Demokrati

Alle debatindlæg i denne kategori
22. January 2018

Drop privatiseringen - seerne skal eje TV 2

Lad danskerne i fællesskab eje TV 2. Det kan gøres via en fondsløsning, som vi kender det fra Novo Nordisk, A. P. Møller og Carlsberg. Det har i over 15 år været de borgerliges mål at privatisere TV 2. Nu skal det føres ud i livet, helst inden næste folketingsvalg. Det er som et barndomsminde, der dukker op, hver gang de har regeringsmagten. En automathandling uden grund. Privatiseringen er ingen folkesag. Danskerne er yderst tilfredse med tingenes tilstand. I 2016 brugte de danske tv-seere 38 pct. af deres tid på TV 2, hvilket gør TV 2-kanalerne til de mest populære, skarpt forfulgt af DR. Der er solid opbakning til public service-kanalerne, hvilket er unikt internationalt set. Alligevel er salget på dagsordenen. Det er svært at argumentere for, at TV 2 skal sælges, for at der kan laves bedre, eller i hvert fald mere populært, fjernsyn. Der er heller ingen grund til at tro, at kanalerne bliver billigere. TV 2 er finansieret af indtægter fra reklamer og abonnementsindtægter. Det er kun de regionale dele af TV 2, der får en bid af licenskronerne. Er det så, fordi de borgerlige mener, at man kan få ejere, der kan noget, som TV 2 ikke kan i dag? Måske. Men det ser ikke overbevisende ud. De oplagte købere er Egmont, MGT og Berlingske Media med sine belgiske ejere i ryggen. Egmonts norske udgave af TV 2 har droppet at levere public service på markedsvilkår, og den norske stat har nu tilbudt at kompensere dem med 135 mio. norske kr. hvert år de næste fem år for at tage den ambition til sig igen. MGT's danske TV3 opgav hurtigt at lave nyheder og satsede i stedet med succes på programmer som "Paradise Hotel", "Familien på Bryggen" og "Luksusfælden". Og selvom den Berlingske-ejede Radio24syv har moderniseret taleradio samt opfundet Kirsten Birgit og en kort radioavis, er det svært at se, at der her er idéer til et helt nyt TV 2. Uafhængig af staten Tilbage står et ideologisk argument. Det er ganske enkelt svært for liberalister at sluge, at staten dominerer mediemarkedet. Det får dem til at handle imod deres fornuft. Derfor vil jeg også gerne komme med en håndsrækning til dem: Hvis regeringen partout vil afhænde ejerskabet af TV 2, så gør det via en fondskonstruktion. Opret en fond, der er helt uafhængig af staten, og lad den eje TV 2. Dens formål skal være at drive TV 2 og lave godt tv, og public service-forpligtelsen kan skrives ind i dens fundats. Så vil TV 2 være privat, til evighed levere nyheder mm. og stadig være hele Danmarks kanal. Ja, man kan sågar have et repræsentantskab, der vælger bestyrelser mm., hvortil alle seerne - dvs. abonnenterne - kan have en stemme. Med en fondsløsning slipper vi for, at der skal hives overskud ud af TV 2, og sikrer, at danskerne får andet end bar hud, atypiske familieportrætter og diverse sangkonkurrencer at se på. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten Finans d. 18. januar 2018.     

