Det skal rød blok bruge flertallet til

Efter mere end 3500 dages fantasiløs ørkenvandring under VKO’s politiske ledelse, er det endelig blevet tid til at nye kræfter får lov til at lede et hårdtprøvet og kriseramt Danmark videre. Vi tager afsked med en formørket og uhellig alliance af liberalistisk-nationalistisk borgerlige magthavere, for at give plads til en centrum-venstre alliance, der ikke tidligere har stået med magten. Endelig. Efter alt for mange forkerte beslutninger og en alt for lang valgkamp, er det endelig tid til en ny begyndelse.

Det er nu, at det helt nye og unikke S-SF-R-Ø-flertal, skal til at bevise, at vi ikke bare har fået en ny regering af navn, men også af gavn. Det nye flertal skal være en kraft for grundlæggende samfundsforandringer.

Som den danske folkeoplyser, kvindesagsforkæmper og minister Bodil Koch skrev til sine allierede i 1949: ”Vi er hjorte. Udrustede med en sjæl skabt til at springe (…) Den bjergtagne var han, der satte Bo i sig selv. Han glemte at bevæge sig og stivnede i Stenen.” En ny regering skal derfor forny fremfor at bevare. Forandringsviljen må altid ligge i det politiske DNA hos centrum-venstre.

Rød blok har vundet magten i en svær tid, hvor vi netop har brug for store politiske kvantespring og grundlæggende forandringer af vores samfund. En tid, hvor vi aner ikke hvordan væksten genskabes, hvor vi sætter rekord i stigende ulighed, hvor flere udstødes fra arbejdsmarkedet, hvor velfærden styres med mistillid og hvor den folkelige deltagelse underløbes. Netop disse udfordringer må være pejlemærkerne for en ny regerings projekt.

Den kommende regering skal måle sin succes over de næste fire år på, om den har skabt mere lighed, stærkere social fremgang og en reel udvidelse af demokratiets rammer.

ØKONOMIEN fyldte, ikke overraskende, meget i valgkampen. Men det store spørgsmål – hvad vi skal leve af og hvordan vi kan sikre fortsat fremgang i livsmuligheder – er ikke blevet berørt tilstrækkeligt.

Der er brug for nytænkning omkring Danmarks økonomi. Økonomien skal ikke bare holde. Den skal heller ikke bare vokse. Nej, den skal udvikles.

Velstand og økonomisk udvikling afhænger i høj grad af, hvad man producerer og beskæftiger sig med. Det er ikke ligegyldigt, om det meste af ens produktion og beskæftigelse ligger i jævne serviceerhverv eller i højteknologisk udvikling og fremstilling. Danmark skal være forrest i den globale værdikæde, hvor der skabes mest værdi pr. arbejdstime og hvor de gode jobs findes. Men for tiden falder vi tilbage i feltet.

For at komme i front igen, skal de seneste års forholdsvis passive vækstpolitik, der primært har fokuseret på at forbedre rammevilkårene i bred forstand, afløses af en aktiv og strategisk politik, der supplerer forbedringen af rammevilkår med en langt større satsning på at øge teknologianvendelsen, den generelle innovation, og udviklingen af særligt udvalgte sektorer.

Staten skal spille en mere aktiv rolle i den økonomiske udvikling.

For at kunne det, skal der enten skabes et nyt, styrket Økonomi- og vækstministerium eller et tværministerielt koordinationsudvalg, der med statsministeren i spidsen kan sikre, at alle politikområder understøtter de samme prioriteter. Efter finsk forbillede skal vi have institutioner, der kan fremme innovation og produktivitetsforbedrende tiltag.

Der må igangsættes ’mand-på-månen projekter’, hvor eksempelvis elektrificering af jernbanenettet, nye højhastighedstog og forbedringer af hastigheden på internettet, driver den teknologiske udvikling og dens spredning. Derudover må målsætningen være at øge de offentlige og private investeringer i forskning og udvikling, gerne fra samlet set 3 % af BNP i dag til 5 % af BNP i en nær fremtid. Endelig bør der også indføres en langt mere offensiv indkøbspolitik, hvor staten sikrer at dens indkøb målrettes nye og innovative produkter frem for standardiserede discountvarer.

Disse løsninger vil bidrage til at tage de kvantespring i den økonomiske udvikling, der er så stærkt brug for. En ny regering må skabe en ny økonomi.

Samtidig skal de økonomiske fremskridt kombineres med et opgør med den finanssektor, som i høj grad har været medvirkende til den værste krise i 80 år. Og hvis overvældende samfundsøkonomiske indflydelse betyder, at vi meget vel kan komme til at gå fra krise til krise i den internationale økonomi. Vores liv må ikke fortsat deponeres hos børsmæglerne på Wall Street og verdens andre finanscentre.

