Tysk arbejdsmarked bør skræmme i Danmark

Løfter man kølerhjelmen på den tyske succes, så finder man en virkelighed, som ikke når overskrifterne.

 ”Vækstlokomotiv” og ”Europas økonomiske flagskib”. Roserne vil ingen ende tage, når ”Tysklands økonomi brager derudaf” som en fabriksny Audi på den tyske autobahn. De danske medier flyder ofte over med beundring af tyskernes økonomiske succes. Men løfter man kølerhjelmen på den tyske succes, så finder man en virkelighed, som ikke når overskrifterne.

Tyskland har gennem de seneste 25 år oplevet en voksende ulighed, hvor middelklasse er blevet mindre og lønningerne er faldet. Kun de mest velhavende er blevet rigere, samtidig er flere blevet arbejdsløse for aldrig at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedsreformer i begyndelsen af årtusindet har kun forstærket den udvikling.

Halvdelen af alle vesttyskere har fået mindre i løn siden 1989, og knap en fjerdedel af alle job er i dag til en timeløn under 75 kr. Helt præcist har den fattigste tiendedel mistet 26 pct. af deres indkomst i perioden 1989-2010, hvorimod den rigeste tiendedel har fået 28 pct. højere indkomst. Den tidligere så solide og relativt velstillede tyske middelklasse er svundet ind og en stor del af middelklassen er ganske enkelt rykket ned i underklassen.

I Cevea beskæftiger vi os blandt andet en del med arbejdsmarkedet i Tyskland. Vores sydlige nabo er forud for Danmark med udhulingen af den økonomiske og sociale sikkerhed, og med udviklingen af et lavtlønsarbejdsmarked. I Danmark kan vi nå at stoppe og vælge en anden bane. Det er en af grundene til, at vi den 3. februar afholder en arbejdsmarkedskonference sammen med LO med fokus på fremtidens arbejdsmarked, inklusiv de tysk erfaringer.

Tyskland har haft succes på eksportmarkederne. Men det er altså sket på bekostning af den tyske middelklasse, som er skrumpet siden reformerne. En voksende og synlig ulighed er resultatet.

Arbejdsmarkedsreformen Hartz IV har netop haft tiårsjubilæum. Og det er ikke kun roser, der har været til den i forbindelse med jubilæet.

Det tyske vækstlokomotiv kører ikke så godt, som der gives udtryk for. I 2014 var der negativ vækst i 2. kvartal, selvom hele året endte i plus. Og det er er i høj grad udviklingen i Tyskland, der har betydet, at Europa nu ikke bare er på kanten af ødelæggende deflation, men rent faktisk er snublet og oplevede deflation i den sidste del af 2014.

Det grundlæggende problem i Tyskland er, at strukturreformer, lav ledighed og gennemgående løntilbageholdenhed ikke stimulerer det, der gør en økonomi stærk på sigt: investeringer. Investeringsniveauet – bade i det offentlige og det private – er så lavt, at det giver panderynker. Det ses eks. en ny bog “Die Deutschland-Illusion” med den sigende undertitel “Hvorfor vi overvurderer vores økonomi og har brug for Europa”. Den er skrevet af den tyske økonom Marcel Fratzschers. En mand, som med en fortid i den europæiske centralbank (ECB) og en nuværende direktørpost i det prestigefyldte økonomiske analyseinstitut Deutsches Institut für Wirtschaftsforschung (DIW) ikke er en hr. hvem som helst i tysk økonomi. Hans hovedbudskab er, at styrken i den tyske økonomi er dybt overvurderet, og at den tyske strategi har været direkte fejlslagen.

Når man bevidst og strategisk i en lang årrække presser lønningerne nedad, har det en betydelig negativ indflydelse på privatforbruget og virksomhedernes muligheder for at afsætte deres varer og dermed også på deres interesse i at foretage nye investeringer. Virksomhederne investerer kun, hvis der en forventning om, at deres produkter også kan afsættes på det tyske indlandsmarked. Eksportmarkederne har ikke været nok for tysk industri.

Det har de tyske politikere til dels fået øjnene op for. Fra årsskiftet har Tyskland for første gang fået en national mindsteløn. Den ligger er på 64 kroner i timen.

Men en del af de tyske lønmodtagere vil stadig skulle have supplerende kontanthjælp, selvom de har et arbejde. De tjener stadig så lidt, at de ikke kan leve af deres løn. Den befolkningsgruppe er fattige, selvom de arbejder. Det er 1,3 millioner mennesker, der konstant er afhængige af den supplerende ydelse. Antallet af arbejdende fattige er endnu større.

Usikkerhed i ansættelsen gælder i Tyskland stort set alle grupper. Statistisk set skal man have både en længerevarende uddannelse og 20 års erfaring for at være sikker på ikke at ende i langtidsarbejdsløshed. Fastansatte tyskere har stadig lange opsigelsesfrister i deres ansættelsesaftaler, men den gruppe fastansatte bliver stadig mindre.

Vi er stadig langt fra de tyske tilstande i Danmark, men er vi begyndt at file i sikkerheden i flexicurity-modellen, uden at der er blevet kompenseret for det andre steder. Det sociale sikkerhedsnet er blevet forringet.

Det er spæde, men forkerte reformskridt i retning af Tyskland som rollemodel. Der et stadigt pres for, at vi skal tage flere skridt ad den vej – særligt udviklingen af et lavtlønsarbejdsmarked. Men ingen politikere i Danmark burde ønske sig, at vi i Danmark nærmer os de tyske tilstande endnu mere.

Læs indlægget i Altinget her