Arbejdsmarked

Alle debatindlæg i denne kategori
2. March 2018

Den stille afprivatisering sniger sig gennem Europa

Alt imens resten af Europa sadler om oven på 80’erne og 90’ernes fejlslagne privatiseringsbølge, overvejer den danske regering således i ramme alvor at forfølge en strategi, der temmelig enstemmigt betragtes som fejlslagen i de fleste andre europæiske lande. Nye vinde blæser over Europa. Siden årtusindeskiftet har en genkommunaliseringsbølge næsten ubemærket bredt sig over kontinentet. Her kan man i perioden 2000-2017 tælle over 800 tilfælde, hvor det offentlige – primært kommuner – har taget ejerskabet af selskaber, der tidligere var enten privatiserede, udliciterede eller overgået til et offentligt-privat partnerskab, tilbage. Udviklingen er ikke båret frem af en ideologisk dagsorden. Afprivatiseringstendensen, som primært gælder forsyningssektoren, har ikke nogen politiske bannerførere, som privatiseringsbølgen i 80’erne havde i neoliberalismen og Margaret Thatcher. Afprivatiseringen af vandværker, fjernvarmeværker og elforsyning foregår i stilhed, altovervejende på grund af økonomiske hensyn og ønsker om f.eks. grøn omstilling. Og oftest sker genkommunaliseringerne, når lange driftskontrakter med private operatører udløber. 80’ernes ideologiske privatiseringstogt førte mange steder – stik imod hensigten – til stigende priser, øget gældsættelse og faldende investeringer i kritisk infrastruktur og ny teknologi. Den indlysende sandhed er, at privatisering af offentlige servicer nogle gange er klogt. Andre gange er det knap så klogt. Der findes ikke noget ideologisk snit, der kan lægges ned over enhver produktion, så opgaverne konsekvent udføres bedst i offentligt eller privat regi; man er nødt til at forstå dynamikkerne inden for de forskellige områder. Særligt inden for forsyningssektoren – el, vand, varme og affald – er der naturlige monopoler og finansieringsfordele ved at være fællesejet. Det er også her, vi først og fremmest ser, at afprivatiseringen har taget fart. Uden for Danmark, vel at mærke. Herhjemme er der derimod interesser, der forsøger at skabe en debat om opgavetyveri; om, hvad der er naturligt offentlige og naturligt private opgaver. Det giver grundlæggende ikke mening. I et demokrati kan flertallet beslutte, hvad fællesskabet bør drive – samfundsinteresser og lovgivere står altid over markedsinteresser og private aktører – men hvis man skal tage den diskussion, bør man ikke gøre det ideologisk, men ud fra en nøgtern betragtning om, hvad der bevisligt skaber de bedste forudsætninger for forbrugere, virksomheder og samfundet. Og der må man bare erkende, som mange gør det uden for Danmark, at kommunalt og offentligt ejerskab langt hen ad vejen er bedre end sit rygte, og at en række produktionsområder ligger bedst i enten kommunalt eller reguleret fælleseje. Investorejet virksomhedsdrift med profit for øje er på en række områder uhensigtsmæssigt for samfundet: Priserne stiger, investeringerne falder, og reguleringen kommer til kort. Den erkendelse, der i de her år spreder sig i Europa, er, at vil man et integreret, sikkert, energieffektivt og billigt forsyningssystem, så er opskriften en form for fælleseje. Præcis som vi kender det fra den danske forsyningssektor, i øvrigt. I Danmark er vores vand, varme, el og affald i overvejende grad drevet og ejet af fællesskabet – af kommunerne, forbrugerne og staten. I fællesskab præsterer vi at drive en forsyningssektor, der er absolut førende, når det kommer til grundpriser, klimainvesteringer og forsyningssikkerhed. I udlandet kigger de da også med interesse til Danmark. Men trods førerpositionen er den danske forsyningssektor ikke fredet. Snarere er den under belejring; mange private investorer vil gerne ind i den sikre forretning, og regeringen vil iværksætte understøttende liberaliseringsinitiativer i håb om at høste effektiviseringsgevinster. Alt imens resten af Europa sadler om oven på 80’erne og 90’ernes fejlslagne privatiseringsbølge, overvejer