Debat

Nyeste debatindlæg
21. June 2018

Dansk Industri er fanget i en parallel erhvervsvirkelighed

Den kommune, der år efter år skaber flest nye job i nye virksomheder, er København. Alligevel ligger den i bunden i Dansk Industris årlige måling af erhvervsklimaet. Det giver nul mening. Dansk Industri gør sig for umage med ikke at forstå det arbejde, Cevea har lavet omkring hvilke kommuner, der har det stærkeste erhvervsliv. DI-direktør Kent Damsgaard skriver: »Problemet med Ceveas undersøgelse er, at de reelt ikke kårer den mest erhvervsvenlige kommune. De kårer den kommune med mest erhvervsaktivitet. De måler altså på resultatet og ikke indsatsen.« I stedet mener man i DI, at den spørgeskemaundersøgelse, man foretager blandt sine medlemsvirksomheder, giver et retvisende billede af hvilken indsats, der bliver gjort for erhvervslivet. Det er naturligvis interessant, hvad kommunerne gør for erhvervsudviklingen og jobskabelsen. Men der er ingen sammenhæng imellem de kommuner, som DI kårer som de mest erhvervsvenlige, og der hvor erhvervslivet klarer sig bedst. Derfor siger vi, at man er nødt til at interessere sig for den virkelighed, der kan konstateres økonomisk-statistisk, og ikke blot kortlægge følelserne i toppen af erhvervslivet for de forskellige kommuner. Lad os tage et eksempel: I en mindre kommune med et mindre antal virksomheder, vil kommunens erhvervschef, eller borgmesteren, formodentligt være personligt kendt af de fleste virksomhedsledere. Vil man her ikke være tilbøjelig til at have en bedre opfattelse af en kommunes erhvervsindsats end i en større kommune? Jo, formentlig. Men betyder det overhovedet noget for iværksætteri eller vækst? Når DI undersøger tilfredsheden med personskatterne, så finder man ud af, at de kommuner, hvor erhvervslivet er mest tilfreds med personskatterne, er Billund, Ikast-Brande og Hedensted. Men Billund har kun den 13. laveste kommuneskat, og de to andre kommuner er ikke blandt de 20 kommuner i Danmark med de laveste kommuneskatter. Helt overordnet er pointen, at der nok ikke er nogen sammenhæng mellem de ret små variationer der er i kommuneskatterne og erhvervsaktiviteten. Kommuner skal altid bestræbe sig på at være erhvervsvenlige, men de fleste kommuner har ikke ret meget indflydelse på erhvervsaktiviteten. Vi har lavet Ceveas undersøgelse for at forstå vilkårene for erhvervsaktivitet i forskellige dele af landet. Det er begrænset, hvad man bruge DI's undersøgelse til. Det er fordi, DI undersøger nogle ting, der kun delvist hænger sammen med eks. vækst, eksport og iværksætteri. Det bliver krystalklart, når man konstaterer, at den kommune, hvor der bliver skabt flest nye job i nye virksomheder er København. Men København ligger konstant i bunden af DI’s undersøgelser. Hvis den mest dynamiske kommune er den mindst erhvervsvenlige, er man nødt til at spørge sig selv, hvad man undersøger. Man kommer til at modsige virkeligheden. Her er et forslag: Hvad med at vi sammen laver et nyt indeks? Hvor vi både indtager erhvervslivets oplevelser, og samtidig tegner et billede af hvilke vækstforhold, der er afgørende, og i hvilket omfang en kommune kan arbejde med forhold, der faktisk vil have betydning? Vi giver gerne den første kop kaffe.     Af direktør Kristian Weise. Bragt i Finans d. 3. maj 2018.