26. October 2017

Fat modet, grib pennen, tag ordet

  Hey, kollega? Ja, dig! Dig, som tømmer skraldespandene for andre, reparerer og bygger op; bader en andens mormor og hjælper nogens oldefar. Dig, som arbejder med rengøring, service og håndværk. Dig, der opdrager og underviser vores børn. Får du også sved på panden og nervøse jobsikkerheds-trækninger, hvis nogen beder dig om at tage del i den offentlige debat og fortælle om dit syn på arbejdsmarkedet eller det danske samfund? Eller tænker du, at det med at ytre sig om samfundsforhold kun er for eksperter og folk inden for universitetsmurene? Måske tror du, kære kollega, at dine ord og dit perspektiv ikke betyder noget. Men det gør det. For det er i den offentlige debat, rammerne sættes for, hvor vi som samfund bevæger os hen. Det er i den offentlige debat, dagsordner, som har indflydelse på din og min hverdag, sættes og forhandles. I den debat har vi brug for mere end forskernes viden og kommentatorernes holdninger: vi har brug for praksiserfaringer og -indsigt fra os med fingrene i materien. Derfor er det på tide, at vi sætter os for at fatte modet, gribe pennen og tage ordet. Hvis ikke vi gør det, så er der bare nogle andre, der gør det. Vi står over for et heftigt politisk efterår med skattereform, finanslovsforhandlinger og et kommunalvalg, der har fået kommentatorer, meningsdannere og politikere til at fylde skuffen med veltilrettede holdninger. Vi frygter, at debatten i efteråret kommer til at ligne det, vi dagligt er vidne til: En grundlæggende, skævvredet offentlig debat, hvor dem med fingrene i materien har mindre taletid end dem med tunge titler og politisk magt. En debat, hvor udtalelser fra folk med lange uddannelser fylder langt mere end udtalelser fra folk med korte, mellemlange eller ingen uddannelse. En debat, hvor flere mænd end kvinder sidder på ordet. Tidligere i år lavede Tænketanken Cevea en undersøgelse blandt de landsdækkende dagblade, der viste, at selvom danskere med erhvervsrettet eller ufaglært baggrund udgør hele 56 pct. af befolkningen, så står de kun for 6-8 pct. af det trykte debatstof i aviserne. Til sammenligning står de blot 11 pct. akademikere og journalister i den danske befolkning for hele 73 pct. af det længere debatstof i de trykte aviser. Omend avisernes debatspalter ikke udgør hele billedet på den offentlige debat, som i den grad også har bevæget sig ud på de sociale medier, så tegner den et billede af en redigeret, selekteret og kvalitetstjekket debat, der i dag har fået en genoplivning i den evige strøm af holdninger. Det betyder, at vi, og ikke mindst beslutningstagerne, kommer til at mangle perspektiver i den fælles samtale. Som samfund får vi blinde pletter, der kan stå i vejen for at udvikle vores samfund. Det, mener vi, der skal laves om på. Det skal være et ønske og medføre aktiv handling fra politisk, uddannelsesmæssig, medie- og fagforeningsside at få flere med. Men det er ikke nok. Kære kolleger landet over, vi bliver nødt til at fatte modet, gribe pennen og tage ordet. Også selvom det kan virke som usikker grund at begive sig ud på. Det ved vi, som pædagog, gadefejer og uddannelseschef, der har beskæftiget os indgående med problematikken de senere år: Enten synes man slet ikke, at det at tage del i den offentlige debat er en mulighed eller for den sags skyld nødvendigt. Eller også ved man slet ikke, hvor man skal starte, hvis man skulle have lyst. Men ofte er der også tre andre forhold, der står i vejen for, at fagfolk som os blander sig i debatten: 1) Frygten: Selvom vi i Danmark bryster os af ytringsfrihed, oplever mange, at det er farligt at ytre sig: Det kan betyde sure opstød fra de mennesker, vi er tæt på. Det kan medføre skældsord og nedladende tilbagemeldinger fra folk, man end ikke kender. Og så kan det gøre chefen sur. Skidesur. I 2016 lavede FTF en undersøgelse blandt sine medlemmer, der viste, at hele 60 pct. frygtede negative konsekvenser af at ytre sig om kritisable forhold på arbejdspladsen. Heraf frygtede 47 pct. for deres ansættelse. Det var en stigning på 10 pct. siden 2010. Ytringsfrihed blandt ansatte er en dagsorden, den danske fagbevægelse har løftet op til flere gange. Men én ting er det formelle fokus på ytringsfrihed og fleres deltagelse i den offentlige debat. Noget andet er at få greb om den frygt, der i praksis har installeret sig i ansatte landet over og afholder folk fra at tage ordet. En frygt, som sociologen og forskeren Rasmus Willig har påpeget gennem en årrække, og som har betydet en udbredt selvcensur – godt hjulpet på vej af afvæbnende oneliners, ulovlige mundkurve og kammeratlige samtaler fra ledere. 