Bryd DF's tillidsmonopol!

Åben mund og polypper, sådan har venstrefløjen set ud siden midt halvfemserne , hvor DF for første gang i 1998 gennembrød den politiske lydmur. De strøg igennem en åben værdipolitisk ladeport, som frem for alt handlede om frygt. Danskerne var bange for indvandrerne, bange for EU’s overmagt og frem for alt bange for deres egen fremtid. Det simple budskab er: Det er vi stadig!

Når Dansk Folkeparti ifølge flere meningsmålingerne - fra både Epinionog YouGov - netop er gået fra at være tredjestørst til nu at kunne bryste sig af titlen som næststørst, så må det være en opfordring til grundige refleksioner på venstrefløjen? Det kan vel ikke ignoreres?

Det ustoppelige folkeparti

Når Dansk Folkeparti har taget endnu et skridt op af den politisk rangstige og har nået endnu et højdepunkt, så er der noget, der tyder på, at de nuværende analyser og fortællinger om DF har været forfejlede. Man har på venstrefløjen grundlæggende undervurderet potentialet i et velorganiseret, politisk gennemtænkt og stærkt populistisk folkeparti. Og man har samtidig groft undervurderet potentialet i den såkaldte værdipolitik.

Hele centrum-venstrefløjen og særligt den politisk korrekte kosmopolitiske del har fattet meget lidt af den politiske udvikling, som DF er udtryk for. Man bildte sig først ind, at DF ville dø hen uden den karismatisk Pia Kjærsgaard som leder, dernæst dø hen når der opstod konsensus om at begrænse indvandringen, og endelig dø hen når den økonomiske politik kommer tilbage på toppen af danskernes prioriteringsliste.

Uden Pia og uden den traditionelle værdipolitik ville DF være en saga blot. Kosmopolitternes dårlige samvittighed over at leve et i land, hvor DF havde indflydelse ville være vasket væk. Det nye fokus på økonomi ville udstille utilstrækkeligheden i Pia og hendes smådumme landsbytosser. Ergo skulle valget i 2011 havde været det endelig opgør med DF og den epoke af dansk politik, hvor de var blevet lyttet til. Et midlertidigt fænomen ville være slut og protestbølgen ville ebbe ud.

Nej, ak-nej DF er kommet for at blive. Og de stærkere end nogensinde før. Men det burde faktisk slet ikke være nogen overraskelse.

Ingen nedre grænse for S - ingen øvre grænse for DF
At det politiske fokus siden de sene 90′er og tidlige 00′er er flyttet væk fra udlændingepolitikken har ingen betydning for værdipolitikken, der stadig lever i bedste velgående. Faktisk er pointen, at venstrefløjen gjorde sig selv en bjørne-tjeneste ved overhovedet at sætte dette prædikat på DF’s politik og endnu værre ved at definere værdipolitik, som noget der alene handler om indvandrer. Side 1 i lærerbogen for enhver politiker bør være, at al politik er værdipolitik.

Og netop på værdierne har DF placeret sig solidt. De sidder massivt på værdierne, når Danmark er truet fra et EU, som vil bestemme over vores økonomi, når vi er truet af global økonomi, som stjæler vores arbejdspladser eller når vi er truet af et teknokratisk embedsvælde som reducerer vores dagpenge, afskaffer vores efterløn og generelt svarer arbejdsløse med: “Sådan er det jo” . Under Thulesen Dahls særdeles kyndige ledelse er det ved at lykkes for DF at erobre endnu en værdipolitisk bastion: velfærdens stærkeste forkæmpere. Det kan meget vel være direkte løgn og i direkte modstrid med den førte politik(og endda har ført i konflikt med deres egne medlemmers interesse), men ikke desto mindre er det ved at lykkes.

DF vil bevare velfærden. De vil bevare den offentlige sektors rolle i økonomien, og de kræver, at krisens byrder fordeles retfærdig, frem for at sænke skatterne for de rigeste i samfundet. De vil endda gøre op med dagpengeforringelserne, som de selv indførte inden valget.

