Ti års kamp for 28 elever

Syv lektier fra et særegent dansk fænomen: politisk mobiliserede 16-19 årige gymnasieelever i politisk førerposition mod forringelser

Det fleksible loft over klassekvotienter er en historisk og symbolsk sejr. Det ville ikke have været gennemført uden mere end ti års aktiv og ihærdig indsats fra en af det danske civilsamfundets største succes’er, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).

I artiklen forsøger jeg, der har været med en del af vejen, at sætte ord på, hvad der virkede, og hvad der måske kunne blive endnu bedre.

»28 er mere end nok - vi giver aldrig op«, stod der på kampagnens t-shirts i 2001. Gymnasieeleverne og DGS gav aldrig op, og i dette års finanslovsforhandlinger vandt de endelig.

Det hele startede egentlig i 1999. Det var dengang, vi havde amter, og Margrete Vestager var undervisningsminister. Det var ikke lang tid efter en berygtet demonstration, hvor Johan Olsen fra Magtens Korridorer fik Slotspladsen til at synge: »Margrete, du er en luder, en hesteluder«, et lavpunkt for mine egne erfaringer med demonstrationer.

Indtil 1999 havde en regel i gymnasielærernes overenskomst skabt et reelt loft over klassekvotienterne på 28, men den ville amterne have afskaffet.

Selvom over 90 procent af gymnasielærerne stemte nej til aftalen, der afskaffede reglen, blev den vedtaget, fordi lærerne indgik i et større forhandlingsfælleskab med et samlet ja til overenskomstaftalen.

Vi strejkede på de fleste gymnasier, også Albertslund Amtsgymnasium, hvor jeg gik i 1.g. Som sædvanlig var det eleverne, der gik forrest, mens lærernes mod var så som så.

De vidste også dengang, at demonstrerende elever for et godt gymnasium ser bedre ud end lærere, der vil have gode arbejdsforhold.

Det svære årti

Mobiliseringen i 1999 var det første gennembrud, der viste tegn på noget nyt – sammen med Nu er det nok-bevægelsen - og fra og med 2001 var kampen for et loft over klassekvotienten et centralt krav for en række generationer af gymnasieelever, elevrådsaktive og ledere i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).

Flere af de ledere var helt centrale folketingsmedlemmer og en enkelt endda minister ved den netop indgåede aftale om et fleksibelt loft på 28 elever i klasserne.

Det så sort ud for elevbevægelsen i 1990’erne, som ikke var noget nemt årti at skabe demokratisk mobilisering i. Afpolitiseringen og individualiseringen gjorde det svært at skabe brede mobiliseringer og de unge ildsjæle, som befolkede DGS, må have haft svære kår.

En af konsekvenserne var, at mange – langt fra alle – drog den konklusion at vejen til succes gik gennem møder og lobbyindsats frem for brede mobiliseringer, som både tidligere og senere har vist sig succesfulde.

Der har været mange vendepunkter siden den berygtede hesteluder-sang. I 1999 gik et samlet DGS til kamp mod afskaffelsen af loftet på 28 elever i klasserne og opbakningen på gymnasierne var stor. Det var et vigtigt signal om at stemningen blandt gymnasieeleverne var ved at skifte.

Amterne nægtede hårdnakket, at størrelsen på klasserne ville stige – det var bare en teknisk detalje, som de gerne ville fjerne.

Lektie I: Vi må stole vores mavefornemmelser, ikke politikere og deres regnedrenge.

I de første par år efter 1999 var der heller ingen klasser med mere end 28. Det virkede som om ingen gymnasier turde fylde klasserne mere – slet ikke så kort tid efter massiv medieomtale, hvor amterne igen og igen udtalte at de ikke mente klassekvotienterne ville stige.

Lektie II: Mange af vores sejre er forhindringer af forringelser og derfor svære at kommunikere.

I 2000 kom et meget lille tegn. En klasse på Rødovre Gymnasium så ud til at starte med 29 elever, og vi var et mindretal i DGS’ bestyrelse som insisterede på, at vi måtte indkalde til national strejkedag for at protestere.