2) Håbet: Uanset om det er praktikere, ledere eller organisationsfolk, så har de fleste fagfolk efterhånden oplevet så mange runder med nedskæringer, effektiviseringer, omstruktureringer og proforma-inddragelse, at de er gennemsyret af en følelse af, ”at det ikke nytter noget”. I 2016 foretog Dansk Sygeplejeråd en undersøgelse af sygeplejerskers ytringsfrihed. Her var hele 49 pct. enige i udsagnet, at “med de nuværende rammer i sundhedsvæsenet er det alligevel ikke muligt at forbedre de uholdbare forhold”. En sådan følelse af manglende håb er en hindring for aktiv deltagelse. Og hvad værre er: Den sætter sig i folk som et ønske om at komme væk fra det, de laver: Sygeplejersker, der ikke vil være sygeplejersker længere. Pædagoger, der ikke vil være pædagoger længere. Elektrikere, der ikke vil være elektrikere mere. 3) Den faglige selvtillid: En tredje barriere for mange af vores kolleger er manglende tro på værdien af egne erfaringer og indsigter. Vi tør vove at påstå, at 9 af 10 har den samme forståelse af, hvad der udgør en ekspert: Ekspertise er noget man får ved at være væk fra praksis; væk fra hverdagen. Ved at kigge på den fra afstand. Som forsker, kommentator eller bag et kommunalt eller ministerielt skrivebord. Vi har i Danmark opbygget et usundt hierarki af viden, hvor praksisviden har placeret sig i de nederste lag. Dét har efter mange år desværre plantet sig helt ind i vores inderste: Den faglige selvtillid. Vi har ladet det blive en del af os selv, og det betyder reelt, at vores ekspertise sjældent bliver bragt til bordet. Vi, Rikke, Rasmus og Kristian, har gennem flere år hørt forbeholdene for at ytre sig fra vores venner, bekendte, kolleger og familie: Mange holder igen med at kritisere eller tale åbent om forholdene på deres arbejde. Og de holder igen med idéer til nye forslag til, hvad der – set med en praktikers blik - skal til. Vi har brug for praktikernes praksisviden og -erfaringer. Hvad end det er lærere med hands-on-indsigt i elevens udvikling og læring, socialrådgivere med viden om kampen ud af armod, politifolk med indgående erfaringer om forebyggelse eller sosu-assistenter med viden om, hvordan velfærdsteknologi fungerer for de ældre. Fagfolk, der har dyrket deres område og besidder bunker af viden, vi som samfund har brug for i den fælles pulje. Derfor skal vi, kære kolleger, ranke ryggen. Vi kan ikke vente på, at politikere og debatredaktører i aviserne ændrer tingene og begynder selv at efterspørge vores stemme. Det indebærer en risiko at ytre sig offentligt. Man kan frygte konsekvenserne, også selvom man ikke bryder sin tavshedspligt: vil en leder have en medarbejder ud af butikken, så behøver lederen bare vente på den næste nedskæring, hvor endnu en af os skal fyres. Og man risikerer at stå helt alene. Men forestil dig, at vi alle sammen brugte vores ret til at ytre os. Hvis vi følte fællesskabets styrke som en medvind til at rette op på skævheden. Så ville det være sværere for chefen at true med, at man kunne miste sit arbejde ved at gøre det. Og det ville måske endda være sværere for politikerne at føre den ene nedskæring efter den anden igennem igen og igen. Vi, kolleger landet over, kan vælge at stå sammen – eller vi kan vælge at efterlade hinanden alene. Lad os tage os sammen! Lad os op bruge et heftigt politisk efterår til at stå sammen: Skrive et debatindlæg, arrangere et diskussionsmøde på arbejdspladsen, stille spørgsmål til valgkampen. Fatte modet, gribe pennen, tage ordet. Den offentlige debat er grundlæggende skævvredet. Det skal du og jeg, vi, sammen lave om på. Fordi samfundet også er vores ansvar. Af Rasmus Bredde, specialarbejder, Rikke Smedegaard Hansen, pædagog og Kristian Birk, uddannelseschef, Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten d. 3. oktober 2017. 

