Debat

Nyeste debatindlæg
9. February 2018

Rød boligpolitik skal gøre op med ulighed

Det er vores lod i boliglotteriet, der afgør, om vi er formuende eller ej. Derfor skal boligpolitik tilbage på dagsorden hos centrum-venstre.  En bolig er ikke længere bare noget, man bor i. For mange mennesker er det blevet det mest afgørende forhold for, om de får opbygget en formue, og om de bliver del af den mest velhavende del af danskerne. Med alle de fordele og frihed, det giver. Vi har fået en boligadel i Danmark. Det er alle os, der har haft mulighed for at købe en ejerbolig i de steder af landet, hvor priserne stiger. Det er en rimelig bred adel, og på den måde er den meget anerledes end den historiske adel, vi havde under feudalismen. Men de boligprivilegerede har alligevel adelig træk. De ejer land, fordelene ved ejerskabet stiger over tid, og for mange går det i arv: Enten i form af et forældrekøb som indgangen til boligmarkedet eller som hjælp i forhold til udbetaling på den første ejerlejlighed. Boligejere har otte gange større formue Sådan en hjælpende hånd er ikke uden betydning. Boligejernes formue er i gennemsnit 8 gange større end ikke-boligejeres, viser tal fra Danmarks Statistik. Noget af det skyldes, at boligejere generelt har længere uddannelser og højere løn end lejere. Men boligejernes indkomst er kun cirka dobbelt så stor som lejernes. Og boligen i sig selv er dermed af afgørende betydning for, om man havner på den grønne formuegren eller ej. De store boliggevinster skyldes blandt andet, at boliger skattemæssigt er blevet begunstiget de seneste knap 20 år. En ny undersøgelse fra DREAM-gruppen konkluderer, at ”ejendomsværdiskatten i perioden siden årtusindeskiftet har været lavere end sit neutrale niveau” og at ”boligejerne har optjent en positiv skattegevinst (…) i størrelsesordenen 12.000 kr. årligt i årene 2000-15.” Langt mere end de ’historiske skattelettelser’ Anders Samuelsen og Co. har forhandlet om. Det skal kunne betale sig at arbejde, hører vi. Og skal vi kunne acceptere en vis grad af ulighed i vores samfund, må den – for at være retfærdig – bunde i forskelle i evner og indsats. Ingen af delene er tilfældet, når det er vores lod i boliglotteriet, der afgør om vi er formuende eller ej. Boligbeskatning skal tilbage på dagsordenen Boligpolitik må tilbage på dagsorden, særligt blandt partierne på centrum-venstre og venstrefløjen.  Og det må starte med boligskatten. Alle kan se, at det er skævt, at ejendomsværdiskatten har været fastfråsset i knap to årtier. Men ingen tør blinke først og gøre noget ved det. Det holder ikke og må ændres. Bedst vil det være, hvis boligskattesystemet gentænkes, så den løbende beskatning – grundskyld og ejendomsværdiskat – bliver sat ned, mens man til gengæld betaler skat af sin fortjeneste, hvis boligen sælges og man ikke geninvesterer pengene i en ny bolig. Det er ikke hensigtsmæssigt, at vi giver skattemæssige fordele til boliginvesteringer. Hvis man for eksempel investerer i en mindre virksomhed eller en stor en, der er på børsen, så skal man betale skat af den værdistigning, man får. Men det er ikke tilfældet med den værdistigning, der er i ens bolig. Det betyder, at hvis man har penge i banken, så er det væsentlig smartere at investere dem i en lejlighed til sit barn end at investere dem i arbejdspladser i erhvervslivet. Stemmer i boligpolitik Men det er ikke nok, at ændre boligbeskatningen. Det må også være en politisk prioritet at sikre flere gode boliger, der kan betales. Det at være lejer, skal ikke være lig med et liv på anden klasse boligkvalitetsmæssigt eller at man må betale ågerpriser i privat nybyggeri. Vi har i Danmark en stærk almen boligsektor. Den bør udbygges og understøttes politisk. Og det kan der oven i købet være stemmer i: I New Zealand gik socialdemokraten Jacinda Adern i efteråret til valg på at bygge 100.000 kvalitetsboliger, der er til at betale, og vandt en klar sejr over højrefløjen der. Det er da til at lade sig inspirere af.   Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i netavisen PioPio.dk d. 9. februar 2018.  

