Debat

Nyeste debatindlæg
22. June 2018

7 ANBEFALINGER TIL EN GOD OG ATTRAKTIV OFFENTLIG SEKTOR

I Cevea er vi glade for det store arbejde, der er lagt i Ledelseskommissionens anbefalinger, og det at Regeringen tager den offentlige sektor alvorligt og inviterer gode folk med til at udvikle den. Vi synes bare, der manglede nogen. For ledere leder ikke alene. De samarbejder hver dag med medarbejdere, der står i fronten af velfærdssamfundet, har fingeren på pulsen og ved, hvordan forandringer virker i praksis. Derfor samlede vi på Folkemødet 2018 tre repræsentanter for den offentlige sektor i en midlertidig medarbejderkommission, der live på scenen sammen udviklede et sæt alternative og supplerende anbefalinger til fremtidens offentlige sektor. Medarbejderkommissions medlemmer var Rasmus Bredde, specialarbejder i Københavns Kommune og fællestillidsrepræsentant, Pia Henriksen, lærer og kredsstyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforeningen i Albertslund og Jan Hoby, næstformand i LFS – Landsforbundet for Specialpædagoger. Opdraget til arbejdet i Medarbejderkommissionen var, at: Diskutere og nuancere debatten om den offentlige sektor i dag og i fremtiden Komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi sikrer en god og velfungerende offentlig sektor i fremtiden Komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi sikrer, at den offentlige sektor i fremtiden er en attraktiv arbejdsplads Kommissionens anbefalinger skulle ligeledes kunne realiseres inden for de nuværende økonomiske rammer.   Medarbejderkommissionen udviklede syv anbefalinger, der hver især og tilsammen skal sikre en retning, hvor vi bevarer og udvikler en offentlige sektor, der leverer god kvalitet og er en attraktiv arbejdsplads: Alle der arbejder i og med den offentlige sektor – ledere, medarbejdere, politikere og fagbevægelse – skal have den samme forståelse af kerneopgaven hele vejen rundt og op. Det er en fælles og ledelsesmæssig opgave at sikre sammenhæng mellem værdikæden, styringskæden og meningskæden. Der må ikke sættes nye forandringer i gang uden, at der er sikkerhed for, at de kan implementeres – og uden mål for, hvordan de bliver evalueret undervejs og efterfølgende. Politikerne skal lade være at udstikke one size-fits all krav til dokumentation og benchmarks – og lade de enkelte institutioner selv fastsætte mål. Politikerne skal have tillid til den offentlige sektor. Drop overstyringen og detaljeregler. Ledere og medarbejdere skal følges ad – med fælles, understøttende uddannelse og i den konkrete udvikling af løsningerne. Politikere og fagbevægelse skal understøtte, at medarbejdere og ledere engagerer sig professionelt i deres arbejde, deres fag og udviklingen af den offentlige sektor.  

21. June 2018

Du burde sikkert betale mere i skat

Synes du, at arveskatten skal væk og topskatten ned? Og at dem, der vil beskatte og omfordele mere, er misundelige og lidt dummere end dig? Så er du formentlig en af dem, der har nydt godt af opsvinget og den stigende ulighed. Regeringen har med succes fået sænket arveafgiften for familieejede virksomheder fra 15 til 5 pct. Så nu står arveskatten for alle andre også for skud. Enten skal den fjernes eller sættes markant ned, mener Konservative og Liberal Alliance. Det går stik imod anbefalingerne blandt internationale økonomer. Det kan derfor virke som lidt af et paradoks, at det er på dagsordenen netop nu. Men det er det ikke. For dagsordener er styret af følelser og psykologi snarere end af økonomisk videnskab. Det er derfor helt efter bogen, at de rigeste nu føler, at de skal slippe lettere i skat. Uligheden er stigende. Det er alle – også finansverdenen – enige om. Det har fået flere til at påpege, at øgede skatter for de rigeste er en del af recepten for en verden, der ellers kan ende i nye kriser og sociale konflikter. Økonomen Thomas Piketty har advokeret for en global formueskat. Det liberalistiske hoforgan The Economist har omfavnet arveskat som et middel til at skabe et mere lige udgangspunkt for alle. Og Den Internationale Valutafond har argumenteret for, at skatten på de højeste indtægter kan hæves i de fleste lande. Alligevel går vi i Danmark for tiden den modsatte vej. Topskatten er løbende blevet sat ned de seneste 15 år, og nu er arveskatten på samme vej. Uligheden er skam også steget herhjemme. Det viser alle statistikker. De økonomiske vismænd har sågar påpeget, at en stor del af stigningen skyldes øgede kapitalindtægter. Altså fordi de rige tjener mere på (bare) at være rige.  Men mens økonomien tilsiger, at vi burde øge beskatningen af de rigeste, er dagsordenen den modsatte. Det skyldes formentlig, at stigende ulighed typisk går hånd i hånd med, at dem, der havner på den grønne gren, mener, at de har fortjent at beholde en større del af den nye velstand selv. Det resultat ses i ny forskning og i en række eksperimenter inden for psykologi. Den amerikanske professor Keith Payne har eksempelvis fundet ud af, at folk, der føler sig rigere end resten af befolkningen, ønsker lavere skat og mindre omfordeling (også uafhængigt af hvad deres indtægt i virkeligheden er). Forsøgspersoner, der fik at vide, at de havde klaret sig bedre i et aktiespil end andre deltagere - uden at de dog reelt havde det - ønskede også mindre omfordeling. Samtidig vurderede ”vinderne”, at de deltagere, som havde klaret sig dårligere, var ”mere partiske og mindre rationelle” i skatte- og fordelingsmål. Des mere de mest velhavende stikker af fra resten af samfundet, des mere vil de mene, at de bliver brandbeskattet, og at det ikke bare er uretfærdigt, men også tosset. Og så er deres partier, De Konservative og Liberal Alliance, stik imod økonomisk sund fornuft hurtigt klar med en kampagne om, at afskaffelsen af arveskatten er et moralsk spørgsmål. Men det solide opsving, globalisering, disruption og udbredelsen af ny teknologi – og deraf højere lønvækst i toppen end i bunden – betyder altså ikke, at os, der betaler topskat, har fortjent flere skattelettelser. Snarere tværtimod.   Af direktør Kristian Weise. Bragt i Finans d. 1. juni 2018.

