Populisterne rejser de rigtige spørgsmål

Det er nemt at ryste på hovedet ad Donald Trump. Men det er ikke nok at fordømme Trump og de rednecks, der er klar til at slå på tæven til hans politiske stævner.

Det er nemt at ryste på hovedet ad Donald Trump. Og nærliggende at fordømme ham som en demagog, der har gjort politik til et reality-show, hvor frygt og tilsvininger er indholdet og han selv har hovedrollen.

Det er også oplagt at være bange for konsekvenserne af en Trump som amerikansk præsident, og håbe, at tilstrækkeligt mange amerikanere snart indser, at man ikke kan have en rod som ham siddende som ’Commander in Chief’ for verdens mest magtfulde militær.

Men det er ikke nok at fordømme Trump og de rednecks, der er klar til at slå på tæven til hans politiske stævner.

I en tid, hvor folk som Donald Trump, Marine le Pen, Geert Wilders og højre-populistiske partier (i mangel af et bedre navn) i de fleste europæiske lande stormer frem, senest AfD ved delstatsvalgene i Tyskland, må de etablerede partier overveje, hvor de har svigtet.

Hvilke udfordringer har man overset, hvilke spørgsmål har man glemt at stille, og hvor har man ikke kunnet eller turdet levere nye svar?

Spørgsmålene som andre overser eller undgår

Det kan være tillokkende at sige, at det alene handler om indvandring, kulturelle spørgsmål og menneskesyn, og at højre-populisterne har skabt deres egen succes ved at piske en irrationel stemning af frygt og forfald op.

Selvom jeg mener, at et af problemerne reelt er, at højre-populisterne har held med at overdrive udfordringerne ved deres mærkesager og skabe en diskussion, der som en negativ spiral leder til mere og mere rabiate udsagn om folk med eksempelvis minoritetsetnicitet eller -religion, må man også erkende, at det kun er en del af forklaringen.

Højre-populisterne stiller – ligesom de nye venstrefløjsbevægelser og -ikoner fra Bernie Sanders og Jeremy Corbyn til Podemos og Syriza – også sociale og økonomiske spørgsmål, som de fleste midterpartier overser eller undgår.

Den forsømte hvide middelklasse 

Det sker ofte indirekte, men handler i bund og grund om, at almindelige mennesker i Nordamerika og Europa ikke kan forvente bedre livsmuligheder i fremtiden, om globalisering og international handel kommer alle til gode, og om samfundet er blevet skævreddet til de etablerede eliters fordel.

I USA er Trumps kernestøtter det, som John Judis fra Carnegie Endowment kalder ’Middel  American Radicals’. Hvide, kortuddannede folk, der føler at middelklassen er blevet forsømt.

De er både skeptiske overfor Wall Street og store multinationale virksomheder og overfor underklassen, indvandrere m.fl. De er konservative når det kommer til seksualitet og racespørgsmål, men støtter også de amerikanske sociale politikprogrammer som Medicare og Social Security og føler, at de har tabt på frihandelsaftaler som NAFTA.

Tidligere har denne gruppe af vælgere støttet republikanere som George Wallace, Ross Perot og Pat Buchanan, der kombinerede nationalkonservatisme med økonomisk protektionisme.

Trumps vælgere er – ligesom højre-populisternes støtter i Europa – grundlæggende usikre ved fremtiden og ramt af en følelse af afmagt.

De etablerede partiers svigt

De etablerede partiers svigt består primært i, at de ikke i tilstrækkelig grad anerkender denne frygt og usikkerhed, og ser, at den grundlæggende bunder i sociale problemstillinger.

Som Harvard-økonomen Dani Rodrik har udtrykt det, emmer de af ”handlingslammelse og hjælpeløshed. Deres ”narrativ skyder skylden for stagnerende lønninger og stigende ulighed på teknologiske kræfter udenfor vores kontrol. Det behandler globalisering og reglerne, der oppebærer den som uundgåelig og noget, der ikke kan forandres.”

Men, som Rodrik understreger, er dagens økonomiske orden jo netop et resultat af tidligere tiders politiske beslutninger.

Højre-populisterne giver luft til frygten og stiller spørgsmål ved, om tingene kun kan være på den måde, den neoliberale storhedstid over de seneste årtier har indskrevet. Men de giver også forfejlede, ubrugelige, usammenhængende og ofte farlige svar – og slipper afsted med det.

De etablerede partier, ikke mindst på centrum-venstre, må forstå hvilke sociale og økonomiske spørgsmål, der også ligger til grund for højre-populisternes fremmarch, og så levere mere overbevisende svar på dem.

Læs indlægget i PioPio her