den danske regering således i ramme alvor at forfølge en strategi, der temmelig enstemmigt betragtes som fejlslagen i de fleste andre europæiske lande. For få år tilbage tog berlinerne byens vandforsyning tilbage på offentlige hænder. Fem år efter at private investorer fik afgørende indflydelse i bestyrelsen, var vandpriserne i Berlinwasser Holding steget med 35 pct., og trods høj profit faldt geninvesteringerne i infrastrukturen. Vandforsyningsselskabet blev senere dømt for at have sat priserne urimeligt højt og blev pålagt at sænke prisen med 18 pct. En generel udfordring ved liberaliseringer og privatiseringer i forsyningssektoren er netop, at det ofte fører til manglende evne blandt myndigheder og kommuner til at regulere sektoren og vurdere rimeligheden af pris og aktivitet blandt de private udbydere. Hvad angår prisudviklingen, er eksemplet fra den tyske hovedstad ikke enestående. Fra hele Europa finder man eksempler på, at prisen på vand er steget efter udlicitering og privatisering af vandforsyningen. Dertil skal man så yderligere lægge, at erfaringer fra England og Tyskland viser, at private operatører ikke geninvesterer tilstrækkeligt i vandsektoren. Tendensen med højere priser og lavere investeringer går på tværs af forsyningssektorer. I Sverige oplevede man en stigning i varmeprisen, da privatiseringen af kommunale fjernvarmeværker tog fart i perioden 1995-2005. Undersøgelser af det danske marked maler samme billede: De billigste fjernvarmeleverandører er forbrugerejede. I Sverige er kommunerne begyndt at tilbagekøbe værker, som de privatiserede i årene omkring årtusindeskiftet. Også på elmarkedet er det svært at finde rygdækning for den påstand, at liberaliseringer fører til lavere forbrugerpriser. Forskningen tyder omvendt på, at offentligt ejede elselskaber i Vesteuropa har været enormt dygtige til at nedbringe priserne på elproduktion. En anden erfaret ulempe ved frasalg af elproduktionen er, at kommunernes eller statens mulighed for at påvirke produktionen i en mere bæredygtig retning bliver stærkt begrænset. Netop ønsket om at genvinde indflydelse på miljø- og klimapolitikken har været en vigtig motor bag genkommunaliseringsbølgen inden for forsyningen af el, f.eks. i Hamborg. Med erfaringerne fra udlandet in mente kan det undre, at liberalisering af den danske forsyningssektor pludselig blev et tema med regeringsgrundlaget i 2015. Så kan man selvfølgelig bilde sig selv ind, at man i Danmark er bedre til at regulere private operatører end f.eks. tyskerne og svenskerne. Den selvovervurdering er en desværre alt for hyppigt forekommende hybris i dansk forvaltning. De har også dygtige djøfere i Stockholm og Berlin, bør man huske. Under alle omstændigheder bør vi passe gevaldigt på, at vi ikke af ideologiske årsager kommer til at begå de samme fejl, som man gjorde i Tyskland, England, Sverige og Frankrig. Nogle opgaver er fællesskabet, det offentlige, simpelthen den bedste operatør af. Og i virkeligheden kan man se på privatisering af naturlige monopoler i forsyningssektoren som et opgavetyveri af naturligt fællesproducerede goder. Forsyningssektoren er blodårerne i ethvert samfund – usynlige, men livsnødvendige. I Danmark har fælleseje sikret os et integreret, sikkert, energieffektivt og billigt forsyningssystem. Vi leverer noget af det billigst producerede el, vand og varme. Fordi vi ikke privatiserede hovedløst som i f.eks. England, hvor man solgte samtlige vandværker i 1989 – kun med stigende priser til følge. Selvfølgelig er der ting, der kan gøres bedre alle steder. Men når vi ser på, hvad der sker i Europa, så skal man godt nok være modig, hvis man kasserer et enormt velfungerende fælleseje inden for forsyningssektoren. Bevisligt fungerer nogle ting bare dårligere i et privat ejerskab, selv om det kan bestrides ideologisk. Og her skal man huske, at meget af det, der præsenteres som økonomi, reelt er ideologi. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten d. 18. februar 2018.

