov om store tal'. Josef Stalin er (vistnok fejlagtigt i øvrigt) tillagt citatet: »Ét dødsfald er en tragedie. En million er statistik«. Den kyniske observation dækker over, at når tallene bliver store nok, slår menneskers empati simpelthen ikke til længere. Katastrofer bliver abstrakte, når de bliver for enorme. Vi kan harmes over en fusker som ' Dovne Robert' og aflive en minister for en rygekabine eller en naturfilm, men Skats havari er for enormt til, at nogen magter at handle på det. Uden i øvrigt at sammenligne Skats havari med den georgiske tyran, så er problemet med Skat, at tallene simpelthen er så store, at de undslår sig almindelige menneskers fatteevne. Og der er ikke noget quickfix. Halvtreds tusinde millioner er væk på grund af noget, som fundamentalt set er en systemfejl i hele designet af staten Danmark. Systemfejlen er, at faglige kulturer har tabt til managementkultur. Det er gået godt nogle steder. Vi har fået mere velfærdsstat for pengene i mange år. I Skat gik det helt, helt galt. Vi er dømt til at forsøge at få skabt en klarhed over, hvilke fejl der blev begået og af hvem. Ellers dømmer vi os selv til at gentage fejlene fra Skat, og vi vil sejle andre områder af samfundet i sænk på samme måde. For alle reformer i Danmark starter stadig med en budgetanalyse og et optimistisk løfte om besparelser fra McKinsey. Firs tusinde millioner er, hvad vi har opgivet at inddrive i gæld til fællesskabet. Bragt i Politikken d. 13 maj. 2017