Debat: Arbejdskraft. Lønpres sætter sine spor nu

ANALYSE Hver fjerde af alle nye danske job sker til en løn på under 75 procent af gennemsnitslønnen. Er vi på vej til at få ' arbejdende fattige' i Danmark?

Af Kristian Weise og Jens Jonatan Steen

Konkurrenceevne, udbud af arbejdskraft og økonomiske incitamenter har i den grad været dagsordensættende for den offentlige debat i det forgangne år. Men der er også langsomt kommet fokus på det stigende lønpres og den sociale dumping, som begynder at sætte sine spor i det danske samfund.

Mens 2013 blev året, hvor vi for alvor opdagede social dumping - bl. a. med en interessant artikelserie her i Politiken - skal 2014 blive året, hvor vi rent faktisk anerkender, at der skal gøres noget ved det. En af hovedudfordringerne i året, der kommer, er således at sikre trygheden på arbejdsmarkedet.

TALLENE bekræfter, at presset på det danske arbejdsmarked har gjort sit indtog.

På fire år er antallet af østeuropæiske lønmodtagere steget med næsten 60 procent.

I forlængelse heraf er der tegn på, at den såkaldte velfærdsturisme kan blive et problem - antallet af østeuropæiske dagpengemodtagere er eksempelvis vokset fra 1.361 i 2009 til 4.975 i 2012, hvilket svarer til en stigning på 266 procent på bare tre år.

Det er indlysende, at det danske arbejdsmarked er under pres udefra. Men samtidig oplever vi også flere og flere arbejdsgivere, der under krisen har sænket deres lønninger og arbejdsvilkår, ligesom vi har haft et massivt politisk pres - i konkurrenceevnens hellige navn - på de danske lønmodtagere.

Venstres tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen sagde i 2012, at lønstigningstakten skulle ned, og at Danmark skulle lære af Tysklands lave lønninger. I december i år var den tidligere topminister igen på banen med en anbefaling af en løn på 40 kroner i timen. Det illustrerer ganske godt skismaet mellem modelteoretiske hensyn til lønkonkurrenceevnen og behovet for at sikre trygheden på arbejdsmarkedet.

Højrefløjens krav om et tyskinspireret arbejdsmarked præget af lavere lønninger og svækkede vilkår er velkendt. Men hvad værre er, så er udviklingen faktisk allerede i gang og har været det i længere tid: Procentandelen af nyoprettede job siden 1991, hvor lønnen er under 75 procent af gennemsnitslønningerne, er således vokset støt herhjemme. Selv om vi klarer os markant bedre end Tyskland, gør vi det samtidig meget dårligere end de øvrige skandinaviske lande som Norge, Sverige og Finland. En ganske stor del af de job, der skabes i Danmark, er altså til relativt lav løn sammenlignet med resten af arbejdsmarkedet. 24 procent af alle nye danske job er til en løn på under 75 procent af gennemsnitslønnen. I resten af Norden er tallet på under 10 procent.

Det er et klart tegn på, at det at have et arbejde i fremtiden ikke nødvendigvis er en adgang til den danske middelklasse.

Og at et fænomen som arbejdende fattige også kan blive udbredt herhjemme.

Udfordringen i det kommende år handler altså også om at bryde med ' nødvendighedens politik' og bekæmpe den misforståede forestilling om, at vi er på rette vej, når blot de politiske reformer styrker incitamenterne til at søge arbejde og øger udbuddet af arbejdskraft.

LAVERE LØN i sig selv er ingen garanti for vækst og jobskabelse. For det første fordi lavere løn kan sænke den indenlandske efterspørgsel, og for det andet fordi lønnen i de mest eksportintensive erhverv ikke er særlig følsom (og i øvrigt ofte er meget høj som følge af krav til specialisering og kvalitet af det producerede).

Derfor vil det mest forventelige resultat af en lavtlønsstrategi herhjemme føre til det, som vi kender fra Storbritannien, USA og Tyskland, hvor nye sociale uligheder, stigende fattigdom og nedslidning af kompetencer udgør en sprængfarlig cocktail for troen på de fremtidige vækstmuligheder.

Det er et politisk spørgsmål, om vi skal gå lavtlønsvejen eller ej. Og her er det afgørende at huske, at vi i Danmark har helt unikke forudsætninger for at forfølge kvalitetsvejen og udvide vores styrkepositioner.

Vi har en højt organiseret arbejdsstyrke, verdens mest fleksible arbejdskraft, en unik dialogkultur mellem arbejdsmarkedspartier og samtidig har vi for nylig sat rekord med det højeste niveau for dansk eksport nogensinde. Der er altså noget om snakken og den danske model, når efterspørgslen efter danske varer produceret under gode arbejdsforhold er stigende.

Tilløbet til diskussionen om social dumping og arbejdsvilkår blev for alvor taget i det forgangne år, hvor udtryk som kædeansvar og uddannelsesklausuler kom ind i debatten. Nu skal der følges op med en større indsats for at sikre tryghed på arbejdsmarkedet.