Kronik: Ville vi have reddet de danske jøder i dag?

KRONIKEN: Lad os bruge grundlovsdag til at mindes, at demokrati, antiracisme og fællesskab var kernen i danskheden for vore demokratiske forfædre.


DET ER I dag 70 år, siden det var den første grundlovsdag under Nazitysklands besættelse af Danmark. Det er længe siden, men danskerne holder stolt fast i de nationale minder og myter om den danske modstandsbevægelse. Fortællingerne lever - og de gentages ofte i populære genfortolkninger, hvor proportionerne forvrænges, og heltedyrkelsen skærpes.

De to største danske filmproduktioner om besættelsen, ' Drengene fra Skt. Petri' fra 1991 og ' Flammen og Citronen' fra 2008, er eksempler, der begge fokuserer på modstandsbevægelsens helte. De udgør et skattet nationalminde, som absolut fortjener plads på danskhedens amagerhylde.

De viser den modige danske modstand, som fra 1942 kastede sig ud i en principfast og vedholdende modstand mod nazismen.

Mens den danske selvforståelse dyrker vores nationale helte fra modstandsbevægelsen, fremhæver omverdenen en anden del af vores bedrifter under Anden Verdenskrig.

Her fremhæves i adskillige værker danskernes kamp for - og samhørighed med - de danske jøder. Blandt andre den amerikanske professor i antropologi Steven Borish fra California State University har beskæftiget sig med det, han betegner som den danske modstands største succes: at det lykkedes at redde 7.220 ud af de omkring 7.800 danske jøder - knap 93 procent - til Sverige i efteråret 1943.

Denne heltedåd er ifølge Borish enestående i forhold til Europas øvrige besatte lande, hvor den ikke-jødiske befolkning og nationale myndigheder de fleste steder tog aktiv del i jødeforfølgelsen og deportationerne til koncentrationslejrene.

Netop derfor udgør redningen af de danske jøder for Borish en lektion i moralsk mod og viser, hvordan man gennem vedholdende samarbejde kan modstå ondskaben, der vil ødelægge, forarme og forurene alt, hvad man holder kært. Borish mener, at danskerne med denne bedrift ikke bare reddede 7.220 menneskeliv, men også reddede menneskehedens ære, på grund af hvilket verden står i gæld til dem, en gæld, der aldrig kan betales tilbage.

DET ER STORE ord for almindelige jantelovsdanskere, men ikke desto mindre er det de ord, der bruges internationalt om redningen af jøderne. Man kunne derfor overveje, om ikke denne bedrift burde fremhæves på lige fod med den voldelige modstandskamp; som pensum i folkeskolen, som nye filmatiseringer og endelig som en del af de nationale minder.

Man kan håbe, at det næste danske epos om besættelsen husker at fortæller denne historie.

At det kunne lade sig gøre at redde så umådeligt mange jøder, er en enorm bedrift, som er helt unik for Danmark. Det hænger naturligvis sammen med landets størrelse, tyskernes definition af danskerne som tilhørende den ariske race, den udprægede positive integration af jøderne i det danske samfund og ikke mindst den ellers ofte så udskældte samarbejdspolitik.

Sidstnævnte betød, at Danmark kunne beholde et udpræget selvstyre med råderet over eksempelvis politi, embedsværk, regering og parlament.

AT JØDERNE blev reddet, og at totalitarismen forblev marginal i Danmark, var på ingen måde en selvfølgelighed. Samfundsspidser som erhvervsmanden Knud Højgaard, højesteretssagfører Leif Gamborg og gymnastidol og højskoleforstander Niels Bukh gik, inspireret af nazismen, til kamp mod det pluralistiske danske demokrati. Nazismen og besættelsesmagten fik også større og større folkelig opbakning i de første år, om end dog kun blandt et overskueligt mindretal.

Helt ind i Konservativ Ungdoms rækker var der totalitære tendenser, der kom til syne i KU-stormtroppernes fremtoning med støvler, skrårem og heil-hilsen.

