Pest over Europa (igen)

I 1933 skrev den Socialdemokratiske chefideolog Hartvig Frisch bogen Pest over Europa, som en analyse af den opblomstrende totalitarisme, der havde materialiseret sig med nazisternes magtovertagelse i Tyskland.

Selvom meget i dag er forandret til det bedre, så har vi alligevel god grund til at erindre Frisch analyse og advarsel. Det grundlæggende problem er, at vi midt i den globale finanskrise er ved glemme lektien fra de totalitære årtier i 30’erne og 40’erne.


Den totalitære tænkning bygger dengang som nu på de dystre økonomiske fremtidsudsigter. Den nuværende udvikling har således fået en række økonomiske eksperter og forskere til at komme med nogle meget tvivlsomme og skræmmende bemærkninger.


Fra vores hjemlige egne har en af landets førende økonomer, Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen, udtalt følgende om vores demokrati: ”Udnævnelsen af nye teknokratiske regeringer, ledet af internationalt respekterede økonomer, vil sikre den nødvendige finanspolitiske stramning og gennemførelsen af de fornødne strukturelle reformer, der over tid vil betyde, at de enkelte lande genvinder den økonomiske styrke, på en langt mere troværdig måde, end hvis folkevalgte politikere var sat til at genoprette økonomien,”.


I direkte forlængelse heraf har professor i økonomi Rögnvaldur Hanneson i den norske netavis E24 argumenteret for indsættelse af et ikke-demokratisk valgt overhus, som kan sikre de såkaldte ’nødvendige’ økonomiske reformer. De positive eksempler er i følge professoren de fascistiske militærdiktatorer Benito Mussolini og Augusto Pinochet, som roses for deres evne til at reducere den offentlige gæld og holde orden på økonomien.
Den økonomiske krise får med andre ord førende økonomer til at kræve demokratiet reduceret til fordel for en autoritær elite, der kan gennemtvinge vidtgående reformer. Dette er kravet selvom demokratiet har sikret os mere end 50 år med europæisk fred, sikret os mod total polarisering af samfundet og skabt en udvikling uden voldsomme klassesammenstød.


Spørgsmålet må derfor være hvad de nyfacistoide økonomer vil sætte i stedet for demokratiet? Den totalitære flirt gør det næsten nødvendigt at gentage den evindelige floskel fra Winston Churchill: "Demokrati er ikke den bedste styreform... Men det er den mindst ringe." Hvis vi lytte til netop de store politikere, der har stået ansigt til ansigt med totalitarismen, så bør vi næppe ofre demokratiet for efterlønsreform, en europagt eller andre teknokratiske tiltag, der vil tilfredse den herskende neoliberale økonomiske tænkning.


Men vi skal samtidig erkende at demokratiet stadig er et ungt projekt, der skal passes, plejes og udvikles i takt med de udfordringer, som vi står overfor.