31. January 2018

Mads Lundby, du puster dine tal op som om de var et kolossalt badedyr

Man fik et chok, da man åbnede sin Berlinger for nylig. Der er 2,1 millioner danskere på offentlig forsørgelse. 2,1 millioner! På offentlig forsørgelse? Det er på den baggrund let at få det indtryk, at det er en helt urimelig stor del af danskerne, der ikke bidrager til samfundet. Og det virker derfor umiddelbart ganske rimeligt, når Cepos- cheføkonom Mads Lundby Hansen ønsker, at vi kunne få lidt flere af de her mennesker i arbejde. Men rimeligheden ophører allerede med Cepos- omgang med tal. Det er vildledende og misvisende, når Lundby Hansen bruger de 2,1 millioner uden skelen til, hvilke typer overførselsindkomster, der er tale om - og sammensætningen af modtagerne i øvrigt. Ud af de 2,17 millioner danskere, som Cepos refererer til, er 1,1 million eksempelvis folkepensionister - som Mads også nævner - og 63.000 er i »øvrig tilbagetrækning« , herunder på efterløn. Fælles for dem er, at de har et langt, og for nogen slidsomt, arbejdsliv bag sig. Der er grænser for, hvad man kan eller skal have ud af dem. Så der røg halvdelen af det store tal. 325.000 af de 2,17 millioner er studerende. Unge mennesker, der netop gør det, som politikerne har opfordret dem til: uddanner sig til fremtidens arbejdsmarked. Flere uddanner sig længere. Men også de kommer ud på arbejdsmarkedet. Endda lige om lidt og oven i købet dygtigere og mere produktive end før. 332.000 befinder sig så langt væk fra arbejdsmarkedet, at det for manges vedkommende ikke giver mening at tale om beskæftigelsespolitiske indsatser. 254.000 er i den ulykkelige situation, at de enten midlertidigt (sygedagpengemodtagere) eller permanent (førtidspensionister) er for syge til at arbejde, og yderligere 78.000 vurderes ikke-jobparate af helbredsmæssige eller andre sociale årsager. De er ikke raske nok. Desværre. Vi er nok nødt til at hjælpe dem, før de kommer til at batte det helt store i nationalregnskabet. Det er næppe et spørgsmål om manglende motivation - økonomiske incitamenter hjælper ikke alverden på helbredet, ligesom det ikke er nogen kur mod misbrug eller hjemløshed. Omvendt er det lykkelige omstændigheder, der ligger til grund for, at 48.000 danskere midlertidigt er på offentlig forsørgelse i form af barselsdagpenge. Heller ikke dem er der samfundsøkonomisk fidus i at røre ved. Når fremtidens skatteborgere er store nok til at komme i vuggestue, vender deres forældre formentlig tilbage til arbejdsmarkedet helt af sig selv. Til sidst står vi så med gruppen af ledige - en mindre del af det urovækkende tal 2,17 millioner. Ud af gruppen af ledige er 163.000 allerede aktiveret. De modtager vejledning og opkvalificering eller er i støttet beskæftigelse, som f.eks. jobtilskudsordninger. De foretager sig altså noget temmelig aktivt for at få et job. Vi kunne sikkert gøre det bedre her. Men karikaturen af den passive nyder af overførsler er ikke fair at tegne på de her menneskers bekostning. Den gruppe, som reelt kan træde ind på arbejdsmarkedet på den korte bane, er altså ca. 120.000 ledige, der enten er på dagpenge eller kontanthjælp. Heraf er kun en mindre del langtidsledige, og langtidsledigheden er på sit laveste siden 2009. Med til gruppen af de resterende 120.000 ledige hører også dem, der kun kortvarigt befinder sig i systemet. De er så at sige »i mellem job« , som en naturlig del af enhver økonomi, hvor folk skifter job og har overgange. Tager man dette faktum med, vil man også vide, at vi faktisk har en lav ledighed. Det er selvfølgelig irriterende, hvis man har levet af at sælge historien om dovne danskere lullet i søvn af velfærdsstaten. Men for os andre er det glædeligt. Cepos vil gerne have flere på arbejdsmarkedet, og foreslår derfor højere pensionsalder, afskaffelse af efterlønnen og en sænkelse af dagpengeniveauet. Det er reelt nok. Og her er vi ganske enkelt bare uenige om politikken. Jeg mener ikke, at vi skal svække det økonomiske sikkerhedsnet. Men er det seriøst konstant at ulejlige os med tal, der inkluderer hundredtusindvis af pensionister, der forlod arbejdsmarkedet for flere år siden, studerende samt barslende mødre og fædre? Ledighed er en stor tragedie, når det rammer et menneske og en familie. Også for samfundet. Derfor skal vi i den grad beskæftige os med at optimere arbejdsløshedsindsatsen. Og vi burde - både i Cevea og Cepos - bruge flere kræfter på at forstå, hvordan vi undgår, at så mange kommer til at stå uden for. At folk ender på førtidspension eller af anden årsag ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet. Men i den debat hører sensationsoverskrifter om »2,17 mio. danskere på overførsel« bare ikke hjemme. Så lad være med at puste ledighedstallet op som et kolossalt badedyr med alle landets pensionister, syge og studerende. Det astronomiske tal spænder ben for en ærlig og saglig debat om en vigtig samfundsudfordring. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Berlingske d. 30. januar 2018. 

