Krisens blå retorik

Den aktuelle økonomiske debat løber over med ord som ' statsgældskrise', ' fjumreår', ' husholdningskasse' og ' byrdestop' - begreber, som kan virke beskrivende og relativt neutrale. Det er de bare ikke. Netop den økonomiske politik bliver ofte italesat med udtryk, der har rod i klare ideologiske værdier. Og her har venstrefløjen været bagefter i forhold til at forstå, hvordan sproget er styrende for vores politiske virkelighedsanskuelser

Engang sagde man, at klæder skaber folk. På universiteterne siger man, at ord skaber virkeligheden. Og på venstrefløjen i dag insisterer man tilsyneladende på, at det er Excel-ark og objektive økonomiske sandheder, der skaber politikken, mens ord er ligegyldige. Et meget præcist eksempel på denne opfattelse leverede sundhedsminister Astrid Krag ( SF), da hun i nærværende avis ( 19. januar) sagde: »Vi skal i al fald ikke kaste os ud i en debat om, hvilke ord vi bruger.Hedder det parkeret eller placeret på overførselsindkomst? Det er meningsløst at hænge sig så meget i ord.

Måske vi bare skulle i gang med at diskutere, hvordan vi kan hjælpe de her mennesker.« Og selvfølgelig er det indlysende rigtigt og præcist, at en diskussion om ord aldrig må træde i stedet for handling. Man skal altid tage vælgernes bekymringer alvorligt, og man skal altid have fokus på løsningerne.

Men det er bare ikke ligegyldigt, hvilke ord man så gør det med. Venstrefløjen må naturligvis ikke undlade at forholde sig til oplevede bekymringer og politiske problemer ved blot at henvise til ' tonen i debatten' - sådan som centrum-venstre med en vis ret blev kritiseret for at gøre op gennem 1990' erne og starten af 00' erne. Men selvom bevidsthed om sprog ikke kan erstatte politisk handlen, betyder det altså ikke, at sprog og politik er to uafhængige størrelser, og at det er ligegyldigt, hvilke ord man bruger.Tværtimod: Venstrefløjen ville stå stærkere, hvis man lige netop ville »hænge sig« noget mere i ord - og i de værdier, som ordene rummer.Det gælder ikke mindst i diskussionen om den økonomiske krise.

Det ' framede' politiske sprog

Politik handler om at skabe og handle - om at påvirke virkeligheden.Denne ' virkelighed' opfatter mennesker forskelligt, og når vi opfatter den, sætter vi ord på: De ord, som nu passer med den virkelighedsopfattelse - eller det politiske ståsted - vi hver især går rundt og har. Ordene definerer derfor virkeligheden, hvorfor sproget heller aldrig er neutralt.Det sprog, vi bruger til at beskrive en ting, afspejler, hvordan vi ser den og påvirker også, hvordan dem, vi taler med, vil opfatte den.En politisk sag som den økonomiske krise vil ligeledes altid være fremstillet eller ' framet' på en bestemt måde, som rummer bestemte politiske antagelser.

Framingen påvirker således, hvordan sagen opfattes - og dermed også, hvilken politisk løsning, der virker mulig.Et let genkendeligt eksempel på denne form for framing er, når man i forbindelse med en ny SUreform bruger ord som ' cafépenge' og ' fjumreår'. Disse ord rummer en fortælling om studerende som forkælede, dovne og useriøse - og enhver, der bruger dem, forstærker den fortælling. Jo flere gange, det fortælles, des nemmere bliver det for eksempel for en regering at reducere SU'en. Selve ordene skaber og forstærker altså et bestemt verdensbillede. Et andet meget klart eksempel er Lars Løkke Rasmussens nye ord ' byrdestop,' hvor skatter og afgifter italesættes som en ' byrde' - frem for for eksempel et bidrag eller en bod til fællesskabet.Hermed bliver alle former for afgifter - også dem der skal forbedre miljøet - til noget hæmmende og noget skadeligt.

Et højreorienteret sprog

Debatten er fyldt med den type ord. Udfordringen er, at de fleste er langt mindre åbenlyse end ovennævnte eksempler. Det gælder især dem, der anvendes i den økonomiske debat, hvor vi ofte lader de tydeligt ideologiske standpunkter vige for de tunge teknikaliteter. Og netop i framingen af den økonomiske debat lader den nuværende regering til at have massive udfordringer.