30. June 2016

År 1 med Frederiksen

Mette Frederiksen har været formand for Socialdemokraterne et år. Politisk chef i Cevea, Kasper Fogh, gør her status over hendes første år. 

25. June 2016

Europa er et gammelt kontinent, der begynder at træffe senile valg

Den eneste chance, vi har for at tøjle global grådigheden på den her planet, er et fælles Europa samlet om humanistiske værdier og sociale ambitioner.

2. June 2016

Udviklingen skabes gennem fællesskab

Alle danskere bør kende til og forholde sig til de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, skriver Frank Skov, analysechef på Cevea. Selv tror han på, at den rette udvikling skabes gennem fællesskabet.

13. May 2016

Folkemødet skal fortsat være et demokratisk kræmmermarked

Hvis Folkemødets ånd skal bevares, må større fokus på økonomi og overskud ikke gå ud over den brede dialog, skriver Frank Skov, analysechef i Cevea.

4. April 2016

Ja, tænketanke er partskilder

De seneste søndage har debatsektionen i Politiken været præget af en kritisk debat omkring mediernes stigende brug af tænketanke. Udgangspunktet er en analyse bragt den 20. marts forfattet af blandt andet Mark Blach-Ørsten fra Center for Magt, Medier og Kommunikation ved Roskilde Universitet. Analysen konkluderer, at når tænketanke optræder i medierne er i det i halvdelen af alle tilfælde som ekspertkilder, mens de kun omtales som partskilder i 22 % af tilfældene. Forfatterne påpeger, at det er problematisk at tænketanke optræder som saglige og neutrale eksperter, da tænketanke repræsenterer et bestemt standpunkt. Og det har forfatterne helt ret i. Ja, vi er partskilder. Og ja, som tænketanke kommer vi med en bestemt holdning. I Ceveas tilfælde er vi en centrum-venstre tænketank, der arbejder for et Danmark baseret på frihed, lighed og fællesskab. Det er ingen hemmelighed.   Medieren skal være deres ansvar bevidst, når de omtaler tænketanke som ekspertkilder. Men vi tænketanke skal også være klar over, hvilken betydning det har, at vi bliver brugt som eksperter. Vi skal som tænketanke naturligvis altid præsentere grundlige og lødige analyser, men samtidig skal vi ikke lægge skjul på, hvad vores ideologiske ståsted er. Nyhedsmedierne bruger tænketanke som kilder hyppigt. Og særligt siden år 2000 er tænketankene braget frem i Danmark og i medierne. En del af forklaringen skal nok findes i manglen på politisk udvikling i de politiske partier. Den politiske midte er blevet pragmatisk og er efterhånden så styret af nødvendighedens logik, at der ikke er meget ideologi tilbage i dansk politik. Politikudvikling bliver i høj grad overladt til ministerier, embedsværket og kommissioner. De folkevalgte politikere er ikke selv med til at udvikle nye visioner for Danmark, men sendes i stedet i byen med forsvar for egen linje og angreb på modstanderens.     Det er en trist udvikling, men det kan være en del af forklaringen på, at medierne finder tænketanke så interessante. Fordi vi tør repræsentere en ideologisk baggrund og stå fast på den. Vores ideologiske baggrund skal derfor ikke skjules i medierne ved, at vi omtales som neutrale ekspertkilder. Vi er partskilder og leverer den idelogiske politikudvikling, som de politiske partier negligerer. Indlæg bragt i Politikens trykte avis 4. april 2016. 

16. March 2016

Populisterne rejser de rigtige spørgsmål

Det er nemt at ryste på hovedet ad Donald Trump. Men det er ikke nok at fordømme Trump og de rednecks, der er klar til at slå på tæven til hans politiske stævner.