13. November 2017

Stjerne eller vandbærer?

Kristian Weise, direktør for Tænketanken Cevea skriver, at den 4. industrielle revolution rummer muligheder for øget job- og livskvalitet. Bagsiden af medaljen er øget jobusikkerhed og ulighed. For cirka 150 år siden gik folk på én generation fra at arbejde med trækdyr i landbruget og transportere sig med hestevogne til at kunne rejse med tog og arbejde ved maskinbånd på fabrikker i hurtigt voksende byer, der både havde elektricitet og rindende vand.  En af de mest fascinerende perioder af menneskets historie at leve i, hvor forandringerne har begejstret de fleste, men nok også taget pusten fra mange. Der er meget, der tyder på, at vi i dag lever i en tid, der kan sammenlignes med den første industrialisering. En tid, hvor vi på få år vænner os til ny teknologi – som de smartphones og iPads, vi bruger i alle døgnets timer – som vi få år tidligere ville have haft svært ved at forestille os. Det er en brydningstid, kendt som den 4. industrielle revolution, der giver os helt nye muligheder for organiseringen af vores økonomi og arbejde. Men det er ikke forudbestemt, hvordan udfaldet bliver. På den ene side står vi med muligheder for at realisere et arbejdsliv, hvor ny teknologi og øget produktivitet skaber en ny balance mellem arbejde og fritid, øger meningsfuldheden ved vores arbejde og generelt løfter livskvaliteten. På den anden side er der en risiko for, at de samme dynamikker forstærker en udvikling, hvor flere mennesker får usikre arbejdsforhold med løs tilknytning til skiftende jobs og et svækket socialt sikkerhedsnet, og hvor uligheden stiger markant.  Det mest realistiske er, at vi havner midt imellem. At vi får et arbejdsmarked, der bliver mere attraktivt for de dygtigste og mest specialiserede, men også efterlader en stor gruppe af mennesker uden del i fremskridtene. Robotter som nye kolleger På advokatkontorer verden over er man gået i gang med at bruge kunstig intelligens til at lette sagsbehandlingen. Det er IBM’s ’Ross’, der på baggrund af et par klik kan undersøge, hvilke afgørelser der er truffet i tidligere sager, og som hurtigt erstatter en håndfuld fuldmægtige. I finansverdenen har der længe været algoritmestyrede programmer, der foretager analyser og aktiehandler, som det tidligere var økonomer, der stod bag, mens privatkunder nu også interagerer med ’robotrådgivere’.  Der er ingen tvivl om, at en stor del af de job, vi kender i dag, i fremtiden kan automatiseres. Og det er langtfra kun dem, der i dag varetages af faglærte og ufaglærte. Det er de rutineprægede kognitive job – dem hvor man primært trækker på sin hjernekraft – der i størst omfang kan erstattes af maskiner og kunstig intelligens. Det skyldes, at det er langt nemmere for computere og robotter at behandle data end det eksempelvis er for dem at gå oprejst på en ujævn overflade og arbejde med værktøj. I Cevea har vi lavet analyser, der viser, at op mod 1/3 af alle danske job er i høj risiko for at blive automatiseret, mens andre aktører som McKinsey og Co. har vurderet, at det er 40 procent af vores arbejdstimer, der kan det. Hvis det sker, uden at der opstår nye job, vil det selvsagt have meget omfangsrige konsekvenser for vores samfund, med massearbejdsløshed som et skrækscenarie. Det er dog langtfra sikkert, at automatiseringspotentialet bliver indløst på den måde. Historisk set har teknologiske fremskridt