Blå blok bør indse at velfærd skaber velstand

Højrefløjen ynder at fremstille den offentlige sektor i Danmark som et grådigt monster, men virkeligheden er at gode velfærdsinstitutioner er sunde investeringer, der ganske enkelt understøtter et højt velstandsniveau. 

Af Kristian Weise, direktør, Tænketanken Cevea

Vores fælles velfærdsinstitutioner er en del af fundamentet for den danske velstand. De skal ikke ses som en udgift finansieret af rigdom skabt andre steder, men i høj grad som en del af det, der gør at vi har en stærk økonomi i Danmark.

Det er ellers blevet lidt en lidenskab for højrefløjens politikere, økonomer og øvrige meningsdannere at udbrede sig om, at den danske velfærdsstat er for stor, og at den danske økonomi som konsekvens ikke er konkurrencedygtig i internationalt perspektiv. Den offentlige sektor bliver ofte italesat som et monster, der hæmmer velstanden og produktiviteten i Danmark.

Denne fortælling synes, desværre, i mange tilfælde at få lov til at stå uimodsagt.

Det er sandt, at Danmark har en stor offentlig sektor. Men det er også vigtigt at forstå, hvad der har drevet denne udvikling, og hvad gevinsterne ved en veludbygget velfærdsstat er. For ud over de politiske prioriteter som velfærdsstaten er udtryk for, så er den også en sund økonomisk forretning.

De fleste økonomer er enige om, at samfundsøkonomisk vækst og velstand primært drives af to faktorer: produktiviteten, dvs. hvor effektive man er og hvor meget værdi, man skaber, samt hvor meget, der arbejdes. Det sidste måles primært ift. beskæftigelsesfrekvensen – altså hvor mange, der er i arbejde – og antallet af timer de, som er i arbejde, arbejder.

Det giver derfor mening at kigge nærmere på disse faktorer og hvordan de hænger sammen med et højt offentligt forbrug på velfærdsydelser, hvis man vil vurdere værdien af en stor offentlig sektor. Det har vi i Cevea gjort ved i en ny analyse at kortlægge sammenhængen mellem OECD-landenes forbrug på børne- og familieorienterede ydelser på den ene side og en række socioøkonomiske parametre på den anden.

Det er tydeligt, at der er en klar statistisk sammenhæng mellem de lande, som har et højt investeringsniveau i børn og familier og de lande der klarer sig bedst på de økonomiske og sociale indikatorer, vi normalt måler på.

Gode velfærdsinstitutioner understøtter ganske enkelt et højt velstandsniveau. De er investeringer, der giver et klart økonomisk afkast.

Danmark havde med 3,7 procent af BNP det næsthøjeste niveau af investeringer i børnepasning og familierettede ydelser blandt OECD’s medlemslande, da OECD senest opgjorde det i 2013.

Samtidig havde Danmark det femtehøjeste niveau for udbud af arbejdskraft blandt kvinder (75,6 procent) og den femtehøjeste beskæftigelsesgrad for kvinder (70 procent). Danmark havde også den femtehøjeste produktivitet per arbejdstime i 2013 og var sammen med Sverige det land med den højeste andel af børnefamilier, hvor begge forsørgere arbejdede fuldtid. Derudover er danske kvinders uddannelseslængde blandt OECD’s længste, ligesom lønforskellen mellem mænd og kvinder er blandt de laveste.

De høje ambitioner for den danske velfærdsstats understøttelse af familierne har ikke kun betalt sig i et ligestillingspolitisk perspektiv, men også i en samfundsøkonomisk sammenhæng. Det er således blandt andet investeringer i børnepasning og familiepolitik, som har muliggjort, at mænd og kvinder på lige vilkår kan indgå på arbejdsmarkedet.

Når højrefløjens politikere begrunder nedskæringer i det offentlige med, at sektoren har vokset sig for stor, er det derfor også værd at gøre opmærksom på gevinsterne ved de offentlige velfærdsinstitutioner.

Og hvis vi slækker på det, i internationalt perspektiv, høje ambitionsniveau på det børne- og familiepolitiske område, er der en fare for, at vi udhuler centrale forudsætninger for den velstand, vi oplever i dag.

Det er ikke bare gætterier. For det er ingen naturlov, at man altid vil have et højt beskæftigelsesniveau, bare fordi, man én gang har haft det – i USA er beskæftigelsesgraden således faldet de sidste 15 år.  

Det samme kan ske i Danmark, hvis vi slækker på ambitionerne for de velfærdsinstitutioner, der får folks arbejds- og familieliv til at balancere

 

Bragt 14. marts på Altinget.dk