Niklas Bendter - Et monster vi selv har skabt

En genstand for ærgrelse og ophidselse.

Sådan kan man bedst beskrive Niklas Bendtners stærkt tvivlsomme karriere. Spalte op og spalte ned skriver aviserne om eneren, der skulle have været en helt, men endte som skurk.

Men i grunden er der intet nyt under Solen.

De har altid været der - de kontroversielle skikkelser i fodbolden. I gamle dage havde vi figurer som Jan Mølby, der under sin tid i Liverpool blev taget i spirituskørsel, vi havde Paul Gascoigne, der stolt pissede på »Den røde Romario« i omklædningsrummet i Glasgow, og for bare et par år siden havde vi en aldrende Heine Fernandez der lavede »sjov« under en fest, hvor han »stjal« en kollegas bil. Drengerøve hele bundet.

DET STORE SPØRGSMÅL, som fylder aviserne er, hvorvidt Niklas Bendtner bør optræde mere som rollemodel? Den danske landsholdsangribers track-record viser, at han ikke er verdens »bedste dreng« og samtidig, at det heller ikke er stor modenhed, der præger hans person.

Men hvad er det egentlig, vi forventer af en drengerøv, der blev millionær og superstjerne, allerede inden han var fyldt 20 år? Han er blevet pacet og dyrket hele sit liv. Han er blevet formet af en kynisk milliardindustri, en syg idoldyrkelse og frem for alt af en medieverden med en uslukkelig tørst efter slibrigt kendisnyt.

Et produkt af en hyper-kommercialiseret og markedsgjort sportsverden.

PÅ DEN BAGGRUND er det faktisk heller ikke så svært at begribe, at knægten fra Tårnby er endt med at blive bare en smule »fucked up«.

Og når det danske førstevalg ikke længere leverer på banen, så slår hans »præstationer« uden for banen igennem. Han er blevet en del af the-one-percent, der lever et liv fjernt fra almindelige lønmodtagere og tjener så mange penge, at resten af samfundet er ligegyldigt for ham.I det liv har fejl ikke konsekvenser, for der kan altid betales for dem - og selv om bøderne måske er store, så udgør de altid kun en del af de samlede indtægter, som en Bendtner har. Selv når man bliver taget for spirituskørsel sidder der en fodbold-økonom på TV og siger, at det kan være godt for »money-business'en«.

SÅ LÆNGE PROBLEMERNE kan klares med penge, og blitz-lysene stadig flakker, når man kommer forbi, så behøver en Bendtner derfor heller ikke tage ansvar for sig selv eller for andre.

Han er blevet afkoblet, og han er blevet hævet over alle andre. Der er meget langt til Tårnby i dag.Derfor mener jeg grundlæggende heller ikke, at vi kan forvente eller kræve mere af Bendtner, der er sat op på en piedestal som de selvsamme medier, der kritiserer ham, har bygget.

Han er, hvad vi selv har gjort ham til: Et medieskabt fodbold-kendis-monster.