Hukommelsen kan jo svigte lidt: min egen siger, at vi havde potentielt flertal for strejkedagen, men at et tømmermændsramt bestyrelsesmedlem ikke kom til mødet, og forslaget faldt. Andres at afstemningen endte uafgjort og forslaget derfor faldt.

Sagen var for lille og uden ordentlig dokumentation, mente flertallet. Måske havde de ret - i klassen på Rødovre startede kun 28, da en sidste elev meldte fra holdet inden start.

28 er mere end nok

I 2001, to år efter de første protester, skete der noget. På et debatmøde på Nakskov Gymnasium gik det op for os, at der var startet 34 elever i en klasse. Ikke som vi ser i dag, hvor det er normalt: der var faktisk ekstra ressourcer med til klassen, sikkert af både god vilje og frygt for en mediestorm.

Det ændrede ikke ved at en usynlig, men afgørende linje var blevet overtrådt endegyldigt.

Vi tog chancen. På to meget hektiske dage blev DGS’ bestyrelse konsulteret telefonisk og beslutningen truffet: En klasse med mere end 28 var en klasse for mange.

Vi satte gang i en landsdækkende mobilisering. Strejke på alle gymnasier, demonstration i de store byer. Et af de gymnasier, der havde mange elever, som var modstandere af strejke, var Odense Katedralskole.

Her mødte vi første gang Johannes Schmidt-Nielsen, 2.g’er, elevrådsmedlem og med et lysende talent for organisering. Hun fik skolen med, trods store diskussioner.

Succes’en kom bag på os alle. Opslutningen bag elever, også i de fjerne jyske egne, gennembruddet i pressen og reaktionen fra politikerne.

Enhedslisten, SF, De Radikale og De Konservative var blandt dem, der straks sagde, at de støttede loftet, Socialdemokraterne var også principielt med. Sejren var mulig, men ikke sikker.

Et par måneder senere kom folketingsvalget. De borgerlige vandt, og loftet var pludselig langt, langt væk fra realisering.

Men siden aktionerne har tallet 28 været indprentet i enhver DGS’er. Hvorfor lige netop det krav? Fordi det er simpelt og let forståeligt, men også fordi det har en politisk kant.

Mere i SU er for eksempel en ren interessekamp for gymnasieelever, men DGS har altid søgt at rejse diskussionen af, hvem der særligt rammes af overfyldte klasser.

Eliten klarer sig altid, men dem, der har det lidt sværere – typisk dem har mindre rige og mindre akademiske forældre – bliver hårdest ramt. Kampen for 28 elever i klassen er derfor både en klassisk interessekamp for bedre ressourcer og en løftestang for en politisk diskussion af ulighed i uddannelsessystemet.

Det var afgørende: gymnasieelever er ikke forkælede møgunger, men solidariske mennesker, som ønsker et bedre samfund for alle. Også derfor kunne vi altid mobilisere 2.- og 3.g’ere som ikke selv ville nå at mærke effekten af en sejr. Kravet talte til både egen-interesse og solidaritet.

Lektie III: et politisk mål, der skal mobilisere bredt, bør være simpelt og kombinere elementer af egen-interesser og solidaritet.

Omfanget af aktionens succes lagde langt om længe en debat ned, som havde taget alt for meget tid. Indtil 2001 var der stadig dem, som mente, at udenomsparlamentarisk arbejde var passé: at den eneste vej til resultater var møder og lobbyisme.

Til det kunne man jo blot være 5-10 dygtige i eliten, som slet ikke behøvede aktiv opbakning fra tusindvis af gymnasieelever. De voksne i Danske Studerendes Fællesråd og Lærerstuderendes Landskreds forsøgte altid at overbevise os og rystede på hovedet af vores ungdommelige naivitet og ja, selvsikre arrogance.

Men efter 2001 var debatten død: alle var enige om, at mobilisering var et vigtigt redskab til at skabe opbakning til organisationen og opnå resultater.

Lektie IV: Handling er enhver organisations ilt. Hvis organisationens ledere vil klare alt selv, dør den som aktiv bevægelse.

Et stadigt stærkere DGS

DGS vedtog i 2001 endeligt at ændre organisationens formål fra kun at skulle kæmpe for gymnasieelevernes interesser som gymnasielever, til også at have et mål om at politisere eleverne.

