Ayn Rand: Skælvende naivt snæversyn

”Vejen er ryddet… Vi er på vej tilbage til verden”, slutter helten John Galt det liberalistiske hovedværk ”Atlas Shrugged, mens han stærkt symbolsk tegner et dollartegn ud i luften. Det er Ayn Rand udgangsbøn, der på bedste Hollywood-manér afrunder de 1162 siders rendyrket moralisme. Hverken Steven Spielberg eller Danielle Steele kunne have gjort det bedre.

Ekstremt simpelt består verden ifølge Rand af to dele: Den kreative intelligentsia og den snyltende masse; de, der fortjener og de, der ikke gør; de gode og onde mennesker. Dette illustrerer Rand med en scene, hvori mange omkommer i en togulykke. Passagererne portrætteres alle som parasitter: Heriblandt forretningsmanden, der har købt en mine for et lån i staten, skuespilforfatteren, der udstiller alle virksomheder som slyngler og den aldrende lærerinde der har gjort sine elever til kujoner. Rands konklusion lyder kynisk: ”(…) der var ingen om bord på dette tog, som ikke delte en eller flere af deres (red. snylternes) idéer”. Med andre ord: snylterne mødte blot deres velfortjente skæbne.

Filosofien som præsenteres i Rand s bøger betegner hun for objektivisme. Budskabet er, at intet menneske er forpligtet til at leve eller handle mod egne interesser, tværtimod er ethvert menneske forpligtet til at leve efter sin egeninteresse. Vi skylder ingen noget som helst. Og de, der ikke kan klare sig selv, må gå til grunde.

I objektivismen er individualismen et mål i sig selv og rationaliteten regerer. I romanen ses dette bl.a. i scener, hvor heltene Hank og Dagny, som repræsenterer den kreative intelligentsia, gentagne gange må undertrykke deres følelser og sociale behov. De sociale behov nedprioriteres og kritiseres således meget stærkt. Hverken irrationalitet eller snyltere må stå i vejen for egeninteressen.

På trods af den rendyrkede kynisme, den kvalmende metaforik og det dybt forsimplede verdensbillede kan man ikke totalt forkaste ”Atlas Shrugged”. For det første er den relevant fordi den i modsætning til centrum-venstrefløjen viser at højrefløjen faktisk fordyber sig i andet og mere end letkøbte biografer om Clinton og fordummende strategisk kommunikation. For det andet fordi den giver et billede på, hvor galt det kan gå, hvis vi underkuer individets skaberkræft og lader bureaukraternes kontrolsyge herske.

Min kritik går derfor heller ikke primært på romanen som langstrakt ideologisk ekstremisme, men på de blinde udlægninger af denne. Ligesom kristne fundamentalister læser for meget ud af biblen, så læser højrefløjen også for meget ind i Rands roman fra 1957.

Skal man tro Lars Seier og Kim Fournais fra Saxo Bank, som står bag den primære promovering herhjemme, så kan romanen svare på næsten alt. Seier har betegnet den som det mest overbevisende argument for individuel frihed, mens Fournais har kaldt den det ”vægtigste indlæg” i debatten om vores samfunds udfordringer. Det kan dog undre, at et stykke dystopisk fiktion med 50 år på bagen skulle kunne give de bedste svar på vores nuværende samfundsøkonomiske udfordringer?

Endnu mere interessant bliver det, når Fournais fremhæver budskabet om at ”velstand skal skabes ved ærligt arbejde”. Ingen kan være uenig i, at ’ærligt arbejde’ er vigtigt. Men lever Fournais og andre finansfolk selv op til de hårdtarbejdende forbilleder Dagny og Hank?

Saxo Bank kan givetvis fremvise høj omsætning og masser af ansatte, men hvor meget bidrager deres form for "produktivt virke" og "privat initiativ" rent faktisk til det danske samfund? Og hvor meget nye produktionsvirksomheder har de været med til at skabe? Handlen med finansielle produkter udgør kernen af Saxo Banks virksomhed og denne er steget voldsomt i værdi de seneste år. Men der er hverken i Danmark eller i resten af Vesten blevet investeret mere i det, der skaber velstand og udvikling i økonomien - på trods af den finansielle sektors påståede ”produktive virke”. Rands idé om ”produktivt virke” knytter sig da også til industrialisering og ikke til finansialisering.

Alt andet lige, så hylder de herrer Saxo Bank ”Atlas Shrugged” fordi den bekræfter deres påtagede offerrolle. Vi skal have ondt af direktørerne i Saxo Bank og andre millionærer i den ’kreative intelligentsia’, fordi de bliver underkuet af et totalitært fællesskab og snyltet på af utaknemmelige fattige og dovne arbejdsløse.

”Atlas Shrugged” fortjener måske nok en plads i verdenslitteraturen, som kuriosum på ideologisk ekstremisme, men man skal ikke bilde sig ind at vejen til jobskabelse, højere vækst og produktivitet går gennem dogmatisk godnatlæsning. Svarene på fremtidens udfordringer findes ikke i fortidens fiktion.