1. March 2016

Ministerier er tænketanke

Gylle-Gate vakte opsigt, og ministeren måtte trække sig, men der er som sådan intet nyt i, at ministerier sminker tallene. Det er en stolt tradition i økonomisk politik. »Det, som Eva Kjer har gjort, det gør man hele tiden i politik. Det er der intet som helst nyt i.« Sådan skrev Liberal Alliances Joachim B. Olsen på Facebook i sidste uge, inden miljø- og fødevareministeren valgte at trække sig som følge af fejlagtige beregninger for landbrugspakken og De Konservatives mistillid til hende. Og kuglestøderen har helt ret – hvorfor vælte en minister på grund af sminkede tal? Hvorfor pludselig brokke sig over, at regeringen og ministerierne fremlægger sminkede og fabrikerede tal som forhandlingsgrundlag for love, de vil have igennem? Professor i forvaltningsret Jens Elo Rytter spurgte i lørdagens Information, om det er blevet »business as usual, at ministre med villig hjælp fra embedsapparatet manipulerer og tilskærer tal, fakta og jura, hvis det er nødvendigt for at få politiske forslag til at glide lettere igennem i Folketinget«. Svaret er ja. Eksemplerne er mange. Ministerierne sagde, at 2.000 til 4.000 mennesker ville falde ud af dagpengesystemet, men virkeligheden er 70.000. Finansminister Claus Hjort Frederiksens første kasseeftersyn viste et rungende hul i kassen; næste kasseeftersyn viste efter socialdemokratisk kritik et pænt rådighedsbeløb. Økonomi i dansk politik er ideologi i metermål. Beregningerne holder sjældent, og forudsætningerne ændres konstant. Stilles politiker og embedsværk over for kritiske spørgsmål, er der tre svartyper: ti, benægt, lyv. For nylig demonstreret af ikke kun forhenværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i forbindelse med landbrugspakken, men også af Dansk Folkeparti i forbindelse med beregningerne af, hvor mange ældre der vil blive ramt af beskæringer i boligydelsen Ministerier er tænketanke, og økonomers og mange fagspecialisters beregninger er ofte ideologiske partsindlæg. Intet sted er det mere tydeligt, end når det kommer til samfundsøkonomien. Men der er måder at komme de sminkede tal til livs på. Modellerne fejler altidFørst skal vi dog 30 år tilbage i tiden. Her var kongstanken inden for økonomi i Danmark keynesiansk. Lidt simpelt udlagt troede man, at det er efterspørgslen, der skaber job, og vækst skabes derfor gennem stimulans af efterspørgslen. Da den unge liberale Anders Fogh Rasmussen forsøgte at sætte spørgsmålstegn ved den logik, blev han pisket ud af banen og, ja, latterliggjort af økonomer i råd, ministerier og organisationer. Og i dag er det så omvendt de såkaldte neoklassikkere, der hersker over den økonomiske politik i Danmark. Her er roden i modellerne – igen meget forsimplet – at det er arbejdskraftsudbuddet og de frie kræfter, som skaber vækst. Men hverken keynesianere, neoklassikere eller nogen anden økonomisk skole kan fuldstændigt forklare økonomiske sammenhænge og årsager eller modellere dem. Kunne nogen det, var der ikke grund til at have en million økonomiforskere, som diskuterer med hinanden i tusindvis af videnskabelige journaler og ved ditto konferencer år for år. Og lige meget om man fra 1960 til 1990 gennemtvang den neokeynesianske skole og fra 2000 til 2016 har ført neoklassisk økonomisk politik, så ender den virkelige verden altid med at modbevise modellerne og til sidst i så stærk en grad, at paradigmet skifter. Reality bites. Ingen forstår det heleMen en ting er sikkert: Det er fornuftigt at have den herskende økonomiske skole med sig, hvis man vil have succes med sin politik. Ellers får man som Eva Kjer Hansen forskerne og fagspecialisterne i hovedet. Det lærte den unge Anders Fogh Rasmussen på den hårde måde, så da han fik nøglerne til ministerierne i 2000, gik han direkte ned i maskinrummet og forlangte, at modellerne blev lavet om. Hans opgør med smagsdommerne var reelt et gennemtvunget økonomisk og ideologisk paradigmeskift i ministerier, råd og udvalg. Det var klogt, for Fogh Rasmussen havde ikke fået liberal politik igennem, hvis ikke modellerne i ministerierne understøttede, at det var den nødvendige medicin. Liberal Alliances vækstplan er et godt eksempel på det liberale tilsnit af modellerne, der har hersket lige siden. Her fik de Finansministeriet til at finde 124.000 job ved at sænke skatter og afgifter