Debat

Nyeste debatindlæg
16. januar 2017

CEVEA MENER: Skævt dansk boligmarked fordrer progressiv boligbeskatning og gradvis indførsel af avancebeskatning

  CEVEA MENER: Cevea har 16. Januar publiceret et notat om pris- og lønudvikling på arbejds- og boligmarkedet: Notatet viser hvor store indtægter husejere har kunnet lægge til deres indkomster omkring de store byer, og hvordan det omvendt er tilfældet, at der er områder hvor boligerne bliver ved med at miste værdi. Analysen peger på, at boligmarkedet har været – og er – så gavmildt omkring de store byer, at det hæmmer udviklingen af et Danmark i balance. Vælger man at flytte fra København for at tage et job i provinsen vil en almindelig familie også skulle acceptere at miste muligheden for gevinster i form af boligprisstigninger, der er meget større end deres sandsynlige lønudvikling. Boligmarkedets himmelflugt er formentligt i sig selv noget, der tiltrækker arbejdskraft til byerne, og som gør landområderne mindre attraktive. Det er første problem. Derudover har den langvarige udvikling i boligpriser i nogle kommuner været så stor, og langt over lønudviklingen, at man må frygte, at der igen snart kan være en boligboble særligt omkring København (som også nationalbanken har peget på i kvartalsrapporten fra 3. kvartal 2016). Udviklingen tyder på, at spekulation presser priserne hurtigere op i byområderne end udviklingen i økonomien understøtter. Derfor bør man overveje at: ·      Overordnet: Bremse udviklingen i boligpriserne omkring særligt København. Det mest oplagte værktøj i den eksisterende skattepolitiske værktøjskasse er en optøet/øget grundskyld/ejendomsværdibeskatning som ville stille lavvækstområderne skattemæssigt bedre. Det er uansvarligt at lade bobler vokse og briste velvidende at de chok, det skaber i samfundet og i de enkelte familier, har store omkostninger. ·      Konkret: At priserne på ejerlejligheder er eksploderet og at parcelhuspriserne har haft en mere afdæmpet udvikling illustrerer, at der er behov for et enstrenget værdibeskatningssystem, der fusionerer grundskyld og ejendomsværdibeskatning. ·      Konkret: Fastfrysningen af boligskatterne bør ophøre – også fordi at mennesker der bor i huse der er lige meget værd bør betale det samme i skat. Desuden betyder fastfrysningen af boligskatterne, at den stabiliserende effekt af boligbeskatningen er blevet fjernet. Fastfrysningen understøtter fremvæksten af prisbobler. ·      Overordnet: Avancebeskatning bør gradvist supplere ejendomsværdibeskatning. Det vil have den ønskede geografiske effekt. Dertil kommer, at man kan have købt en bolig for tyve år siden, have tjent flere millioner, imens en anden dansker i et tilsvarende hus har købt for et par år siden, ikke have tjent en krone, måske tværtimod. Men begge skal betale det samme i skat. Det er både uholdbart og rammer generationsmæssigt skævt. I udgangspunktet bør skat bero på indtægt. Man kan ikke indføre en skat på avancer ved salg af egen bolig i morgen. Det ville ødelægge millioner af danskeres opsparing. En model kunne være at indføre en 5 % avancebeskatning, og så skrue op med 1 % om året eller hver andet år indtil man når eksempelvis 20 %. Dog skal midler skabt på boligmarkedet der geninvesteres i boligmarkedet ikke umiddelbart