Privatskolers polarisering kræver social omfordeling

Privatskoler. I takt med, at privatskolerne fylder stadigt mere hvad angår andelen af elever og økonomi, bliver der brug for, at man fra politisk side begynder at kigge på de skævheder, som også præger privatskolerne.

Sensommeren markerer afslutningen på mange ferieugers lethed og leg. Det er overgangen fra frirum til arbejdsrum - sådan som det også gælder for de små poder, som i de seneste uger har gjort deres første erfaringer bag skolernes høje mure. Fælles for de forventningsfulde børn, som har gjort deres indtog i skolen, er, at stadigt flere af dem sættes i privatskole.

Udviklingen er gået sådan, at hvor 12,6 procent af de danske børn gik i privatskole i 2003, så er andelen i dag oppe på hele 16 procent. Dette tal kan opfattes både positivt og negativt, men vil unægteligt sætte mere fokus på landets stadigt større og stærkere privatskolesektor, som fortsat nyder en høj statslig finansiering på i alt 4,4 milliarder kroner årligt. I takt med, at privatskolerne fylder stadigt mere hvad angår andelen af elever og økonomi, bliver der brug for, at man fra politisk side begynder at kigge på de skævheder, som også præger privatskolerne.

Selvom fænomenet er stort set ubeskrevet, så er det på ingen måde ligegyldigt, hvilken privatskole man vælger at sætte sit barn i. Forskellene skolerne imellem er nemlig til at tage og føle på, når det kommer til, hvor ressourcestærke hjem, eleverne kommer fra.

Når man kigger på top og bund er skellet slående. På de ti skoler, hvor andelen af akademikerforældre er størst, har gennemsnitligt 56,6 procent af forældrene en lang videregående uddannelse.

Til sammenligning er der på de otte skoler, hvor andelen er mindst, ikke en eneste akademiker blandt forældrene. På samme vis er der enorme forskelle i, hvor mange elever, der har forældre på overførselsindkomst. På de ti skoler, hvor andelen er størst, har gennemsnitligt 84,8 procent af eleverne mindst én forælder på overførselsindkomst. Omvendt udgør andelen blot tre procent på de ti privatskoler, som har færrest af disse elever.

Det kan der være mange naturlige årsager til, og privatskolerne har jo også deres lovgivne ret til at selektere og sortere i elever, som de af forskellige årsager ikke vil optage. Men på trods af de massive forskelle i elevernes sociale baggrund, så er det offentlige tilskud pr. elev nøjagtigt det samme. Det betyder med andre ord, at staten giver privatskolerne samme pose penge - bortset fra et mindre, utilstrækkeligt omfordelingssystem, som administreres af Undervisningsministeriet - til at løfte vidt forskellige elever.

Hvis vi prøver med et tænkt, men bestemt ikke utænkeligt, eksempel, så betyder det nuværende system, at en privatskole med ressourcestærke forældre på Østerbro i København får samme støtte som en indvandrerskole med ressourcesvage elever i Københavns nordvestkvarter. Den nuværende fordelingsnøgle er med andre ord ikke målrettet ambitionen om at sikre lige muligheder for vores børn eller skabelsen af »den bedst uddannede generation nogensinde«. Den dag i dag er forældres uddannelse og indkomst fortsat afgørende for, hvor godt et barn klarer sig i skolen, og hvilken uddannelse barnet får senere hen. Men en blandet elevsammensætning kan tilsvarende bidrage til at bryde den sociale arv.

En række undersøgelser, fra blandt andet AE-Rådet, viser netop, at det ikke blot er den enkelte elevs egen baggrund, der er afgørende, men også hvilken ballast, de øvrige elever i klassen har.

Det rammer nemlig ikke de stærkeste elever på fagligheden, at der er børn i klassen fra ressourcesvage hjem, så længe andelen ikke overstiger 30 procent. Omvendt løfter det det faglige niveau for de svageste elever, når de går i klasse med børn fra ressourcestærke hjem.

Samtidig er skolens rolle også andet og mere end at sikre et højt fagligt niveau. I skolen uddanner man ikke kun børn til at blive fremtidig arbejdskraft, men også til medborgere i samfundet med en forståelse for fællesskabet på tværs af forskelligheder.

