Dagpengekommission er en lappeløsning - med enkelte gode lapper

Styrk sikkerhedsnettet - brug det bedste fra dagpengekommissionen

Dagpengekommissionen har fremlagt deres bud på et nyt dagpengesystem. Med den opgave de havde fået, kunne det ikke blive til meget mere end en lappeløsning.

Heldigvis er der dog nogle af lapperne, der er ganske gode. Dem skal Christiansborgpolitikerne nu tage med sig, og – i bedste patchworkstil – sikre et dagpengesystem, der giver mere tryghed. For det er netop den tryghed, dagpenge kan give, der er udgangspunktet for et fleksibelt arbejdsmarked og en dynamisk økonomi i Danmark.

Det virker som om, det ofte er blevet glemt i den store dagpengediskussion, men et ordentligt dagpengesystem er ikke kun til fordel for dem, der på et tidspunkt i deres liv er arbejdsløse og på dagpenge. Det er det også for alle os andre.

Dagpengesystemet er en af de helt afgørende faktorer for vores konkurrenceevne og vores evne til at tilpasse os udviklingen i verden.

Dagpengene har historisk sikret, at det at blive arbejdsløs ikke betyder, at man også skal gå fra hus og hjem. Den tryghed betyder, at danske lønmodtagere har turdet tage chancer i deres arbejdsliv og eksempelvis lade sig omskole, når det har været nødvendigt.

Derudover lægger dagpengene sammen med kontanthjælp en bund under lønniveauet på arbejdsmarkedet. Hvis ydelsesniveauet reduceres, vil det presse de laveste lønninger nedad. Det kan starte en nedadgående lønspiral og betyde stigende ulighed.

Det har vi understreget fra Ceveas side hver gang, der har været forslag om lavere kontanthjælp eller dagpengene det seneste år. Og nu har også vismændene påpeget den sammenhæng.

Men det er ikke bare vismandsvisdom. Det er konkrete erfaringer. Det er det eksempelvis i Tyskland, hvor Hartz-reformerne i start nullerne førte til drastisk sænkede ydelser. Resultatet har været lavere lønninger – ikke bare til de få, men til så mange, at middelklassen er blevet kraftigt udhulet og knap 10 pct. af de arbejdende tyskere i dag er arbejdende fattige.

Politikerne skal sikre et stærkere dagpengesystem. Det er den opgave, de nu står med. Både fordi dem, der rammes af arbejdsløshed har brug for et stærkere sikkerhedsnet. Men også fordi resten af os også taber, hvis dagpengesystemet svækkes.

De gode lapper fra Dagpengekommissionen, der nu skal samles op på Christiansborg, er særligt den mere fleksible genoptjening og muligheden for en længere dagpengeperiode. Til gengæld vil de otte foreslåede karensdage (hvor man ikke automatisk får dagpenge) og den lavere dimittendsats svække det sikkerhedsnet, som dagpengene netop skulle være.

I de kommende forhandlinger bør det ledende spørgsmål for forhandlerne på Christiansborg derfor være, om den endelige dagpengeløsning er en, der reelt giver mere tryghed og derfor også mere fleksibilitet og dynamik, eller det modsatte.

Læs indlægget i Politikken her