Et vendepunkt for den åndelige og folkelige modstand under besættelsen blev Hal Kochs offentlige Grundtvigforelæsninger.

Hal Koch trådte frem i offentligheden 18. september 1940 som en ukendt teologiprofessor, men forlod talerstolen som en national samlingsskikkelse, der først blev den ikkevoldelige modstands fremmeste meningsdanner og siden en stærk stemme fra arresten i Horserød.

I den første af sine ti offentlige forelæsninger på Københavns Universitet om læren fra Grundtvig slog Koch fast, at sorgen over besættelsen rettede sig mod misbrugt tid og ødelagte muligheder, men at det nu var på tide at kæmpe for Danmark i hvert af danskernes hjerter. Borish beskriver Kochs karakter som en sjælden kombination af høj idealisme og evnen til at se begivenheder med den pragmatiske taktikers øjne. For den amerikanske professor ligger svaret på, hvorfor det netop blev danskerne, der reddede landets jøder, netop i arven fra Grundtvig.

KOCHS VALG af Grundtvig som omdrejningspunkt for sine forelæsninger var ikke tilfældigt, idet Grundtvig for ham - som for de fleste i dag - stod som en af danskhedens fædre. Koch videreførte Grundtvigs betoning af det »levende Ord« som det vigtigste at bygge folkeoplysning, fællesskab og samfund på.

For Grundtvig, såvel som for Koch, var det danske folk forankret i en særlig national folkesjæl. Dette spørgsmål blev afgørende i Hal Kochs tanker om det danske folkeliv, som han beskrev således: »Derfor drejer det sig her vel om Sandhed og Ret i forhold til Jøderne; men det drejer sig tillige - og dette er noget fundamentalt - om Ret og Frihed for det danske Folkeliv« ( Hal Koch, Dansk Ungdomssamvirke Lederbladet, 1941). Hermed knytter Hal Koch et ubrydeligt bånd mellem nationens og jødernes skæbne - et opgør med de danske jøder var et opgør med samarbejdspolitikken med tyskerne.

Samtidig understreger han også, at de danske jøders medborgerstatus var urokkelig - jøderne udgjorde en væsentlig del af nationen Danmark.

SAMME KONKLUSION når Ove Korsgaard i sit efterskrift til genudgivelse af brevvekslingen mellem Hal Koch og K. E. Løgstrup, ' Venskab og strid' fra 2009. Korsgaard beskriver det danske forhold til jødespørgsmålet med en tanke om rodfæstet inklusion: »Den systematiske sammenkædning af danskhed og demokrati, af danskhed og demokratiske rettigheder, af danskhed og demokratiske frihedsrettigheder, af danskhed og antiracisme bidrog uden tvivl til jødernes inklusion i det danske fællesskab. At denne inklusionspolitik havde slået dybe rødder, kom på forbilledlig vis til udtryk i den redningsaktion, der i oktober 1943 fik de fleste danske jøder bragt i sikkerhed i Sverige«. »For omverdenens opfattelse af Danmarks stilling under besættelsen, kan betydningen af jødernes redning næppe overvurderes«. Det var ' inklusionen', der som et indgroet element i danskheden reddede de danske jøder. Der findes givetvis mere end et svar på, hvorledes denne tanke om en dansk inklusionsfølelse blev skabt, men hvis vi igen vender tilbage til Grundtvig og den - i dag fjerne - krigstid, som hans ord voksede ud af, så får vi muligvis en del af svaret.

I TREÅRSKRIGEN ( 1848-1850) havde tysksindede slesvigholstenerne gjort oprør mod den nye danske regering og dannede deres egen regering i Kiel. Det skete, efter at den enevældige konge, Frederik VII, langsomt havde mistet grebet om den multietniske fyrstestat, som hidtil havde udgjort det danske rige.

De ideologiske og historiske krav på Sønderjylland fra både dansk og tysk side gjorde treårskrigen nærmest uundgåelig.

