Indslusningsløn har store risici

KLUMME: Regeringens integrationsydelse har minimale effekter på beskæftigelsen. Men i jagten på et middel til at få flere ud på arbejdsmarkedet, skal vi være meget varsomme med redskaber som indslusningsløn, skriver Ceveas Kristian Weise.

 

I løbet af den seneste tid har regeringens integrationsydelse været under voldsom beskydning. I første omgang fra talrige organisationer, der beskylder regeringen for at skubbe folk ud i fattigdom. Nærmere bestemt de 21.000 mennesker, der er på kontanthjælp, og som har boet i Danmark i mindre end syv ud af de seneste otte år.

Et ægtepar uden børn, der tidligere har fået kontanthjælp på 21.689 kroner om måneden før skat, vil med Venstre-regeringens initiativ fremover få en integrationsydelse på 11.890 kroner om måneden før skat. Ægtepar med børn vil ligeledes opleve et fald i indtægt fra 28.832 kroner om måneden før skat til 16.638 kroner om måneden før skat.

I weekenden kom det så frem, at integrationsydelsen ikke har den bebudede effekt på beskæftigelsen, som ministeren ellers har fremhævet overfor integrationsydelsens kritikere. I Berlingske kunne man læse, at integrationsydelsen blot vil medvirke til, at 283 personer får et job næste år. Og niveauet vil være det samme frem til år 2022.

Fattigdomsskabende symbolpolitik
Det er altafgørende for en vellykket integration, at de nye flygtninge og indvandrere, der kommer til Danmark, kommer ud på arbejdsmarkedet. Men uden en beskæftigelseseffekt står integrationsydelsen tilbage som fattigdomsskabende symbolpolitik. 

Flere borgerlige røster taler nu om indslusningsløn som næste træk. Indslusningsløn i form af et lavere løntrin skal fungere som en trappestige ind på arbejdsmarkedet for flygtninge og indvandrere, der ikke har samme produktivitet som danskere, mener de. Helt konkret har 70 kroner i timen været foreslået fra flere parter.

Der er dog en stor risiko for, at indslusningsløn ikke vil virke som en trappestige ind på arbejdsmarkedet. Al erfaring tyder på, at det tværtimod vil åbne op for en lavtlønsspiral – en trædemølle, der fastholder folk i fattigdom.

Vores nabo i syd, Tyskland, fungerer som et skræmmebillede i den sammenhæng. Her gennemførte man i starten af 0’erne en række reformer, der sænkede det tyske svar på kontanthjælpen. Desuden indførte man såkaldte mini- og midijob med markant lavere lønninger. Til sammen har det skabt en lavere lønbund, der trækker resten af arbejdsmarkedet med ned.

De personer, der tager lavtlønsjobbene i Tyskland, kravler ikke senere op ad stigen. En stor del af dem bliver derimod i lavtlønsjob, der er med til at holde de øvrige lønninger nede.

Dårligere løn- og arbejdsvilkår for alle
En indslusningsløn vil således ikke kun betyde, at flygtninge og indvandrere skal arbejde til en lavere løn. Det vil med stor sandsynlig hed betyde ringere løn- og arbejdsvilkår for de mange danskere, der i dag arbejder til de laveste lønninger.

Der er ingen tvivl om, at det er en udfordring at få flygtninge og indvandrere i job. Men i jagten på at få flere ud på arbejdsmarkedet, må vi ikke forfalde til lavtlønsstrategien. Det vil have alvorlige konsekvenser for den økonomiske og sociale sikkerhed på vores arbejdsmarked

Der er andre muligheder end indslusningsløn til at få indvandrere og flygtninge ind på arbejdsmarkedet. Og skal man endelig overveje, om de i en periode skulle kunne arbejde på andre vilkår end de øvrige på arbejdsmarkedet, ja så må overskriften for dette være opkvalificering.

En kort periode, hvor man lærer dansk og lignende på arbejdspladsen, og hvor der eks. gives løntilskud til denne opkvalificeringstid. Men hvor der samtidig er en klar aftale om, at den ansatte overgår til normale, overenskomstmæssige ansættelsesvilkår som de øvrige kolleger på et givent tilbud.

Læs indlægget her.