Kronik: DF fupper sine egne vælgere

Som svar på den økonomiske krise ønsker DF-vælgerne større statslig regulering, mens deres moderparti fortsætter støtten til en regering, som kun lader stå til. Det samme gør sig gældende på fordelingspolitikken, hvor DF lægger stemmer til en politik, der udelukkende gavner landets rigeste og lader de svageste, som partiet påstår at forsvare, i stikken.

DF er uden tvivl den største succeshistorie i dansk politik de sidste 15 år, hvis man udelader de personlige aversioner, og udelukkende fokuserer på partiets evne til at sætte dagsordenen og holde fokus på den »lille mand«. DF er et parti, der i særklasse kender sin målgruppe og formår at tale direkte til den, hvad enten det handler om opgør med kulturparnasset, glubske muskelhunde eller udvisningen af afviste asylansøgere.

DF har også været langt de dygtigste til at manøvrere i den stigende politiske kløft mellem borgerne og de traditionelle partier i forhold til etableringen af de nye politiske dagsordener.

Dette politiske spændingsfelt bliver rammende beskrevet af den amerikanske journalist Thomas Frank i den politiske bestseller What's the Matter with Kansas fra 2004, som forsøger at afdække det politiske mysterium om, hvordan det kunne lykkes Republikanerne i Midtvesten at få de såkaldte »blue-collar workers« til at stemme imod deres egeninteresse og kaste deres stemmer på rige »white-collar« kandidater.

Forklaringen skal findes på den værdi-og symbolpolitiske scene, hvor Midtvestens vælgere til gengæld for abortmodstand, radikale kristne værdier, opgør med Hollywood og afviklingen af den positive særbehandling har fået deregulering af virksomhederne, lavere topskat, øget monopolisering og en stigende koncentration af velstand.

Thomas Frank beskriver denne udvikling således: »Lederne af modangrebet taler måske om de kristne værdier, men de går erhvervslivets interesser«. Den værdipolitiske kamp har betydet, at generationer af patriotiske arbejdere i det amerikanske hjerteland har ofret deres egne livsmuligheder til fordel for rige virksomhedsledere.

Selvom det normalt er svært at sammenligne den politiske udvikling på tværs af kontinenter, så ligner de amerikanske arbejdere i Midtvesten på forbløffende vis de skuffede danske vælgere, der har forladt Socialdemokraterne og er gået over til Dansk Folkeparti.

Opskriften er den samme i Danmark, hvor DF har solgt sin indflydelse på dansk skatte-og fordelingspolitik for at få vetoret og blive overdommer over dansk kultur-og værdipolitik - de bestemmer således, når det kommer til spørgsmål om Jelling-stenene, den kriminelle lavalder, kunststøtten og den generelle udlændingepolitik.

Men det er ikke i sig selv spørgsmål, der sikrer bedre økonomiske forhold eller livsmuligheder for hjemmehjælpere, specialarbejdere eller den lille erhvervsdrivende, der stemmer på DF. Partiet har dermed tydeligt svigtet sine egne vælgeres økonomiske og sociale interesser.

Helt aktuelt er afstanden mellem DF-toppen og DF-vælgerne blevet illustreret under den nuværende finansielle krise. DF-vælgernes syn på den finansielle krise og statens generelle rolle afslører en dyb kløft i forhold til den førte politik og holdningen hos VK-vælgerne.

Det understreger en undersøgelse, som analyseinstituttet Interresearch har lavet for Cevea.

Mens 74 procent af DFerne mener, at »finanskrisen kalder på ny balance mellem stat og marked«, så gælder det kun henholdsvis 42,8 og 46,6 procent af Venstre og De Konservatives vælgere.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt »finanskrisen kræver, at der er større statslig regulering i fremtiden« erklærer 58,8 procent af DFs vælgere sig enige, mens kun 25,9 og 31,3 procent af VK-vælgerne deler denne opfattelse. De nævnte eksempler viser tydeligt at DF-vælgerne i modsætning til den regering, som de agerer støtteparti for, ønsker en mere offensiv stat og ser staten som en afgørende del af de politiske løsninger. Faktisk er det parti, som mest ligner DF, når det handler om tryghed og regulering, deres historiske ærkefjender hos Det Radikale Venstre. Det er tankevækkende.