pålægges avanceskat. Modsat kan man så begynde at skrue ned for ejendomsværdiskatten hvis man politisk ønsker at fastholde de samlede ejendomsskatters andel af skatteprovenuet på det nuværende niveau – på den måde ville man holde boligskatterne i ro. Cevea er af den opfattelse, at en større andel af provenuet bør komme fra boligområdet, for ellers virker det ikke realistisk at få et Danmark i balance, hvor det er nogenlunde lige attraktivt at bo og arbejde i hele landet. Det er imidlertid ikke til at komme udenom, at den største del af det politiske spektrum er af en anden opfattelse, så hvis man skal holde boligskatterne i ro, skal det være i ro på den rigtige måde. Meningen er ikke at avanceskat skal afløse værdibeskatningen, men derimod skabe et skattesystem der beror på både løbende beskatning og avancebeskatning. Indfører man en model hvor man vil kunne trække forbedringer og investeringer fra i avancebeskatningen, vil man kunne komme meget sort arbejde til livs samtidigt, fordi det vil være en fordel for boligejeren at kunne dokumentere udgifter i forbindelse med forbedringer af boligen. Der findes indvendinger imod avanceskat, som vi anerkender, eksempelvis at det vil føre til træghed og forsøg på at udskyde skat. Men en så forsigtig model som den der er foreslået her, burde være en nænsom indfasning. ·      Konkret: Øget progressiv ejendomsværdibeskatning ville være en anden måde at gå til skævvridningen på. Som skattesystemet er indrettet i dag, burde der betales der 1 % af ejendomsværdien op til 3 mio. kr., og herefter 3 %. Men ifølge Nationalbanken betales der gennemsnitligt 0,55 % af boligværdien pga. fastfrysningen af ejendomsværdiskatten. Det kunne være en model at indføre yderlige trin i en endnu mere progressiv model, med eksempelvis endnu et skattetrin på ejendomsværdi over 6 mio. kr. Men ville så kunne få et system hvor der betalt fx 0,5 % af værdien op til 3 mio, 1,5% af værdien over de 3 %, og 2,5 % af værdien over 6 mio – det er lavere satser end systemet er designet til før det nominelle skattestops indførsel. Det er en god ide at skabe sikkerhed for danske boligejerne. Men alle boligejere kan nok ikke kræve lige meget ”tryghed”. Når man bredt ønsker at skabe ro om boligejernes økonomi og garantere en lav og forudsigelig beskatning, er det for at beskytte almindelige menneskers formuer og opsparing i egen bolig. Selvfølgelig skal man sikre almindelige danske lønmodtagere, der har sparet op i sine huse. Men det bør ikke betyde, at de enorme formuer, der er grundlagt på de dyreste ejendomme i Danmark, også undgår beskatning. Effekten vil være dæmpende ift. boligpriserne i Københavnsområdet. ·      Overordnet: Flytte skat fra løn til boliger. Det vil have en balancerende effekt på Danmark og formentligt gøre meget mere for udkanten end udflytninger af få statslige arbejdspladser. Danske boligskatter udgør procentmæssigt en komparativt lille del af skatteprovenuet ift. andre OECD-lande. Konkret er det bedst at hæve bundfradragene (personfradrag og beskæftigelsesfradrag). Det skal kunne betale sig at arbejde, og arbejdsfrie gevinster underminerer det princip.   Læs notat om udvikling af boligpriser    https://cevea.dk/filer/dokumenter/analyser/Bolignotat-Cevea-20-jan-2017.pdf    