En detalje som betød alverden: igennem årene havde folk i organisationen sat en stopper for ethvert forslag om at gøre noget politisk – fx vende sig mod racisme – hvis det var forstået bredere end direkte orienteret mod gymnasieelever som gymnasieelever.

Deres argument gav mening, for frygten var at DGS ville kaste sig ind i alle mulige perifære kampe uden bredde, men tiden løb fra det, og senere generationer har vist at organisationen uden problemer kunne håndtere balancen.

Den tekniske ændring skabte en åbning og muligheden for at agere mere (ikke parti-)politisk.

Lektie V: Hvis bureaukrater bruger vedtægter til at stoppe politisk handling, så stop dem, one way or the other!

Jeg kender ikke detaljerne i slutningen af historien, den vigtige: Hvad der skete mellem 2001 og 2011, hvor den endelige sejr blev vundet. Kun at DGS blev ved med at vokse, og at valget af den borgerlige regering paradoksalt gjorde dette nemmere.

Drømmen om et stærkt samarbejde med fagbevægelsen blev mulig, da de nu også var klar til at gå i kødet på regeringen.

Der blev ryddet op i en ungdomskultur, der var (for) præget af sjov, fest og billede, og arbejdet blev professionaliseret. Derfor kom der også flere ’almindelige’ gymnasieelever med. Talentmassen blev større, ambitionerne ligeså.

Det er svært ikke at få armene ned. DGS og de tusindvis af gymnasieelever, der i forskellig grad – fra deltagelse i en strejke til gratis fuldtidsarbejde i et år – har vundet en enorm sejr, symbolsk og reel.

Organisationen er stadig den mest succesfulde organisation i det danske civilsamfund, hvis man måler evnen til at få medlemsmassen op af stolene og i aktion.

Det er faktisk unikt, også internationalt, at 16-19 årige har denne førerposition. Og endelig har DGS gennem de sidste ti år fostret nogle af de dygtigste politikere i Danmark: Thor Möger, Nanna Westerby, Pernille Skipper, Stine Brix, Rosa Lund og Johanne Schmidt-Nielsen er alle uddannet via deres praktiske erfaringer i en stærk bevægelse.

Mon ikke deres position i forhandlingerne har haft en betydning. Når man har brugt timer og timer på at råbe »Burhøns burhøns, gok gok, gok, gok – 28 er mere end nok« på gaden, må det være fantastisk endelig at sætte en stor streg under sejren.

Dertil kommer mange andre i partier, studenterråd, fagforeninger osv. Det er ledere, som kan mobilisere og engagere – lede – og som forener brændende hjerter med evnen til at samle og samarbejde bredt. Derfor har de og vi bidraget med mange andre til at få venstrefløjen ud af en historisk krise.

Hvorfor blev kampen vundet? Selvfølgelig først og fremmest på grund af regeringsskiftet. Men alle, der forsøger at fratage DGS sin del af æren, vil begå en enorm fejl.

Hvert eneste år har DGS skabt overskrifter og hver eneste gang præsenteret det magiske tal: 28. Det var afgørende for at oppositionen lovede et loft over klassekvotienten. Det var afgørende for, at Enhedslisten prioriterede det højt i finanslovsforhandlingerne.

Lektie VI: Det virker, vi kan vinde! Lektie VII: Det tager pisse lang tid og er svært at kommunikere. Lektie VII: For at vinde må vi både have folk på gaden, der råber, og folk på Christiansborg – også gerne i regeringskontorerne.

Den sidste lektie er ikke mindst vigtig nu, hvor en ny regering er kommet til.

Er det nok?

Nogle gange har jeg alligevel været i tvivl, det indrømmer jeg gerne. Mens Operation Dagsværk i de ti forgangne år har sendt 60-100 millioner af sted til fattige og seje unge i hele verden, har DGS til tider lignet en politikerskole, uden de store politiske resultater.

Da vi bragede igennem medie- og mobiliseringsmuren i 2001 var vi overbeviste om, at vi ville flyve igennem og forandre studenterbevægelsen – og dansk politik - nu hvor alle gymnasieelever var blevet fyldt af optimisme og kampgejst.

