Men siden har den stået på økonomisk og social deroute for havnen i Dover. Bare over de sidste ti år er antallet af medarbejdere faldet til omkring 300, vikarbureauer har i stor stil taget over, og kvaliteten af det arbejde, der udføres på havnen, er dalet. Men et forslag om at sælge havnen til kinesiske investorer er det, der for alvor har knækket troen på fremtiden.

Frasalget af det unikke stykke britisk arbejderhistorie i Dover er blevet til national politisk dagsorden. Fortvivlede arbejdere, lokale meningsdannere og folk omkring arbejderbevægelsen har startet kampagnen for »folkets havn i Dover«, hvor man kæmper for at forankre havnen i et lokalt medejerskab, der kan sikre arbejderne mod en tiltagende globalisering, underminering af deres løn og arbejdsvilkår samt forsvare dem mod internationale finansspekulanter. På den måde står havnen i Dover som et billede på de udfordringer og muligheder, som socialdemokrater over hele verden står over for i dag.

Tingene er grundlæggende blevet meget værre på havnen i Dover og mange andre steder, men det er sent gået op for de gamle arbejderpartier. Meget sigende valgte de britiske socialdemokrater i 1997 »Things can only get better« som deres valgkampssang. Det blev et symbol på den såkaldte »tredje vej«, hvor man tilsidesatte fordums interessemodsætninger og satte sin lid til en naiv fremtidsforestilling, hvor fremtiden kun ville blive bedre uden hensyn til identitet, historie og generel materiel tryghed, som i store dele af arbejdernes hjerteland var sat under massivt pres.

For den britiske socialdemokrat og idépolitiske indpisker, Maurice Glasman, er denne ekstreme naivitet en del af forklaringen på arbejderbevægelsens generelle deroute. Man forkastede alt det gamle, frigjorde sig fra historien og traditionens snærende bånd. Alt skulle være friskt, progressivt, moderne og professionaliseret. På mange måder en tiltrængt udvikling, men også en udvikling, der har sat sine spor.

Resultatet har kort fortalt været, at det moderne socialdemokrati i dag hverken er synderlig socialt eller demokratisk, som Glasman sagde under et besøg i Danmark for nogle år siden. Man havde med fremtidsoptimismen satset på det, Glasman selv betegner som en autoritær centralisering af den offentlige sektor: Total eftergivelse for den globale finanskapitalisme i kombination med en elitær moralisme, der ser ned på folkets bekymringer.

Opfattelse af den elitære arrogance går igen hos britiske Labour MEP, Jon Cruddas, hvis diagnose lyder: »Mange på venstrefløjen anser det (ønsket om at bevare faste rammer) for at være bagstræberiske følelser. Vi regner denne søgen efter at høre til for at være en irrationel, konservativ patologi. Det kan grænse til foragt for dem, der frygter forandring, en foragt for folks længsel efter stabilitet som det faste taktslag i deres liv.«

Deres bestræbelser på at levere et nyt socialdemokratisk projekt har Glasman, Cruddas og ligesindede døbt Blue Labour. Dels fordi socialdemokrater altid må have »the blues« og forvente, at verden kan forandres til det værre, og dels fordi blå symboliserer Kansas-kedeldragten, arbejdslivet og hverdagslivet. Konturerne til et nyt politisk projekt for den svækkede arbejderbevægelse skal netop findes selvsamme steder. De tre brikker, der for Glasman skal bidrage til at genrejse arbejderbevægelsen, handler om:

1) en politik for hverdagslivet

2) arbejdets selvstændige værdi

3) genetablering af en stærk kultur for samfundsorganisering.

Når vi sætter en politik om hverdagslivet i centrum, betyder det, at de bedste beslutninger træffes tættest muligt på borgerne og i videst muligt omfang af dem selv. Vi skal hverken overlade magten til statsapparatet eller det finansielle system. Magten skal tilbage til folket, så hverdagens ritualer, traditioner, faste rammer og konkrete erfaringer får lov til at spille en rolle. Det handler om, at politik skal give tryghed. Udbudsstyring, konkurrencestat og økonomiske modeller kan aldrig alene forklare den socialdemokratiske politik. Og i modsætning til, hvad vi måske har været vant til på den danske venstrefløj, kræver det også en langt mere statskritisk stemme.

Staten skal ikke løse for andre, hvad de kan løse for sig selv. I stedet for at møde behovene skal staten opbygge kapacitet. Vi har som mennesker brug for at indgå i sociale relationer, og vi har brug for at blive anerkendt.

Den store forkærlighed for arbejdets selvstændige værdi handler om at imødegå det globale konkurrencepres med faglærte kompetencer, stolte virksomhedstraditioner, lokale nærmarkeder og ansvarlig kapital. Alle elementer som gradvis er blevet nedprioriteret til fordel for en tro på de finansielle markeder, som i Storbritannien har været særligt tydelig med deres enorme finanscentrum i London. Tanken er, at »arbejdet« ikke først får værdi, når det optræder i form af produktionsmidler og profit. Arbejdet har således en værdi i sig selv og optræder samtidig som en dyd. Arbejdet skaber os som mennesker.

Den sidste centrale brik ligger i etableringen af en ny stærk organiseringskultur. Et slogan har genlydt i Storbritannien: »For at forandre landet, må vi først forandre Labour.« Stærke relationer skaber store forandringer, hvorfor britiske socialdemokrater netop også har involveret sig i lokale kampagner som kampen for Dover havn, bedre lønvilkår i London og det ambitiøse mål om at stifte nye lokale banker.

Essensen er at opdyrke den magt, der ligger i en stærk relation og oplevede fælles erfaringer. Det er en tilbagevenden til klassiske socialdemokratiske tanker som selvorganisering og lokalisme samt et forsvar for kooperativer, byggefællesskaber og alt det, som også herhjemme udgjorde en væsentlig del af den tidlige arbejderbevægelse.

Eksemplet med Dover havn handler netop om at tage afsæt i områdets lokale medborgere, forsvare deres arbejdspladser mod en løssluppen kapitalisme og organisere dem i en kamp nedefra og op. Og grundlæggende skal de i arbejderbevægelsen være klar på, at flere danskere kan finde på at svare, som godt 450 3F’ere gjorde ved Industriens Landsmøde sidste weekend. Her svarede 72 pct. af de tilstedeværende 3F’ere et rungende ja til frygten for, at den nuværende ungdom ville få det værre, end deres egen generation havde haft det.

Kort fortalt skal socialdemokratisk politik forene fortidens dyder med fremtidens udfordringer. Den skal rykkes tættere på hverdagen og tættere på arbejdspladserne, og så skal den forankres i de nære relationer. Ting bliver ikke kun bedre. Tværtimod bliver de meget værre, hvis de ikke bliver adresseret med politiske svar.

Læs indlægget i Berlingske her

Forfatter: Jens Jonatan Steen.