Tyske lønninger har en høj pris

Danske politikere taler i øjeblikket varmt om ' tyske lønninger'. Men den tyske hestekur er gået hårdt ud over tyskerne.

Tyske lønninger' er blevet et omkvæd, danske politikere, økonomer og erhvervsledere i dag skråler med på. For danske lønmodtagere er blevet for dyre, lader de forstå. Og derfor er der kun en ting at gøre: at tilpasse sig naboen mod syd.

Men ser man historien om de tyske lønninger efter i sømmene, viser det sig, at medaljen har en bagside. Det tyske arbejdsmarked er blevet svækket for alle tyskere, fænomenet ' arbejdende fattige' er på hastig fremmarch, og Tyskland er et af de rige lande, hvor uligheden er steget mest de senere år.

I 1990' erne og starten af 00' erne hang tysk økonomi i dyndet. Landet havde ganske vist en kompetent arbejdsstyrke og stærke eksportvirksomheder, men også en høj og stigende arbejdsløshed. Et stift arbejdsmarked blev udnævnt til hovedskurken bag mere end et årtis tysk syge.Tyskerne skiftede ikke job så ofte, som eksperterne gerne ville have. Og den økonomiske sikkerhed, der lå i de tyske svar på dagpenge og kontanthjælp, holdt lønningerne oppe.

Derfor iværksatte den tyske regering under kansler Schröder de hidtil mest vidtgående ændringer af den tyske velfærdsstat: Fire sæt reformer, kendt som Hartz I til IV, der skulle gøre arbejdsmarkedspolitikken aktiv og skabe et mindre reguleret arbejdsmarked, blev implementeret fra 2003 til 2005.Helt konkret nedsatte man de ydelser, man kunne få, hvis man blev arbejdsløs, og den periode, man kunne få dem. Man gjorde det nemmere for virksomhederne at skille sig af med ansatte og øgede mulighederne for brug af vikarer og ansatte på korttidskontrakter. Der blev indført en ny jobtype, såkaldte mini-og midi-job, hvor man, fordi lønnen er meget lav, ikke skal betale skat og sociale afgifter.

Folk i mini-job tjener f. eks. mindre end 400 euro ( 3.000 kr.) om måneden.Med reformerne gjorde den tyske regering med et slag det tyske arbejdsmarked væsentlig mere usikkert og skabte reelt en helt ny lavlønssektor. Virkningerne udeblev da heller ikke: Fra 2003 til 2008 faldt de gennemsnitlige lønomkostninger for arbejdsgiverne i Tyskland, mens de steg med 15-20 procent i lande som Storbritannien, Frankrig, Italien og Danmark.Det blev derfor stadig billigere for tyskerne at eksportere varer til resten af Europa og de fremadstormende økonomier i Asien og andre dele af verden.

Det slog også igennem på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden toppede i 2005 og er faldet stort set lige siden, så den i dag er på omkring 6 procent.

DET ER DETTE tyske mirakel, som flere dele af Europa forsøger at kopiere, og som gør, at Angela Merkel kan svinge taktstokken i EU-samarbejdet. Men det har ikke været omkostningsfrit. Derfor skal man i den grad passe på med efterligningerne.Tyskland har fået en helt ny klasse af såkaldt ' arbejdende fattige'. Og det er ikke bare folk, som ellers ville have stået uden for arbejdsmarkedet. Det er også tyskere, der har haft arbejde i længere tid, men som er gået ned i løn, levestandard og livsmuligheder.

Tallene taler deres eget tydelige sprog: Der er i dag 7,3 millioner tyskere i minijob til under 400 euro om måneden. Og for næsten 5 millioner tyskere er det deres eneste eller primære job.4millioner tyskere tjener mindre end 52 kroner i timen, 2,5 millioner tyskere tjener mindre end 45 kroner i timen, og 1,4 millioner tyskere går for mindre end 37 kroner i timen.

Der er sket en stigning i antallet af vikaransatte uden sikkerhed i ansættelsen og generelt med dårligere vilkår end fastansatte, fra 300.000 i 2002 til 910.000 i 2011.Og det er, som nævnt, ikke kun et presset mindretal, der er blevet ramt. Antallet af lavtlønsjob, hvor man tjener mindre end 2/3 af medianlønnen, er stigende. I dag har hele 23 procent af de tyske lønmodtagere sådanne job.ALT I ALT betyder de mange atypiske ansættelser og lavtlønsjob, at mere end 20 procent af de tyskere, der er i fuldtidsbeskæftigelse, tjener så lidt, at de har krav på en eller anden form for offentlig forsørgelse som tillæg til deres løn.

Tyskernes lavtlønsjob er altså ikke engang holdbare og bæredygtige på markedets egne præmisser, men opretholdes kun af politiske ordninger og udgør dermed en form for statsstøtte til tysk erhvervsliv.Samtidig er der internt i Tyskland stigende kritik af resultaterne af Hartz-reformerne.

Både på grund af deres sociale konsekvenser, men også fordi de nok har hjulpet landets eksport, men til gengæld holder den indenlandske efterspørgsel nede. Tysklands økonomiske svaghed i dag er således, at tyskerne år efter år handler for lidt med hinanden.

Så i Lavtlønstyskland er en ny lovfastsat mindsteløn og en genopstramning af arbejdsmarkedet i form af ny lovgivning blevet en del af den politiske diskussion. Arbejdsmarkedet er nemlig ikke som andre markeder. Det fungerer ikke kun ud fra økonomiske efterspørgsels-og udbudsmekanismer.Og dets udfald og resultater er langt mere end tal i grafer og regneark.Det er de grundlæggende forhold, der bestemmer vores sociale vilkår og livsmuligheder.

Danske politikere bør derfor også være varsomme med at efterligne den tyske arbejdsmarkedspolitik.