Tilbage til friheden(igen!)

Når fremtidens Danmark i dag diskuteres på Socialdemokraternes kongres, er det også tid til at køre frihedskampen tilbage centrum-venstresporet og væk fra det liberalistiske, hvor den er blevet reduceret til egoisme og grådighed.

Frihedskampen er i de seneste ti år blevet reduceret til en kampagne for øget forbrug, for frit valg og for bekæmpelse af den danske arbejdsmarkedsmodel. Det er frihed fra fællesskabet, frihed til de velstillede, frihed til egoisme - og frem for alt frihed på højrefløjens vilkår. Alt imens har centrum-venstrefløjen forladt fortidens store drømme om frihed til folket.

Den danske højrefløj minder mest af alt om en flok Duracell-kaniner på coke, når man ser dens engagement i diskussionenen om frihed. Dens medlemmer skriver stribevis af debatbøger, de masseproducerer kronikker og lancerer nye ideologiske kampagner om deres frihedsforståelse. Det sidste blev vi vidner til i sommer, hvor højrefløjen forvandlede det at mæske sig i stegt flæsk på en restaurant, der havde sænket medarbejdernes løn, til en frihedskamp.

De højreorienterede meningsmaskiner har ved egen dygtighed og ved centrum-venstres opgiven lykkedes med at monopolisere begrebet, så det er svært at være frihedselsker på venstrefløjen.

Det er derfor værd at erindre sig en debatbog, som en gruppe unge socialdemokrater - herunder den nuværende politiske ordfører, Henrik Sass Larsen - skrev for 16 år siden. Den fremragende debatbog »Tilbage til friheden« slog fast, at Socialdemokraterne, dengang som nu, aldrig nogensinde må forlade kampen om friheden. Allerede i forordet lød det: »Men i de sidste par årtier af vores bevægelses historie, er frihed trådt mere og mere i baggrunden til fordel for lighed og solidaritet - efterhånden så det nærmer sig det pinagtige«. Et stærkt budskab, der desværre står til troende.

I al retfærdighed bør det dog nævnes, at frihed endnu ikke optræder som et fremmedlegeme i den socialdemokratiske sjæl. I det 18 sider lange idépolitiske udspil »Vi bygger fremtidens Danmark«, som netop i dag diskuteres på Socialdemokraternes kongres, nævnes frihed således ikke mindre end 11 gange. Men meget symbolsk, så nævnes frihed fortrinsvis i afsnittet om partiets historiske arv.

DEN NUVÆRENDE UDFORDRING i frihedskampen set ud fra et demokratisk socialistisk perspektiv er, at den er kørt af sporet på to niveauer: en liberalistisk og en kulturradikal detour.

I det liberalistiske spor er friheden blevet reduceret til egoisme og grådighed. Her realiseres frihed i form af egennytte og forbrug - derfor er lav skat blevet et ultimativt våben. Som vores nuværende forsvarsminister, Nick Hækkerup, skrev tilbage i 2011, er billedet på denne form for frihed: »Stein Bagger er på en måde personificeringen af firehjulstrækkeren på gule plader, købt uden om afgifterne for at slippe for at bidrage mere end allerhøjest nødvendigt til fællesskabet, en alt for stor bil, der siger »Mig først« og får miljøet til at hyperventilere.« Det har skabt en forståelse, hvor frihed alene har været for de stærke: arbejdsgiverne ( opgør med den danske model) finanskapitalen ( deregulering) og virksomheder, der fradragsberettiget kunne sætte yndlingsmedarbejdere forrest i sygehuskøen. Frihed for de velstillede - på bekostning af de mange.

I det kulturradikale spor er frihed blevet forvandlet til en kamp for »minoriteterne« og »velmenende«. Her handler frihed om, at homoseksuelle kan blive viet i kirkerne, om kønsneutrale pas og CPR-numre samt om at slippe for kristendom i skolerne.

Derudover bliver frihed udmøntet i en mere urban elitisme, der skal gøre os fri fra rygning på værtshusene ( rygeforbuddet), frihed fra biler i indre København ( betalingsringen) og frihed fra usunde kostvaner ( fedtskat og sukkerafgift). Frihed for de veldannede - på bekostning af de mange.

DEN FØRSTE TYPE AF FRIHED bygger på begrænsning af fællesskabet, mens den anden bygger på en »frelst« definition af »det gode liv«. Men fælles for dem begge er, at de dyrker friheden for de stærkeste.

Disse opfattelser af frihed stemmer derfor meget dårligt overens med arbejderbevægelsens og Socialdemokraternes historiske kampe: for gode løn-og arbejdsvilkår, for tag over hovedet i forstædernes boligblokke og for mere uddannelse til arbejdernes børn.

Det var socialdemokratisk frihedskamp, som er blevet overskygget. I dag er kampen for frihed erstattet af foragt. Man regner ikke »de prolede« for noget. Man ønsker ikke at forholde sig til danskerne ude i forstæderne og provinsen; de taler et grimt sprog, får lavet plasticpatter, mæsker sig i reality-TV, æder sig fede på McD, drikker sig ned i billig sprut og pulser løs på hjemmekrøllede smøger. Dem har man ingen frihed tilovers til.

Men det er netop her, den moderne socialdemokratiske frihedskamp skal finde sin genopstandelse.

VI KAN FOR DET FØRSTE starte med at droppe tankerne om fedtskat, sukkerafgift, rygeforbud, betalingsring og andre regler, som skal beskytte os mod den beskidte provins og dens uopdragne »tabere«. Mennesker som knokler hårdt hver dag for at skabe et godt liv for sig selv og deres børn. Derefter bør vi sikre, at Bente Klarlund, Chris McDonald og hærskaren af tilsvarende eksperter ikke får lov til definere det gode liv. Det er ikke statens rolle at bestemme, om folk må ryge i deres eget hjem - heller ikke i de almene boliger.

Det er heller ikke statens rolle at diktere »det gode liv«, hvor crossfit, rawfood og postevand elskes af alle. Velfærdsstaten skal give og ikke fratage muligheder. Som Svend Auken skrev i sit politiske testamente: »Udbygningen ( af velfærdsstaten, red.) var rigtig. Men man kan diskutere, om det med bare at fylde mere på de eksisterende systemer var den rigtige metode. Om ikke man skulle have taget en meget mere kritisk vurdering af hvert eneste tiltag«. Den statskritiske tænkning er grundlaget for en mulighedsgivende stat.

Og for det andet skal den socialdemokratiske frihedskamp bekæmpe alle strukturer, der hæmmer menneskers muligheder. Det skal sikre frihed i form af øget beskæftigelsesmuligheder, bedre uddannelsestilbud der sigter bredere end gymnasierne og ved at give de ufaglærte nye muligheder i globaliseringen.

Socialdemokraterne skal være til stede i folks hverdag og give svar på oplevelserne af ufrihed.

Frihed til og for folket udgør en hjørnesten i den demokratiske socialisme.

Den danske højrefløj minder mest af alt om en flok Duracell-kaniner på coke, når man ser dens engagement i diskus sionen om frihed.