Hvem såede frøene?



Der er et udtryk, der hedder: "Hvis du ikke har noget pænt at sige, så lad være." Sådan har jeg længe haft det med den stærkt omdiskuterede offentlighedslov

Men så alligevel: jeg har virkelig undret mig dybt.

Spørgsmålet er, hvorfor vi skal have denne ny offentlighedslov og hvor tankerne bag den er opstået? Jeg forstår udmærket, at der kan være gode grunde til at sende de gamle regler med rødderne i 70' ernes administrative tænkning til et serviceeftersyn, ligesom jeg også sagtens kan se de positive elementer i at skærpe tidsfristerne, øge indsigten i de statslige selskaber og udvide notatpligten.

Det er alle de positive elementer. Tak for det. Men det virker bare ikke overbevisende, når man stiller dem over for de negative sider i ' lov om offentlighed i forvaltningen', som byder på mørklægning af dokumenterne om interne arbejdsgange og korrespondance i forbindelse med lovgivningsarbejdet.

Det er godt at have klare regler for, hvad der er offentligt, og hvad der ikke er. Men det er ganske svært at se, hvorfor det netop er den siddende regering og centrum-venstre, som har lagt sig i selen for denne lovgivning.

Især fordi det grundlæggende er en lovgivning, som aldrig kan have groet i hverken Socialdemokraternes eller SF'ernes baghave. Den kommende reform er derfor sået, plejet og opvokset et ganske andet sted: Embedsapparatet! Det er et rendyrket teknokratisk værktøj, der skal give særligt departementer og styrelser en -i deres egen optik -tiltrængt pause fra borgerne og fra journalisternes utrættelige spørgsmål

Jeg husker tydeligt fra min tid som fuldmægtig i centraladministrationen, hvordan enhver aktindsigt blev betragtet som djævelens værk.

Nye skotter mellem embedsværk og folk vil kun føre os længere i en retning, hvor den førte politik smager mere af regnedrengenes syn på såkaldte ' nødvendigheder' end danskernes drømme for fremtiden.

Selvfølgelig må det da være irriterende, at nævenyttige journalister igen-igen stiller spørgsmål, men problemet er bare, at det er sådan, det skal være. Den åbenhed er hele essensen og styrken i det danske demokrati.

Og Danmark er i forvejen alt for langt fremme med hemmelighedskræmmeriet, når det f. eks. drejer sig om partistøtte, hvor vi ifølge en rapport fra Europarådets antikorruptionsenhed, Greco, befinder os på et niveau, der svarer til Albaniens.

Vi skulle efter sigende - og ganske paradoksalt - have frem til Grundlovsdag, inden loven falder på plads. Vi kan således kun håbe, at embedsmændenes våde drømme om at begrænse borgernes adgang til vores levende demokrati slukkes inden da.