Hvem har ret til at prioritere?

Jens Jonatan Steen: Man ville sandsynligvis blive mødt med stor undren, hvis man nogensinde skulle forklare en amerikaner, at vi i lille Danmark har en såkaldt 'privatskole', som i virkeligheden primært er statsligt finansieret.

Faktum er nemlig, at den statslige støtte til privatskolerne udgør 73 pct. af folkeskolernes gennemsnitlige tilskud pr. elev. Fordelingen af den offentlige støtte er en ganske kompliceret størrelse, men støtten udbetales som et gennemsnit, fordi folkeskolernes budgetter tildeles på baggrund af elevsammensætning og sociale udfordringer - modsat privatskolerne.Danskerne kan være stolte over at have en lang tradition for privat- og særlig friskoler. Det har skabt fornyelse, alternativ pædagogik og rum for elever med særlige behov.

Vi har brug for et bredt og fleksibelt udbud af skoler til fremtidens generationer. Men når diskussionen netop nu går nærmest i selvsving, er det fordi, debatten er kørt af sporet. Der er mange frustrerede forældre, der i disse dage føler sig udstillede og stigmatiserede på baggrund af deres skolevalg. Det er indlysende at de blot vil deres børn det bedste, og derfor er det også vigtigt at anerkende de enkelte forældres ret til at vælge skole uden moralsk fordømmelse.Men denne ret udgør kun den ene side af sagen. For når de enkelte forældre har ret til at vælge, så har samfundet også en tilsvarende ret: Retten til at prioritere samfundets ressourcer, så de gør størst mulig gavn for den samlede befolkning. Det er helt cool, at forældre vælger en skole, hvor deres børn lærer at spille congas, bliver skolet i Steiner-pædagogik eller får ekstra sløjdtimer.

Men Københavns Kommunes udmelding om en omprioritering af de fælles ressourcer bliver på det nærmeste udråbt som landsforræderi. Det er åbenbart forkasteligt og forkert.

Men hvorfor egentlig det?

Ifølge en ny rapport om de 69 privatskoler i Københavns Kommune, har hele 31 af privatskolerne under ti pct. svage elever med såkaldt 'sociale kriterier', mens syv af skolerne modsat har over 50 pct. Det betyder forenklet, at nogle skoler allerede løfter et enormt socialt ansvar, mens andre springer over, hvor gærdet er lavest.

Det skyldes bl.a. retten til at fravælge uønskede elever.Men hvorfor så ikke tage konsekvensen af den massive statsstøtte og prioritere ressourcerne der, hvor de bidrager mest muligt til at hjælpe de børn, som har de største sociale udfordringer?Det vil langtfra løse alle folkeskolens problemer med en ny omfordeling af de økonomiske ressourcer. Men lige som forældrene varetager deres barns fælles bedste, må samfundet også varetage fællesskabets bedste i prioriteringen af de samlede ressourcer.Derfor vil det være et svigt ikke at bruge skatteydernes penge der, hvor de gør størst gavn.