De forsøger med andre ord at tage endnu mere brød ud af munden på Socialdemokraterne og den siddende SRSF-regering. DF udfordrer dem direkte på deres evne og vilje til at forsvare velfærden. Og meningsmålinger bekræfter, at det være en udvikling, der allerede er over os: S har i senest måling afleveret 67.000 stemmer netto til DF, mens SF giver 18.000 og endelig smider den elitære arvefjende Radikale Venstre hele 35.000 stemmer direkte til DF

DF monopoliserer tillidsskabelsen

Mens DF ifølge den nuværende leder Thulesen Dahl var ved at bliveklemt af den økonomiske debat i sommeren 2011, så er der i dag kommet nye og langt mere selvsikre boller på suppen. Fronterne i den økonomiske debat og DF styrke i netop denne er blevet trukket op adskillige gange de sidste måneder. Et godt eksempel var et clash iDR2 Deadline mellem politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen og partiformand Thulesen Dahl. Her blev skillelinjen tydelig. Sofie Carsten Nielsen fra Radikale Venstre satte alt ind i debatten for at ophøje finansmarkedernes tillid til dansk økonomi, som pejlemærke for nuværende politiske kurs. Det handlede om globale markeder, kreditvurderingsbureauer og EU’s fælles økonomiske kurs. Heroverfor stod Thulesen Dahl, der insisterende blev ved med at snakke om danskerne tillid til deres egen fremtid, skabelse af arbejdspladser i Danmark og øget indenlandsk efterspørgsel

Det blev altså grundlæggende en debat, der handlede om markedernes tillid (det abstrakte) overfor menneskernes tillid (det nære og umiddelbare). DF slet skjulte budskab er og var: mennesker først. Altså mennesker over marked og ikke omvendt.

DF er med andre ord tilbage ved udgangspunktet i frygtens politik: De skaber tryghed. Tidligere var det indvandring, EU og nye former for kriminalitet som danskerne frygtede, men nu er det altså økonomien, jobskabelse og de fremtidige muligheder, som vækker frygt blandt danskerne. I alle tilfælde, så har DF vist, at de står der, hvor danskerne har behov for større tryghed.

Alt imens DF’s modstandere henviser til markedets ufravigelige krav, læser intenst i regneark der kan forudsige verden i 2020, går reform-amok og drømmer om at øge udbuddet arbejdskraft, så har DF erkendt at værdikampen ikke blev parkeret sammen med udlændingepolitikken. Al politik - også den økonomiske - handler om værdier. Og derfor vil DF heller aldrig hoppe på den politiske limpind “nødvendighedens politik”.

DF som værdipolitisk overmagt

For at trække de brede ideologiske linjer op, så ligner den politiske udvikling herhjemme, det som den italienske politiske tænker Antonio Gramsci kaldte for en dislokation: voksende afstande mellem vælgere og politikere. Hans pointe var, at dislokation eller afkobling af vælgerne altid ville skabe en form for opbrud eller reaktion. Det ville komme til udtryk i form af revolution, jordskredsvalg eller vælgervandringer. Herhjemme har det været DF, der lever af og styrkes på de stadig voksende afgrundsdybe skel mellem vælgere og politikere. De er svaret på afstanden og fortsatte vælgervandringer er deres belønning.

Dansk Folkeparti vil således kun blive stærkere i takt med:

• At markedernes tillid får lov til at dominere på bekostning af danskernes tillid
• At der ikke kommer gang i det indenlandske forbrug og dansker tiltro til fremtiden
• At velfærden fortsat bliver udsat for massive forringelser og nedskæringer
• At EU får stadig større økonomisk indflydelse på Danmark, som vi har set med både Finanspagt og EU-henstilling
• At dansk politik til stadighed opleves som om en disciplin, hvor embedsmænd og regneark er vigtigere end almindelige danskere

Som vælgervandringen viser, befinder partiet sig nu der, hvor Pia Kjærsgaard blev mødt med latter og hovedrysten, da hun bekendtgjorde DF som midterparti. Endnu engang må vi bare konstatere, at Kjærsgaard fik ret. DF har placeret sig i midten af dansk politik. Partiet har erobret midten ved ikke at overlade værdikampen og politikken til regnearkslogikker, og ved at satse benhårdt på den tillid, som danskerne, så hårdt drømmer om

Med monopol på at skabe tillid og monopol på at føre værdipolitik, såhar DF befæstet sin position som afgørende magtfaktor i dansk politik.