Politisk nødhjælp til kommunalpolitikerne

Der bliver færre af dem, de får mere at lave og de får for lidt i løn. Landets selvstyre er under pres fra Slotsholmen og kommunalpolitikerne har slet ikke ressourcerne til at levere det forventede. Hvis vi ikke gør noget nu, fortsætter nærdemokratiet kursen mod den langsomme død.

Arbejdsbyrden ude i kommunerne har på alle måder fulgt med tiden. Opgaverne er steget i takt med, at kommunerne er vokset, og der er kommet flere borgere, flere embedsmænd, flere djøf’ere, flere store anlægsprojekter og mange flere udliciteringsprojekter. Til gengæld er politikernes rolle på ingen måde vokset.

Tværtimod er den volumen og kraft, hvormed kommunalpolitikere tidligere har løftet Danmark nedefra, sat på direkte skrump. Det har været ren palæo-diæt og nupo-kur til nærdemokratiets stolte repræsentanter. Cevea udgav sidste år notatet ”Kommunalreformen knækker nærdemokratiet”, der viste, at antallet af kommunalpolitikere er faldet fra næsten 30 folkevalgte pr. 10.000 borgere i 1946 til 4,5 folkevalgte i 2009. Vi taler altså om en dramatisk faldende politiker-til-borger ratio, hvor de resterende politikere får mange flere borger at lytte til, tage vare på og repræsentere. Selvom strukturreformen fra 2005 på papiret skule styrke og effektivisere kommunerne, er det hvert fald ikke sket på det politiske niveau. Efter reformen blev antallet af folkevalgte nemlig nærved halveret! Samtidig med at kommunalpolitikerne blev reduceret, steg antallet af djøf’ere i kommunerne i perioden fra 2001 til 2011med 118 procent. Det har alt andet lige betydet et langt større arbejdspres på politikere og langt større indflydelse til embedsmændene, som nu tager over, hvor politikerne ikke har mulighed for det. En tendens, der kun vil blive forstærket ved det kommende kommunalvalg, hvor endnu en række kommuner, bl.a. Faaborg-Midtfyn, har indstillet at reducere antallet af politikere.

At papirbunkerne på kommunalpolitikernes skriveborde vokser, er ikke bare et fænomen, vi kan aflæse på antallet af politikere. Til et ganske almindeligt byrådsmøde i en mellemstor kommune som Sønderborg skal man således ikke blive overrasket over at skulle tygge sig igennem en dagsorden på 100 sider plus bilag på 763 sider (fraregnet bilag til bilag). Det giver i alt 900 sider, som man forventer, at kommunalpolitikerne kan til fingerspidserne. Det hedengangne analyseinstitut AKF (nu KORA) kunne således i 2009 dokumentere, at tidsforbruget hos de lokalvalgte aldrig har været højere end i dag. I 2009 brugte kommunalpolitikerne (fraregnet borgmestre og andre fuldtidsansatte) 15 til 19 timer om ugen på det politiske arbejde, hvilket næsten er en fordobling fra 1970.

For at det ikke skal være løgn, er arbejdsbyrden vokset, uden at kommunalpolitikernes vederlag har fulgt med. Vederlaget eller lønningerne ude i lokaldemokratiet har ifølge Avisen.dk ligget stille i 16 år, hvilket betyder, at pris- og lønudviklingen faktisk har udhulet politikernes løn, så de i dag tjener mindre end tidligere. De får altså mere arbejde, men mindre i løn. På trods af denne udvikling nægter Christiansborg-politikerne, anført af indenrigsminister Margrethe Vestager, at hæve lønnen for kommunalpolitikere, selvom MF’erne så sent som sidste år gav sig selv en klækkelig lønstigning.

