Ligestilling: også en økonomisk mirakelkur

Kvindernes internationale kampdag handler i udgangspunktet om alt andet end økonomi. Den skal hverken forklares eller forsvares med beskæftigelsesgrader, BNP-tal eller timeproduktivitet.

Ikke desto mindre er det værd at bemærke, at ligestillingen i Danmark og de velfærdsinstitutioner, der har gjort den mulig, også er lidt af en økonomisk mirakelkur. Og ikke mindst, at en svækkelse af den fælles velfærd kan ”sende kvinderne tilbage til kødgryderne” – til skade for både kvinders frihed og landets økonomi.

Ved at investere i velfærdsinstitutioner som vuggestuer, børnehaver og ældrepleje har vi i Danmark muliggjort en samfundsindretning, hvor både mænd og kvinder kan indgå på arbejdsmarkedet, og samtidig nyde godt af et trygt familieliv.

Selvom børneomsorg og familieliv mere generelt er et fælles ansvar, som burde betyde det samme for mænd og kvinder, er det et historisk faktum, at vi indtil for ikke så mange årtier siden havde et klart kønsopdelt arbejdsmarked, hvor det primært var kvinderne, der stod for arbejdet i hjemmet med alt hvad det tilhørte. Der skulle organiseret børnepasning til, før arbejdsmarkedsdeltagelse blev et muligt valg for mange kvinder.

Sådanne velfærdsinstitutioner er ikke gratis at drive. Slet ikke hvis de skal være gode og sikre en både tryg og udviklende barndom. Derfor kommer de ofte også under angreb, når velfærdsstaten beskydes af borgerlige minimalstatsdrømmere.

Men investeringer i børne- og familiepolitik – det der i praksis har vist sig at være fundamentet for ligestilling på arbejdsmarkedet – er formentlig noget af det bedste, vi kan lægge vores fælles ressourcer i.

Danmark har et af de højeste offentlige forbrug på børnepasning og familierettede ydelser blandt OECD-landene. Men samtidigt har vi også et af de højeste niveauer for udbud af arbejdskraft, en af de højeste beskæftigelsesgrader, og en høj produktivitet. Danmark er, sammen med Sverige, det land, der har flest børnefamilier, hvor begge forældre arbejder fuld tid. Derudover er danske kvinders uddannelseslængde blandt OECD’s længste, ligesom lønforskellen mellem mænd og kvinder er blandt de laveste.

Vigtigst af alt, når det anskues ud fra de økonomiske parametre: på tværs af OECD-landene er der en klar sammenhæng mellem de familierettede investeringer og de faktorer, der sikrer en stærk økonomi. Des højere forbrug på børnepasning, des højere beskæftigelsesgrad, færre familier, hvor en arbejder deltid etc.  

En af de sikreste måder at sørge for et større, og bedre kvalificeret, udbud af arbejdskraft, er ganske enkelt velfærdsinstitutioner målrettet forældre.

Derfor er det også vigtigt ikke at slække på ambitionerne eller hvile på laurbærrene. Det er nemlig ikke nogen naturlov, at kvinder, der én gang er kommet ind på arbejdsmarkedet ikke også kan træde ud af det igen. Det synes f.eks. at være udviklingstendensen i USA, hvor udbuddet af arbejdskraft blandt kvinder er faldet med 3,8 pct. siden år 2000.

I det lys vækker det bekymring, at Danmark er begyndt at investere mindre på familie- og børneområdet. Ifølge OECD har Danmark i perioden fra 2010 til 2013 reduceret sine familieinvesteringer med 2 mia. kr. Til sammenligning er investeringerne på f.eks. ældreområdet forøget med ca. 13 mia. kr. i samme periode. 

En veludviklet velfærdsstat, der understøtter ligestilling mellem kønnene, er ikke kun et anliggende for kvindekampssagen, men for hele samfundet. Og det er det endda også ud fra det, der synes at tælle allermest for landets politikere: væksten og de offentlige finanser.

Så den nye kassemester, finansminister Kristian Jensen, burde være den første til at fejre 8. marts og knuselske de velfærdsinstitutioner, der har gjort ligestillingen på arbejdsmarkedet mulig.    

Af Kristian Weise, direktør, Tænketanken Cevea

 

Bragt i Politikken d. 8 marts (Tilgængelig for abonnenter)

http://politiken.dk/debat/profiler/kristianweise/art5862785/Ligestilling-er-faktisk-en-%C3%B8konomisk-mirakelkur