21. June 2018

Nyt energiforlig kan underminere grøn vækst

Synspunkt. Hvis vi endelig skal skabe mere forbrug af noget, skal det så være elektricitet? Al energi koster penge at producere – også den grønne. Og selv om vi i Danmark er langt fremme med den grønne energi, vurderes det, at kun 42 procent af vores samlede energiforbrug i 2020 kommer til at stamme fra vedvarende energi. Den bedste energi er stadig den, vi ikke bruger, både klimamæssigt og økonomisk. Men regeringen er langt med planer, hvor den foreslår, at vi holder op med at spare på strømmen. Hvis vi endelig skal skabe mere forbrug af noget, skal det så være elektricitet? Efter at topskattekrigen blev tabt i det borgerlige Danmark, er det nu andre skatter, der står for skud. Helt aktuelt energibeskatningen, som regeringen varsler et stormløb mod i det forestående energiforlig. Der er to argumenter, som bruges i forhold til at sænke elafgiften. Det ene er, at det er en skattelettelse med en socialt forsvarlig profil, fordi lavtlønnedes el­regning udgør en større del af deres disponible indkomst end højtlønnedes. Det er rigtigt. Men det ændrer ikke ved, at samfundet ikke får noget for pengene. Pengene kunne bruges bedre, og der efterlades i stedet en regning i børne­værelset, for regeringen planlægger at hente de manglende indtægter i »råderummet«. Altså penge, der teoretisk kommer i kassen om mange år. Det andet argument – som er bedre – er, at så stor en del af strømmen er blevet grøn, at der ikke er nogen grund til at have så høje grønne afgifter, og at lavere elafgifter vil billiggøre elbiler og varmepumper. Her det dog vigtigt at huske, at der stadig er masser af sort strøm i systemet, og det vil der blive ved med at være. Bruttoforbruget af elektricitet er faktisk steget de seneste to år. Dertil kommer, at især forbruget af el forventes at stige på grund af planlagte datacentre fra Facebook, Apple og Google. Hvis Danmark skal bibeholde og forbedre sin internationale styrkeposition inden for grønne teknologier, kan vi ikke lade resten af den grønne omstilling gå i stå. Hvis vi dropper satsningen på at reducere elforbruget, kommer vi ikke i mål med klimamålene, og den grønne eksport, som vi har inden for andre områder, vil miste sit hjemme­marked. Det kan meget vel være resultatet af det forestående energiforlig. Kan man finde en model, hvor elektricitet til varmepumper samt elbiler, elbusser med mere gøres billige – hvor man altså erstatter olie og benzin – men hvor man i øvrigt beholder en fornuftig beskatning af elektricitetsforbruget, har man både en grøn beskatning, der virker i retning af, at vi nedbringer vores ressourceforbrug, og som samtidigt hænger sammen med en erhvervspolitik, der gavner andre end de danske elselskabers bundlinje. Selv om en stor del af vores energiforbrug er grønt, er vi stadig langt fra en bæredygtig model. Elselskaberne tjener deres penge på det danske hjemmemarked, hvorimod grønne teknologivirksomheder som Velux, Rockwool, Danfoss og Grundfoss tjener penge på verdensmarkedet til Danmark. Det gør de vel at mærke på teknologier fremelsket af en dansk politik, der har prioriteret energi­effektiviseringer og grøn energi samtidigt. Regeringen overser den betydning, dansk klimapolitik har haft for dansk erhvervslivs grønne førerposition. Det vil være et kolossalt tilbageskridt at opgive en klimapolitik og en grøn erhvervspolitik, der går på to ben. Vi skal ikke gøre den sorte strøm billigere og droppe ambitionerne om at sænke energiforbruget. På selve klimapolitikken må man sige, at vi er kommet langt med elektricitetsdelen, og selv om vi kan komme længere, mangler vi, at regeringen tager fat på de to udfordringer, hvor vi ikke er kommet ud af stedet: Landbruget og transportsektoren. Vi kan godt lave endnu mere grøn strøm, men der er helt uløste problemer. Måske regeringen skulle forsøge at løse de reelle udfordringer i stedet for at ødelægge en velfungerende dansk klima- og erhvervspolitik.   Af presse- og kommunikationschef Kasper Fogh. Bragt i Berlingske Business d. 21. april 2018.  

21. June 2018

Debat: Cepos ævler fejlagtigt løs om arveskatten

Den gik ikke med topskattelettelser. Så i forsøget på at begunstige de allermest velstillede er skytset nu rettet mod arveskatten. Helt uforståeligt er arveskatten blevet lettet for de allermest velhavendes børn: Efterkommere, der arver en virksomhed, skal nu kun betale fem pct. i skat af dens værdi. Alle andre skal betale 15 pct. af den arv, der overstiger ca. 300.000 kr. Samtidig hyler LA-koret om misundelses-Danmark, der tryner de mest initiativrige. Det gælder så i hvert fald ikke deres børn. Men hvorfor stoppe der? »Man kan også kalde arveafgiften for en trippel-beskatning,« piver Cepos’ Mads Lundby Hansen her i Berlingske. »Først betaler man indkomstskat af sin løn. Dernæst betaler man skat af renterne på sin opsparing. Og når man afgår ved døden, skal der betales skat en tredje gang, når ens opsparing skal videregives til børnene.«   Det postulat skal der ryddes op i. Det er nemlig meget lidt indkomst, der beskattes to eller flere gange. Indkomst beskattes én gang. Hvis den formue, man har, giver et afkast, beskattes den indkomst, man får på den formue, selvfølgelig. Der er intet dobbelt i det. Når børn arver fra deres forældre, er en stor del af arven i dag typisk en bolig eller en formue skabt på boligmarkedet. Det er som regel penge, der aldrig er betalt skat af. Overhovedet. Oftest vil der ikke være tale om dobbeltbeskatning af noget som helst. Indtil for nylig havde vi et temmelig rimeligt princip om at beskatte al arv over en bagatelgrænse med 15 pct. Og det bør man genindføre for alle. Også for Lego-familien. Nogle lande har ingen arveskat, f.eks. Sverige. Her mente man, at den var for dyr at opkræve. Bliver arveafgiften meget lavere end 15 pct., begynder det at blive for dyr en skat at opkræve. Derfor er en sænkelse til fem pct. reelt det samme som en afskaffelse.   Nej tak til amerikanske tilstande Vi har en stigende og arvelig formueulighed, som vokser meget mere end indkomstuligheden. Så man er nødt til at insistere på en arveskat, hvis ikke vi skal have amerikanske eller engelske tilstande. I Frankrig har man en progressiv arveafgift, der kan gå helt op til 45 pct. Noget tyder på, at det er for højt et niveau, da det ødelægger eller gældsætter mange virksomheder og landbrug ved generationsskift. Vi vil ikke vil have vores jord eller erhvervsliv samlet på for få hænder, eller i lommen på bankerne. Derfor skal arveskatten nok heller ikke være meget højere end 15 – 20 pct., som er det normale niveau i OECD-landene. Regeringen har ødelagt et rimeligt og afdæmpet arveskattesystem – også sammenlignet med resten af Europa – for at tækkes en lille håndfuld kisterige familier. Derfor er det godt, at oppositionen lover at genetablere en sund balance i dansk arvebeskatning. Indtil det sker, må nogen af os så gøre, hvad vi kan, for at vaccinere debatten mod decideret ævl, som f.eks. at der findes trippel-beskatning.   Af Kristian Weise. Bragt i Berlingske d. 12. april 2018.