Diskussionen om de 800.000 leder til letkøbte, men fejlslagne løsninger

Det skal understreges, at der ikke står 800.000 arbejdsparate i ledighedskøen, som vi bare skal have lukket døren op for.

 Er der eller er der ikke 800.000 danskere, der bare mangler lidt tilskyndelse til at komme ind på arbejdsmarkedet? Det er spørgsmålet. Og det bliver stillet tit. I øjeblikket florerer det i Liberal Alliances mange annoncer for sig selv, og det er ofte i spil, når særligt højrefløjen uddeler tæsk til den danske velfærdsmodel. Også her på Altinget, hvor Cepos’ Martin Ågerup senest argumenterede for, at en del af de 800.000 vil komme i arbejde, hvis vi sænker lønninger og overførselsindkomster.

Anklagen er klar og formuleres eksempelvis af Dansk Arbejdsgiverforening, der påpeger, at Danmark sammenlignet med andre lande har en høj andel af personer i den arbejdsdygtige alder, der forsørges af det offentlige. Det er korrekt. Og det er et fænomen, der kræver opmærksomhed – ikke mindst ift. hvad det betyder for holdbarheden af de offentlige finanser.

Men det betyder ikke, at vores velfærdsmodel har slået fejl. At det ikke kan betale sig at arbejde i Danmark. Eller at vi har et generelt problem med at for få arbejder i Danmark.

Faktisk forholder det sig lige omvendt: Danmark er et af de lande i verden, hvor den største del af befolkningen er i arbejde. Vi har en beskæftigelsesgrad, der har ligget højt i flere årtier og som er i den absolutte top på kloden. Der er kun en håndfuld lande, som har en lidt højere andel af befolkningen i arbejde.

Selv et land som USA, hvor lønningerne kan presses helt i bund og der ikke er noget socialt sikkerhedsnet, har en beskæftigelsesgrad, der er 5 pct. lavere end den danske.

Det der kendetegner Danmark er, at de fleste af dem, der står uden arbejde ikke er overladt til sig selv og deres familier.

Vi tager derimod et fælles ansvar for, at nybagte forældre kan holde barsel, at syge og handikappede har en fast indtægt, og at midlertidigt arbejdsløse ikke skal gå fra hus og hjem inden de kommer i arbejde igen.

Det er en succes, at vi har opbygget et velfærdssamfund, der kan det. Og når vi eksempelvis kan udvide barselsorloven, er det et tegn på, at øget velstand i Danmark omsættes i øget livskvalitet. Det skal vi ikke give køb på, men omvendt fejre og være stolte af.

Når det så er sagt, så skal det være en målsætning, at skabe arbejde til flere og sikre, at det er så lille en del af danskerne som muligt, der står udenfor arbejdsmarkedet.

Men en stor del af diskussionen om ’de 800.000’ risikerer at lede til letkøbte, men fejlslagne løsninger.

For det første, og som det er blevet understreget, står der ikke 800.000 arbejdsparate i ledighedskøen, som vi bare skal have lukket døren op for. En del af de 800.000 (som reelt er 785.733 pr. ultimo oktober 2014) er forældre på barselsorlov og folk, der faktisk arbejder i eksempelvis flexjob, skånejob, løntilskud, nyttejob, virksomhedspraktik, jobrotation, revalideringsydelse og lignende. Det er alt i alt mere end 100.000 danskere.

Derudover er der sygemeldte, som sagtens kan være i arbejde, men altså ikke er raske nok til at være det lige netop nu. De er oftest på sygedagpenge. Førtidspension er omvendt for personer med varigt nedsat arbejdsevne. Det er ikke en titel, der bliver givet ud med let hånd fra kommunerne, og reglerne bliver løbende strammet op.

Derudover er der efterlønnere, som jo er på vej mod pensionsalderen, og som der i øvrigt kommer færre af og med tiden slet ikke vil være nogen af, da ordningen jo er under udfasning. Endelig er der kontanthjælps- og dagpengemodtagere, som for langt de flestes vedkommende gør en aktiv indsats for at komme i job.

For det andet, fungerer økonomien og arbejdsmarkedet ikke så simpelt, at lavere løn og kontanthjælp eller dagpenge automatisk skaber job til folk. Slet ikke i en langvarig krise som den nuværende, hvor den økonomiske aktivitet stadig snegler sig afsted herhjemme og i vores nabolande. Det er den indenlandske efterspørgsel, der halter. Og den hjælper lavere løn ikke på – tværtimod.

En sænkning af lønninger og kompensationen for ikke at være i arbejde – eller fjernelsen af muligheden for at blive grebet af fællesskabets sikkerhedsnet, hvis man skulle falde igennem arbejdsmarkedet – vil i stedet med garanti lede til en stadig større gruppe af fattige, arbejdende såvel som ikke-arbejdende, og de sociale problemer, der følger med.

Det vil ikke sikre en stærkere økonomi og arbejdsmarked.

Danmark skal arbejde målrettet for at sikre fuld beskæftigelse, for at så få som muligt er arbejdsløse og at der er færre, der har brug for at komme på førtidspension og lignende.

Men vi skal ikke gøre det ved at underminere den sociale tryghed, som vi garanterer hinanden, eller ved at sælge ud af forhold, som gør Danmark til et af de bedste samfund at leve i. Det er let at foreslå, men kommer med en alt for høj pris.