Den finansielle spekulation skal derfor reduceres og den finansielle sektor som sådan have mindre indflydelse. Det kan kun ske, hvis sektoren som andel af den samlede økonomi bliver mindre. Vi har brug en finansiel sektor, der er tjener for – og ikke herre over samfundsøkonomien.

En finansiel transaktionsskat – dvs. en begrænset afgift på handlen med aktier, obligationer og andre finansielle produkter – er det bedste middel til at sikre, at det sker. Skatten skal ændre adfærden, ikke primært ses som en ny indtægtskilde. Og den skal være så lille (0,01 % til 0,05 % på de fleste transaktioner), at den ikke berører almindelige mennesker. Et forslag som selv de ærkekonservative magthavere Sarkozy og Merkel i dag kæmper for.

Derudover er der et helt arsenal af finansiel regulering, der skal gennemføres. En idé der som minimum skal genoplives, er at adskille de risikofulde investeringsaktiviteter fra den lån-og-indskuds bankforretning, som almindelige mennesker er afhængige af. Sidstnævnte skal kunne redes, mens førstnævnte i høj grad må sejle sin egen sø når armbevægelserne har været for store og dispositionerne har slået fejl. Men udover, at vi skal have en økonomi, der er mere afkoblet fra finansverdens cirkus og som udvikler sig positivt, er det ikke ligegyldigt hvilken vækst, der skabes eller hvordan den fordeles.

ULIGHEDEN skal reduceres. Den er steget betydeligt siden midten af 90’erne. Den er på alle måder røget i vejret siden systemskiftet i 2001. Dengang havde Danmark således den mindste ulighed i Vesteuropa. Nu er vi kun 6. bedst. Og det betyder, at vi er det land, der har haft den næsthøjeste vækst i uligheden de sidste ti år.

Og det er ikke bare abstrakte tal, vi har med at gøre. Den stigende ulighed er nemlig ikke kun en realitet, fordi de rige er blevet rigere. Nej, det er også fordi de fattige er blevet fattigere og fordi flere fastholdes i fattigdom eller blandt lavindkomstgrupperne. Andelen af fattige, der undslipper fattigdom, er således faldet markant siden 2001. Den danske underklasse har dermed fået over 100.000 nye medlemmer i perioden. Klassekampen er så langt fra forbi.

Det første skridt i opgøret med uligheden handler om at stoppe udhuling af de sociale ydelser, som har bidraget til at fastholde stadig flere danskere i decideret fattigdom. Vi må således kunne forvente en snarlig afsked med introduktionsydelse, starthjælp, kontanthjælpsloft og 450-timers regelen.

Men det er langt fra nok. Derfor bør vi også nedlægge den såkaldte satspulje. I dag opsamler denne pulje en del af det, som overførelsesindkomsterne skulle stige med, hvis de skulle følge den generelle pris- og lønudvikling. Puljen svarer stort set til hunden, der spiser sin egen hale. Projekter til at skaffe de svageste danskere tilbage på fode finansieres via de penge, deres ydelser normalt ville være blevet justeret med. Det er alene de smalleste skuldre, der bærer byrden.

Derudover bør vi også indlede diskussionen om de forgyldte boligejer. Det nye flertal må nedsætte en kommission til at belyse progressiviteten i det danske skattesystem. I sådan et arbejde kan man ikke komme udenom, at der skal ses på mulighederne for at foretage en gradvis ophævelse af den fastfrosne ejendomsværdibeskatning. Udviklingen i boligværdier er det enkeltområde, som alene har skabt størst ulighed de sidste 10 år. Så diskussionen kan ikke forties for evigt.

Grundlæggende skal en ny rød regering måles på hvorvidt, den får halveret antallet af børn, der vokser op i fattigdom, og hvorvidt den får stoppet den hastigt stigende indkomstulighed. Det er en altafgørende målsætning.

ARBEJSMARKEDETS indretning bekræfter den skadelige ulighed. Ikke mindst det faktum, at mere end 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder står udenfor det. De er parkeret på passive forsørgelse.

Alt for mange af dem, der ikke umiddelbart forekommer arbejdsdygtige, bliver efterladt i et system, som ikke længere tager udgangspunkt i, at alle gerne vil og, under de rette forudsætninger, kan arbejde.

Alene 240.000 danskere er placeret på førtidspension. De koster staten omkring 40 milliarder om året på ydelsen alene. Selv 10 år med højkonjunktur har ikke ændret billedet med stadig flere danskere parkeret permanent udenfor arbejdsmarkedet. Det er et svigt.

