Den stille afprivatisering sniger sig gennem Europa

Alt imens resten af Europa sadler om oven på 80’erne og 90’ernes fejlslagne privatiseringsbølge, overvejer den danske regering således i ramme alvor at forfølge en strategi, der temmelig enstemmigt betragtes som fejlslagen i de fleste andre europæiske lande.

Nye vinde blæser over Europa. Siden årtusindeskiftet har en genkommunaliseringsbølge næsten ubemærket bredt sig over kontinentet. Her kan man i perioden 2000-2017 tælle over 800 tilfælde, hvor det offentlige – primært kommuner – har taget ejerskabet af selskaber, der tidligere var enten privatiserede, udliciterede eller overgået til et offentligt-privat partnerskab, tilbage.

Udviklingen er ikke båret frem af en ideologisk dagsorden. Afprivatiseringstendensen, som primært gælder forsyningssektoren, har ikke nogen politiske bannerførere, som privatiseringsbølgen i 80’erne havde i neoliberalismen og Margaret Thatcher. Afprivatiseringen af vandværker, fjernvarmeværker og elforsyning foregår i stilhed, altovervejende på grund af økonomiske hensyn og ønsker om f.eks. grøn omstilling. Og oftest sker genkommunaliseringerne, når lange driftskontrakter med private operatører udløber.

80’ernes ideologiske privatiseringstogt førte mange steder – stik imod hensigten – til stigende priser, øget gældsættelse og faldende investeringer i kritisk infrastruktur og ny teknologi. Den indlysende sandhed er, at privatisering af offentlige servicer nogle gange er klogt. Andre gange er det knap så klogt. Der findes ikke noget ideologisk snit, der kan lægges ned over enhver produktion, så opgaverne konsekvent udføres bedst i offentligt eller privat regi; man er nødt til at forstå dynamikkerne inden for de forskellige områder.

Særligt inden for forsyningssektoren – el, vand, varme og affald – er der naturlige monopoler og finansieringsfordele ved at være fællesejet. Det er også her, vi først og fremmest ser, at afprivatiseringen har taget fart. Uden for Danmark, vel at mærke.

Herhjemme er der derimod interesser, der forsøger at skabe en debat om opgavetyveri; om, hvad der er naturligt offentlige og naturligt private opgaver. Det giver grundlæggende ikke mening. I et demokrati kan flertallet beslutte, hvad fællesskabet bør drive – samfundsinteresser og lovgivere står altid over markedsinteresser og private aktører – men hvis man skal tage den diskussion, bør man ikke gøre det ideologisk, men ud fra en nøgtern betragtning om, hvad der bevisligt skaber de bedste forudsætninger for forbrugere, virksomheder og samfundet. Og der må man bare erkende, som mange gør det uden for Danmark, at kommunalt og offentligt ejerskab langt hen ad vejen er bedre end sit rygte, og at en række produktionsområder ligger bedst i enten kommunalt eller reguleret fælleseje. Investorejet virksomhedsdrift med profit for øje er på en række områder uhensigtsmæssigt for samfundet: Priserne stiger, investeringerne falder, og reguleringen kommer til kort.

Den erkendelse, der i de her år spreder sig i Europa, er, at vil man et integreret, sikkert, energieffektivt og billigt forsyningssystem, så er opskriften en form for fælleseje. Præcis som vi kender det fra den danske forsyningssektor, i øvrigt.

I Danmark er vores vand, varme, el og affald i overvejende grad drevet og ejet af fællesskabet – af kommunerne, forbrugerne og staten. I fællesskab præsterer vi at drive en forsyningssektor, der er absolut førende, når det kommer til grundpriser, klimainvesteringer og forsyningssikkerhed.

I udlandet kigger de da også med interesse til Danmark. Men trods førerpositionen er den danske forsyningssektor ikke fredet. Snarere er den under belejring; mange private investorer vil gerne ind i den sikre forretning, og regeringen vil iværksætte understøttende liberaliseringsinitiativer i håb om at høste effektiviseringsgevinster.

Alt imens resten af Europa sadler om oven på 80’erne og 90’ernes fejlslagne privatiseringsbølge, overvejer den danske regering således i ramme alvor at forfølge en strategi, der temmelig enstemmigt betragtes som fejlslagen i de fleste andre europæiske lande.