30. august 2016

Ud af fantasien ind i virkeligheden

  To gange fakta fra start: Danskerne arbejder ikke lige så meget i dag, som de har gjort tidligere, selvom skatten er blevet nedsat i flere omgange. Og det er kun de cirka 15 procent rigeste, der betaler topskat. Den stort anlagte skattereform lægger dermed op til at reparere noget, der virker, for at påvirke noget, som det umiddelbart er meget svært at styre. Den gennemsnitlige arbejdsuge – og her bruger vi Eurostats tal for alle beskæftigede – ligger i dag på 33,5 timer i gennemsnit, blandt andet fordi der er en del deltidsansatte i Danmark. I 2001 var den gennemsnitslige arbejdsuge 36,2 timer. Der er mange måder at gøre det op på. Den reelle arbejdstid er ikke det samme som den oplyste. Men der er ingen uenighed om tendensen. De danskere, der er i arbejde, lægger færre timer, end de gjorde før.   Når vi som nu diskuterer topskat, og om vi skal have et mindre progressivt skattesystem, og om en lavere skat på den sidsttjente krone vil få danskerne til at arbejde mere, er det smart at se på virkeligheden. At træde ud af de økonomiske modellers forsøg på at sætte verden på formel og i stedet observere virkeligheden. Og virkeligheden er, at skatten på løn er blevet sat markant ned. Den højeste marginalskat er sat ned fra 63,4 procent i 2001 til 56,4 procent i dag. Den laveste marginalskat er sænket fra 44,9 til 40,3 procent i samme periode. Og skatten blev faktisk også sænket i 1990’erne.   Mens vi har sænket skatten på arbejde, har danskerne altså valgt at arbejde mindre. Danskerne prioriterer fritid
På baggrund af spørgeskemaundersøgelser vælger Finansministeriet ikke desto mindre at regne med, at en mindre marginalskat til de rigeste vil øge arbejdsvilligheden. Det indikerer udenlandske erfaringer også, ligesom det er det billede, der gives i den internationale litteratur på området. Men der er andre undersøgelser, der indikerer, at danskerne er mere interesserede i at veksle luft i privatbudgettet til mere fritid. Danskernes arbejdsliv er væsentlig anderledes end det er i andre lande, for her arbejder begge køn, også når de er blevet far eller mor. Men samtidig er der i Skandinavien højere forventninger til familierollen eller fritidslivet – samtidig med arbejdet. Ønsket om mere fritid er stort blandt danskerne, viser mange undersøgelser, der spørger direkte til det. Det kan være klogt lejlighedsvis at korrigere økonomiske teorier med virkeligheden. Og virkeligheden er i hvert fald, at danskerne har valgt at arbejde mindre i takt med, at de har fået skattelettelser. Arbejdstiden har de seneste 15 år primært været konjunkturbestemt. Ikke skattedetermineret.   Topskatten betales af toppen
For mange ville det være en streg i regningen for et retfærdigt skattesystem, hvis en masse almindelige mennesker endte med at betale den højeste skattesats. Så man kan godt forstå en snusfornuftig indvending om, at man må sørge for, at det kun er toppen, der betaler topskat. Men hvordan er det lige, virkeligheden er? Jo, det er i dag de cirka 15-17 procent, der har de højeste indkomster, der betaler topskat. Grænsen for, hvornår man skal betale topskat, vil i øvrigt rykke sig op ad de næste år, så det bliver færre, der skal betale den. Kun ganske, ganske få almindelige lønmodtagere – cirka 2 til 4 procent af lærere, pædagoger og folk indenfor de fleste håndværksfag – betaler topskat. Ganske enkelt fordi ikke tjener over 467.000 kroner om året. Man kan naturligvis være ideologisk modstander af et såkaldt progressivt skattesystem. Men at mene og påstå, at en ekstra skat på de 15 procent højeste indkomster er at flå stakkels almindelige mennesker i et ublu omfang, er vist også lidt overgearet.   Man skal tjene op mod en halv million kroner om året, før man møder det andet generelle skattetrin i det danske skattesystem. Ja, måske var det ganske enkelt det, vi skulle kalde det i stedet for ’topskat’ – for topskat er et ord, der i sig selv antyder, at det har nået toppen. Måske det bare skulle hedde ’det andet skattetrin’. Så ville der sikkert også være nogen, der var glade bare ingen opfandt det tredje.   Af Kristian Weise - bragt i Altinget 25. august http://www.altinget.dk/artikel/cevea-ud-af-skattefantasierne-og-ind-i-virkeligheden#.V77Dfscrc-c.facebook

