Drømmen om det deltagende demokrati

Drømmen om det deltagende demokrati

We shall come much closer to the heart of democracy as the absence of class government. This indicates a state of society in which no class has a political privilege which is opposed to the community as a whole

Eduard Bernstein, 1899

Noget brugt, noget glemt, noget rødt og noget nyt.

Sådan kan man med en let omskrivning af bryllupstraditionen beskrive den danske venstrefløjs forhold til det langsomt falmende demokrati. Forglemt og forsømt. Noget brugt fordi venstrefløjen har taget demokratiet for givet, noget glemt fordi venstrefløjen ikke længere kræver demokratiets udvidelse, noget rødt fordi demokrati var en grundpilen i den oprindelige demokratiske socialisme og noget nyt fordi vi mere end nogensinde har brug for at styrke demokratiet til at gøre op med den stigende magtkoncentration i finanssektoren, den vedvarende teknokratisering af det politiske system og den hastigt voksende ulighed. De udfordringer kræver mere og ikke mindre demokrati.

Den grundlæggende udvidelse af demokratiet er sandet til de sidste 50 år. I denne periode er det deltagende demokrati blevet reduceret til en abstrakt tanke, som nationen Danmark kun har været villig til at kæmpe for på udebane, når vi har forsøgt at sætte skub i det arabiske forår eller redde den tredje verden.

For det første, har venstrefløjen selv svigtet ved at overlade kampen for det demokratiske medborgerskab og opgøret med den globale kapitalisme til staten. Det blev staten, der fik ansvaret for at redde os alle sammen. Det betød at budskabet på arbejderbevægelsens gamle røde faner blev droppet; det var ikke længere ’pligt før ret’. Det blev i stedet til rettigheder og krav overfor velfærdsstaten. Netop denne pointe beskrev Svend Auken i sit politiske testamente: ”Udbygningen (af velfærdsstaten, red.) var rigtig. Men man kan diskutere, om det med bare at fylde mere på de eksisterende systemer var den rigtige metode. Om ikke man skulle have taget en meget mere kritisk vurdering af hvert eneste tiltag”. Den kritiske tilgang til staten blev erstattet af en stærk professionalisering og teknokratisering af velfærdsstaten, som betød at embedsmænd fjernt fra alminelige menneskers hverdag skulle lede vores samfund og fra skriveborde på Slotsholmen beslutte hvad der var de objektivt rigtige løsninger. Staten begyndte gradvist at tjene sine egne interesser.

For det andet, så har de borgerlige kræfter svigtet ved at afvikle og underminere de demokratiske institutioner, som tidligere har holdt det fri marked i hævd. Konservative og især liberalistiske kræfter vil ud fra deres dogmatiske udgangspunkt altid sætte de frie markedskræfter over de demokratiske beslutninger. Markedstænkningen gør demokratiet til et nødvendigt onde, der altid skal holdes nede i den mest begrænsede form. Som vi har set på det seneste, har frimarkedstænkerne haft stor succes med at skabe en ’Leviathan’ af en finanssektor, som i dag er afkoblet fra almindelige mennesker hverdag. Dette marked tjener udelukkende egne økonomiske interesser.

Kort fortalt har troen på staten og det frie marked betydet at medborgerskabet, civilsamfundet og det deltagende demokratier blevet skubbet i baggrunden. Alt det vi tidligere har brystet os af i Danmark er ved at blive lavet om til en støvsamlende udstilling på Nationalmuseet. Men selvom venstrefløjen har svigtede denne opgave og har trådt vande i forhold til at genoplive det levende demokrati, så er og bliver dette vores opgave. Den folkelige forankring, der skabte fagbevægelsen, kooperative bevægelse, foreningslivet og andelsbevægelsen viser det enorme historiske potentiale i inddragelse. Men samtidig skal vi også trække på en lang række internationale eksempler, som kan bidrage til at vække det deltagende demokrati til live.

En første inspirationskilde kunne være det canadiske borgerinddragelsesprojekt ”Civic Lotteries”. Det canadiske projekt har haft til formål at inddrage en række repræsentativt udvalgte borgere til at få medindflydelse på budgetlægning for en række sygehuse i Toronto-området. Borgerne deltog i et forløb med både læring, dialog og konkret interaktion omkring mulige budgetscenarier. Resultatet blev ny retning, nye visioner, nye prioriteringer og ny legitimitet for de regionale sundhedsorganisationer.

En anden relevant inspiration kunne være modelkommunerne fra Norge. I Norge har landets største fagforening ’Fagforbundet’ sat sig i spidsen for en række forsøg med en bottom-up tilgang til udviklingen af den lokale og borgernære velfærd. Modelkommunerne tager udgangspunkt i et ligeværdigt tre-partssamarbejde på lokalt niveau mellem kommunalpolitikere, forvaltning og medarbejdere. Her er løsningerne ikke givet fra centralt hold, men skabt i samarbejde. Forsøget har fra starten været et svar på de nyliberalistiske styringsparadigmer, som f.eks. New Public Management. Derfor har man ønske at sætte medarbejderne og borgerne i centrum. De videre skridt i forsøgene er nu udbredt til nationalt plan og satser på udvidet borgerinddragelse.

Et tredje eksempel på udvidelse af demokratiets rammer kunne være London Citizens. Projektet fra London har været meget orienteret mod lokale kampagner og nye former for aktivt medborgerskab. London Citizens samler fagforeninger, skoler, religiøse institutioner, borgergrupper og studenterorganisationer i en fælles bevægelse for bedre sociale levevilkår. Ved senest kommunalvalg gennemførte de tusindvis af lyttemøder med mennesker, der aldrig før havde været engageret i politik, men fik mulighed for at stille krav til politikerne før de stod i stemmeboksen. De arbejdede mod grådige arbejdsgivere og gennemførte en permanent kampagne ”SafeCities”. Kampagnen forsøgte i opgøret med den stigende kriminalitet at etablere et alternativ til øget overvågning og mere politi, hvor man engagerede især unge og butiksindehavere i lokale initiativer. Befolkningen tog direkte ansvar for egne løsninger.

Generelt viser de utallige eksempler lige fra ’Occupy Wall Street’ i New York over 3F’s indsats i Tingbjerg under valgkampen til ’Tag gaderne tilbage’ på Nørrebro, at det folkelige medborgerskab lever og at danskerne fortsat er villige til at tage ansvar for samfundsudviklingen. Det er disse borgere, deres organisationer og deres engagement, som det politiske flertal i Danmark skal realisere.

Det deltagende demokrati har potentiale til at udgøre den stærkt påkrævede fornyelse af venstrefløjen og samtidig sikre en mere rimelig fordeling af magten i samfundet.