øget medarbejderes produktivitet, snarere end erstattet dem, og der må også i fremtiden forventes at opstå en masse job på ryggen af de nye teknologier. Samtidig vil der være funktioner, der givetvis er automatiseringsmodne, men som man foretrækker at beholde mennesker i. Når det er sagt, er der dog ingen tvivl om, at et af de afgørende samfundsmæssige spørgsmål i fremtiden bliver, om de teknologiske fremskridt kommer til at overflødiggøre menneskelig arbejdskraft eller ej. Vinderen tager det hele Digitaliseringen og mulighederne for automatisering er allerede godt i gang med at ændre den måde, vi arbejder på. Det falder sammen med, at flere er midlertidigt ansatte eller freelancer, og således skifter job langt oftere end tidligere. Noget der øger usikkerheden – særligt for dem, der egentlig gerne ville have en fast ansættelse på fuld tid, men ikke kan få det. I dag er det omkring 20 % af danskerne, der har sådanne atypiske ansættelser. Men med digitaliseringen kan det blive endnu flere. Og for mange vil det i fremtiden være med en arbejdsplatform som mellemled og i konkurrence med folk i hele verden. En anden tendens, som digitaliseringen er sammenfaldende med og ser ud til at forstærke, er øget lønspredning. I USA og store dele af Europa har de fleste lønmodtagere været vidne til, at deres lønninger stod stille, mens topchefernes og de mest eftertragtede specialisters steg til vejrs. Billedet er ikke helt det samme i Danmark, men her har løn-festen på chefgangen dog også været en realitet de senere år. Dynamikkerne bag den lønudvikling findes også i den 4. industrielle revolution. De teknologiske fremskridt er således drivere for en ’winner-takes-it- all’-økonomi. Markedsledere opnår større markedsandele, fortjenesten til ejerne af teknologierne når nye højder, og de mest succesfulde medarbejdere får en større bid af lønkagen. I fremtiden vil der komme flere superstjerner på arbejdsmarkedet. Og en del af dem vil være djøfere. I Google har man eksempelvis det princip, at det er ’retfærdigt at aflønne uretfærdigt’. Konkret betyder det, at man kan have to personer ansat til at lave det samme arbejde, men give den ene 10 gange mere i løn og bonus end den anden. Det er selvfølgelig attraktivt at kunne blive fyrsteligt belønnet, hvis man er en top-performer. Men lønsystemer som Googles er ikke til alles fordel. For den eneste måde, man kan få budgetterne til at passe, er ved at give mindre i løn til resten af de ansatte. Andre djøfere må dermed forvente at blive aflønnet som vandbærere.  Hvilket arbejdsmarked ønsker vi? Vi står i Danmark med nogle af de bedste muligheder for at drage fordel af den teknologiske udvikling og skabe en fremtid med bedre livsvilkår for de fleste. Men det kræver, at vi prioriterer og investerer i det rigtige: I virksomhedernes konkurrenceevne, i infrastruktur, i offentlig forskning, i kompetencer og i gode uddannelser – både ungdomsuddannelser, universiteter og efteruddannelse.  På samme tid må vi forholde os til, hvilket arbejdsmarked vi vil have i fremtiden. Et der kun er godt og attraktivt for de få eller også for de mange? Et hvor politikerne intet modsvar har til den stigende usikkerhed? Eller ét hvor de investerer i et styrket socialt sikkerhedsnet og de kompetencer, der skal til for at finde fodfæste i den digitale æra? Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Djøfbladet d. 7. november 2017.

