Efter Radius: Infrastruktur er bedst og billigst i fælleseje

Bragt som kronik i Jyllands-Posten 24/1 2019

 

Salget af eldistributionsselskabet Radius blev stoppet i sidste øjeblik. Det var godt, for Danmark bør fastholde traditionen for fælleseje frem for at gentage andre landes fejlslagne privatiseringer.

Hvem skal eje en potentielt set lukrativ monopolforretning, der dels forsyner en fastlåst kundekreds med et basalt livsbehov, dels udgør samfundsvigtig infrastruktur? Det var reelt spørgsmålet, som forligspartierne bag Dong-salget forholdt sig til, da 19.000 km elnet, der forsyner en mio. københavnske og sjællandske husstande med strøm, var til salg for et tocifret milliardbeløb.

Udsigten til langsigtede, stabile monopolafkast havde vakt interessen blandt flere udenlandske institutionelle investorer, der søger andre investeringsmuligheder end den stadigt mere uforudsigelige aktieroulette og de slunkne afkast i det nuværende lavrentemiljø.

Selv om salgsprocessen formelt blev stoppet, pågår jagten efter en ny ejer stadig i kulisserne. Det glippede Radius-salg tipper næppe velkapitaliserede Ørsteds 200 mia. kr. store investeringsplan eller den grønne omstilling, men Radius-kunderne, der ikke kan gå andre steder hen, fortjener stadig en ejer, der vil give dem de laveste priser og det bedste net.

Der tegner sig konturerne til en ny politik for forsyningssektoren, hvor flere af Folketingets partier er enige om, at den kritiske infrastruktur, vi alle er afhængige af, er noget, vi ejer i fællesskab. I Danmark har det traditionelt været fællesskabet – enten i form af forbrugerejede eller offentlige selskaber – som har ejet den samfundsvigtige infrastruktur. Der er intet i hverken indenlandske eller udenlandske erfaringer, der tyder på, at det halvideologiske markedseksperiment, det ville være at privatisere infrastruktur, skulle medføre bedre service eller billige priser. Tværtimod. Infrastruktur er bedst og billigst i forbrugernes eller det offentliges ejerskab.

Vi behøver ikke se til udlandet for eksempler på, at privatisering af infrastruktur er en dårlig idé. Radius-sagen vækkede minder om salget af TDC i 1998, hvor teleselskabet med tilhørende kobberledninger endte i hænderne på kapitalfonde, der hev milliardudbytte ud af virksomheden. Den fælles evaluering på tværs af alle partier er, at det var en fejl at sælge kobberet, forsyningsnettet, med. Radius er kobberet i Ørsted, og vi skal ikke begå den samme fejl to gange.

Når vi alligevel var millimeter fra en genudsendelse, skyldes det en uforklarlig beslutning i forbindelse med børsnoteringen af Dong. Partierne fik indskrevet i aftalen, at gasforsyningen var kritisk infrastruktur og stadig skulle være i offentligt ejerskab, men en lignende klausul findes ikke på elområdet.

Det er svært at se, hvorfor elforsyningen ikke skulle være kritisk infrastruktur, når gasforsyningen vurderes at være det. I takt med at antallet af gaskunder falder, bliver elnettet endnu vigtigere. Det er også svært at forstå, hvorfor forligspartierne ikke skulle arbejde for, at det statslige selskab Energinet overtager elnettet, når selvsamme partier tilbage i 2016 lagde sig i selen for, at det daværende Dong frasolgte gasdistributionsnettet til netop Energinet.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt fejrede det som »et stykke dansk energihistorie«, da det kort før jul lykkedes at samle hele Danmarks gasdistribution i ét statsligt selskab. Det ville give statens ejerskabsstrategi en klædelig konsistens, hvis forligspartierne vedtager den fornødne lovgivning, så Energinet – der allerede ejer og driver en stor del af elnettet – kan overtage Radius.

Der er en overvældende mængde dårlige erfaringer med privatiseringer af forsyningssektoren i vores europæiske nabolande. Et studie af sammenhængen mellem forbrugerpriser og ejerskabsform i elsektoren på tværs af 15 EU-lande over en 30-årig periode viste, at offentligt ejerskab historisk set har sikret lavere elpriser. Omvendt var der ikke entydige tegn på, at liberaliseringer af elsektoren havde medført et nedadgående prispres.