Endnu større bliver kløften dog, hvis vi kaster et blik på dansk fordelingspolitik, hvor DF i bedste fald har flyttet et par kommaer og sat en symbolsk fokus på svage ældre. Frem for alt har DF nemlig lagt stemmer til VK-regeringens ensidige fokus på at lette skatten for landets største indkomster og mest formuende boligejere. Det er således med DFstemmer, at regeringen gennemførte skattestoppet i 2001, Forårspakken i 2004, skattereformen i 2007 og senest Forårspakken 2.0 i 2009.

Det har været reformer, som har belønnet de rigeste på bekostning af de svageste i landet. Og her vil DFs kernevælgere tilhøre sidstnævnte gruppe, idet prototypen på en DFer må beskrives som en ufaglært mand fra provinsen på over 60 år. Særligt denne gruppe har betalt prisen og udgør den befolkningsgruppe, der har fået allermindst ud af de skattelettelser og nedskæringer, som DF har støttet gennem de sidste ni år.

Dansk Folkepartis store succes skyldes dermed ikke dets sociale indsats eller kampen for samfundets svageste, men tværtimod dets populistiske fokus på en række nicheområder, som har gjort det muligt at føre en fordelingspolitik, der går stik imod dets egne vælgeres interesser og levevilkår. DFs symbolpolitik repræsenterer således et af de allerstørste fupnumre i dansk politik.

Udviklingen i Danmark ligner på mange områder udviklingen i det amerikanske Midtvesten, men spørgsmålet er, om man kan lære noget fra dette eksempel? Selv med Obamas demokratiske triumftog ved præsidentvalget i 2008, kunne den magiske kandidat fra Chicago ikke overvinde de konservative vælgere i det amerikanske hjerteland.

Obama tabte disse stater med et brag - herunder Kansas med over 15 procentpoint.

Det interessante i den forbindelse er netop, at Midtvesten for 40 år siden udgjorde hjemmebanen for det Demokratiske parti, og det var samtidig her, USAs kommunister stod stærkest. De havde flere steder socialistiske aviser og socialistiske borgmestre, hvilket i dag er en glemt del af den amerikanske historie. Værdipolitikken har forvandlet denne del af USA. Det samme kan meget vel være på vej i Danmark.

Det amerikanske Midtvesten tegner et dystert billede af, hvor galt det kan gå for den gamle arbejderklasse, hvis et enkelt parti får mulighed for at patentere den værdipolitiske debat.

Men så galt behøver det ikke at gå herhjemme, idet hele 45 procent af Dansk Folkepartis vælgere ifølge analyseinstituttet Zapera ser sig selv som socialister eller i hvert fald ikke vil afvise, at de er det. Det viser, at DF-vælgerne i modsætning til deres moderparti ikke er klar til at ofre den sociale indignation og omfordelingspolitikken på symbolpolitikkens evigt brændende bål.

Der er således gode muligheder for at udfordre Dansk Folkeparti på dets sociale ansvarlighed og kræve, at de i det mindste begynder at føre den politik, som de beskriver i deres arbejdsprogram: »Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at et samfund er bedst tjent med, at der ikke er store økonomiske eller kulturelle skel i befolkningen. Statens opgave er således at udligne skellene befolkningen imellem efter devisen om, at de bredeste skuldre må bære de tungeste byrder.« Dansk Folkepartis position som de svages forkæmper og den lille mands stemme er i bedste fald stærkt overdrevet. Det bygger på velsmurte kampagner, rørstrømsk symbolpolitik og tom retorik.

Partiet svigter arbejdernes og dets egne vælgeres økonomiske interesser.

»Dansk Folkepartis store succes skyldes dermed ikke deres sociale indsats eller kampen for samfundets svageste, men tværtimod deres populistiske fokus på en række nicheområder, som har gjort det muligt at føre en fordelingspolitik, der går stik imod deres egne vælgeres interesser og levevilkår.

DFs symbolpolitik repræsenterer således et af de allerstørste fupnumre i dansk politik.