Derfor er det vigtigt, at direktørens søn også møder SOSU-hjælperens datter i skolegården, og at de skoletrætte børn også oplever læsehesten, der gør en dyd ud af at lave sine lektier.

I folkeskoleregi har man for længst erkendt, at for at sikre børn lige muligheder kræver det, at man må tildele flere penge til nogle skoler end til andre, afhængig af elevernes sociale baggrund.

Årsagen er ganske enkelt, at det kræver flere ressourcer at sikre indlæringen hos elever med et svagere udgangspunkt og med særlige behov end hos elever, hvor mor og far kan hjælpe med lektierne og snakke med om flerpartisystem, formler og Slaget på Fælleden. D enne erkendelse mangler vi dog at se fra politisk hånd, når man på Christiansborg og på Slotsholmen diskuterer de stærkt polariserede privatskoler. Som tilskudssystemet til privatskolerne ser ud i dag, så skaber det ene og alene incitament til at fravælge de ressourcesvage elever, fordi tilskuddet er ens uanset, hvor ressourcekrævende skolens elever måtte være. Der ydes ingen kompensation for den ekstra indsats, der kan være forbundet med at løfte bunden. Men ligesom forældre varetager deres børns bedste, når de vælger, hvor de vil sende dem i skole, så må samfundet også varetage fællesskabets bedste i prioriteringen af de samlede ressourcer. Derfor vil det være et svigt ikke at bruge skatteydernes penge der, hvor behovet er størst, og hvor de gør størst gavn.

Man bør derfor differentiere det offentliges tilskud til privatskolerne ved at indføre et socialt taxameter, der baserer sig på den enkelte skoles elevsammensætning. Det handler ikke om at reducere støtten til privatskolerne samlet set. Tilskuddets samlede størrelse er en helt separat diskussion. Vi har brug for stærke privatskoler til at innovere pædagogik og undervisning, og stille alternativer til rådighed for forældre med særlige ønsker for deres børn. Der skal være frihed til forskellighed i skolesystemet.

Men der må samtidig være plads til forskellighed på de offentligt støttede privatskoler. Et socialt taxameter vil dels kompensere de privatskoler, som allerede løfter en stor social opgave med en betydelig del ressourcesvage elever. Og dels vil det øge incitamentet for de udpræget ressourcestærke privatskoler til at give plads til flere børn med ressourcesvag baggrund. S om det ser ud i dag, kan privatskolerne sortere i, hvem de optager som elever. Og tilsvarende kan de sende »vanskelige« elever tilbage til folkeskolen. Hvor folkeskolen skal tilbyde undervisning til alle børn, kan privatskolerne altså vælge til og fra. Og en undersøgelse fra Anvendt Kommunalforskning fra 2004 blandt skoleledere på privat-og folkeskoler viser, at privatskoler har en væsentligt lavere tolerance for adfærdsvanskelige elever end folkeskolen. Udover en social omfordeling af tilskuddene til privatskolerne, må der derfor også ske et opgør med de uigennemskuelige selektionsmekanismer, der præger enkelte privatskoler. Alle optagelseskrav og ventelister skal være frit tilgængelige og gennemskuelige. Det betyder, at alle fri-og privatskoler fremover skal fremlægge ventelister og eventuelle krav til kommende elever. Det vil skabe gennemsigtighed og modvirke diskrimination.

Det danske skolevæsen bliver overordnet set mere polariseret i disse år. Og det går stærkt. Det samme gør det inden for privatskolerne, hvor en tilsvarende polarisering finder sted. Enklaveskoler og segregering kan meget vel blive en del af fremtiden, hvis ikke politikerne begynder at stille krav på fællesskabets vegne.

Budskabet til politikerne kan derfor kun være at komme i gang - og hellere i dag end i morgen med vores børns lige muligheder for øje.

Muligheden ligger lige for: indfør et socialt taxameter for omfordeling af ressourcerne mellem privatskolerne og pålæg privatskolerne at offentliggøre deres retningslinjer for optag og udsmidning af elever. Vi skal helt grundlæggende blive bedre til at stille krav for skatteborgernes penge.

Læs indlægget på Berlingske her

Forfatter: Jens Jonatan Steen.