Nærdemokratiet bløder

Afstanden til de politiske beslutninger bliver større og den enkelte borger mere afmægtig. Det er konsekvensen af mange års politisk centralisering, der er gennemført i drømmen om større effektivitet og mere marked.

Som direkte resultat af Kommunalreformen i 2007 har man halveret antallet af kommunalpolitikere, mens arbejdspresset kun er vokset dramatisk i takt med de massive papirdynger, der belaster lokaldemokratiet.

For 40 år siden var der mere end 10.000 kommunalpolitikere i Danmark. Men efter den seneste kommunalreform i 2007 er antallet skrumpet til omtrent 2.500. Det betyder at den politiske bemanding på rådhusene fra 2001 til 2009 er faldet med hele 47 pct., så der i dag kun er 4,5 politikere pr. 1000 borgere.
Reduktionen af de lokale demokratiske repræsentanter fremlægges af bureaukraterne i kommuner og Finansministerium, alene som en positiv effektiviseringsgevinst, men sandheden er, at den lokale afkobling har konsekvenser. Når der bliver færre lokalpolitikere – og tre ud af fire af de tilbageværende siger, at arbejdsbyrden er steget – så er en af konsekvensenerne uundgåeligt, at kontakten til borgere og samfund bliver nedprioriteret.

Det ses også tydeligt i svarene i en tidligere Cevea undersøgelse, hvor 66 pct. af danskerne svarer, at de oplever, at ’de politiske beslutninger er rykket væk fra deres hverdag’. Samtidig kan vi også se, at der har været markante fald i stemmeprocenten. Hvor stemmeprocenten i 1946 var på 84,6 pct. var den ved det seneste kommunalvalg i 2009 blot på 65,8 pct. – den laveste valgdeltagelse i 35 år. Selvom der måske ikke er en direkte sammenhæng, så har lavere deltagelse altså fulgt faldet i antallet af lokalpolitikere.
Der er ingen tvivl om, at tal som disse skal tages alvorligt. Inddragelse af borgerne er nødvendigt for, at deres perspektiver reflekteres i de politiske beslutninger, så borgerne får ejerskab for den førte politik. Svaret er derfor: udvid nærdemokratiet!

Under parolen ”lokalisme” har man i lande som England og Canada satset hårdt på at modstå det pres og den magtforskydning, som globalisering og multinationale selskaber den seneste årrække har forvoldt både det nationale og lokale demokrati.

I stedet for at satse på færre politikere, reduceret inddragelse og yderligere centralisering, så har man i London og Toronto investeret i etableringen af nye borgeralliancer. Her får borgere, skoler, fagforeninger og lignende civilsamfundsorganisationer sammen med lokale politikere mulighed for selv at udvikle deres nærområder. Fordelene ved den lokale indsats er, at den sikrer borgernes egne prioriteringer, skaber direkte ejerskab, engagement og frem for alt bidrager til at inddrage og mægtiggøre en gruppe af borgere, som ellers føler sig afkoblet.

Derfor er løsningen på de nuværende globale kriser heller ikke mindre, men mere lokalt demokrati og stærkere folkelig inddragelse.