31. January 2018

Mads Lundby, du puster dine tal op som om de var et kolossalt badedyr

Man fik et chok, da man åbnede sin Berlinger for nylig. Der er 2,1 millioner danskere på offentlig forsørgelse. 2,1 millioner! På offentlig forsørgelse? Det er på den baggrund let at få det indtryk, at det er en helt urimelig stor del af danskerne, der ikke bidrager til samfundet. Og det virker derfor umiddelbart ganske rimeligt, når Cepos- cheføkonom Mads Lundby Hansen ønsker, at vi kunne få lidt flere af de her mennesker i arbejde. Men rimeligheden ophører allerede med Cepos- omgang med tal. Det er vildledende og misvisende, når Lundby Hansen bruger de 2,1 millioner uden skelen til, hvilke typer overførselsindkomster, der er tale om - og sammensætningen af modtagerne i øvrigt. Ud af de 2,17 millioner danskere, som Cepos refererer til, er 1,1 million eksempelvis folkepensionister - som Mads også nævner - og 63.000 er i »øvrig tilbagetrækning« , herunder på efterløn. Fælles for dem er, at de har et langt, og for nogen slidsomt, arbejdsliv bag sig. Der er grænser for, hvad man kan eller skal have ud af dem. Så der røg halvdelen af det store tal. 325.000 af de 2,17 millioner er studerende. Unge mennesker, der netop gør det, som politikerne har opfordret dem til: uddanner sig til fremtidens arbejdsmarked. Flere uddanner sig længere. Men også de kommer ud på arbejdsmarkedet. Endda lige om lidt og oven i købet dygtigere og mere produktive end før. 332.000 befinder sig så langt væk fra arbejdsmarkedet, at det for manges vedkommende ikke giver mening at tale om beskæftigelsespolitiske indsatser. 254.000 er i den ulykkelige situation, at de enten midlertidigt (sygedagpengemodtagere) eller permanent (førtidspensionister) er for syge til at arbejde, og yderligere 78.000 vurderes ikke-jobparate af helbredsmæssige eller andre sociale årsager. De er ikke raske nok. Desværre. Vi er nok nødt til at hjælpe dem, før de kommer til at batte det helt store i nationalregnskabet. Det er næppe et spørgsmål om manglende motivation - økonomiske incitamenter hjælper ikke alverden på helbredet, ligesom det ikke er nogen kur mod misbrug eller hjemløshed. Omvendt er det lykkelige omstændigheder, der ligger til grund for, at 48.000 danskere midlertidigt er på offentlig forsørgelse i form af barselsdagpenge. Heller ikke dem er der samfundsøkonomisk fidus i at røre ved. Når fremtidens skatteborgere er store nok til at komme i vuggestue, vender deres forældre formentlig tilbage til arbejdsmarkedet helt af sig selv. Til sidst står vi så med gruppen af ledige - en mindre del af det urovækkende tal 2,17 millioner. Ud af gruppen af ledige er 163.000 allerede aktiveret. De modtager vejledning og opkvalificering eller er i støttet beskæftigelse, som f.eks. jobtilskudsordninger. De foretager sig altså noget temmelig aktivt for at få et job. Vi kunne sikkert gøre det bedre her. Men karikaturen af den passive nyder af overførsler er ikke fair at tegne på de her menneskers bekostning. Den gruppe, som reelt kan træde ind på arbejdsmarkedet på den korte bane, er altså ca. 120.000 ledige, der enten er på dagpenge eller kontanthjælp. Heraf er kun en mindre del langtidsledige, og langtidsledigheden er på sit laveste siden 2009. Med til gruppen af de resterende 120.000 ledige hører også dem, der kun kortvarigt befinder sig i systemet. De er så at sige »i mellem job« , som en naturlig del af enhver økonomi, hvor folk skifter job og har overgange. Tager man dette faktum med, vil man også vide, at vi faktisk har en lav ledighed. Det er selvfølgelig irriterende, hvis man har levet af at sælge historien om dovne danskere lullet i søvn af velfærdsstaten. Men for os andre er det glædeligt. Cepos vil gerne have flere på arbejdsmarkedet, og foreslår derfor højere pensionsalder, afskaffelse af efterlønnen og en sænkelse af dagpengeniveauet. Det er reelt nok. Og her er vi ganske enkelt bare uenige om politikken. Jeg mener ikke, at vi skal svække det økonomiske sikkerhedsnet. Men er det seriøst konstant at ulejlige os med tal, der inkluderer hundredtusindvis af pensionister, der forlod arbejdsmarkedet for flere år siden, studerende samt barslende mødre og fædre? Ledighed er en stor tragedie, når det rammer et menneske og en familie. Også for samfundet. Derfor skal vi i den grad beskæftige os med at optimere arbejdsløshedsindsatsen. Og vi burde - både i Cevea og Cepos - bruge flere kræfter på at forstå, hvordan vi undgår, at så mange kommer til at stå uden for. At folk ender på førtidspension eller af anden årsag ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet. Men i den debat hører sensationsoverskrifter om »2,17 mio. danskere på overførsel« bare ikke hjemme. Så lad være med at puste ledighedstallet op som et kolossalt badedyr med alle landets pensionister, syge og studerende. Det astronomiske tal spænder ben for en ærlig og saglig debat om en vigtig samfundsudfordring. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Berlingske d. 30. januar 2018. 