13. November 2017

EU vil stramme grebet om techmonopolerne

It-giganternes støt stigende markedsdominans udfordrer den frie og fair konkurrence. I fredags steg værdien af Amazon, Google og Microsoft med 850 mia. kr. Sammen med Apple og Facebook udgør de tre teknologivirksomheder verdens fem mest værdifulde selskaber. Det er symptomatisk for vores digitale tidsalder, hvor data så at sige er den nye olie. Men it-giganternes støt stigende markedsdominans og virke udfordrer den frie og fair konkurrence. De er da også i stigende grad blevet ramt af negativ omtale og kritiske spørgsmål, ikke mindst i forlængelse af sagerne om fake news og udenlandsk propaganda på deres platforme. Det er dog ikke USA, men derimod EU, der truer med at sætte dem skakmat på det reguleringsmæssige område. It-giganterne er kommet i EU’s søgelys, fordi deres markedsposition medfører særligt fordelagtige konkurrencevilkår. Til ulempe for alle de andre virksomheder – og de europæiske samfund – er vurderingen i Bruxelles.  It-giganternes markedsdominans nærmer sig monopoltilstande. I den digitale tidsalder medfører det ikke blot en koncentration af økonomiske gevinster, men også af de data, som er fundamentet for den nye økonomi. Og det skaber en selvforstærkende proces, som konsoliderer deres magt- og markedsposition. Dertil kommer, at de stort set er sluppet for at betale skat. De vælger selv hvor i Europa og med hvor lidt, de vil lade sig beskatte. Ifølge lovgivningen er de primært skattepligtige i USA, men hjemtager ikke deres enorme udenlandske indtjeninger, som derfor ikke beskattes. Samtidig fortsætter lande og byer deres kurmageri til superstjernevirksomhederne. Trump overvejer helt at skattefritage deres udenlandske formuer, hvis bare de vil sende dem hjem fra f.eks. Irland og Luxembourg. Og flere byer i USA har tilbudt Amazon lempelig regulering og store skatterabatter for at vinde kampen om deres nye hovedkvarter og de 50.000 arbejdspladser, der forventes at følge med. EU er foreløbigt den eneste aktør, der for alvor har gjort noget ved problematikken. Konkurrencelovgivning er nemlig ikke et tema, når Washington for tiden med bulder og brag taler om it-giganterne. For USA nyder alle fordelene ved deres virke, mens EU står med sorteper. Virksomhederne har alle base i USA, hvor de skaber økonomisk aktivitet og (sparsom) beskæftigelse. Det er her, de sender aktieindeksene til tops og styrker fortællingen om USA som verdens teknologiske og økonomiske epicenter. Derimod oplever de europæiske lande, at deres virksomheder udkonkurreres, mens deres statskasser går glip af hårdt tiltrængte skatteindtægter. Derfor vil det være EU, der starter et globalt opgør med deres fordele. Og dét er formentlig den største trussel mod de it-giganter, som vi i dagligdagen alle er afhængige og ofte fascineres af, men som vil kunne lide samme skæbne som tidligere tiders monopolmastodonter. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten Finans d. 2. november 2017.