For få år tilbage tog berlinerne byens vandforsyning tilbage på offentlige hænder. Fem år efter at private investorer fik afgørende indflydelse i bestyrelsen, var vandpriserne i Berlinwasser Holding steget med 35 pct., og trods høj profit faldt geninvesteringerne i infrastrukturen. Vandforsyningsselskabet blev senere dømt for at have sat priserne urimeligt højt og blev pålagt at sænke prisen med 18 pct.

En generel udfordring ved liberaliseringer og privatiseringer i forsyningssektoren er netop, at det ofte fører til manglende evne blandt myndigheder og kommuner til at regulere sektoren og vurdere rimeligheden af pris og aktivitet blandt de private udbydere.

Hvad angår prisudviklingen, er eksemplet fra den tyske hovedstad ikke enestående. Fra hele Europa finder man eksempler på, at prisen på vand er steget efter udlicitering og privatisering af vandforsyningen. Dertil skal man så yderligere lægge, at erfaringer fra England og Tyskland viser, at private operatører ikke geninvesterer tilstrækkeligt i vandsektoren.

Tendensen med højere priser og lavere investeringer går på tværs af forsyningssektorer. I Sverige oplevede man en stigning i varmeprisen, da privatiseringen af kommunale fjernvarmeværker tog fart i perioden 1995-2005. Undersøgelser af det danske marked maler samme billede: De billigste fjernvarmeleverandører er forbrugerejede. I Sverige er kommunerne begyndt at tilbagekøbe værker, som de privatiserede i årene omkring årtusindeskiftet.

Også på elmarkedet er det svært at finde rygdækning for den påstand, at liberaliseringer fører til lavere forbrugerpriser. Forskningen tyder omvendt på, at offentligt ejede elselskaber i Vesteuropa har været enormt dygtige til at nedbringe priserne på elproduktion.

En anden erfaret ulempe ved frasalg af elproduktionen er, at kommunernes eller statens mulighed for at påvirke produktionen i en mere bæredygtig retning bliver stærkt begrænset. Netop ønsket om at genvinde indflydelse på miljø- og klimapolitikken har været en vigtig motor bag genkommunaliseringsbølgen inden for forsyningen af el, f.eks. i Hamborg.

Med erfaringerne fra udlandet in mente kan det undre, at liberalisering af den danske forsyningssektor pludselig blev et tema med regeringsgrundlaget i 2015. Så kan man selvfølgelig bilde sig selv ind, at man i Danmark er bedre til at regulere private operatører end f.eks. tyskerne og svenskerne. Den selvovervurdering er en desværre alt for hyppigt forekommende hybris i dansk forvaltning. De har også dygtige djøfere i Stockholm og Berlin, bør man huske.

Under alle omstændigheder bør vi passe gevaldigt på, at vi ikke af ideologiske årsager kommer til at begå de samme fejl, som man gjorde i Tyskland, England, Sverige og Frankrig. Nogle opgaver er fællesskabet, det offentlige, simpelthen den bedste operatør af. Og i virkeligheden kan man se på privatisering af naturlige monopoler i forsyningssektoren som et opgavetyveri af naturligt fællesproducerede goder.

Forsyningssektoren er blodårerne i ethvert samfund – usynlige, men livsnødvendige. I Danmark har fælleseje sikret os et integreret, sikkert, energieffektivt og billigt forsyningssystem. Vi leverer noget af det billigst producerede el, vand og varme. Fordi vi ikke privatiserede hovedløst som i f.eks. England, hvor man solgte samtlige vandværker i 1989 – kun med stigende priser til følge.

Selvfølgelig er der ting, der kan gøres bedre alle steder. Men når vi ser på, hvad der sker i Europa, så skal man godt nok være modig, hvis man kasserer et enormt velfungerende fælleseje inden for forsyningssektoren. Bevisligt fungerer nogle ting bare dårligere i et privat ejerskab, selv om det kan bestrides ideologisk. Og her skal man huske, at meget af det, der præsenteres som økonomi, reelt er ideologi.

Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten d. 18. februar 2018.