Kan jeg ende med at stemme på DF?

Vi skal respektere og forsøge at forstå de mange danskere, der stemmer på Dansk Folkeparti. Det er nemlig de samme danskere, vi igen skal tilbyde et hjem på venstrefløjen.
 
Det hele startede en munter dag i Grøften i Tivoli tilbage i 1972, hvor Mogens Glistrup højstemt proklamerede grundlæggelsen af Danmarks første højrepopulistiske parti. Latteren ville ingen ende tage, da Glistrup lovede at kæmpe for indkomstskattens afskaffelse og valg en gang om måneden. Siden blev han i pressen hængt ud som gal og fik tildelt prædikatet døgnflue. Men et år senere stormede Fremskridtspartiet ind i Folketinget, og forvandlede de bedrevidende smil til fortvivlede panderykker.
 
Nu, 40 år senere, er Fremskridtspartiet godt nok blevet begravet i historiebøgerne, men højrepopulismen lever videre i bedste velgående og er blevet en fast bestanddel af moderne politik i hele Europa. Pia Kjærgaard, Jean Marie Le Penne, Carl I. Hagen, Pim Fortuyn m.fl. har sat deres spor. Herhjemme peger meningsmålinger på, at næsten hver femte dansker vil sætte krydset ved Dansk Folkeparti.
 
På trods af dybe panderynker, politisk korrekthed, moralsk forargelse og anklager om, at DF aldrig vil blive stuerene, har man ikke kunnet forhindre DF i at blomstre nedefra. Deres succes er uangribelig, hvilket kun bekræftes af den opadgående formkurve.
 
Jeg husker tydeligt mit første møde med højrepopulismen: Jeg skulle, som bette purk på 6-7 år, med min far til møde. Min far, som var sognepræst i et lille jysk landsbysogn, havde en af sine kolleger med i bilen: Nationalisten og tidehvervspræsten Jesper Langballe, der allerede dengang var kendt som en mand af sine meningers mod. Fra bagsædet spurgte jeg direkte og ublu, som et lille barn nu engang gør: ”Hvorfor er du egentlig racist?”
 
Jeg havde sandsynligvis overhørt mine forældre snakke om noget, der for et barn udgør et meget abstrakt begreb; racisme. Og jeg var optaget af det nye, spændende ord, uden at forstå dets betydning. Jeg husker hverken, at min far eller pastor Langballe nogensinde svarede på mit bramfrie spørgsmål med andet end en stort opslået latter. De havde affundet sig med deres uenigheder, og de havde respekt for deres politiske forskelle. De vendte ikke hinanden ryggen i afmagt eller i politisk korrekthed, tværtimod gav de hinanden plads gennem respektfuld dialog.
 
Selvom den folkelige appel, som DF har oparbejdet, bør indgyde respekt, så er det alligevel den moralske stigmatisering og nedvurdering af enhver dansker, der endog blot har overvejet at sætte krydset ved liste O, der dominerer på venstrefløjen. Man har travlt med at tage afstand fra de afstumpede og intolerante DF’ere, men spørgsmålet er, om man i den afstandstagen ikke netop bliver lige så ekskluderende og intolerant, som dem, man ønsker at tage afstand fra?
 
Min pointe er derfor, at vi skal respektere og forsøge at forstå de mange danskere, der stemmer DF. Netop den kulturelle elites ’korrekthed’, den kulturrelativistiske minoritetsdyrkelse og den kroniske skam over at leve i et land, hvor et højrepopulistisk parti kan vinde opbakning fra op mod 20 pct. af vælgerne, er hele essensen af den højrepopulistiske succes, som venstrefløjen aldrig har forstået. DF har lyttet og inddraget de danskere, som ingen andre orker at lytte til.
 
Da Pia Kjærsgaard og DF brød den politiske lydmur og kom i Folketinget i 1998, gentog historien fra Glistruptiden sig. Venstrefløjen bildte sig ind, at DF ville dø, når den økonomiske politik genindfandt sig på toppen af den politiske dagsorden, og da det ikke skete, ventede man på, at DF skulle gå til grunde uden den karismatiske Kjærsgaard i spidsen. Igen forkert.
 
De fejlagtige antagelser skabte et frirum til at fortrænge det ubehagelige DF, hvilket har været praksis siden 90’erne. Venstrefløjen har aldrig forholdt sig seriøst til sin akilleshæl; højrepopulismen. Det gennemgående tema i den nye antologi ”Højrepopulismen: venstrefløjens akilleshæl” er således på den side at belyse, hvordan venstrefløjen selv har bidraget til at skabe behovet for DF, og på den anden at forsøge at skitsere mulige svar på højrepopulismens udfordringer.
 