21. June 2018

Dansk Industri er fanget i en parallel erhvervsvirkelighed

Den kommune, der år efter år skaber flest nye job i nye virksomheder, er København. Alligevel ligger den i bunden i Dansk Industris årlige måling af erhvervsklimaet. Det giver nul mening. Dansk Industri gør sig for umage med ikke at forstå det arbejde, Cevea har lavet omkring hvilke kommuner, der har det stærkeste erhvervsliv. DI-direktør Kent Damsgaard skriver: »Problemet med Ceveas undersøgelse er, at de reelt ikke kårer den mest erhvervsvenlige kommune. De kårer den kommune med mest erhvervsaktivitet. De måler altså på resultatet og ikke indsatsen.« I stedet mener man i DI, at den spørgeskemaundersøgelse, man foretager blandt sine medlemsvirksomheder, giver et retvisende billede af hvilken indsats, der bliver gjort for erhvervslivet. Det er naturligvis interessant, hvad kommunerne gør for erhvervsudviklingen og jobskabelsen. Men der er ingen sammenhæng imellem de kommuner, som DI kårer som de mest erhvervsvenlige, og der hvor erhvervslivet klarer sig bedst. Derfor siger vi, at man er nødt til at interessere sig for den virkelighed, der kan konstateres økonomisk-statistisk, og ikke blot kortlægge følelserne i toppen af erhvervslivet for de forskellige kommuner. Lad os tage et eksempel: I en mindre kommune med et mindre antal virksomheder, vil kommunens erhvervschef, eller borgmesteren, formodentligt være personligt kendt af de fleste virksomhedsledere. Vil man her ikke være tilbøjelig til at have en bedre opfattelse af en kommunes erhvervsindsats end i en større kommune? Jo, formentlig. Men betyder det overhovedet noget for iværksætteri eller vækst? Når DI undersøger tilfredsheden med personskatterne, så finder man ud af, at de kommuner, hvor erhvervslivet er mest tilfreds med personskatterne, er Billund, Ikast-Brande og Hedensted. Men Billund har kun den 13. laveste kommuneskat, og de to andre kommuner er ikke blandt de 20 kommuner i Danmark med de laveste kommuneskatter. Helt overordnet er pointen, at der nok ikke er nogen sammenhæng mellem de ret små variationer der er i kommuneskatterne og erhvervsaktiviteten. Kommuner skal altid bestræbe sig på at være erhvervsvenlige, men de fleste kommuner har ikke ret meget indflydelse på erhvervsaktiviteten. Vi har lavet Ceveas undersøgelse for at forstå vilkårene for erhvervsaktivitet i forskellige dele af landet. Det er begrænset, hvad man bruge DI's undersøgelse til. Det er fordi, DI undersøger nogle ting, der kun delvist hænger sammen med eks. vækst, eksport og iværksætteri. Det bliver krystalklart, når man konstaterer, at den kommune, hvor der bliver skabt flest nye job i nye virksomheder er København. Men København ligger konstant i bunden af DI’s undersøgelser. Hvis den mest dynamiske kommune er den mindst erhvervsvenlige, er man nødt til at spørge sig selv, hvad man undersøger. Man kommer til at modsige virkeligheden. Her er et forslag: Hvad med at vi sammen laver et nyt indeks? Hvor vi både indtager erhvervslivets oplevelser, og samtidig tegner et billede af hvilke vækstforhold, der er afgørende, og i hvilket omfang en kommune kan arbejde med forhold, der faktisk vil have betydning? Vi giver gerne den første kop kaffe.     Af direktør Kristian Weise. Bragt i Finans d. 3. maj 2018.