Hvorfor må skolepengene ikke omfordeles?

FOLKESKOLEN: Formændene fra privatskoleforeningerne fortsætter deres ukonstruktive angreb i nærværende avis 30. januar.

Trist, fordi de herrer Ebbe Lilliendal og Kurt Ernst vender det døve øre til de reelle problemer og nægter at forholde sig til, at også privatskoler bør tage større socialt ansvar.

Det hjælper ikke at skyde på budbringeren, virkeligheden findes stadig derude. Vi har brug for stærke privatskoler til at innovere pædagogik og give alternativer til pressede forældre. Så langt er vi vist enige.

Men det er mig uforståeligt, hvorfor man ikke må stille spørgsmålstegn og tage kritisk stilling til den eksisterende fordeling af ressourcerne på privatskolerne? Men i den grøftegravning, som privatskoleformændene er så glade for, kaster de sig nu over DR-programmet Detektors vurdering af en analyse fra Cevea.

Det gør de dog decideret misvisende. Det er rigtigt, at den indkaldte ekspert, lektor Simon Calmar Andersen, udtalte følgende om analysen: »Det er utroligt svært at sige og opgøre helt præcist.« At det er svært at opgøre præcist, gør ikke analysen overflødig.

Når samme ekspert endda udtaler, at privatskoler og folkeskoler får stort set det samme i statslig støtte, bekræfter det blot analysens væsentlighed. Finansieringsmodellen bør sættes under debat, hvis konklusionen viser, at privatskoler får det samme som folkeskolerne.

En omfordeling af de skattekroner, der skydes i privatskolerne, må derfor nødvendigvis være det næste skridt. Privatskolerne må og skal til stadighed løfte et større socialt ansvar. Og for at komme privatskoleformændene i forkøbet, så forsøger jeg ikke at skyde skylden på privatskolerne.

En række privatskoler bidrager allerede til fællesskabet ved at løfte en stor social opgave. I Københavns Kommune har syv af kommunens 69 privatskoler således over 50 procent ressourcesvage elever med såkaldt ' sociale kriterier'. Men samtidig har 31 af privatskolerne under 10 procent elever med ' sociale kriterier'. Der er altså en del af privatskolerne i København, der stort set ingen ressourcesvage elever har.

På den baggrund bør det være helt oplagt at tage en seriøs diskussion om finansieringsmodel og social ansvarlighed. Hvorfor disse diskussioner skal fornægtes, kan få en til at overveje, hvilke interesser privatskoleformændene egentligt kæmper for?.