Det bliver en klar udfordring for det nye flertal at sikre, at færre danskere er parkeret på passive ydelser om ti år. Et stærkt social sikkerhedsnet skal ikke holde folk udenfor beskæftigelse, men netop sørge for, at de hurtigt kommer tilbage i den, hvis de skulle miste deres job. Her skal vi have den mulighedsgivende stat i spil.

For at få folk tilbage på arbejdsmarkedet må der ske massive investeringer i civilsamfundets sociale beskæftigelsesprojekter til. Samarbejdet mellem private og offentlige aktører på beskæftigelsesområdet skal øges, der skal ske et uddannelsesmæssigt kompetenceløft til alle langtidsledige, og der skal indføres langt flere sociale klausuler om etablering af skånejobs og fleksjobs i forbindelse med offentlige udbud.

VELFÆRDEN, eller i hvert fald en stor del af den, skal således gentænkes. Der skal gøres op med den stigende bureaukratisering, minuttyranniet og kontrolmanien.

På nogle områder skal velfærdsleverancen omlægges, så man også kan afprøve nye samarbejdsformer, som f.eks. kunne være det kooperative ejerskab. På andre områder må man dog klart erkende, at privatiseringen har taget overhånd. VK-regeringen har således opsat faste mål for, hvor meget af den kommunale velfærd der skal udliciteres. Det er helt galt afmarcheret. Velfærd bliver ikke bedre af at være privat. Snarere tværtimod. Og oftest bliver den heller ikke billigere af det.

Der er brug for et privatiseringsstop og en mindre dogmatisk tilgang til velfærdsopgaverne. Derudover må det sikres, at særlige offentlige tjenester og forsyningsvirksomheder holdes under demokratisk kontrol, så borgerne kan regne med dem.

Der behøver ikke været 100 % offentligt ejerskab på de afgørende og strategiske offentlige tjenester, men staten eller kommunerne skal som minimum have en ’gylden aktie’ i dem. Det betyder, at de forsat har kontrol med, hvad der sker med dem. En del af velfærden og de tidligere offentlige kerneydelser skal derfor tages tilbage. Tilbage til fællesskabet.

Men fællesskabet er ikke noget uden deltagelse.

DELTAGER-DANMARK er derfor en sidste helt afgørende drøm, som en ny regering må arbejde for at realisere. Et Danmark hvor demokratiet lever og næres af, at et væld af foreninger, bevægelser og frivillige understøtter og udvikler det.

Demokratiet udvikles dog ikke, hvis ikke det også udvides og ikke lever. Det skal ske i Danmark i de kommende år. Den repræsentative model, hvor der kun stemmes hver fjerde år eller lidt oftere, er ikke tilstrækkelig. Der må eksperimenteres med modeller, hvor medborgerne inddrages mere aktivt. Det kunne f.eks. være brugerne sygehuse eller lignende, der inddrages direkte i udviklingen af den konkrete velfærd.

Samtidig har vi også brug for udvidelse af det døende repræsentative demokrati. Udviklingen er de senere år gået i hvad man kan kalde ’meritokratisk’ retning, hvor de veluddannede eliter har grebet magten. Men vi har brug for, at flere stemmer bliver hørt. Vi kan ikke leve med at færre indvandrere og færre arbejdere bliver repræsenteret på Christiansborg. Demokratiet er for dyrebart til at blive overladt til akademikere alene.

Endelig handler drømmen om et DeltagerDanmark også om at vi sætter civilsamfundet mere i centrum.

Det nye politiske flertal skal gøre endeligt op med den gammeldags og betonsocialistiske opfattelse af, at en større stat altid er af det gode. Vi har brug for større plads til og bedre understøttelse af vores organisationsliv, som på nogen områder – ikke mindst fagbevægelsen – har været under angreb de senere år. Vi har brug for at understøtte, at den enkelte tager et større ansvar for sig og sine i lokalsamfundet. Det skal være lettere at engagere sig og tage ansvar. Og endelig har vi også brug for at alle danskere bliver husket på, at pligter og rettigheder går hånd i hånd.

Der er nok at tage fat på for den kommende regering: Udviklingen af en ny økonomi, sikringen af øget lighed, opgøret med Parkerings-Danmark, tagen velfærden tilbage, og skabelsen af et sandt DeltagerDanmark.

Det nye flertal bør samtidig huske, at valget også var en sejr til de politiske partier, der vovede mest, udtalte sig klarest og valgte den mest ideologiske linje. Det var tilfældet med den overbevisende vælgerfremgang til Radikale Venstre og Enhedslisten i rød blok, men også, mere overraskende, for Liberal Alliance og Lars Løkke i blå blok.

Det nye S-SF-R-Ø flertal skal vise sig som en forandringsvillig og handlekraftig koalition, der kan skabe de politiske kvantespring, som betyder, at de 1.779.365 personer, der stemte rødt ved valget den 15. september, ikke kommer til at fortryde det.