År 1 med Frederiksen

Mette Frederiksen har været formand for Socialdemokraterne et år. Politisk chef i Cevea, Kasper Fogh, gør her status over hendes første år. 

Det er nu et år siden, at Mette Frederiksen trådte op på talerstolen i Falkonersalen på Frederiksberg til den improviserede kongres, der afleverede et bulet socialdemokrati til den nordjyske typografdatter.

På de indre linjer har det krævet meget at få ombygget organisationen på både Christiansborg og partikontoret og givet partiet en ny sekretær; den indre genrejsning af et parti, hvor organisation og indre liv mildest talt var blevet sat i en kold og mørk krog under Thorning med et drastisk dalende medlemstal til følge, er en større opgave, end det er gået op for resten af det politiske Danmark. Den slags er ikke noget, der optager Christiansborg-pressen.

Det er en kæmpe opgave at (gen)integrere den socialdemokratiske organisation vertikalt, som man ville sige på konsulentsprog. Konkret betyder det at skabe en samklang mellem borgmestre, partiorganisation, folketingsgruppe og ledelse – for ikke at tale om det faglige bagland.

Den tidligere ledelse var meget isoleret omkring nogle få personer og rådgivere. De blev beskyldt for både at være afkoblede fra og uinteresserede i partiets indre liv. En ledelsesmæssig og organisatorisk – for ikke at tale om medlemsmæssig – genrejsning af Socialdemokratiet virker til at have fået en anden prioritet under den nye ledelse.

Skal – og det mener man jo – Socialdemokratiet repræsentere mellem en tredjedel og en fjerdedel af danskerne, er det også nødt til at have et dybere rodnet, en stærkere organisation, og kan ikke fjernledes af en meget lille og afsondret personkreds med et personligt rådgiverkorps.

Politisk kompas

At Mette Frederiksen har stor opbakning, også selvom hun har stået for kontante reformer i regeringstiden og har gennemført en omlægning af partiets politik på så følsomt et område som flygtninge/udlændinge, har meget at gøre med, at hun i den socialdemokratiske bevægelse opleves som kvinden, der vil partiet, dets organisation og kultur.

Det giver hende en helt anden opbakning, end Thorning kunne mønstre. Det hjælper nok også, at den nye formand har et anderledes vel-kalibreret politisk kompas, så man ikke laver så mange problemer for sig selv. 

Opgør med Thorning-årene er uklogt

Man skal bare tænke på, hvordan Corydon/Thorning havde forholdt sig til sådan noget som omprioriteringsbidraget. Den slags sager tabte man med stor sikkerhed ned over egne tæer tidligere. Der har været et stort pres på Frederiksen fra både politiske samarbejdspartnere, medier og ikke mindst internt for at tage et opgør med Thorning-årene, noget, Frederiksen hverken vil, fordi hun selv var minister i den regering, og ikke skal: For hvordan kan hun samle en opposition, hvis hun først skal kæmpe for at samle sit eget parti.

Så der bliver heller ikke i de kommende år nogen skueproces mod corydonismen i Socialdemokratiet. Selvom den er forvist.

Politisk er der ingen tvivl om, at flygtninge har fyldt meget og nok også skygget for, at man kunne tale om andre ting. At levere velfærdspolitiske initiativer, mens der gik flygtninge på motorvejene, havde man ikke fået hverken belønning eller ørenlyd for. Forventningen i S er, at Løkke nok skal vide at holde sig på taburetten og få ligningerne til at gå op med alle de balstyriske dragoner på blå stue.

Frygten for løftebrud

Det kan så meget vel vise sig at være for pessimistisk en vurdering; det trækker op til bal i den borgerlige lejr med skatteforhandlingerne til efteråret. Man skal til at være mere konkret på udviklingen af Danmark, og det er man også ved at blive med konkrete policy på fx skatte-unddragelse.

Man har været bange for at blive fanget på konkrete løfter om prioriteringer, for man har en gang stået i Socialdemokratiet og skullet danne regering på et grundlag, der var et andet, end man havde stillet vælgerne i udsigt.

På den måde forfølger historien også Mette Frederiksen, der mødes med et krav om, at hun skal give klare løfter og garantier for det ene og andet, hvilket hun viger klogeligt tilbage fra, al den tid hun dårligt aner, hvordan flertalsmulighederne kommer til at tegne sig.

