"Google-skat" handler om fair konkurrence

I Børsens leder 25. november erklærede Thomas Bernt Henriksen med jubel Macrons "Google-skat" for død

Sammen med Irland og Luxembourg stak Danmark, ifølge Bernt, "heldigvis" en kæp i hjulet på det franske forslag om en omsætningsskat, som løsningen på tech-giganternes shoppen rundt efter laveste skattesats.

Overser det reelle problem
Det var heldigt, må man forstå, fordi logikken bag skatten kunne blive en glidebane, der betyder, at Novo Nordisks danske skattebetaling kan kollapse.

Børsen overser dog den reelle problemstilling: Betaler de store tech-virksomheder det rigtige i skat? 

Google og Facebook solgte alene i 2016 annoncer for 3,7 mia. kr. i Danmark. 

Men deres skattebetaling her til lands er endog meget begrænset og blot på et par millioner. Det skyldes, at annoncerne primært faktureres fra Irland, og overskuddet dermed opstår et andet sted end der, hvor "varen" leveres. Det er lidt på samme måde, som at Novo Nordisk også betaler den største del af deres selskabsskat i Danmark, selvom halvdelen af omsætningen ligger i USA.

Men parallellen til Novo Nordisk er alligevel skudt ved siden af. For Novo sender rent faktisk sin indtjening hjem til Danmark, hvor den bliver beskattet.

Tech-giganterne beholder derimod deres overskud og formuer i offshore finans-centre og betaler dermed ikke fuld skat af deres indtjening i deres hjemland. 

I Irland har Apple eksempelvis en formue svarende til landets bni stående og vente på Trumps repatrieringsskatterabat. 

I en verden, hvor produkter i stigende grad bliver virtuelle, og data så at sige er den nye olie, er det ikke uproblematisk, at de store amerikanske tech-virksomheder til en vis grad kan placere deres indtægter der, hvor skattesatserne er lavest. Det er reelt en underminering af andre virksomheders konkurrencevilkår. 

Derfor er der behov for at se på, hvordan vi skal beskatte multinationale virksomheder i fremtiden. 

Det erkender selv Google faktisk. Macrons omsætningsskat er ikke den rigtige løsning. Men det er status quo heller ikke. Også Børsen burde være optaget af at finde de nye svar.

Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Børsen d. 1. november 2017.