22. January 2018

Drop privatiseringen - seerne skal eje TV 2

Lad danskerne i fællesskab eje TV 2. Det kan gøres via en fondsløsning, som vi kender det fra Novo Nordisk, A. P. Møller og Carlsberg. Det har i over 15 år været de borgerliges mål at privatisere TV 2. Nu skal det føres ud i livet, helst inden næste folketingsvalg. Det er som et barndomsminde, der dukker op, hver gang de har regeringsmagten. En automathandling uden grund. Privatiseringen er ingen folkesag. Danskerne er yderst tilfredse med tingenes tilstand. I 2016 brugte de danske tv-seere 38 pct. af deres tid på TV 2, hvilket gør TV 2-kanalerne til de mest populære, skarpt forfulgt af DR. Der er solid opbakning til public service-kanalerne, hvilket er unikt internationalt set. Alligevel er salget på dagsordenen. Det er svært at argumentere for, at TV 2 skal sælges, for at der kan laves bedre, eller i hvert fald mere populært, fjernsyn. Der er heller ingen grund til at tro, at kanalerne bliver billigere. TV 2 er finansieret af indtægter fra reklamer og abonnementsindtægter. Det er kun de regionale dele af TV 2, der får en bid af licenskronerne. Er det så, fordi de borgerlige mener, at man kan få ejere, der kan noget, som TV 2 ikke kan i dag? Måske. Men det ser ikke overbevisende ud. De oplagte købere er Egmont, MGT og Berlingske Media med sine belgiske ejere i ryggen. Egmonts norske udgave af TV 2 har droppet at levere public service på markedsvilkår, og den norske stat har nu tilbudt at kompensere dem med 135 mio. norske kr. hvert år de næste fem år for at tage den ambition til sig igen. MGT's danske TV3 opgav hurtigt at lave nyheder og satsede i stedet med succes på programmer som "Paradise Hotel", "Familien på Bryggen" og "Luksusfælden". Og selvom den Berlingske-ejede Radio24syv har moderniseret taleradio samt opfundet Kirsten Birgit og en kort radioavis, er det svært at se, at der her er idéer til et helt nyt TV 2. Uafhængig af staten Tilbage står et ideologisk argument. Det er ganske enkelt svært for liberalister at sluge, at staten dominerer mediemarkedet. Det får dem til at handle imod deres fornuft. Derfor vil jeg også gerne komme med en håndsrækning til dem: Hvis regeringen partout vil afhænde ejerskabet af TV 2, så gør det via en fondskonstruktion. Opret en fond, der er helt uafhængig af staten, og lad den eje TV 2. Dens formål skal være at drive TV 2 og lave godt tv, og public service-forpligtelsen kan skrives ind i dens fundats. Så vil TV 2 være privat, til evighed levere nyheder mm. og stadig være hele Danmarks kanal. Ja, man kan sågar have et repræsentantskab, der vælger bestyrelser mm., hvortil alle seerne - dvs. abonnenterne - kan have en stemme. Med en fondsløsning slipper vi for, at der skal hives overskud ud af TV 2, og sikrer, at danskerne får andet end bar hud, atypiske familieportrætter og diverse sangkonkurrencer at se på. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten Finans d. 18. januar 2018.