S har holdt skansen

For parlamentarisk er det på den korte bane gået, som Mette Frederiksen har ønsket sig. Men kun på den korte. Dansk Folkeparti er hængt til tørre, de viger i meningsmålingerne, og S er gået igennem et år med flygtninge på dagsordenen og har holdt skansen; og der har for det meste tilmed været rødt flertal.

Det virkede at sømme DF fast på Lars Løkke, og i dag har Thulesen Dahl mere travlt med at lægge afstand til Løkke, end han har med at komme i regering. S får indflydelse for at redde Løkke fra det borgerlige samspil, og man er tilfreds med at have fået reddet muligheden for at bygge billige boliger og for at have samlet partiet bag en succesfuld kamp imod omprioriteringsbidraget.

Men der er god grund til at bekymre sig om tiden, der kommer.

Regeringsansvaret lammer 

Regeringen Lars Løkke II står i en strategisk uhyggelig position, som man rettelig frygter at komme i også i Socialdemokratiet. Hver gang man skal nå til enighed i den borgerlige koncert, skal alle de partier, der ikke er i regering ”have noget” – og helst et pund af Løkkes kød: De slås om de samme vælgere og Konservative for overlevelse.

Konservative og LA flår i Venstre det bedste, de kan, og DF er på vej i samme retning. Venstre er nu nede på 17 procent og er den største taber siden valget. Det er en nådesløs logik, hvor det parti, der tager regeringsmagten, taber, regeringsansvaret lammer dem på deres taburetter, og partiet bliver kannibaliseret af deres egne støtter.

Venstre bløder, og piratfiskene, der cirkler om dem, kommer ikke med plaster, men med flere bid. Det er spilsituationen i en et-partiregering med mange støttepartier.

Konflikt i rød blok

Men er det ikke også, hvad der venter Mette Frederiksen og Socialdemokratiet? Men på venstrefløjen er der bare ikke fire partier, men hele fem. Spilsituationen tilskriver så 25 procent mere konflikt. Tak skæbne.

Der er fløjet ukvemsord mellem navnlig Alternativet og Socialdemokraterne her i forsommeren, og Uffe Elbæk har lidt som Anders Samuelsen raslet med nøglekæden til A-våbenet og truet med ikke at pege på S-lederen som statsminister.

Det kan der siges flere ting om: På den ene side forstår man godt, at man i Alternativet bliver stødt af Henrik Sass’ bredsider. På den anden side har man selv lagt godt fra land med en grundig kritik af også Socialdemokraterne, som Å har beskyldt for at have mistet sin humanisme og for at have opgivet centrum-venstre.

Ingen har vist noget at lade den anden høre. Og at tage det personligt nytter i hvert fald slet ikke noget. Hvor der er skel – og der er jo politiske skel – er der spændinger og gnister. Sådan er det.

Men det skal også have fundet et rimeligt leje, så der ikke går Liberal Alliance i den: Konstante skilsmissetrusler gider ingen leve med. Mette Frederiksen har et ansvar som oppositionsleder for at vise, at der findes anden vej, som danskerne kan stole på, men de andre partier, der ønsker en anden regering, er også nødt til at reflektere over, hvilken situation de stiller Socialdemokratiet i og tænke igennem, hvordan de egentligt tror, S vil svare.

For Lars Løkke er ikke i nogen ønskeposition, tværtimod beholder han taburetten ved at sælge ud af sit parti. Den position kan man jo selv tænke over, om man tror, Socialdemokratiet helst vil undgå eller ej. 

Selv har jeg prøvet at sidde tæt på en Ritt Bjerregaard, der vandt et kommunalvalg overbevisende og derefter skulle lave politik med partier, der alle sammen havde mistet mange vælgere til hende, og i kommunerne har man – lidt som i det nye Folketing – ikke nogen flertalskonstellation, man er forpligtet på.

Stoleleg

Hver forhandling skulle helst ende med et nederlag til forhandlingslederen, som man kunne gå hjem og fejre i sit bagland, og som kunne give en tur i avisen. Sådan var det for Ritt Bjerregaard i København. Sådan er det for Lars Løkke nu. Og sådan vil man helst undgå, det ender for Mette Frederiksen.

Måske det var en meget sund sommerferieøvelse i centrum-venstre at tænke over, hvordan man undgår det. For efteråret kan godt blive det borgerlige blodbad før tid, og så må man ikke se overrasket ud og lave samme fejl i det røde alternativ, når Mette Frederiksen får stafetten.

Skulle alle ikke se, om man ikke kunne give orkesteret en anden melodi, inden musikken stopper, og stolelegen begynder?

Læs indlægget i Altinget her.