og fyre offentligt ansatte. Sådan kan man ikke regne, svarede Bjarne Corydon, men det er præcis, hvad økonomerne i ministerierne og organisationerne gør – også under de fire år, Corydon selv sad i Finansministeriet, og det er præcis det, Mogens Lykketoft påpeger som en fatal fejl, for så kan man ikke føre socialdemokratisk politik. Så at ministerierne er tænketanke og leverer sminkede og forregnede tal, er en simpel konsekvens af, at ingen har helt ret eller forstår det hele, og at økonomi og de tal, der lægges frem, er sandhed i metermål skabt af de metoder, antagelser og principper, man har anvendt. Diskussionerne om landbrugspakken er et fint eksempel, for vi ved faktisk slet ikke, om modellerne ’regner’ rigtigt i forhold til eksempelvis den såkaldte nitrat-udvaskning – altså den mængde nitrat, som bliver optaget af planterne, og som ryger ned i grundvandet – og det tager 10 til 30 år, før vi kan måle den i drikkevandet. Det er kampen om modellerne, som hele tiden foregår. Eva Kjer Hansen-dramaet var blot lidt mere krydderi på realityshowet for dem, der interesserer sig for Borgen. En ny diskussionEfterhånden som det bliver tydeligere, at modeller og metoder ikke afspejler kompleksiteten i virkeligheden og derfor kommer til forkerte resultater, må man fifle lidt mere med sine antagelser for at forsøge at styrke logikken i beregningerne. Og når det så bliver svært, kommer vi til ’ti, benægt, lyv’. Man fremlægger måske en eller to analyser som håndfast dokumentation, velvidende at der er 100 andre undersøgelser, der viser noget andet. Man siger måske, at man løbende udvikler modellerne og metoderne. Ti, benægt, lyv. Men er der måske en anden måde at gøre tingene på? Ja, det er der faktisk. Kræv en sammensætning af De Økonomiske Råd, der afspejler mangfoldigheden blandt økonomer og fagdicipliner. Kræv, at økonomer og politikere tager ansvar for, at deres antagelser diskuteres. Kræv af vores journalister, at de ikke altid kun spørger økonomer og politikere til tallet, resultatet og dets betydning, men også til antagelserne bag beregningerne, til risikoen og usikkerheden i beregningerne, og til hvilke faktorer, der skaber disse risici og den usikkerhed. I Eva Kjer Hansen-sagens tilfælde ville denne type spørgsmål have ført til en diskussion af de modeller, man anvender til at beregne eksempelvis nitrat-udvaskning. Herigennem ville det altså også blive klart, at vi først kender sandheden om mængden af nitrat i drikkevandet 30 år. Så kunne vi få en reel diskussion af, om vi som samfund tør tage risikoen. Det vil måske også aflede et spørgsmål om, hvad vi får ud af at redde de konventionelle landbrug. Det ville så være politik på et oplyst niveau og sammenvejning af risiko og resultater. Ikke en sag om endnu en minister, der løj og bagefter kæmpede for at blive på taburetten. At stille disse spørgsmål giver nemlig en anden diskussion. Liberal Alliances vækstplan er et andet godt eksempel. Kan man skære en procent om året på de offentlige institutioner uden kvalitetssvigt? Giver det tusindvis af arbejdspladser at sænke bilafgiften? Og arbejder vi mere, hvis topskatten sænkes? Alt det og mere til var indregnet som sikre fakta i partiets vækstplan, selv om intet af det er videnskabeligt bevist, og der findes modsatrettede svar i de journaler, som alle økonomer higer efter at publicere i. En ny sammensætning i De Økonomiske Råd og mere kritisk journalistik vil aftvinge en langt mere brugbar og fremadrettet debat også blandt økonomer, hvilket i sidste ende vil føre til en bedre politik end i dag, desuagtet om man er rød eller blå. Læs kronikken i Information her

12. January 2016

Nytårsforsæt: Bliv aktiv i politik!

Hvis vi vil politikerleden og tillidskrisen til livs, må vi gøre, som vi altid gør i civilsamfundet: engagere os, skriver analysechef i Cevea, Frank Skov.

6. January 2016

Konsensus. Danmark er fattig på politik

Det er embedsmænd, der står for udviklingen af ny politik. Derfor vil vi næppe se overraskelser i 2016.

3. December 2015

Cevea til politikerne: Genvind respekt og tillid

Har vi tillid til politikerne eller ej? Det er i høj grad det, debatten forud for dagens afstemning kan koges ned til. Uanset resultatet er den stigende mistillid til politikerne et alvorligt problem, der skal tages hånd om, skriver Cevea-direktør Kristian Weise.