Nej, V peger fingre ad fattige

Venstres kampagne giver indtryk af, at Venstre bare gerne vil pege fingre af dem, som får ydelserne.

 Venstre vil forarge med de billeder, de har sat op. Det er så grafisk tydeligt, som noget overhovedet kan være, fordi de har sat ,00 efter beløbet for at få tallet til at se meget stort ud. Det er nok et tal, der overrasker de fleste, fordi der er en grad af manipulation over den måde, det er gjort op på. I virkeligheden er det interessante jo ikke at diskutere, hvor meget det bliver, hvis man lægger det hele sammen, og i øvrigt glemmer at andre grupper også kan få de ydelser, men at se på hvilke livsvilkår mennesker på kontanthjælp har.

Den situation, Venstre beskriver, er desuden kun gældende for familier med tre børn, hvor begge forældre er på kontanthjælp. Beskæftigelsesministeriet vurderer, at det er max 1150 familier - altså en promille af befolkningen. Så man slår en kampagne stort op landet over, som reelt handler om meget få.

Vil man have en seriøs debat om, hvorvidt kontanthjælpssatserne er for høje, bør man regne ud, hvor meget en familie på kontanthjælp har tilbage, når de har betalt husleje, forsikringer, skat og mad. Så kan man vurdere, om det er for meget eller for lidt for en familie med tre børn.

Nogle vil mene, at det er rigeligt, og at man godt kan lave det kontanthjælpsloft, Venstre så gerne vil have.

Andre vil sige, at det er for presset, hvis børnene f.eks. skal kunne gå til fritidsaktiviteter. Det mit indtryk, at familier på kontanthjælp sidder hårdt i det, og derfor arbejder langt størstedelen af dem, hver dag for at ændre det. Kampagnen giver indtryk af, at Venstre bare gerne vil pege fingre af dem, som får ydelserne.

Indlæg bragt i Ekstra Bladet - ikke online.