30. august 2016

Ud af fantasien ind i virkeligheden

Af Kristian Weise - bragt i Altinget 25. august http://www.altinget.dk/artikel/cevea-ud-af-skattefantasierne-og-ind-i-virkeligheden#.V77Dfscrc-c.facebook   To gange fakta fra start: Danskerne arbejder ikke lige så meget i dag, som de har gjort tidligere, selvom skatten er blevet nedsat i flere omgange. Og det er kun de cirka 15 procent rigeste, der betaler topskat. Den stort anlagte skattereform lægger dermed op til at reparere noget, der virker, for at påvirke noget, som det umiddelbart er meget svært at styre. Den gennemsnitlige arbejdsuge – og her bruger vi Eurostats tal for alle beskæftigede – ligger i dag på 33,5 timer i gennemsnit, blandt andet fordi der er en del deltidsansatte i Danmark. I 2001 var den gennemsnitslige arbejdsuge 36,2 timer. Der er mange måder at gøre det op på. Den reelle arbejdstid er ikke det samme som den oplyste. Men der er ingen uenighed om tendensen. De danskere, der er i arbejde, lægger færre timer, end de gjorde før.   Når vi som nu diskuterer topskat, og om vi skal have et mindre progressivt skattesystem, og om en lavere skat på den sidsttjente krone vil få danskerne til at arbejde mere, er det smart at se på virkeligheden. At træde ud af de økonomiske modellers forsøg på at sætte verden på formel og i stedet observere virkeligheden. Og virkeligheden er, at skatten på løn er blevet sat markant ned. Den højeste marginalskat er sat ned fra 63,4 procent i 2001 til 56,4 procent i dag. Den laveste marginalskat er sænket fra 44,9 til 40,3 procent i samme periode. Og skatten blev faktisk også sænket i 1990’erne.   Mens vi har sænket skatten på arbejde, har danskerne altså valgt at arbejde mindre. Danskerne prioriterer fritid
På baggrund af spørgeskemaundersøgelser vælger Finansministeriet ikke desto mindre at regne med, at en mindre marginalskat til de rigeste vil øge arbejdsvilligheden. Det indikerer udenlandske erfaringer også, ligesom det er det billede, der gives i den internationale litteratur på området. Men der er andre undersøgelser, der indikerer, at danskerne er mere interesserede i at veksle luft i privatbudgettet til mere fritid. Danskernes arbejdsliv er væsentlig anderledes end det er i andre lande, for her arbejder begge køn, også når de er blevet far eller mor. Men samtidig er der i Skandinavien højere forventninger til familierollen eller fritidslivet – samtidig med arbejdet. Ønsket om mere fritid er stort blandt danskerne, viser mange undersøgelser, der spørger direkte til det. Det kan være klogt lejlighedsvis at korrigere økonomiske teorier med virkeligheden. Og virkeligheden er i hvert fald, at danskerne har valgt at arbejde mindre i takt med, at de har fået skattelettelser. Arbejdstiden har de seneste 15 år primært været konjunkturbestemt. Ikke skattedetermineret.   Topskatten betales af toppen
For mange ville det være en streg i regningen for et retfærdigt skattesystem, hvis en masse almindelige mennesker endte med at betale den højeste skattesats. Så man kan godt forstå en snusfornuftig indvending om, at man må sørge for, at det kun er toppen, der betaler topskat. Men hvordan er det lige, virkeligheden er? Jo, det er i dag de cirka 15-17 procent, der har de højeste indkomster, der betaler topskat. Grænsen for, hvornår man skal betale topskat, vil i øvrigt rykke sig op ad de næste år, så det bliver færre, der skal betale den. Kun ganske, ganske få almindelige lønmodtagere – cirka 2 til 4 procent af lærere, pædagoger og folk indenfor de fleste håndværksfag – betaler topskat. Ganske enkelt fordi ikke tjener over 467.000 kroner om året. Man kan naturligvis være ideologisk modstander af et såkaldt progressivt skattesystem. Men at mene og påstå, at en ekstra skat på de 15 procent højeste indkomster er at flå stakkels almindelige mennesker i et ublu omfang, er vist også lidt overgearet.   Man skal tjene op mod en halv million kroner om året, før man møder det andet generelle skattetrin i det danske skattesystem. Ja, måske var det ganske enkelt det, vi skulle kalde det i stedet for ’topskat’ – for topskat er et ord, der i sig selv antyder, at det har nået toppen. Måske det bare skulle hedde ’det andet skattetrin’. Så ville der sikkert også være nogen, der var glade bare ingen opfandt det tredje.