Europa er et gammelt kontinent, der begynder at træffe senile valg

Den eneste chance, vi har for at tøjle global grådigheden på den her planet, er et fælles Europa samlet om humanistiske værdier og sociale ambitioner.

David Cameron blev en på alle måder tragisk person. Det var en bizar og uansvarlig beslutning at sætte EU-medlemskabet til valg, al den stund de to statsbærende partier i England var tilhængere af et EU-medlemskab, og at hverken medier eller politikere kunne holde debatten inden for skiven.

Det vil nu med 100 pct. sandsynlighed blive den engelske arbejdende klasse, der kommer til at betale hårdt med endnu mere armod til følge i et land, der i forvejen har alt for mange underprivilegerede.

Camerons og hans selvsikre højrefløjspopulisme, der solgte tomme slogans fra et skræddersyet jakkesæt, førte til, at han med overlegen mine proppede en kugle i kammeret og spandt tromlen til en kontinental omgang russisk roulette.

Det var overflødigt, og da hammeren slog, ramte den kuglen, der tog livet af Cameron og England som betydende land. Opgaven er nu at sikre, at kuglen ikke også rammer Europa. Nu gælder det Europa.

Der bliver ingen sweet deal for Britain. Bruxelles og Europa kan kun svare på dette attentat mod den europæiske drøm med en eksklusion af England. Mytteri må ikke belønnes.

Der er mange skræmmende perspektiver i det engelske valg, og den måde de vildledende kampagner med vilde postulater har fået lov at svirre på.

Europas nye konger er mænd som Nigel Farage, der ikke er mange millimeter bedre end Donald Trump’erne, Marine Le Pen’erne, Morten Messerschmidt’erne og Geert Wilders’erne – det må ikke blive begyndelsen på Vestens Fald, at Vesten bukker under for sin egen tabloide samtale og den dertilhørende populisme.

Labours Jeremy Corbyns halvhjertede opbakning til Camerons ubegribelige Remain-kapagne viser også – desværre – at den ubekvemhed, mange havde ved ham, var begrundet; det er dem, han burde tage sig af, der vil betale prisen.

Det er skræmmende, at vi er et gammelt kontinent, hvor forældrene og bedsteforældrene er ved at ødelægge fremtiden for deres børn og børnebørn – i Storbritannien stemte 65 pct. af de unge mellem 18 og 24 år for en europæisk fremtid, mens deres forældre og bedsteforældre trak landet ud. De gamle – med mere konservative tilbøjeligheder – traf valget mod deres børns vilje og interesser.

Også i Danmark er velfærdssamfundet præget af, at de unge skal yde mere for, at deres forældre kan nyde de privilegier, de ikke under deres børn. Vi er et gammelt kontinent, der begynder at træffe senile valg.

Hvordan engelsk landbrug skal overleve og konkurrere i Europa er helt umuligt at forestille sig. Hvordan England og London skal blive ved at være et kommercielt centrum i Europa er umuligt at se.

I det hele taget er selve bodelingen umulig at forestille sig til Englands fordel. Som industrination vil adgangen til de vigtigste samhandelsmarkeder nu alene være dikteret fra Bruxelles – til Bruxelles’ fordel. Sådan må det være. Det er vi nødt til at insistere på.

Én ting er man dog nødt til at fatte: Den måde, EU har fulgt en hensynsløs markedstænkning på, er nødt til at stoppe. Nu. Vi kan se implikationerne herhjemme. En større og større del af de dårligst stillede danskere bliver eksempelvis hængende længere i ledighed. Når de ufaglærte jobs kommer, går de typisk til østarbejdere, der sender mange af deres mest ressourcestærke ud på højtlønnede europæiske arbejdsmarkeder.

Det er bare underklassen, der betaler for det Europa, der skaber vækst til middel- og overklassen. England fik 330.000 migranter sidste år. Halvdelen fra EU-lande. Det er de gamle og de fattigste, der har stemt Leave – og det er helt sikkert, at ingen har kunnet fortælle de dårligst stillede englændere, hvad de fik ud af arbejdskraftens frie bevægelighed.

Selve EU har købt den borgerlige præmis, at for at vi kan komme ind i fremtiden, er der nogle, vi ikke kan have med.

Den vækst og velstand, der skabes, skabes med usikkerhed og tab for alt for mange og kommer alt for få til gavn. Europa med åbne indre grænser er nødt til at have noget at tilbyde dem på de nederste hylder. Ellers står det ikke til at redde.

Venstre- og højrepopulisme vil slide dette kontinent i stykker, indtil EU får et indhold, der synligt er til alles gavn. Abstrakte væksterklæringer ytret fra samfundets absolutte top i globaliseringens glaspaladser er ikke indholdet i et Europa, der vågner og kan huske sine drømme.

Sagen er jo, at den eneste chance, vi har for at tøjle grådigheden på den her planet, i finansvæsenet og i multinationale virksomheder, den eneste chance, vi har for at tvinge klimatiltag og udvikling på den globale dagsorden, er et fælles Europa samlet om humanistiske værdier og sociale ambitioner.

Der er en grund til, at den temmelig ekstremt liberalistiske engelske højrefløj altid har hadet EU. Det er et fællesskab med enormt socialt og lighedsskabende potentiale. Alle lande i Europa – også Danmark – fortjener at behandle det mindre grådigt, mindre som en børs, mere som et fællesskab. Et fællesskab, der kan give meget mere, end man lægger.

Nu gælder det Europa. Ikke bare som et mobilitets- og frihandelsprojekt, men som et socialt og humanistisk projekt, der ser mennesker og ikke markeder som sit mål.

Læs indlægget i Politiken.