Social ansvarlighed på privatskolerne

Det har alvorlige konsekvenser, når et stigende antal af de mest ressourcestærke forældre vælger folkeskolen fra. Stadig flere forældre vælger det private alternativ til folkeskolen. Fortsætter de sidste fem års udvikling, vil hvert femte barn gå i privatskole i 2020.

Men trods stigende tilstrømning nyder privatskolerne fortsat pædagogiske og økonomiske friheder uden at blive mødt med krav om at udvise social ansvarlighed. Flugten fra folkeskolen er dels et symptom på behovet for en opprioritering og styrkelse af vores fælles folkeskole. Men afslører samtidig også en tendens, hvor de mest ressourcestærke forældres fravalg af folkeskolen får ligesindede til at følge trop. Derfor bør man fra politisk hold slå benhårdt ned, så vi undgår en a- og en b-skolesektor.

Tallene taler deres tydelige sprog: De ressourcestærke forældre er overrepræsenteret på privatskolerne. Ser man på forældrenes uddannelsesniveau, så har 43,1 procent af forældrene til privatskolebørn en videregående uddannelse mod 32,9 procent af folkeskoleforældrene. Og når det kommer til forældrenes disponible indkomst er denne gennemsnitligt 7,7 procent højere for privatskoleforældre end for forældreskaren i folkeskolen.

Enklaveskoler

Samtidig viser en ny undersøgelse fra Anvendt Kommunal Forskning, at der er klare forskelle i mangfoldigheden i elevskaren privatskolerne imellem. Men blandt privatskolerne finder man en række "enklaveskoler", hvor stort set alle elever kommer fra samme religiøse, etniske eller økonomiske baggrund. Det er i strid med folkeskolens ambitioner om at være en almendannende og socialiserende institution, der skal bidrage til en forståelse for fællesskabet på tværs af forskelligheder. Derfor skal børn lære at omgås ligesindede såvel som de, der er anderledes end dem selv. Blandt privatskolerne finder man en række "enklaveskoler", hvor stort set alle elever kommer fra samme religiøse, etniske eller økonomiske baggrund. Der er altså al mulig grund til at modarbejde enklavetendenser.

Det på trods er tilskuddet pr. privatskoleelev det samme uagtet den enkelte privatskoles sociale profil. Det skaber ikke ligefrem incitamenter til at dyrke pluralismen blandt eleverne eller give det svageste en ekstra chance. Tværtimod koster det de svage dyrt. Moderne forældre vælger folkeskolen fra for at sikre den højest mulige faglighed, den nyeste pædagogik, de flotteste lokaler, de mest inspirerende lærer og frem for alt for lade deres børn nyde skolegangen sammen med andre børn fra ressourcestærke hjem. Og hvem kan også have noget imod forældre, der vil sikre deres børns fremtid?

Socialt taxameter

Det er ikke svært at forstå et ønske om at sikre egne små poder de bedste muligheder. Men det er svært at forså, at samfundet og fællesskabet skal betale for det. For når privatskoler bevidst eller ubevidst bruger de ubegrænsede muligheder for at selektere, så har det konsekvenser. Det har konsekvenser, når de stærke vælger fællesskabet fra, og det har konsekvenser, når de Dampbarnet, alkoholiker-datteren og indvandrer sønnerne bliver efterladte på skoler, som i sidste ende har hele ansvaret: folkeskolerne! Derfor bør vi for det første sikre, at den massive offentlige støtte til privatskolerne tildeles ud fra en socialt taxameter (som regeringen arbejder med på ungdomsuddannelsesområdet), der baseres sig på den enkeltes skoles optag.

For det andet bør Undervisningsministeriet kræve, at skolernes selektionskriterier fremlægges ærligt og redeligt for offentligheden, så alle ved hvad de enkelte skoler kræver af kommende elever og deres forældre. Så ville privatskolerne samtidig understrege, at deres eksistensberettigelse ikke alene bygger på deres rolle som inspirationskilde til alternativ pædagogik og undervisningsformer, men også på samfundsansvar