Hurra, proletarerne kommer!

Danskerne i forstæderne, provinsen og resten af periferien er trætte af at blive ignoreret og overhørt. Ufaglærte, nedslidte, lavtuddannede og mange andre er trætte af en politik, som alene tjener og repræsenterer systemet, etablissementet og den overuddannede elite af djøf’ere på Christiansborg og Slotsholmen.

Det er noget i gære. Det begynder langt om længe at pible derude i det danske samfund. Det smager af forandring, stigende utilfredshed og gryende oprør. Oven på flere års finanskrise, hetz mod ledige, nedvurdering af velfærdssamfundet og angreb på vores fælles værdier og vores fælles institutioner, så begynder det tavse flertal langsomt at tage stemmen i brug.

Opblomstringen af de nye stemmer er beskrevet smukt i danske sangskat, hvor hippierne Ingemann og Skousen udtrykte samfundsforandringer i 1971 med de evige ord: ”Herfra hvor vi står, kan vi se os omkring til alle sider. Det bevæger sig”.
 
Herfra fortsætter forstads-hiphopperne fra Suspekt i 2007 med albummet Proletar (Hvor Jeg Står), hvor de konkretiserer behovet for forandringerne i dag. Mens de samtidig sætter spot på de undertrykte stemmer og slår til det potentielle oprør:
 
”Jeg kan mærke en stigende træng til at flå huden af, og vende lortet på vrangen for ikke at strande som en ussel karl, mellem folk badet i remoulade og pomfritter, forstadens glitter og glamour blandet med dårlige snitter, træt af at servere de riges røv med luksusvare, eller lange bøffer over grillen til en muggen skar', af farlige folk der åbenbart er ligeså brugt som mig”.
 
Det er netop der, vi står i dag. Danskerne i forstæderne, provinsen og resten af periferien er trætte af at blive ignoreret og overhørt. Ufaglærte, nedslidte, lavtuddannede og mange andre er trætte af en politik, som alene tjener og repræsenterer systemet, etablissementet og den overuddannede elite af djøf’ere på Christiansborg og Slotsholmen.
 
Det er netop denne tilgang til magten, som for tiden kommer til udtryk i en usmagelig politisk kampagne, der for tiden pryder busser og bybilledet i København, med ordene ”Vi samarbejder. Med dem der vil”. Politik er i denne forståelse forbeholdt ’dem man enige med’, ’dem, der har samme virkelighedsopfattelse som én selv’ og ’dem, der grundlæggende bare retter ind’. Et elitært, udemokratisk og grundlæggende udansk syn på politik.
 
Men også samtidig også et syn på politik, som er ude af trit med virkeligheden. En virkelighed, hvor initiativer som ”Stemmer på Kanten” anført af Lisbeth Zornig giver en tiltrængt stemme til Underdanmark. Hvor Mattias Tesfaye med den vigtige bog ’Kloge hænder’ kæmper for at genskabe håndværkets stolthed. Hvor et nyt parti som Forenede Demokrater kræver opgør med New Public Management.
 
Hvor 3F med Skævt-kampagnen fik hundredvis af ufaglærte i Tingbjerg til at engagere sig i politik. Hvor Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen er gået på gaden for at bekæmpe social dumping. Og endelig en virkelighed, hvor den stærke Socialdemokratiske stemme og folketingskandidat Peter Hummelgaard sammenfatter udfordringen således: ”Eliten fatter ikke, hvordan arbejdere tænker.”
 
Det er denne virkelighed og disse stemmer, som kommer til at udfordre det elitære og djøficerede Overdanmark for derved at sætte en ny politisk dagsorden.
 
Gud ske tak: proletarerne kommer!
 
Forfatter: Jens Jonatan Steen
 
Læs indlægget på Berlinske her.