1. November 2017

"Google-skat" handler om fair konkurrence

I Børsens leder 25. november erklærede Thomas Bernt Henriksen med jubel Macrons "Google-skat" for død. Sammen med Irland og Luxembourg stak Danmark, ifølge Bernt, "heldigvis" en kæp i hjulet på det franske forslag om en omsætningsskat, som løsningen på tech-giganternes shoppen rundt efter laveste skattesats.Overser det reelle problemDet var heldigt, må man forstå, fordi logikken bag skatten kunne blive en glidebane, der betyder, at Novo Nordisks danske skattebetaling kan kollapse.Børsen overser dog den reelle problemstilling: Betaler de store tech-virksomheder det rigtige i skat? Google og Facebook solgte alene i 2016 annoncer for 3,7 mia. kr. i Danmark. Men deres skattebetaling her til lands er endog meget begrænset og blot på et par millioner. Det skyldes, at annoncerne primært faktureres fra Irland, og overskuddet dermed opstår et andet sted end der, hvor "varen" leveres. Det er lidt på samme måde, som at Novo Nordisk også betaler den største del af deres selskabsskat i Danmark, selvom halvdelen af omsætningen ligger i USA.Men parallellen til Novo Nordisk er alligevel skudt ved siden af. For Novo sender rent faktisk sin indtjening hjem til Danmark, hvor den bliver beskattet.Tech-giganterne beholder derimod deres overskud og formuer i offshore finans-centre og betaler dermed ikke fuld skat af deres indtjening i deres hjemland. I Irland har Apple eksempelvis en formue svarende til landets bni stående og vente på Trumps repatrieringsskatterabat. I en verden, hvor produkter i stigende grad bliver virtuelle, og data så at sige er den nye olie, er det ikke uproblematisk, at de store amerikanske tech-virksomheder til en vis grad kan placere deres indtægter der, hvor skattesatserne er lavest. Det er reelt en underminering af andre virksomheders konkurrencevilkår. Derfor er der behov for at se på, hvordan vi skal beskatte multinationale virksomheder i fremtiden. Det erkender selv Google faktisk. Macrons omsætningsskat er ikke den rigtige løsning. Men det er status quo heller ikke. Også Børsen burde være optaget af at finde de nye svar. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Børsen d. 1. november 2017.