Tværtimod er prisen typisk steget som følge af liberaliseringer. Alene i Storbritannien, som privatiserede størstedelen af elsektoren i 1990’erne, er realpriserne på el steget med 67 pct. siden årtusindeskiftet, hvorfor priserne på el før skatter og afgifter er blandt de absolut højeste i EU.

Omvendt har fælleseje i den danske elforsyningssektor sikret borgerne en af de laveste grundpriser på el i Europa. Når fælleseje er billigere for brugerne, skyldes det bl.a., at forsyningssektoren er meget kapitalintensiv. Det kræver store investeringer at vedligeholde og udvikle elnettet. Og offentlige selskaber kan optage lån til langt lavere renter end private virksomheder. Private selskabers kapitalomkostninger er højere, og det sætter sig i forbrugerpriserne. Og lige netop inden for forsyningsbranchen er kapitalomkostningerne et afgørende parameter.

De positive incitamenter, som opstår ved konkurrenceudsættelse, har heller ikke specielt gunstige vilkår, når det gælder naturlige monopoler. Der er kun ét forsyningsnet. Var Radius endt i hænderne på en kapitalstærk aktør, havde de sjællandske elkunder næppe fundet sammen om at trække 19.000 nye km elnet.

Derfor har private distributører ikke et stærkt incitament til at holde priserne lave eller foretage de langsigtede investeringer, det kræver at vedligeholde og udvikle elnettet. Et lavt investeringsniveau koster i sidste ende på den grønne omstilling og på forsyningssikkerheden.

Derudover stiller et monopol i privat kontrol store krav til reguleringen af priserne. Det kan være svært at kontrollere, hvorvidt en ny ejer trækker for mange penge ud af forretningen.

Finansministeren har udtrykt sin skuffelse over, at S og SF faldt for kampagnen om, at et salg af Radius til en privat distributør ville gøre det dyrere for forbrugerne. Den danske regulering skulle angiveligt være en garanti for, at en ny ejer ikke kan plukke forbrugerne. Ministeren må føle sig overbevist om, at vores regulerende og tilsynsførende embedsmænd er markant dygtigere end deres engelske, tyske og franske kolleger. Regulering af private distributører i forsyningssektoren har slået fejl i mange lande, der har eksperimenteret med det, finansministeren også vil forsøge sig med i Danmark.

Det er f.eks. svært at kontrollere detaljerne i omkostningssiden af den indtægtsrammeregulering, som dansk lov underligger naturlige monopoler. En privat ejer kan sikre sig en fortjeneste ved at lave dyre koncerninterne handler, som tilsynsmyndighederne har svært ved at vurdere markedsmæssigheden af.

Forsyningstilsynet kontrollerer aktuelt ikke prissætningen på koncerninterne aftaler. Hvordan skulle et lavt bemandet tilsyn, der i forvejen har svært ved at rekruttere økonomer og jurister, så blive i stand til at føre effektiv kontrol med en professionel investor, der har gjort forretning ud af at hente penge af infrastrukturaktiver?

Samtidig befinder vi os i en brydningstid, hvor den grønne omstilling forudsætter en omfattende elektrificering, der stiller store krav til fremtidens elforsyning. Det kræver nogle samfundshensyn og langsigtede investeringer, som det er mere end tvivlsomt, at private investorer vil prioritere.

Det er meget bedre for både forbrugerpriser, forsyningssikkerhed og den grønne omstilling at have naturlige monopoler og forsyningssektoren lagt i det rigtige kollektive ejerskab i stedet for et privat ejerskab, hvis kompleksitet vi så kan håbe at regulere.

Ender Radius på andet end forbrugernes eller det offentliges hænder, vil priserne på at få leveret elektricitet gå op, og investeringerne vil gå ned. Det er en af grundene til, at der på tværs af Europa er en genkommunaliseringsbølge i gang, hvor el, vand og varme købes tilbage på kommunale hænder efter mislykkede privatiseringer. Hvorfor skulle vi dog begå de samme fejl?

Det bør være en doktrin i dansk energipolitik, at forsyningsvirksomhed bør ligge i fælleseje; enten statsligt eller kommunalt. Vi har brug for et ejerskab, der kan levere høje investeringer med lave omkostninger. Hvis ikke regeringen vil følge sin egen klare logik og placere elnettet sammen med gasnettet i statslige Energinet, bør man lave et kommunalt driftsselskab til elnettet i København og Nordsjælland.