Hattedame-angstens overdrev

Det kan åbenbart være en hårdhændet behandling, man får hos de ældre damer i Røde Kors-butikken på Østerbro. Det virker i hvert fald som om Politikens Per Michael Jespersen har haft lidt traumatiske oplevelser, når han 17. januar går i flæsket på civilsamfundet og landets frivillige - og langer ud til både højre og venstre i det politiske landskab.

Betegnelsen ”blålys” får alle de, der ser en mulighed for mindre stat, mindre marked og mere civilsamfund.

Jespersen har helt ret i, at de frivillige hverken kan eller skal overtage velfærdsstatens kerneopgaver. De frivillige er udelukkende et supplement, hvilket er værd at fastslå over for politikere, der vil gøre frivillighed til en undskyldning for at skære ned på velfærden. Det er en katastrofekurs.

Men det er også en misforståelse at sætte lighedstegn mellem frivillige og civilsamfund, ligesom det er en misforståelse at civilsamfund ikke er politik.

Civilsamfundet er meget andet end hattedamer. Civilsamfundet er fagbevægelsen, foreningslivet, boligbevægelsen, andelsbevægelsen, samt de kooperative- og socialøkonomiske virksomheder.

Disse folkelige bevægelser repræsenterer en vigtig del af dansk historie og rummer samtidig et stort potentiale. De hænger tæt sammen med det vigtige spørgsmål, som Politiken ofte stiller: Hvad er venstrefløjens projekt?

Går man tilbage til slutningen af 1800-tallet, vil man se, at civilsamfundet og venstrefløjen fra begyndelsen har gået hånd i hånd. Målet i den demokratiske socialisme har altid været frisættelse af den enkelte. Som chefideologen Bernstein udtrykte det helt tilbage i 1899: ”Det er en social tilstand, hvor den politiske magt ikke tilhører nogen enkelt klasse, men samfundet som helhed”. Målet var altså, at ingen samfundsgruppe skulle have lov at dominere de andre.

Denne målsætning er lige så relevant i dag og kræver, at vi gør op med de stadig mere magtfulde bureaukrater i statsapparatet og finansfyrsterne, som ’regerer’ den globale økonomi. Venstrefløjens projekt er at gøre op med disse kræfter og erobre magten tilbage til borgerne.

Dette mål kan nås gennem borgernes deltagelse i et aktivt civilsamfund, ligesom historien vidner om, at danskerne tidligere har reageret ved at tage magten i egne hænder under stærkt økonomisk og politisk pres. Kornkrisen i 1870’erne blev løst af andelsbevægelsen og generalstrejkerne i 1899 blev løst med September-forliget, hvor civilsamfundet optrådte som politisk magtfaktor. Et mere aktuelt eksempel udgør 3F’s store indsats i Tingbjerg, hvor man ved en-til-en-samtaler mobiliserede lokalsamfundet og gav folk troen på, at de kunne gøre forskel ved at deltage aktivt i folketingsvalget i 2011. Det lykkedes med indsatsen at myndiggøre en lang række borgere i et landets mest udsatte boligområder.

Der er et stort politisk potentiale i at bakke op om civilsamfundet og styrke det deltagende Danmark, som kan styrke relationerne mellem mennesker, øge det politiske engagement og myndiggøre den enkelte borger.

Venstrefløjen må hverken lade markedet eller staten få lov at hæmme den frie deltagelse, hvilket Svend Auken selvkritisk præciserede i sit politiske testamente: ”Udbygningen (af velfærdsstaten, red.) var rigtig. Men man kan diskutere, om det med bare at fylde mere på de eksisterende systemer var den rigtige metode. Om ikke man skulle have taget en meget mere kritisk vurdering af hvert eneste tiltag”. - Det skulle man absolut have gjort. Vi bør kigge på de mange systemer og strukturer, der hæmmer civilsamfundets frie udfoldelse.

Det politiske udgangspunkt er og var den menneskelige frigørelse. Det afgørende redskab, som gode socialdemokrater i årevis har talt om, er selvorganisering. Den selvorganisering, som vi kender fra fagbevægelsen, andelsbevægelsen og boligbevægelsen. Vi skal give den enkelte frihed til og mulighed for at tage ansvar for eget liv. Det betyder, at civilsamfundets styrke og deltagelse er en politisk prioritet.