Grundtvig støttede denne krig, men - vigtigt for vores forståelse af tanken om inklusion - han støttede ikke de efterfølgende bestræbelser fra dansk side på at påtvinge de tysksindede i Sønderjylland dansk sprog i kirke og skole. Det havde smertet Grundtvig at se, hvordan de danske mindretal i Tyskland langsomt var blevet fortysket. Derfor ønskede han en folkelig og fredelig løsning på konflikten.

Den folkelige kamp skulle ske med åndelige midler og med lige ret for begge parter. Den folkelige oplysning var hovedsagen for ham. Det betød, at Danmark skulle droppe forestillingen om at regere over andre folk og give andre folk ret til selvbestemmelse og frihed, som det havde været tilfældet for det danske folk i Danmark.

DET VIGTIGSTE våben i denne kamp blev for Grundtvig folkehøjskolerne, hvoraf han personligt indviede den første af slagsen i netop Sønderjylland 4. juli 1844 - allerede før treårskrigen. Rødding blev således landets første højskole, som skulle »opdrage Landet Sønner og Staten Borgere«. Højskolerne skulle skabe den modning af folket, der skabte forudsætningen for et egentligt folkestyre. Højskolerne skulle være »Ordets Friskole« og »en Skole for Livet«, hvor alle samfundsklasser kunne mødes.

Accepten af de tyske minoriteter i Sønderjylland stoppede ikke ved indførelsen af de mange højskoler, som på kort tid sprang ud overalt i det sydjyske og resten af Danmark.

Efter genforeningen med Sønderjylland i 1920 indførte den tidligere højskoleforstander og daværende undervisningsminister Jacob Appel en lov, der fastslog, at det tyske mindretal i Sønderjylland kunne kræve en tysksproget skoleafdeling for mindretallet, hvis der var blot 10 tyske undervisningspligtige børn i den pågældende folkeskole.

Ud af en blodig konflikt skabtes grobunden for det frisind, den inklusion og særligt den stærke forståelse for minoriteter, som langsomt, men sikkert kom til at blive et væsentligt træk ved den demokratiske stat, som blev skabt fra vedtagelsen af junigrundloven i 1849.

LAD OS NU se fremad, vil enkelte læsere nu tænke, og det agter vi også at gøre.

Meget er forandret siden den mirakuløse redning af jøderne. Vi har siden 1980' erne oplevet en stor tilstrømning af indvandrere til Danmark. Ifølge Statistisk Årbog 2009 udgjorde indvandrere og deres efterkommere 9,5 procent af den samlede befolkning ( 526.000 personer) - ca. 7,3 procent er indvandrere, og 2,3 procent er efterkommere.

Den største gruppe af disse indvandrere har baggrund i Tyrkiet, nemlig 58.191 eller 11 procent af alle indvandrere i Danmark.

Det betyder, at muslimer er kommet til at udgøre en mere markant del af den danske befolkningssammensætning.

Denne indvandring betyder altså, at de danske muslimer langt overgår antallet af danske jøder under Anden Verdenskrig, ligesom flere med stor sandsynlighed har svagere socialbaggrund og måske kan siges at være dårligere integreret i det danske samfund. Danskhedens reaktion på denne indvandring har for alvor truet forestillingen om den danske inklusion, det fælles medborgerskab og det ubrydelige bånd mellem nationen og dens minoriteter, som Hal Koch gik til kamp for under besættelsen.

DEN DANSKE nation møder ikke længere minoriteter med et tilbud om inklusion og sammenhold, men derimod med særregler, pointsystemer og nedsat velfærdsniveau.

Hvorvidt det i juridisk forstand er diskrimination kan diskuteres, men der er i al fald tale om negativ særbehandling, hvor enkelte befolkningsgrupper - særligt muslimer - behandles som andenrangsborgere.

De, der ikke er født som etniske danskere og ikke udspringer af den traditionelle danske kultur, bliver aldrig regnet som ligeværdige borgere i Danmark. Den moderne danske nation inkluderer ikke længere sine mindretal og giver dem ikke længere samme vilkår som sit flertal.

