Privatskoler: forbeholdt for udvalgte ’kunder’

Det er hverken ’åbent hus’ eller ’free seating’, der præger festen, når mange af landets privatskoler sender invitationer ud. Retten til at afvise elever står nemlig indskrevet i lovgivningen, og udgør en grundforudsætning for privatskolernes forretningsmodel.

Selvom det har været fremlagt, som en ret teoretisk mulighed, så står privatskolerne stejlt på deres ret til at til- og fravælge elever efter forgodtbefindende. Både retten til og brugen af elevselektion er en indiskutabel realitet. Det slår en ny gennemgang af de 50 privatskoler, som har det højeste karaktergennemsnit, fast. Opgørelsen, som er foretaget af Søndagsavisen, viser, at hver anden skole eksplicit skriver på deres hjemmeside, at børnene skal opfylde særlige faglige og sociale kriterier, for overhovedet at komme i betragtning til en plads på skolen.

Og Skole og Forældres rådgivningstelefon bekræfter, at de ugentligt oplever, at frustrerede forældre, ringer ind og beretter om, at deres barn er blevet afvist eller smidt ud af en privatskole.

Kunden har altid ret
Privatskolerne forklarer ærligt og redeligt, hvor afgørende selektionsmekanismen er for deres forretningsmodel. I Søndagsavisen forklarer en privatskoleleder således, at ’Vi lever af tilfredse kunder’ og ’Barnet skal passe til os’. Det betyder, at en væsentlig del af privatskolerne er mindre imødekommende, når det kommer til at tage imod børn, som ikke umiddelbart passer ind. Det kan selvfølgelig handle om børnenes og forældrenes grundlæggende værdier, men omhandler f.eks. også børn der har faglige udfordringer, kommer fra socialt belastede hjem, har diagnosticerede lidelser som ADHD eller i øvrigt bare ’ikke passer ind’.

Det kan virke helt indlysende naturligt, at et privat initiativ skal have lov til at selektere og vælge deres egne elever, men problemet er, at denne skoleform, som er forbeholdt ’udvalgte elevgrupper’, er finansieret af fællesskabet og skatteyderne. De såkaldte privatskoler modtager nemlig hele 71 pct. af, hvad en gennemsnitlig folkeskole får i tilskud pr. elev.

Det betyder altså, at vi alle sammen bidrager til finansieringen af privatskolerne, samtidig med at skolerne kan vælge de svage, og dermed også de dyreste, elever fra. En undersøgelse fra UNI-C viser sort på hvidt, at der er større udgifter forbundet med at undervise ressourcesvage fremfor ressourcestærke elever. Kommer en elev fra et ikke-uddannelsesvant hjem, hvor der ikke er hjælp at hente hjemmefra, så kræver det typisk en større indsats fra skolens side at sikre samme faglige niveau, som for en elev, hvor mor og far kan hjælpe med ligninger og retstavning.

Det gør det unægtelig lettere at give kunden ret, og på samme tid levere en høj undervisningskvalitet, når man har mulighed for at selektere ’problembørnene’ fra.

Smidt på porten – uden begrundelse
Mens retten til selektion giver privatskolerne unikke muligheder for at styre deres elevsammensætning, og sikre de bedst mulige forudsætninger (’de billigste elever’) for at levere en høj kvalitet, så gør reglerne eller på mangel på samme i forbindelse med afvisning af elever tilsvarende.

På dette punkt har privatskolerne nemlig heller ikke samme forpligtelser som folkeskolerne. Mens folkeskoler har pligt til at give advarsel, give skriftlig begrundelse, give konkret klagevejledning og i sidste ende via kommunen er pålagt at henvise til alternativ skolegang, så kan privatskolerne gøre præcis, som de ønsker. Det er altså kun Folkeskole- og Forvaltningsloven, der giver konkrete anvisninger omkring en skriftelig begrundelse for at smide elever ud, mens Friskoleloven ikke indeholder sådanne bestemmelser eller garantier.

Det er naturligvis langt fra alle privatskoler, der anvender denne praksis og de fleste skoler vil givetvis angive en formel begrundelse og samtidig give mulighed for at klage til skolens bestyrelse, men det er altså ikke påkrævet.

Retten til at selektere og afvise elever er således alene forbeholdt privatskoler, som samtidig kan gøre det, uden at offentliggøre et eneste optagelseskriterium og uden at give begrundelse for hverken afslag eller udsmidning. Selvom den statslige finansiering er altafgørende for skolernes drift, så er kravene til den sociale ansvarlighed forsvindende små. Faktisk ikke eksisterende.

Socialt taxameter kan modarbejde enklaveskoler
Problemet er, at det politisk fastlagte offentlige tilskudssystem til privatskolerne ikke indgyder til socialt ansvar. Tværtimod er tilskudssystemet faktisk indrettet på en sådan måde, at det bedst betaler sig for privatskolerne at lukke ressourcestærke elever ind og afvise ressourcesvage elever, fordi sidstnævnte er ’dyrere i drift’. For uanset hvilken faglig og social ballast den enkelte elev kommer fra, så er tilskuddet pr. elev det samme.

Denne erkendelse har man handlet på i en række kommuner, hvor tilskuddet til folkeskolerne fordeles på baggrund af skolernes sociale elevsammensætning, og flest penge derfor ledes hen, hvor behovet er størst. Men man mangler fra politisk side at handle på denne erkendelse, i forhold til privatskolerne, som får samme tilskud pr. elev uanset elevsammensætningen. Og uagtet af privatskolerne altså vælger og vrager mellem, hvilke elever de lukker ind, uden at det har indflydelse på skolens offentlige tilskud. Forholdet mellem rettigheder og pligter er ganske enkelt ude af trit for privatskolernes vedkommende.

Tilskudssystemet bør tilskynde privatskolerne til social ansvarlighed – ikke det modsatte. Derfor er en social omfordeling af de offentlige tilskud til privatskolerne en tiltrængt nødvendighed, som undervisningsministeren hellere i dag end i morgen bør rykke på. En social omfordeling, eksempelvis via et socialt taxameter, vil sikre en bedre sammenhæng mellem omfanget af den sociale opgave, som den enkelte privatskole løfter, og tilskuddets størrelse.

Samtidig ligger der også en afgørende signalværdi i at lade privatskolernes støttekroner afhænge af, hvor stort et socialt ansvar de tager for fællesskabet, ligesom der bør skabes klare rammer for, hvordan man kan afvise og udsmide elever fra privatskolerne.

Vi har brug for privatskolerne som afgørende bastioner i det danske skole- og undervisningsmiljø. Deres evne til at tænke nyt og agere innovativt har en uvurderlig værdi. Men det må bare ikke ske på bekostning af fællesskabet, og uden en større social ansvarlighed end den vi ser i dag. Tiden er kommet til at styrke det sociale ansvar.

Læs indlægget på JP her

Forfatter: Jens Jonatan Steen.