Det er ikke overraskende, at lokalpolitikken er blevet mere kompliceret i takt med løbende kommunalreformer, gennemgribende globalisering og nye udfordringer som klima, miljø og demografiske forandringer. Ministre, folketingsmedlemmer og lokale politikere skal alle i højere grad end tidligere tage stilling til avancerede problematikker, og udsynet er blevet mere globalt, tidshorisonten mere langsigtet og befolkningen vedvarende mere krævende. Men hvor ministrene har hele departementer, styrelser og særlige rådgivere til at klæde sig på, og MF’erne får hjælp fra politiske medarbejdere og politiske assistenter, er kommunalpolitikerne rundt om i Danmark ganske alene om deres arbejde. De har ingen at spørge til råds. De har ingen til at udlægge komplicerede teknik- eller miljøsager for dem. De har ingen til at beregne mulige konsekvenser eller til at foreslå alternative løsningsmodeller.

Den eneste instans, som lokalpolitikere i dag kan konsultere sig hos og få vejledning fra, er de stadig mere magtfulde embedsmænd, som vinder indflydelse, når politikerne taber den. Der er helt sikkert fantastisk mange dygtige embedsmænd derude, som tjener kommunerne og deres politikere. Men der er også embedsmænd, der uden demokratisk mandat, styrer ud fra egne dagsordener og værdier. Ligesom den grundlæggende udfordring er, at embedsmændene aldrig kan styrke det politiske klima og den demokratiske dialog, fordi de netop er sat til at tjene neutralitet og systemet.

Det er i dette lys og med alle disse alarmklokker in mente, at vi er nødt til at gøre noget ved kommunalpolitikernes muligheder for rent faktisk at agere politisk. De skal have større råderum til at udfolde deres forskelligrettede politiske værdier, ideer og drømme. Vi skal sikre mindre bureaukratisering, mere magt til de folkevalgte, større interesse for lokalpolitik og et bedre og mere inddragende nærdemokrati. Det kræver, at vi grundlæggende styrker det kommunalpolitiske niveau og giver kommunalpolitikerne flere muskler at spille med.

Hvordan gør vi så det? Den lette løsning vil være at hæve de lokale politikeres løn og sætte dem på fuldtid, hvilket nok også er det mest ønskelige scenarie i det lange løb, men som i praksis lige nu ikke vil nyde stor opbakning fra Slotsholmen. Samtidig vil vi med det forslag risikere, at vi får endnu flere levebrødspolitikere og dermed større afkobling fra de nære lokale udfordringer, når politikerne ikke længere har et dagligt arbejde.

Derfor kunne en bedre løsning være at lade kommunalpolitikernes vederlag følge lønudviklingen, mens man i stedet satsede på at opprioritere de lokale partipolitiske muskler i kulissen: Oprettelse af egentlige politiske sekretariater. På den måde skulle alle de politiske grupper i byrådene tildeles en vis mængde årsværk af politiske rådgivere ud fra deres samlede stemmeprocent ved seneste kommunalvalg. Det vil være en overskuelig udgift, som vil styrke politikernes mulighed for at agere politisk – deres partipolitisk ansatte rådgivere vil kunne forberede møder, studere bilag, assistere med at varetage lokale netværk og udarbejde alternative planer og løsningsmodeller for det enkelte parti. Så når embedsmændene i Økonomiforvaltningen eller Finansministeriet regnedrenge kommer med deres to bud på mulige løsninger, vil de lokale politikere i højere grad have ressourcerne til at levere deres egne alternativer. Derfor vil forslaget også bidrage til at skærpe og udstille de politiske interessemodsætninger og konflikter og derved kunne bidrage til at gøre lokalpolitik mere levende.

Et sådant forslag vil uvægerligt føre til endnu flere veludannede djøf’ere i kommunerne, hvilket desværre synes at være blevet et grundvilkår. Til gengæld vil det være djøf’ere, som tjener politikerne, som har lov til at være idépolitiske og som står til ansvar over for deres politiske gruppe.

Sammen med udvidet kommunalt selvstyre og større fokus på borgerinddragelse i kommunerne, vil oprettelsen af politiske sekretariater ude i kommuner være med til at styrke de nødvendige kommunalpolitiske muskler og genoplive kommunalpolitikernes egentlige politiske rolle. Det er på tide, at vi tager demokratiet og dermed også lokaldemokratiet seriøst. Det er på tide, at vi giver lokalpolitikerne den pondus og styrke, som de fortjener.