Der findes masser af eksempler på denne behandling af minoriteter i Danmark, som man f. eks. søger at imødegå med en række særregler: Det viser sig i 24-års reglen, hvis begrundelse er at forhindre, at unge indvandrere bliver tvangsgiftet, men som i praksis tvinger unge nydanske par, der vil giftes, til at flygte over Sundet. Det er et - måske lidt for stærkt - retorisk billede, og de virkelige omstændigheder er ganske vist mindre alvorlige end under jødernes flugt, men beskeden er den samme: Der er ikke plads til jer her. Det viser sig i starthjælpen, hvis formål er, at udlændinge ikke bliver ' velfærdsturister', men som efterlader nytilkomne i fattigdom og med et konkret bevis på, at de ikke værdsættes på lige fod med danskere. Det viser sig i et pointsystem, der skal sikre, at kun de ' rigtige' indvandrere og flygtninge opnår statsborgerskab. Det viser sig i forbud mod tørklæder. Det viser sig, når terrormistænkte udvises uden at blive sat for en domstol.

RESULTATET AF den Dansk Folkeparti-inspirerede politik bliver ikke inklusion, men eksklusion. Vi fører en politik, der langsomt, men sikkert underminerer den følelse af at tilhøre en samlet nation, hvor alle kan samles under den folkelige danskhed.

Vi skaber dermed et sekterisk, fragmenteret og opdelt samfund, hvor vi i stigende grad vil opleve konflikter mellem befolkningsgrupper i Danmark. Paradoksalt nok kan man sige, at denne eksklusion af muslimer netop skaber mindre samhørighed og integration, og vi vil få et multietnisk Danmark, bestående af adskilte parallelsamfund med ulige ret og kulturelt frirum.

Arven fra Grundtvig og Koch betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for de reelle problemer blandt enkelte nydanskere, og den betyder heller ikke, at vi skal undlade at stille krav til hinanden. Men det betyder, at vi skal betragte de nytilkomne minoriteter som ligeværdige medborgere, der skal inkluderes i fællesskabet. Den tvangsassimilation, som smertede Grundtvig dybt, afføder udelukkende modreaktioner og udgør ikke en løsning på de konflikter, som Danmark allerede står med på integrationsområdet. Kun ved at give alle lige rettigheder og sikre et universelt medborgerskab kan vi sikre en reel integration.

DEN FØRTE politik over for mindretallene giver anledning til tvivl om, hvorvidt Danmark ville have reddet de danske jøder anno 2010, således som vi, til omverdenens store lovprisning, kunne i 1943.

Meget tyder på, at følelsen af samhørighed og medborgerskab er blevet kraftigt reduceret til fordel for en selvtilstrækkelig nationalisme, hvor eksklusion og en hierarkisk niveaudeling af borgerne er blevet en del af den politiske virkelighed.

Ville tusinder af danskere i dag stå sammen om mindretallets ret og velfærd? Spørgsmålet er sat på spidsen, men på en grundlovsdag har vi grund og lov til at granske vores demokratiske standhaftighed og samfundsmæssige samhørighed.

For 70 år siden stod demokratiske kæmper fast, da det gjaldt. Lad os håbe, at vi stadig vil stå lige så fast på de lige rettigheder, vores grundlov på denne dag mejslede i det danske folkestyre og den danske folkesjæl.

Lad os håbe, at det stadig står så fast, at demokrati og danskhed, antiracisme og danskhed og fællesskab og danskhed stadig er så uløseligt sammenkædet, at vi kan leve op til vores demokratiske forfædre.

JENS JONATAN STEEN OG PETER WESTERMANN WWW Har du kommentarer til Kroniken - gå ind på politiken. dk/kroniker.

At jøderne blev reddet, og at totalitarismen forblev marginal i Danmark, var aldeles ikke en selvfølgelighed Vi fører en politik, der langsomt, men sikkert underminerer følelsen af at tilhøre en samlet nation, hvor alle kan samles under den folkelige danskhed.