Venstrefløjen begik en stor fejltagelse ved at stemple DF som et værdipolitisk parti, der alene beskæftigede sig med udlændingepolitik. For det første burde enhver politiker vide, at al politik er værdipolitik. For det andet antog man hermed, at det alene handlede om indvandrerne, som blot legemliggjorde den egentlige kerne: frygten.
 
DF er en sikker havn i en stadig mere kompleks verden. De lever af at levere tryghed. Hvad enten det er tyrkere, euro-krater eller hjemmerøverier, som danskerne frygter, så er DF på mærkerne. Og under Thulesen Dahls kyndige ledelse er det lykkedes for DF at erobre endnu en værdipolitisk bastion som velfærdens stærkeste forkæmper. I dag sidder DF tungt på værdierne, når det handler om økonomi, jobskabelse og tro på fremtiden. Her forsøger DF også at levere tryghed ved at tale om folkets problemer – med folkets stemme.
 
Der kan meget vel være en masse demagogisk bedrag i den politik, som DF fører til hverdag, hvor
de f.eks. velvilligt har stillet deres mandater bag en asocial skattepolitik, der hverken har gavnet velfærdsstaten eller de danske arbejdere.
 
Men grundlæggende har DF erobret førertrøjen, når det handler om at imødekomme folkets frygt og bekymringer. Når Dansk Folkeparti f.eks. går ind i vækstdebatten med De Radikale, så snakker begge parter meget om tillid. Men hvor De Radikale alene fokuserer på finansmarkedernes tillid, så taler DF om danskernes tillid til fremtiden og frygten for at blive fyret i morgen. Og DF’s budskab er klart: mennesket først. Dermed sættes mennesket over det abstrakte marked.
 
Trygheden skaber DF ved at tale imod markedsgørelsen, embedsmændenes magtovertagelse og ’nødvendighedens politik’. Den voksende afstand mellem vælgere og politikere, som vi oplever nu, og hvor befolkningen grundlæggende afkobles, har historisk set skabt reaktioner; vælgervandringer, jordskredsvalg eller sågar revolutioner. Herhjemme er det DF, der suger næring fra de stadig voksende, afgrundsdybe skel mellem vælgere og politikere.
 
DF’s rolle i dansk politik kan beskrives med en parafrase af Voltaires berømte aforisme: ”Hvis Gud ikke eksisterede, da ville det være nødvendigt at opfinde ham.” Hvis DF ikke eksisterede i morgen, så ville nogen opfinde det. Det gælder også for de højrepopulistiske bevægelser i andre lande, hvor afstanden mellem de, der bestemmer, og de, der bestemmes over, har vokset sig for stor.
 
Venstrefløjen har langt hen af vejen vendt de almindelige mennesker ryggen og rynket på næsen af deres bekymringer. Vores principielle, altfavnende tolerance omfatter ikke ’de intolerante’ DF’ere, og derfor bryder vi os slet ikke om at tænke på, at de eksisterer. Men vi kan ikke bare negligere de bekymringer, som mange oplever, hvis vi skal genopbygge den tillid, som DF i dag nærmest har fået monopol på.
 
Venstrefløjens tiltrængte opgør med højrepopulismen bør først og fremmest være en politik, der igen tager afsæt i interessemodsætninger og klasseskel. De politiske modsætningsforhold skal i centrum, og teknokratismens virkelighedsfordrejende objektivisering af ’nødvendighedens politik’ skal begraves. For det andet skal der skabes rum for en ny venstreorienteret patriotisme, hvor vi stolt værner om vores rekordhøje sociale tillid, vores unikke aftalesystem og vores velfærdssamfund, samt vores demokratiske ånd, vores stolte historie og vores danske identitet.

Mens vi slår ned på skattespekulanter, gule fagforretninger og rettighedsegoister. For det tredje skal venstrefløjen legemliggøre folket gennem en tillidsskabende politik, hvor alle bekymringer tages seriøst og alle borgere inddrages. Det gælder også de udfordringer, der ikke passer ind i regnedrengenes excel-ark. Tilliden, stoltheden og den folkelige deltagelse skal være kernen i det politiske projekt for fremtidens venstrefløj.
 
Det er dybt usandsynligt, at jeg nogensinde kommer til at sætte krydset ved DF. Men på trods af uenighed, så forstår og respekterer jeg dem, der har mistet troen på det politiske system, dem, der føler sig undertrykt og overhørt, og dem, der er bekymrede over, hvor verden bevæger sig hen. Det er de danskere, vi igen skal tilbyde et hjem på venstrefløjen. Og det gør vi ikke ved at vende dem ryggen, forsøge at tie deres bekymringer ihjel eller ved at fastholde den selvbekræftende moralske fordømmelse. Det gør vi ved at omfavne dem og deres bekymringer - og bestræbe os på at give alle danskerne trygheden tilbage.
 
Forfatter: Jens Jonatan Steen
 
Læs indlægget på Jyllands-Posten her.