Drop opportunisme – udvid demokratiet!

Mens det norske svar på tragedien i Oslo har været at besvare terror
med mere demokrati og tolerance i, så har vi herhjemme valgt en helt
anden linje. Vores debat har i stedet været præget af polemik,
konflikt og opportunisme.

Den første bølge af reaktioner på den norske terror kom fra folk, som
ønskede at gensælge egne mærkesager. Særligt Christian Braad Thomsen, Trine Pertou Mach og Anita Bay Bundegaard har alle forsøgt at udnytte de ulykkelige begivenheder til at angribe gamle fjender på
højrefløjen. Bundegaard konkludere således retorisk, at vi ikke
længere bør skelne mellem ”voldelige højreradikale og parlamentariske
højrepopulister”, mens Thomsen mere direkte erklærede at Søren Krarup havde ”gødet jordbunden for den norske massakre”.

Disse automatreaktioner understreger tværtimod problemerne ved det
danske debatklima. At venstrefløjen anvender præcis de samme metoder, som den højrefløj de kritiserer, er uværdigt og hyklerisk. Vi har ikke brug for mere skyld, flere fjendebilleder, nye forsimplinger og
generaliseringer, som vi bør overlade helt til højrefløjen. Derfor kan
vi heller ikke, lige hvor meget vi end måtte afsky folk som Lars
Hedegaard og Søren Krarup, giv dem skylden alene. Påstande der
ophidser til yderligere konflikt vil kun tjene ekstremismens mål.

Den anden bølge af reaktioner kom fra det politiske parnas på
Christiansborg, hvor automatreaktionerne har gået på flere forbud og
regler. Vores justitsminister Lars Barfoed (K) kigger nærmere på
reglerne for salg af gødning, SF vil forbyde halvautomatiske våben, DF
vil forbyde nazistpartiet, og senest har S proklameret at et
ekspertudvalg skal gå ytringsfriheden, injurieparagraffen og
presseloven efter i sømmene.

At danske politikere fra alle sider tyer til mere eller mindre
sovjet-inspirerede metoder virker fuldstændig ude af trit med den
demokratiske tradition herhjemme. Selv den radikale gruppe
Antifascistisk Aktion har i denne situation utroligt nok vist sig mere
fornuftig og taget klar afstand til at begrænse ytringsfriheden som en
mulig løsning. Forestillingen om det levende demokrati, som vores
store demokratitænker Hal Koch var eksponent for, blev netop et værn
mod den blomstrende ekstremisme under 2. verdenskrig.

Vi kan således hverken kaste skylden på den politiske tone eller en
svag lovgivning. Det betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for det
skete eller acceptere Breivik som en ”ensom ulv”. Vi må tværtimod
starte med en grundig refleksion over vores eget demokrati, over de
stigende uligheder og endelig over vores svar på den yderste
højrefløjs hadefulde retorik? Løsningen er aldrig en indskrænkning,
men en udvidelse af demokratiet.