31. October 2017

Nye dagpengeforringelser giver dødsstød til flexicurity

Det er rettidig omhu, når 3F og FOA laver en kampagne mod udhulingen af dansk flexicurity. Vi risikerer, at modellen bliver begravet før vi ved af det. I løbet af de seneste årtier er værdien af dagpenge, det der hedder deres kompensationsgrad, faldet med en femtedel. Dagpengesystemet er altså blevet 20 procent ringere på 20 år, som vi har vist i en Cevea-analyse. Og udviklingen fortsætter. For med skattereformen i 2012 vedtog et bredt politisk flertal en løbende beskæring af dagpengesatsen frem mod 2023. Forringelserne af det solidariske dagpengesystem bør bekymre alle, der kan se fordelene ved det den danske arbejdsmarkedsmodel. Ingen fleksibilitet uden sikkerhedFlexicurity-modellen har udmærket Danmark internationalt. Ifølge Eurostat er Danmark det land i EU, der er bedst til at få arbejdsløse hurtigt i job, og selvom de danske sociale ydelser ligger højt internationalt set, er den danske beskæftigelsesfrekvens i top. Økonomisk sikkerhed i tilfælde af arbejdsløshed er nøglen til den hæderkronede arbejdsmarkedsfleksibilitet. Virksomhederne kan hyre og fyre uden at de lønmodtagere, der er medlem af en A-kasse risikerer at gå fra hus og hjem. Det giver social tryghed, virker økonomisk stabiliserende, og skaber incitament til såvel at ansætte som at tage job – win-win for både stat, virksomheder og arbejdstagere. Men hvis dagpengeniveauet fortsætter med at falde, ophører modellen med at være gensidigt fordelagtig – og så smuldrer tilslutningen til den danske model. Dagpenge er en kollektiv forsikring, der skal være attraktivProblemet er, at værdien af dagpengene kan blive så lav, at det ikke længere er en tilstrækkelig erstatning for lønindkomsten for de lønmodtagere, der står uden job i en periode. Så er der mange, der enten helt vil droppe forsikringen mod arbejdsløshed, og stå med håret i postkassen, hvis de bliver arbejdsløse. Eller søge alternativer i form af private lønsikringer, der kommer ’ovenpå’ dagpengene. Kilde: Danmarks Statistik, Luxembourg Income Suirvey og Finansministeriet Lønsikring er ikke et gangbart alternativ til et stærkt dagpengesystem. For de private lønsikringer skævvrider lønmodtagernes stilling: Jo større risiko, der er for arbejdsløshed, desto dyrere er den private lønforsikring. Selv når de forhandles og udbydes af fagforeninger er det åbenlyst, at de lønmodtagere, der har det mest usikre arbejdsliv, skal betale mest for den ekstra lønsikring. Statsministeren har ret: Trygge mennesker tør…Det særlige ved dagpengesystemet er, at det både er et forsikringssystem og en kollektiv ordning. Det betyder på den ene side, at det ikke er almisser, der uddeles. De dagpengesikrede betaler et bidrag til forsikringen hver måned. Derfor skal den også være attraktiv. På den anden side, er det samtidig et kollektivt system. Statens finansiering af forskellen mellem medlemsbidrag og udbetaling af dagpenge, når der er høj arbejdsløshed, er med til at sikre, at systemet ikke straffer dem, der har mest brug for det. Vi har meget at tabe hvis vi giver slip på flexicurity-modellen og de iøjnefaldende fordele, som modellen har givet os. Hvad vi skulle have at vinde ved det er langt mere usikkert. Det er svært at sætte tal på gevinsten ved tryghed – også den tryghed, som et stærkt socialt sikkerhedsnet giver. Men som både LO’s formand og Statsministeren har sagt det, så er det klart at trygge mennesker tør. De tør skifte job eller branche, prioritere efteruddannelse og sågar komme med gode ideer til chefen. De besparelser, der ligger i forringelsen af dagpengesystemet, kan således vise sig meget dyrt købte. Af Kristian Weise, dirktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Netavisen Pio d. 23. oktober 2017. Læs den her.     

14. April 2016

Kontanthjælp som samfundets skraldespand

Regeringens argumentation bag indførelsen af kontanthjælpsloftet er fordrejet, viser en nylig analyse fra Tænketanken Cevea.

18. February 2016

Lærlingesatsning for flygtninge og langtidsledige

De flygtninge, der kommer til Danmark, skal i arbejde. Der er gode forslag på bordet om at lade dem være lærlinge. Men nye tiltag bør også inkludere danske langtidsledige, skriver Cevea-direktør Kristian Weise.

2. February 2016

Vi skal se og udvikle flygtninges ressourcer

Vi skal blive bedre til at se og udnytte de ressourcer, flygtninge kommer med. Især politikerne halter efter civilsamfundet på det område, skriver analysechef i Cevea Frank Skov.

25. January 2016

Trepart skal ruste os til den digitale revolution

Trepartsforhandlingerne skal tage hånd om de udfordringer, som automatisering og digitalisering stiller vores arbejdsmarked over for. Der er brug for en klar politisk strategi, så vi kommer med på den digitale revolutionsbølge.

5. January 2016

Hjælp når robotterne kommer

Robotterne kommer til at fjerne danske job, og det gavner mere end det skader.

19. November 2015

Kontanthjælpsloft skaber fattigdom

Det nye kontanthjælpsloft vil øge opdelingen af Danmark mellem dem, der har meget, og dem, der har lidt. Med aftalen er Danmark trådt et skridt nærmere en lavtlønsspiral og mere ulighed, skriver Cevea-direktør Kristian Weise.