Særligt i kølvandet på den globale økonomiske krise har vi set en lang række eksempler på udtryk, som tager afsæt i højrefløjens ideologiske arvegods, men som ureflekteret bliver overtaget af politikere på hele centrum-venstre-fløjen.Disse eksempler ser vi for eksempel, når regeringen gentager, at »det skal kunne betale sig at arbejde«. Her bliver arbejde framet som et individuelt og frit valg, som den enkelte træffer på baggrund af økonomisk motivation.' Betale sig' implicerer, at den enkelte kan sidde og regne ud, om det mon kan betale sig at arbejde.Det indikerer dermed også, at dem, som er arbejdsløse, er det, fordi de har valgt det selv - fordi de fandt, at det ikke kunne betale sig.

Man ignorerer således strukturelle faktorer som tilgængelighed af job - og man ignorerer, at mennesker ikke udelukkende arbejder på grund af økonomiske incitamenter.Man bekræfter med andre ord en ideologisk højreorienteret antagelse om personlig økonomisk motivation som løsningen på verdens problemer - hvor eventuel arbejdsløshed er den enkeltes eget valg og ansvar.

De ' uansvarlige' kriseløsninger

Et andet mere dybereliggende eksempel er den samling af udtryk, som grundlæggende framer Danmarks økonomi som en husholdning. Gennem metaforer sammenlignes og sidestilles samfundsøkonomi med privatøkonomi, som for eksempel hos statsministeren i årets nytårstale: »Vi skal have styr på vores fælles husholdningskasse.« Hvis en privat husstand har fået gæld, er det fornuftigt og simpelt blot at stramme bæltet ind.Denne logik overfører metaforen til nationaløkonomi: Sparsommelighed fremstår som det eneste ansvarlige. Men et land er ikke en husstand. Gæld er ikke på samme måde et problem i nationaløkonomi - tværtimod kan netop besparelser betyde reduceret efterspørgsel, faldende forbrug og færre investeringer. Men med husholdningsmetaforen fremstår besparelser og indstramning af bæltet som det eneste ansvarlige.Den gør det således sværere at argumentere for offentlige investeringer, stimulans af økonomien og generel keynesiansk økonomisk politik - hvilket jo ellers traditionelt er venstrefløjens bud på en. kriseløsning. Sproget spænder således ben for venstreorienterede økonomiske løsninger:

De fremstår nemlig dybt uansvarlige, hvis man forstår nationaløkonomien på samme måde som sin egen privatøkonomi - og det kommer man til, når denne metaforik hele tiden bruges.Det viser sig også, når man taler om ' statsgældskrisen': At den økonomiske krise først og fremmest behandles som et spørgsmål om staters problemer med gæld.Det flytter dels fokus fra krisens årsag, nemlig uansvarlighed i den finansielle sektor. Og dels fremstiller ordet ' statsgældskrise' det, som om staternes velfærdsmæssige ' overforbrug' er selve anledningen til gælden og problemet.Vi taler således om sydeuropæernes dovenskab og 00' ernes offentlige frådseri som årsagerne - selvom langt størstedelen af gælden i Europa blev skabt af private banker, hvis risikovillige spekulation krævede statslige redninger.

Det store fokus på ' statsgæld' insinuerer, at statens indretning ikke er bæredygtig på lang sigt, og dermed bliver krisen et argument for at skære ned på velfærd for at være ' ansvarlige' eller for at ' sikre fremtidens velfærd'. Denne vinkel hører vi i høj grad også hos centrum-venstre-politikere, der fremhæver ' nødvendigheden' af at reducere gælden som vores største udfordring.På denne måde maler man sig altså godt og grundigt op i et sprogligt hjørne. Man gentager og forstærker de ord, udtryk og vinkler, som rummer højreorienterede verdensbilleder, og dermed bekræfter man dem hos sig selv og sine modtagere.

Med sådan en sprogbrug bliver det altså rigtig svært at skabe opbakning til sine egne alternativer - eller til en centrum-venstre-orienteret økonomisk kriseløsning. Centrum-venstre-fløjen skal naturligvis ikke investere alt sit politiske fokus i en debat om ord. Men den skal overveje, hvad den egentlig går og siger og begynde at basere sit sprog på egne værdier fremfor at bekræfte højrefløjens verdensbilleder ved at bruge deres ord - især når det kommer til økonomi.Sproget er netop ikke neutralt.Sprog, virkelighed og politiske værdier hænger sammen - det skal de også gøre på venstrefløjen.Med andre ord skal venstrefløjen begynde at »hænge sig« meget mere i ord.