Sådan gik det ikke. Forbedret blev den, bevares. Men det var jo alle vores folk som overtog de ledende poster, der kom aldrig for alvor nye folk til. Hvorfor?

Der er mange grunde. En er måske paradoksalt nok, at DGS stædigt har holdt fast i nogenlunde samme krav og nogenlunde samme strategi over mange år. Efterårs-demonstrationer var for eksempel snarere reglen end undtagelsen.

Når man har demonstreret tre år i træk for samme emne, uden at vinde, hvorfor så bruge endnu mere tid, når man også skal studere, være i praktik, tjene penge?

Lad os håbe, at den sejr som endelig kom, kan ændre ved dette. DGS gør forhåbentligt alt, hvad de kan for at kommunikere sejren ud i alle afkroge.

Derudover har DGS’ ledelseskultur og struktur måske også en betydning. Diskussionerne om topstyring i DGS har altid været ufrugtbare: På den ene side lederne, der skabte resultater og samlede folk - også nogle gange desværre med ufine midler - og på den anden side basisdemokrater, der ville have ’mindre ledelse’, og i de værste tilfælde ikke selv tog ansvar.

Med fare for at give til råd til en organisation, jeg ikke længere kender, mener jeg at DGS har brug for mere ledelse, og med det mener jeg også at magten skal uddelegeres fra den centrale top.

En af fordelene ved DGS er den store udskiftning. Der er ingen lønnede ansatte og lederudviklingen på topplan er enorm, fordi nye folk altid på ny må opfinde den dybe tallerken. Det sikrer en konstant uddannelse af dygtige ledere, men særligt ledere på topplan i organisationen, generalerne.

Hvad der forsømmes er udviklingen af ledere på lokalt plan, på gymnasierne, og dermed muligheden for at organisationen kan blive mere demokratisk, samtidigt med at sammenholdet og effektiviteten fastholdes.

Tænk hvis udviklingen af stjernetalenterne - som Johanne Schmidt-Nielsen og Thor Möger Pedersen - blev suppleret af en konstant udvikling af hundredvis af ledere på gymnasierne.

Det kræver at man sætter fokus på talenterne på gymnasierne, hiver dem frem og giver dem ansvar og muligheder.

Man kunne fx lære af London Citizens, som afholder stormøder for over 2.000 mennesker, og lader alle led af organisationen tage gulvet og tale, mens den øverste leder holder sig i baggrunden.

I 2004 gennemførte DGS og den øvrige studenterbevægelse i forbindelse med STOP NU-initiativet et enormt stormøde i den nu nedbrændte KB hal. Det var kvalitativt nyt, med gruppearbejde (ganske vist med grupper på op til 100 mennesker!) og reelle diskussioner. Men vedtagelserne var i realiteten planlagte på forhånd.

Jeg husker selv som ordstyrer at konkludere efter rungende klapsalver på grund af talspersonens, Thor Mögers, dundertale, at organisationernes fremsatte forslag var vedtaget - at vi vist ikke behøvede afstemning med den opbakning.

Ideen var god, og vi kunne ikke have haft en reel debat den dag med alle de mennesker. Men hvad hvis hundredevis af lyttemøder var gået forud på gymnasier, skoler, seminarier?

På Wall Street ser vi i dag, hvordan de såkaldte basisdemokrater helt imod min egen forventning formår at sætte en afgørende dagsorden, som brager gennem mediemuren og har potentialet til at opnå strukturelle forandringer.

Tænk hvis de danske gymnasieelever tog ved lære af de udenlandske erfaringer og blev eksempler for, ikke blot Danmarks civilsamfund, men også Europas eller verdens. Potentialet, talentet, energien er der stadig. Og nu med en vigtig sejr i bagagen.

Med 1990’erne definitivt forbi kan DGS måske gå ind i en ny fase i 2010’erne, hvor lederskabsudvikling, styrket demokrati ved inddragelse af basisniveauet og flere nye resultater kan gå hånd i hånd.

Det eneste sikre er nok, at de modige og selvsikre gymnasieelever ikke gider lytte til mange andre end sig selv. Og det er nok også en af grundene til, at de er så succesfulde.