Skolepolitik: Privatskoler og vrangforestillinger

Årshjulet drejer og det er igen blevet sæson for at diskutere skolepolitik. For et år siden før regeringsskiftet, var den daværende opposition anført af den nuværende Undervisningsminister Christine Antorini (S) på banen med en model, der skulle give privatskolerne stører incitament til at tage et socialt ansvar.

Nu har nye tal igen bekræftet, at tilstrømningen til privatskolerne fortsætter. Den eneste forskel nu er, at Københavns Kommune er blevet træt af at vente og selv har påtaget sig opgaven om at finde en holdbar løsning. Modigt og rigtigt.

Men debatten er bestemt ikke uden kompleksitet, hvilket Karen Elleman (V) fornyligt bekræftede med et indlæg i Politiken: ”Vrangforestillinger om privatskolerne”. Her ramte hun faktisk plet. En række af de påstande, som hun selv og andre lægger for dagen udgør netop vrangforestillinger.

For det første er det ukorrekt, at kommunen partout vil spare penge på, at elever skifter til privatskoler. Regnestykket er en smule kompliceret, men lad os prøve alligevel for læsernes skyld. Støtten til privatskolerne udbetales, som 73 pct. af folkeskolernes gennemsnitlige tilskud pr. elev. At støtten udbetales af gennemsnittet skyldes, at folkeskolens budget i dag tildeles efter såkaldte ’sociale kriterier’, og derfor varierer afhængig af elevernes sammensætning. Derfor modtager ressourcestærke folkeskoler et væsentligt mindre tilskud end ressourcesvage folkeskoler. Det betyder, at en ressourcestærk folkeskole kan få en tilsvarende eller ligefrem lavere statslig støtte end privatskoler i samme område.

Det er virkeligheden i bl.a. Københavns Kommune. Ser man her på f.eks. folkeskolen Skolen ved Sundet, så modtager den ifølge Børne- og Ungdomsforvaltningen i København, 40.848 kr. pr elev om året. Mens privatskolerne får stort set samme offentlige tilskud, nemlig 39.099 kr. pr elev om året.

For det andet er privatskolerne stærkt opdelte. En ny rapport fra Anvendt Kommunal Forskning viser godt nok, at privatskoleeleverne målt på landsgennemsnit har stort set samme etniske og socioøkonomiske baggrund som folkeskoleelever. Men rapporten viser også, at disse gennemsnitstal dækker over, at privatskolerne er markant mere opdelte end folkeskolerne. På nogle skoler er der et udpræget flertal af elever med ’sociale kriterier’, mens der på andre stort set ingen er. Ud af 69 privatskoler i Københavns kommune, har 7 skoler over 50 pct. af elever med ’sociale kriterier’, mens 15 skoler har under 5 pct. med tilsvarende baggrund. Og samme tendens gælder for fordelingen af etniske elever, idet godt 30 pct. af Københavns privatskoler definerer sig målrettet specifikke etniske eller religiøse minoriteter. Altså er det gennemsnitstallene, der er vrangforestillinger.

Hvis man tager et kritisk blik og gider læse bagom statistikkerne, så viser virkeligheden altså et langt mere opdelt skolevæsen end man kunne ønske.